Lørdag den 17. september

Fredag morgen skulle jeg tjekke ud igen. Ejeren af centret havde foreslået at hun kunne spørge buschaufførerne om jeg måtte komme med dem lidt sydpå, så jeg smutte direkte over på cafeen da jeg havde pakket mine ting. Det varede ikke længe før den første bus kom, men det viste sig at være en anden chauffør end normalt, så de kendte ham ikke. Jeg besluttede mig for, at jeg jo lige så godt kunne stå ude ved vejen og hvis der så kom en bus jeg kunne komme med inden jeg havde fået et andet lift så var det fint og ligeså omvendt. Jeg stod og blomstrede en halv times tid - der var ikke ret meget trafik på hovedvejen, men til sidst var der en bil med "radioaktiv"-klistermærker der stoppede. Det viste sig at være en ingeniør der var på arbejde - Stuart og han skulle tjekke nogle fundamenter til nogle huse. Han havde et job halvvejs til Franz Joseph, hvor jeg gene ville til, men han kunne sætte mig af i vejsiden mens han klarede det og havde jeg ikke fået et lift når han var færdig, kunne jeg komme med ham det sidste stykke. Det viste sig at han oprindeligt var uddannet som en slags vandløbsingeniør, så ham fik jeg en fin lille snak med om den slags. Da han havde sat mig af varede det ikke ret længe før jeg fik et nyt lift. Denne gang med en anden mand der var på arbejde - Charles, ham her lavede skilte for en hotelkæde og skulle se på den næste skilt i Franz Joseph. Han satte mig af i gaden med alle hoteller, motelle, hostels osv. Og det viste sig at være lige overfor det hostel jeg gerne ville bo på. Den anden gade i Franz Joseph er den med alle barerne, souvenirbutikker og div. Helikopter og gletscherturs arrangører.

Jeg tjekkede ind og gik derefter direkte ned til DOC-kontoret for at finde ud af hvad der var at lave i området. Jeg vil gerne på en af de her gletschervandringer og er blevet anbefalet at tage en heldags i stedet for en halvdags, da man på den halvdags tilbringer det meste af tiden med at komme op på gletchren. Fox Glacier er $50 billigere end Franz Joseph Glacier, men damen på DOC-kontoret bekræftede at er man helt oppe på isen er de lige fantastiske og så mærker man ikke at Franz er større en Fox - super! Dernæst spurgte jeg til de turen man selv kunne gå op til Franz Joseph Glacier. På et kort var jeg selv kommet frem til at jeg gerne ville ud til Roberts Point der er en tur på 5 timer retur (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/west-coast/glaciers/roberts-point-track/). Den første korte besked var blot at "Den ønsker du ikke at gå!". Den består åbenbart mest af sten og klipper og kræver en masse kravlen for at komme op og ned. Der var en anden tur til Alex k*** (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/west-coast/glaciers/alex-knob-track/) på 8 timer retur der giver adgang til et par udsigtspunkter, den anbefalede hun i stedet. Under alle omstændigheder var det noget der krævede en hel dag. Senere den dag besluttede jeg mig for at gå en tur op til og igennem Tatare Tunnel (http://nztramper.blogspot.com/2007/09/tartare-tunnels.html) der efter DOC-damans udsagn havde ildorme. Jeg tilbragte lidt mere til i bygningen hvor der også var en udstilling om områdets geologi og natur- og lidt kulturhistorie.

Turen op til tunnelen var ad en gammel grusvej og ret ligetil. Den gik langs med og gav adgang til floden - Tatare River der var isblå. Oppe ved tunnelen tøvede jeg lidt - gad jeg virkelig at skulle til at tørre mine støvler igen (man skulle vade igennem vand i tunnellen). Jeg endte med at komme frem til, at det jo ikke nyttede noget hvis det var sådan noget der skulle holde mig fra gode oplevelser. Desuden havde en af medarbejderne på hostlet nævnt, at man endte ude ved floden og så forestillede jeg mig straks en fantastisk udsigt. Jeg startede turen igennem tunnelen der var blevet gravet for at lede vand ned til et kraftværk. Der var ikke mange ildorme at se og den del var allerede lidt skuffende. Midt i tunnelen mødte jeg et par piger der fandt vej vha. et stearinlys, senere en fyr uden lys og til sidst en anden fyr der som den eneste havde en lommelygte, men ikke fulgtes med de andre - underligt. Enden var et stykke af tunnelen der var åben og løb i en boks på siden af bjerget, herfra kunne man lige netop skimte floden og jeg blev endnu engang skuffet. Turen tilbage var ad den samme vej, så ingen overraskelse der, men i det mindste havde jeg da fået lidt motion også den dag :-)

