Torsdag den 8. september

I går ville jeg tjekke ud, men jeg kunne ikke logge ind og booke min bus, hvilket jeg havde skrevet til dem om for et par dage siden. Nu virkede det, men nu var der ikke nogen frie pladser i bussen. Jeg havde dog oplevet det før at en bus er fuldt booket, men at bussen langt fra er fuld. Derfor ville jeg tage ned og vise mit buspas og spørge om der var plads.

Formiddagen tilbragte jeg på hostlet hvor jeg legede lidt på pc-en mens jeg talte med Samuel der var den nytilkomne dansker fra Skanderborg der skulle arbejde på hostlet mod husly. Han bad om lov til at bruge min pc til at overføre billeder, hvilket han naturligvis fik lov til, men det betød at jeg ville misse mit lift ned til bussen. Det var dog let klaret da han bare kørte mig derned da han havde taget backup af sine billeder.

Nede ved bussen viste det sig rigtig nok at den ikke var fuld, men da det er et privat selskab der kører for Nakedbus (som er mit selskab), kunne hun ikke tage mig med uden en reservation. Jeg sagde at det var der jo ikke noget at gøre ved og at jeg ville forsøge at blaffe, jeg prøvede bare mit held. Jeg tog alt mit gear og gik om mod hovedvejen. Lige som jeg når op til broen på hovedvejen, kører bussen forbi mig. Jeg bemærker godt at den stoppede på den anden side af broen og chaufføren springer ud. Hun løber mig i møde og siger at hun har dårlig samvittighed og gerne vil have mig med "gratis". Jeg takker naturligvis ja :-)

Mit stop er Punakaiki, hvor jeg, i modsætning til mange andre, vil tilbringe et par dage og gå nogle ture. De fleste stopper bare for at se pandekage-klipperne og så fortsætter de samme dag. Jeg har dog hørt at der skulle være et par rigtig gode hostels og nogle gode ture at gå, så dem snupper jeg.

Jeg tjekker ind på hostlet hvor vi kun er tre gæster og går straks op for at spørge til turene på turistkontoret. På vejen er jeg lige et hurtig smut i Punakaiki Cavern (http://www.showcaves.com/english/nz/caves/Punakaiki.html). Jeg finder ud af hvad jeg gerne vil og bemærker at der er en koloni af nogle sjældne fugle - Westland Petrel (Westlandskråpe) (http://en.wikipedia.org/wiki/Westland_Petrel). Kolonien har man ikke adgang til om vinteren, hvor de underligt nok yngler, men man kan lidt syd for byen se dem flokkes over vandet og ved solnedgang i en stor flok trække på til kolonien i bakkerne. Det lød jo lige som noget for mig :-D Jeg startede dog med at smutte over på den anden side af gaden for at disse Pancake Rocks (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/west-coast/buller-area/punakaiki-pancake-rocks-and-blowholes/). Det var dog ikke højvande så jeg bliver nødt til at komme tilbage for at få den fulde oplevelse med sprøjtende vand. Adgangen var utrolig let - til dels for kørestole - og det var tydeligvis et populært turistmål. De var nu også besøget værd og jeg glæder mig til at kunne vende tilbage. Bagefter gik jeg som anbefalet langs stranden de 5-10 km. ned til stedet hvor skråperne skulle samles. Jeg regnede med at jeg bagefter kunne gå ud til hovedvejen og få et lift tilbage. Solen var lige ved at gå ned da jeg indså, at bag ved stranden var alt spærret af med et to meter højt hegn. Jeg kunne ikke se nogle fugle ud over en mindre flok måger der kræsede over mig og jeg begyndte at blive nervøs for, at jeg skulle gå hele vejen tilbage langs stranden i mørke. Det skulle jeg og startede med det samme i så hurtig tempo jeg magtede i det tunge sand og sten. Da jeg endelig fandt ud til hovedvejen igen, var det kul sort nat og jeg ville ikke blaffe i mørke. Jeg begyndte derfor blot at gå tilbage og stoppede i vejsiden når der kom en bil. Allerede den tredje bil stoppede og spurgte om jeg var ok og om jeg havde brug for et lift. Det var et par i bilen så jeg var ok med at takke ja og satte stor pris på mit lift der gik helt til døren :-D

I dag regner det og jeg har lidt svært ved at overbevise mig selv om at gøre noget i det vejr, men ved også at det sandsynligvis er det samme i morgen. Jeg kan desuden ikke blive her i dagevis da der ingen butikker er og jeg derfor er nødt til at være noget kreativ med den mad jeg har.