Onsdag den 17. august

Jeg havde efterhånden været hos Pamela og Christian in 5 uger. Siden jeg kom, har mindst en af hestene kløet pels og hus af og haft tynd mave. Jeg har flere gange gjort Christian opmærksom på det og han siger blot at han skal have ringet til dyrlægen eller købt ormekur i morgen. Fredag den 12. August blev det så endelig til noget og alle hestene fik ormekur. Bagefter mente Christian, at det var tid til kaffe. Jeg var lidt mistænksom og det viste sig også, at der var en grund til det. Christian havde brug for mere rum og ønskede ikke, at jeg skulle blive der længere. Jeg var ikke specielt skuffet eller ked, for jeg havde jo selv tænkt på at tage af sted og havde det svært med at være uenig med Christian i stort set alt.

Jeg havde besluttet mig for at træne Frami lidt og det gjorde jeg. Da jeg var ved at være færdig kom Christian hen og fortalte at han lige havde fået en booking til en tur på stranden en halv time senere og han ville tage Frami. Jeg var ikke med på turen og Christian red selv Frami. Da kom tilbage kunne han dog fortælle, at det ikke var gået ret godt og at Frami havde været meget fræk og svær at holde tilbage. Det undrede jeg mig lidt over for det var jo netop det jeg med succes havde arbejdet med de sidste par uger, men han var heller ikke super sød på banen selvom han bestemt var blevet meget blødere.

Imens Christian var på stranden gik jeg ind for at pakke mine ting. Pludselig kom Holly ind på mit værelse og med hænderne i siden spurgte hvor jeg var på vej hen. Jeg fortalte, at jeg inden for de næste par dage ville rejse sydpå for at finde et job.

Vi flyttede 4 heste ned på en af udstykningerne hvor Christian ville have dem et par dage. På vej tilbage sagde jeg til ham, at jeg kunne stå op dagen efter og vaske mit hestetøj og så rejse om eftermiddagen. Christian understregede, at han ikke ville smide mig ud fra den ene dag til den anden. Han sagde dog også at han skulle over bakken (Takaka Hill mod Nelson) dagen efter. Det var jo fint, så kunne jeg køre med over og så må jeg jo komme tilbage og gøre de sidste ting jeg gerne vil i området.

Tilbage på gården bemærkede jeg en underlig lugt på mit værelse og det viste sig at være katten der havde pisset på mit vasketøj og nye jakke og skidt på lagenet de ligger mellem dynen og den sovende (men stadig med betræk på dynen) :-( Pamela hjalp, men da hun kom ind med et rent lagen sagde jeg, at det havde jeg ikke brug for, for jeg skulle rejse dagen efter. Hun blev vist noget paf og skuffet, hvilket jeg godt kan forstå, og jeg måtte prøve at forklare lidt bagefter. Jeg sagde dog ikke noget om, at det var Christian der havde bedt mig rejse.

Lørdag morgen startede jeg den første vask med det samme. Jeg havde egentlig tid til at fodre og muge ud og ville også gerne gøre det, men så ville jeg jo bare have noget andet tøj at vaske når jeg var færdig. Det var lidt mærkeligt bare at hænge ud og på et tidspunkt i løbet af dagen sagde Christian da også i en joke, at jeg havde glemt at muge ud i dag.

Op af formiddagen skulle Jazlyn spille netball. Hun spurgte om ikke jeg ville komme med og det kunne jeg naturligvis ikke sige nej til. Christian satte os af og jeg blev meget overrasket over, at han ikke gik med, men sagde, at han ville komme tilbage om et kvarters tid når hendes kamp skulle starte. 10 min. før Jazlyns kamp dukkede Christian op og Pamela lidt senere igen. Pamela syntes at vi skulle have en hyggelig frokost inden jeg rejste, så vi tog ind på stamcafeen i byen. Liv, en anden af Pamela og Christians børn, var også kommet sammen med hendes søsters søn Jakob. Jakob fik en is og i låget viste det sig, at han havde vundet en ekstra is. Den ekstra is var Jazlyn ikke længe om at hente, hun vandt også en som jeg fik og i min var der endnu en som jeg gav til Christian - fire is for éns pris!

Tilbage på gården var mit vasketøj stadig ikke helt tørt på snoren så det røg en tur i maskinen, så jeg kunne blive færdig med at pakke og vi kunne komme af sted. Pamela var så sød at give mig et stort stykke at hendes friskbagte rugbrød med. Det blev tid til at sige farvel, hvilket ikke var helt let. Jeg kunne ikke lade være med at komme med en bemærkning om, at nu kunne Christian få lidt plads igen. Pamela grinede bare og sagde at han nok skulle savne mig når han igen selv skulle til at gøre de ting jeg havde gjort. Så jeg tror godt at hun forstod min hentydning om, at det ikke var min beslutning at rejse. Da vi kørte skulle vi heldigvis lige forbi hestene med noget vand og jeg fik mulighed for også at sige farvel til hestene.

