Onsdag den 21. september

I tirsdags var et så blevet tid til endnu en fantastisk oplevelse - en hel dags gletschervandring (http://www.foxguides.co.nz/alldaywalk.asp). Vi fik gear i byen inden en bus tog os op til gletscheren, fra parkeringspladsen gik vi op langs floden på smeltevandssletten til gletscheren. Her tog vi vores crampons på støvlerne og startede vores tur på isen. Det tog lidt tid at blive vant til og stole på piggene under støvlerne, men de var super stabile. Vi startede med at gå ned igennem en gletscherspalte de havde fyldt op med is i bunden så man kunne gå nede i den, da vi passerede den på tilbagevejen var alt fyldet smeltet eller skyllet væk og der var bare et vandfyldt hul tilbage - spændende. Bagefter gik vi ned mod fronten af gletscheren hvor man kunne se isen begynde at flade fra hinanden med dybe kløfter, vi så også nogle dybe blå huller. Så gik turen op ad gletscheren, op mod et isfald der indikerer et stejlt fald i undergrunden og hvor isen bryder op og falder ned i store blokke. På vejen op fik vi lov til at kravle ned i en lille isgrotte, hvilket var en fantastisk oplevelse at sidde der omgivet af blå is og med udsigt ned igennem dalen :-D Vi sad på isen med en fantastisk udsigt til alle sider og fik frokost. Da vi nærmede os isfaldet fik vi flere gange besked på at holde os lige bag hinanden i én række og ikke falde i hullerne - takker! Herfra gik turen ned igen efter en dag med masser af sol, is, fantastiske oplevelser og ikke mindst masser af ny viden.

Tilbage i byen tilbød to engelske fyre jeg delte hostel med - Paul og Simon, at jeg kunne tage med dem ned til Lake Matheson (http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Matheson). Der var ikke lang tid til solnedgang så jeg ville ikke kunne nå derned på mine gåben, så det var bare super perfekt. Turen rundt om søen ville tage 1½ time, men heldigvis var den ikke så anstrengende, så selv efter en hel dag på gletscheren var det en overkommelig tur og det var det bestemt værd. Hele vejen rundt om søen fik man fantastiske udsigter til alperne og Mt. Cook (http://en.wikipedia.org/wiki/Aoraki_/_Mount_Cook), NZ's højeste bjerg, der reflekteres i søen. Vi fik oven i købet solnedgangens varme lys på de sneklædte bjergtoppe, så alt i alt en super afslutning på en fantastisk dag!

VM i Rugby er begyndt og det bringer en helt anden slags mennesker til end jeg har mødt indtil nu. Onsdag morgen var ingen undtagelse - en gruppe på 5-10 italienere boede også på hostlet og de var perfekte sterotyper. Eksempelvis en mand der lavede sig en espresso iført lange underbukser og en oversized skjorte der gik helt ned over knæene og var hvid med blå nålestriber - Sweet As!

Aftenen før havde jeg pakket om så jeg var klar til en to dags vandretur - troede jeg! Jeg havde uden tvivl været for træt og havde glemt en masse ting, så selvom jeg var kommet tidlig op, brugte jeg alt for lang tid på at finde de ting jeg havde glemt. Da jeg kom op på tracken fandt jeg ud af at jeg stadig havde glemt track-beskrivelsen - flot!

Der var over 25 km. ned til starten af tracken, heldigvis startede den lige ved hovedvejen, men jeg skulle stadig have et lift derned. Jeg nåede ca. 5 m. ned ad vejen inden den første bil stoppede :-D John var whitebait-fisker og ville køre lige netop komme forbi hvor jeg skulle af inden han drejede fra for at komme ned til kysten og fiske. John havde rent faktisk fanget nok whitebaite til at kunne sælge mig nogle, men han havde naturligvis ingen nu og jeg ville heller ikke vide hvad jeg skulle stille op med dem de næste to dage.

Umiddelbart efter starten på min track kom en fyr løbende ned og kort tid efter kom han tilbage med en flaske cognac i hånden :-) Jeg var blevet fortalt at tracken var meget stenet og mudret, så jeg var meget glad for at de seneste dage havde været relativt tørre. Det var tydeligt, at selvom at stien nogle steder var meget våd og mudret, var det bestemt ikke unormalt at der var langt mere vand og mudder på den. Et par steder var stien også tydeligvis blevet omlagt da den havde givet anledning til en voldsom erosion og stien nu i stedet var en flere meter dyb kløft! Jeg havde ikke ventet meget af selv turen op til hytten, men blev meget positivt overrasket, udsigten op igennem Copland Valley (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/west-coast/glaciers/copland-track/) var helt fantastisk og floden isblå. Efter fire timers gå-, hoppe- og kravletur begyndte det at gå op ad bakke. Den samlede stigning skulle kun være nogle hundrede meter, men det føltes som langt mere og de sidste 4 timer var noget lange. De tog mig også over flere broer incl. to lange hængebroer der bestemt fik adrenalinen til at pumpe.

Det var lidt senere end jeg havde håbet da jeg nåede op til Welcome Flat Hut hvor jeg skulle overnatte. Hele formålet med turen var at nå her til, her kan man nemlig nyde nogle naturlig varme kilder efter en lang gåtur. Jeg tøvede derfor ikke længe inden jeg fandt min badedragt frem og satte kursen mod kilderne. Det varede dog ikke mange øjeblikke før jeg blev angrebet af sandfluer, den eneste udvej var at komme ned i vandet der havde den perfekte temperatur. Da det så småt begyndte at blive mørkt gik jeg tilbage til hytten hvor fyren der havde passeret mig ved starten sad og spillede kort med sin kammerat. Kort efter kom en familie på fire også ind, lige inden opsynsmanden kom for at tage imod betaling. Jeg tror de alle havde håbet på at slippe uden at betale for det var kun mig der på forhånd havde købt de billetter man skal betale med, man kan dog betale kontant det bliver bare dyrere. Familien satte kursen direkte mod kilderne og jeg lavede aftensmad. Det viste sig at de to canadiske fyre havde glemt deres kogegrej, så da jeg havde spiste lånte de mit inden de døde af sult :-)