Tilbage i byen smuttede jeg ind på det motel som Graham jeg delte hostel med i Hokitika, havde sagt at han ville være på. Jeg gik en hurtig runde, men fandt ham ikke. Tilbage på mig eget hostel overvejede jeg en lur, men endte med at flade ud foran et kæmpe og hypnotiserende fladskærms tv. Det er ved at være nogle uger siden jeg har haft tv og at flade ud med en god film var ikke til at stå for. Lidt senere blev der sat gratis suppe frem, hvilket endte med at blive min aftensmad.

Efter filmen stod den på Rugby, NZ skulle spille mod Japan. Jeg var træt, men jeg bliver konstant spurgt om jeg har set nogle kampe, så jeg syntes lidt at jeg skulle se denne her. Desuden havde hostlet en aftale med en af barerne der viste den, hvor man som gæst kunne få et par gode tilbud. Sammen med en engelsk pige Larissa så jeg slutningen af den første halvleg inden vi i pausen smuttede op til baren. NZ vandt stort, 38-7 var det vist. Da Japan scorede deres ene "Try" jublede hele baren :-) Larissa og jeg fik et par spil pool mod et par drenge, men der var ikke rigtig nogen af os der var gode til det.

Det var ikke voldsomt sent da jeg skulle i seng, men jeg fandt ud af hvorfor der havde været en voldsom og dominerende parfumeret lugt i mit værelse i Bushman Centret. Mit nattøj stank simpelthen jordslået og af loft, men det havde jeg slet ikke kunnet lugte mens jeg var der! Jeg var lige faldet i søvn da de to fyre på mit værelse kom tilbage og skulle i seng. De var flinke nok til ikke at tænde lyset, men til gengæld havde de en fuld og højlydt samtale i rummet. Da jeg igen var ved at falde hen begyndte den ene fyr at snorke voldsomt og der var ingen chance for at jeg ville kunne falde i søvn. Jeg overvejede mine muligheder og endte med at tage ørepropper i selvom de gør ondt på mig og jeg derfor måtte skrue helt op for mit vækkeur og sætte det til at gentage alarmen hvert 5. minut, jeg satte også vibrator på og lagde den ved siden af min pude. Jeg ville gerne tidligt op (kl. 6) og jeg var noget nervøs for at jeg ikke ville høre den, men uden søvn ville det jo være lige meget så jeg forsøgte.

Jeg vågnede kl. 6.10 til morgen hvilket betød, at alarmen havde ringet i 10 min. :-S men det var jo deres egen skyld. Det viste sig senere at ingen af dem havde hørt den - underligt!

Jeg havde ikke besluttet mig for hvilken tur jeg ville gå, men jeg vidste, at jeg ville tidligt af sted da jeg vidste at skyerne sikkert ville komme ind i løbet af dagen. Jeg gik de 6 km. op til starten af tracken og jeg besluttede mig for at forsøge den track DOC-damen havde frarådet mig - jeg kunne jo bare vende om hvis det blev for meget. Jeg havde også hørt at man derfra skulle kunne se hvor de havde filmet scenen "The lighting of the beacons" til Ringenes Herre (http://www.youtube.com/watch?v=i6LGJ7evrAg) og det var lidt for fristende, det viste sig dog muligvis at være en fejlinformation.