Første stop på den anden side af bakken var hos Liv der bl.a. var kommet over bakken for at hente et hønsebur, det havde vi med og skulle sætte af hos hende i Motueka. Næste stop var halvvejs til Nelson i Moutere hvor Christian havde fået en mand til at lave nogle hovedtøjer. Det var ikke det mest imponerende slutresultat, men de var ganske billige og her nede er hesteudstyr åbenbart endnu dyrere end i Europa. Manden viste stolt nogle sorte smågrise frem der kun var en uge gamle. Jeg var overrasket over hvor søde og bløde de var og forstår nu hvorfor et marsvin hedder marSVIN (guinea PIG). Smågrisene lignede ganske meget og lød sågar som et marsvin :-) Han havde også en dværg miniature hest. Jeg tror aldrig at jeg har set så lille en hest, men havde noget ondt af den da den var tydeligt plaget af gigt. Vi fortsatte til Nelson mens solen gik ned fvor jeg tjekkede ind i The Bug (http://www.thebug.co.nz/). Jeg blev varmt modtaget af ejeren Antony og hundene Cramer og Ykon. Christian kommanterede med det samme på, at der sad tre asiater hver for sig med en pc og sagde at sådan er alle asiater. Jeg kunne jo kun sige at sådan er det i ethvert hostel med fri internet. Vi sagde pænt farvel og jeg må indrømme at jeg var lidt lettet.

Jeg havde intet i min rygsæk at spise, så jeg besluttede mig for at gå ind til byen og finde noget let aftensmad. Da jeg kom ned til McDonalds så jeg Christian stå i køen. Jeg gad ikke gå ind og skulle sidde og spise sammen med ham og tror heller ikke at han ville have sat pris på det. Jeg gik hurtig forbi og gik en runde i byen. Da Christian var kørt, gik jeg ind og fik min aftensmad.

Søndag crashede jeg foran computeren. Vejrudsigten havde lovet regn hele dage og så opklaring dagen efter, så jeg tænkte at det ville være en super måde at tilbringe dagen på. Det viste sig dog ikke at være helt så dårligt som lovet, men jeg kom ikke udenfor døren :-P hehe. Pludselig dukkede Nadja op der også var på hostlet da jeg var der sidst, hun var dog den eneste af alle pigerne der var tilbage. Jeg skrev også til Beatrix jeg vidste var taget til Nelson, men ikke om hun stadig var i byen. Det viste sig at hun stadig var i Nelson og inviterede mig på te hvor hun boede dagen efter.

Mandag formiddag gik jeg lidt ned ad gaden da det havde vist sig, at der hvor Beatrix WWOOFede var på den samme gade og hos en dansker - pudsigt nok. Vi sad ude på terrassen hos Winnie, som damen Beatrix WWOOFede for hed, og fik en kop te. Det var ganske hyggeligt og Winnie havde en masse spørgsmål om Danmark da det åbenbart var over 20 år siden hun rejste hjemmefra. Winnie underviser bl.a. i noget vand aerobic og inviterede Beatrix og mig med. Jeg smuttede op og hentede min badedragt inden jeg kørte med Beatrix. Beatrix havde desværre ikke helt forstået Winnies vejbeskrivelse og da vi havde kørt rundt og ledt efter stedet et godt stykke tid og undervisningen allerede var startet, kørte vi tilbage til byen og fik pizza til frokost host Stefano´s (http://www.pizzeria.co.nz/). Beatrix havde ikke set så meget af Nelson, så jeg viste hende nogle af mine favorit gallerier, bl.a. guldsmeden der lavede ringen til Ringenes Herre filmen. Til aften hentede vi Anna´s datter Maniana (hende Beatrix WWOOFede for i Takaka, hvis datter går i skole i Nelson) og vi fandt en café/bar der havde åbent mandag aften. Jeg forsøgte at bestille en irsk kaffe, jeg havde bare glemt, at kiwier ikke kan finde ud af at lave en ganske almindelig sort kaffe. Det betød at jeg dybest set fik en espresso med lige så meget whisky og flødeskum, men jeg fik da noget der mindede om i smag, men blot noget mere koncentreret!

Tirsdag morgen ringede jeg statsforvaltningen for at høre om mulighederne for at få et nyt visum når mit Working Holiday visa løber ud i november. Det var ikke sådan lige til og gav mig noget at tænke over!

