Torsdag den 16. juni

Torsdag var min sidste dag i Abel Tasman National Park i denne omgang, men som i går valgte jeg at stå op med solen, men den havde dog ikke sådan lige tænkt sig at vise sig og jeg måtte undvære endnu en flot solopgang.

Jeg havde besluttet mig for at gå en tur ud på pynten Pitt Head og så komme tilbage til hytten efter mine ting. Det begyndte at småregne, men det gav nu bare anledning til nogle mere dramatiske billeder. Turen gik også ned til en fin strand (Te Pukatea) på den modsatte side af pynten. Efter ca. 1½ time var jeg tilbage ved hytten hvor de andre efterhånden var stået op. Jeg havde tid til en kop kaffe inden jeg skulle gå de ca. 20,4 km. tilbage til Marahau. På turen var der overraskende mange vandfald/strømfald og vejret begyndte langsomt at klare op igen. Jeg var meget positiv overrasket og havde ikke ventet at denne lettest tilgængelige del af parken var så smuk som den rent faktisk var. Da jeg nåede til den sidste strand vrimlede det med viftehaler og jeg forsøgte mig endnu engang med at fange et snapshot af en - det er langt lettere sagt end gjort!

Ved picnicpladsen i udkanten af parken, mødte jeg to af de tre amerikanske piger. Det viste sig at den tredje med den forstuvede ankel havde taget båden tilbage. Jeg hilste blot på dem, havde jo heller ikke talt meget med dem i går aftes, og de fortsatte kort efter mens jeg satte mig et øjeblik. Da jeg fortsatte ned af stien mødte jeg to DOC-rangers, vi fik en lille snak og de spurgte hvor jeg havde tilbragt natten og om der var andre. Jeg svarede dem oprigtigt og de satte snart efter de to amerikanere, de havde nemlig sagt, at de blot var på en dagstur, men rangerne havde været mistænksomme da deres oppakning var noget stor til blot en enkelt dag. Umiddelbart fortrød jeg hvad jeg havde sagt, men det varede ikke længe, for det var jo mig der havde været ærlig og jeg havde betalt de næste $40 per nat!

Da jeg nåede til enden af parken blev jeg noget forvirret, der var to veje og jeg havde ikke fået instrukser fra bådfirmaet om, hvilken vej jeg skulle gå for at komme tilbage til dem og med min bus tilbage til Nelson. Jeg havde heller ikke fået at vide at der rent faktisk var nogle kilometer, så jeg endte med at være lidt presset på tid, ikke mindst fordi jeg ikke følte mig overbevist om at jeg gik i den rigtige retning. Min trøst var dog, at blev klokken nu for mange, var der da en god sandsynlighed for at jeg var kommet ned hvor der var dækning på min telefon og jeg kunne ringe til dem. Det viste sig dog at jeg havde vurderet rigtig og få minutter før afgang gik jeg ind på kontoret. Busturen tilbage til Nelson var også timet og vi fik en fin solnedgang.

Jeg var naturligt nok noget træt og tanken om at skulle til at pakke alle mine ting om og finde et hostel for natten gjorde ikke just, at jeg dansede rundt. Da jeg kom tilbage til aben så jeg at Steve og Joe (ejerne) var der - der var håb forude :-D Da jeg kom ind på mit værelse blev det dog hurtig klart at jeg ikke ville kunne sove der :-( de havde flyttet en masse ting derind til opbevaring og jeg havde mit hyr bare med at komme til mine egne ting. Jeg ringede derfor til Shortbread Backpackers der lå lidt nede ad gaden og som jeg havde overvejet da jeg først kom til Nelson, men desværre var de fuldt booket i morgen. I stedet ringede jeg til The Bug (http://www.thebug.co.nz/) som Steve også havde anbefalet. Den ligger lidt uden for byen, men ejeren ville gerne komme og hente mig - NICE! Jeg gav mig selv knap to timer til at få styr på mine ting, heldigvis behøvede det jo ikke at være pakket så jeg kunne bære det hel når nu jeg blev hentet. Jeg smed mit tøj i vaskemaskinen, men jeg ville ikke tage et bad, for så skulle jeg jo også gøre det rent efter mig selv :-S Det blev to hektiske timer og da den super rare brite, Antony kom og hentede mig, var der absolut ingen energi tilbage i mig!

Han hjalp mig også ind med alle mine sager og folk stirrede noget på mig og alt det jeg kom slæbende med :-P hehe. Det hele var super varmt, ikke som aben der kun lige blev holdt på et niveau så man ikke frøs for meget, mit værelse var også FOR varmt, men de malajpiger mente at det var lige tilpas :-) Badet var dog helt perfekt, ikke bare fordi jeg virkelig trængte til et bad, men der var masser af rigtig varmt vand, der var tryk på og badeværelset var rent - uden tvivl det bedste bad jeg har fået i mindst 7 måneder!

Jeg gik naturligvis tidligt i seng men det to piger blev siddende i deres senge med deres pc-er det halve af natten. Da klokken passerede 3.30 og den ene var faldet i søvn over sin pc, rejste jeg mig og gik hen og slukkede hendes natlampe der var peget lige hen i hovedet på mig, det fik heldigvis også den anden til at lukke sin pc ned og lægge sig til at sove!