Den første del af tracken gik glimrende, men det varede ikke længe før der kom nogle seriøse stigninger på klipper og sten, men jeg følte mig rimelig sikker da det stadig var i bushen og ikke på en åben klippeside - dvs. at der var noget til at gribe mig hvis jeg faldt :-D Pludselig var tracken dog blevet omlagt og jeg skulle kravle ca. 5 m. op ad en lodret væg mens jeg prøvede at finde fodfæste og holde fast i klipper og trærødder. Jeg overvejede seriøst om jeg skulle vende om, for det ville jo bestemt ikke blive lettere at komme ned, men jeg kom vist frem til at det var et særtilfælde fordi de havde været nødt til at omlægge stien. Jeg fortsatte med at kravle på sten til jeg kom til en bar klippeside hvor jeg skulle kravle ned. Denne gang kom jeg frem til, at hvis jeg kom ned skulle jeg jo bare op når jeg skulle ud igen, så jeg fortsatte. Et kort stykke vej bestod stien ganske enkelt af nogle brædder med trin på, spændt på ydersiden af en lodret klippevæg. Senere igen lå stien direkte på åben og bar klippe og jeg overvejede nu konstant hvordan jeg skulle komme ned igen. Jeg var dog nået så langt, at hver gang jeg overvejede at vende om fik jeg mig selv overbevist om at det ville være en skam, at det værste var overstået og at jeg sikkert var der om et øjeblik. Jeg skulle dog kravle på mange klipper endnu inden jeg nåede til udsigtsplatformen og bjergene var nu desværre væk i skyerne, men heldigvis var der en helt fantastisk udsigt direkte ned på gletscheren hvor man kunne se små blå pletter kravle rundt på deres guidet tur. Der var en næsten konstant summen fra helikoptere der igen og igen tog folk op for at se isen. Jeg var kun på platformen i 5-10 min. inden to franske fyre dukkede op, de må have gået lige bag mig hele vejen op, det er lidt sjovt at tænke på. Vi sad og fik frokost og lige da jeg tog et sidste kig på isen kom en Kea flyvende lige imod mig (http://en.wikipedia.org/wiki/Kea). Jeg troede, at den ville lande og tikke lidt mad, men stort set lige ud for min næse drejede den væk og fløj op i dalen.

Det var nu blevet tid til at finde vej ned igen. Jeg havde god tid og ville tage det helt stille og roligt og så skulle jeg nok komme ned i god behold. Min frokost havde også givet mig fornyet energi og så måtte det bare tage den tid det skulle tage! I sidste ende blev jeg positivt overrasket, det var ikke helt så svært som jeg havde frygtet. Selvom jeg jævnligt måtte gå baglæns for at komme ned af nogle stejle partier, var det slet ikke så ofte som jeg havde frygtet og det endte med at tage mig lidt kortere tid at komme ned en det gjorde at komme op. Jeg prøvede dog stadig at overbevise mig selv om, at næste gang DOC siger ikke at gøre det, så gør jeg det IKKE!

Jeg besluttede mig for at gå lidt mere og gik et lille loop over en randmoræne (http://da.wikipedia.org/wiki/Randmor%C3%A6ne) til et lille vandhul (Peter´s Pool) (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/west-coast/glaciers/peters-pool-walk/) der reflekterer bjergene og gletscheren i klart vejr. Det var dog ikke klart, men jeg fik da en refleksion af det der befandt sig under skyerne. Herfra fortsatte jeg op til parkeringspladsen og herfra var det en time op til gletscheren man kunne komme på 150 meters afstand af. HER huskede jeg også at få et billede af mig selv inden jeg gik tilbage og det begyndte at regne.

Jeg ville blaffe tilbage - havde vist fået nok motion i dag og det regnede. Den første der kom forbi viste sig at være en bus der mod betaling bragte folk mellem byen og gletscheren. Han havde dog ondt af mig i regnen og tog mig med uden beregning (Jeg kunne ikke se på bussen at det var en man ellers skulle betale for), men pænt af ham og jeg klager ikke :-D

Tilbage på hostlet var det direkte i bad - hvor jeg for første gang glemte mine håndklæder og måtte tørre mig i mine t-shirts, hehe. Derefter var suppen klar - super timing og jeg fik hurtig lavet min aftensmad. Det var min plan at tage af sted dagen efter så jeg skulle finde noget internet så jeg kunne book min bus. Selvom jeg var træt gik jeg ned på en café hvor jeg kunne få en halv times gratis net hvis jeg købte en kop kaffe - så det gjorde jeg. Tilbage på hostlet var det stort set direkte i seng og igen måtte jeg tage mine ørepropper frem da den snorkende schweizer stadig var der. Min bus var dog først kl. 10 så jeg var ikke nervøs for at sover over.