Beatrix spurgte om jeg ville med en tur op The Center of NZ. Jeg har jo været deroppe flere gange tidligere, men ville gerne ud og nyde det gode vejr. Mens jeg ventede på Beatrix og Winnie kom Nadja ind i fællesrummet og jeg inviterede hende med. Vi kom kun lige hen til starten af stien da Winnie fik en sms og desværre måtte tage hjem igen. Vi besteg bakken med en højde svarende til Himmelbjerget og fik en udsigt jeg ikke havde set før, med Abel Tasman dækket af sne. Bagefter gik vi alle tre ind til byen, hvor vi alle skulle klare lidt forskelligt. Jeg startede med at besøge en juveler jeg har talt en del med på markedet som laver charms der passer på mit armbånd. Bagefter gik jeg ned for at se på sko jeg kan bruge til at servere i. De havde ikke rigtig nogen der var billige, men naturligvis nogle rigtig fede dyre nogle. De kostede stadig kun godt 300 kr., men det er mindst dobbelt så meget som jeg havde håbet på at finde sko til. Derfor lod jeg det ligge lidt og ville tænke lidt over det. Det viste sig at være en rigtig god ide, det viste sig nemlig at jeg ikke kan ændre min flybillet til senere end 12 måneder efter min indrejse. Jeg var meget skuffet og lidt sur da jeg har været inde i det samme kontor og spørge til det tidligere uden at udløbsdatoen blev nævnt. Jeg ville lede efter noget garn så jeg kunne aktivere mig selv og måske lave nogle gaver, og tilfældigvis havde den lokale hobbyforretning 40 % rabat på alt i forretningen den dag. Pga. den tidligere skuffelse kunne jeg dog slet ikke finde interessen og måtte opgive :-(

Aftenen tilbragte jeg sammen med brite kaldet John og vi endte med at sidde og snakke det halve af natten, hvilket ikke var så godt da John skulle op kl. 6.30 for at gå en tur i Abel Tasman.

Onsdag morgen måtte jeg vække John jeg også delte værelse med. Det viste sig nemlig at han lå og sov med sin musik i ørerne og derfor ikke havde hørt sin alarm. Det var lidt underligt at skulle op og klappe en på skulderen man knap kender, men han satte pris på det og 10 min. senere kom hans bus.

Beatrix kom og hentede mig, hun ville fortsætte sin rejse og kunne ikke rigtig holde ud at blive længere hos Winnie, hvis planer var ganske urealistiske og hele tiden ændrede sig. Vi kørte ind til byen hvor Beatrix skulle klare et par ting, hun skulle bl.a. have lavet nogle kopier af en annonce for at sælge sin bil og hun havde lovet Winnie at hente en surdej på markedet. På markedet fandt jeg den vogn jeg tidligere købte en leverpølse af i Motueka og jeg skulle bestemt have en ny :-D

Beatrix ville gerne have mig med ned til Christchurch, men jeg tøvede lidt for min bus kan tage mig med derned "gratis" og jeg ville rigtig gerne købe noget mere uld på lørdagens marked. På den anden side var det en god mulighed for at se lidt mere på kortere tid. Damen med ulden (Nicole Thomas) havde tidligere tilbudt mig at komme forbi, men jeg takkede nej da jeg ikke havde nogen transport. Nu ville det dog have været rigtig godt med hendes kontaktinformationer. Jeg besluttede mig for at gå forbi juveleren der måske kendte hende. Det gjorde hun desværre ikke, men hun var så venlig at give mig et telefonnummer til hende der administrerer markedet. Dog med en advarsel om, at jeg ikke skulle forvente at hun ville være ret hjælpsom. Jeg traf dog beslutningen om at tage med Beatrix lige meget hvad, underligt nok gav det mig en rigtig underlig følelse i maven. Beatrix ville dog ikke tilbage til Winnie og tjekkede ind i The Bug hvor vi fik frokost.

Bagefter tog vi op i Brook River Reserve (http://www.newzealand.com/int/article/brook-valley-waimarama-sanctuary/) for at gå en tur. Vi havde to forskellige kort, men de var forskellige og da vi begyndte at gå viste det sig at skiltningen var forskellig fra begge kort. Derfor måtte vi tage turen lidt på gefühl og vi fandt da heldigvis også ud igen, muligvis fordi vi var blevet enige om at vi skulle have en portion kumara fries (http://pantone801.com/index.php/2010/01/curried-burgers-with-kumara-fries/) til aftensmad :-D

Da vi havde spist vores kumara fries med aioli ringede jeg til bestyreren af markedet. Det lykkedes mig at overbevise hende om at hjælpe mig og hun fandt Nicoles telefonnummer. Jeg ringede naturligvis til hende med det samme og hun var lige så rar som altid. Bagefter fik jeg en snak med Beatrix og vi blev enige om at køre ud til hende med det samme. Vi blev modtaget i det mest hyggelige lille hus der var meget primitiv men helt utrolig charmerende og hun havde alt hvad man nu har brug for. Vi fik en dejlig kop te mens vi så på al hendes uld hun havde slæbt ind i stuen så vi kunne se på det. Der var nogle helt fantastiske farver imellem. Èt bundt uld er fra ét får helt får og jeg endte med to bundter og Beatrix med ét, selvom hun aldrig strikket eller hæklet noget før. En anden sjov ting var, at hun rent faktisk var i stand til at fortælle hvilket får hver bundt var fra og at de alle havde et navn (Lee og Finigan). Beatrix havde ikke været sikker på at hun ville med, men bagefter syntes hun også at det havde været en rigtig god oplevelse og var glad for at hun tog med. Jeg var også rigtig glad for at have fået min uld og nu havde jeg stort set ingen undskyldning tilbage for ikke at forlade Nelson, det skulle da lige være, at den næste 1½ nat ville være gratis for mig da jeg så ville kunne få en ugentlig rate, men det var det nu ikke værd at misse en god mulighed for.