Mandag den 22. august

Da vi endelig kom ud af sengen søndag morgen, fik klaret morgenrutinen og tjekket ud, ville vi bestige en bakke - Skyline Track i Matakitaki Bridge Scenic Reserve (http://www.doc.govt.nz/upload/documents/parks-and-recreation/tracks-and-walks/nelson-marlborough/murchison-day-walks.pdf) lidt udenfor byen hvorfra udsigten skulle være helt fantastisk og være op tre forskellige dale. Udsigten var bestemt det hele værd, men vi kunne ikke lade være med at slå os selv i hovedet. Havde vi været ude af sengen som planlagt, ville vi have fået en udsigt med tåge i dalene og alle bjergtoppen oppe over, men netop som vi kom op til toppen brændte solen den sidste tåge af :-( jeg tror, at jeg bliver nødt til at komme tilbage!

Beatrix havde tidligere været området og fortalte at NZ´s længste hængebro var lige i området i Upper Buller Gorge (http://www.bullergorge.co.nz/walks.html). De tager åbenbart penge for, at man kan gå på den, men Beatrix mente at vi godt kunne få en fin udsigt fra vejen. Det kunne vi ikke, men meget passende fik vi begge lov til at låne toilettet, hvilket gav os udsigt til broen, men naturligvis ikke til at krydse den, men jeg krydser nu også rigelig med hængebroer på mine tracks.

Vi kørte tilbage ned igennem kløften og ledte efter et godt udsigtspunkt, for det var uden tvivl et imponerende syn, men man fik kun meget små glimt gennem vegetationen. Vi fandt dog et sted at stoppe og gik lidt op ad vejen til vi kunne få lidt af en udsigt. Vi talte om og ledte efter et sted hvor vi kunne kravle gennem vegetationen og ned til floden, men fandt ikke rigtig et egnet sted. Tilbage ved bilen var jeg lidt nysgerrig og fortsatte lidt i den anden retning og opdage pludselig en meget utydelig sti gennem buskadset. Det viste sig at give adgang til nogle klipper lige over en indsnævring af floden. Udsigten var ganske fantastisk og Beatrix sagde at den var mange gange bedre end den man kunne få fra hængebroen :-D

Vi kørte ikke ret langt inden vores næste stop ved Maruia Falls (http://en.wikipedia.org/wiki/Maruia_River). Vi lavede lidt frokost som vi tog med ned til vandfaldet. Beatrix krydsede barrieren og kravlede hele vejen ned til faldet, men jeg havde på fornemmelsen at der var en kløft i vejen så man ikke rigtig ville kunne komme tæt nok på. Det viste sig at jeg havde ret, men jeg fik et par billeder af Beatrix og vandfaldet. Foran faldet fik vi en lille smagsprøve på hvad man kun kan vente sig af vestkysten - sandfluer! (http://www.teara.govt.nz/en/sandflies-and-mosquitoes/1) Vandfaldet var dog det hele værd - også sandfluer - og vi var sågar så heldige også at få en fin regnbue i disen.

Vi fortsatte og nærmede os nu Lewis Pass. Belært af vores fejl de foregående dage, holdt vi øje med DOC-skilte i håb om at finde en hytte at overnatte i. Det første skilt var ved Marble Hill umiddelbart efter vi var kørt ind i Lewis Pass National Reserve (http://www.travel-enz.com/nationalparks/lewis_pass.shtml). Der var dog ikke andet i området end campingpladsen, men til gengæld kunne vi se en 80 fod høj mur man havde bygget i 1964 på den Alpine Fault Line (http://www.shakeout.org/nzwestcoast/consequences.html) for at observere bevægelse. Og blot ti minutters gang fra parkeringspladsen var der åbenbart en seværdighed - The Sluice Box (http://www.naturespic.com/newzealand/image.asp?id=15797). Ud fra beskrivelsen på skiltet kunne vi ikke regne ud hvad der var at se, men vi kunne godt lige bruge en kort strække ben pause og smuttede op for at se. Det viste sig at være en indsnævring af en flod vi slet ikke havde bemærket. Vi fik nogle super flotte farver at se, både i vandet og træerne og da solen stod lavt, sneg lyset sig op igennem kløften - ikke dårligt :-)

Turen gik videre over passet, men inden vi nåede toppe stoppede vi som aftalt ved Mairuia Hot Springs (http://maruiasprings.co.nz/). Vi var blevet anbefalet disse pools i stedet for de mere populære i Hanmar Springs og så ville vi spørge om de kendte til en hytte i området. De kendte ikke til nogle hytter og havde selv kun dyr overnatning, så vi blev enige om at fortsætte uden et dyp i de varme kilder - vi ville ikke risikere at skulle køre ned fra passet i nattefrost (Passet var lige genåbnet efter de seneste dages voldsomme snefald).

På toppen fandt vi igen nogle DOC-sklite. De var ved starten af Saint James Walkway (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/st-james-walkway/) og der var en masse information området, men ingen hytter indenfor en kortere afstand (under 5 timer :-) ). Beatrix var lidt skuffet, hun ville gerne havde gået denne track inden hun tager hjem, specielt fordi det her man finder NZ´s vilde heste, men desværre er forholdene ikke rigtig til det lige nu med al den sne :-( Jeg har dog noteret mig denne track nu :-D

Nu gik det ned af bakke. Jeg ved ikke helt hvorfor, men vi tog endnu et stop på en lille sidevej der gav adgang til en flod. Vi kunne dog ikke køre ned til floden og vendte tilbage til vejen. Mens solen gik ned nærmede vi os Hanmar Springs (http://en.wikipedia.org/wiki/Hanmer_Springs) hvor vi skulle tilbringe natten. Da vi kørte fra hovedvejen og krydsede Waiau Ferry Bridge tog vi et sidste stop ved et udsigtspunkt og så solens sidste stråler ramme de sneklædte bjerge.

Selv i tusmørket var det tydeligt at se, at byen nyder en god velstand og stemningen var rigtig hyggelig. Vores hostel virkede også rigtig hyggelig og da supermarkedet havde lukket måtte vi jo finde os noget hurtig mad i byen :-) inden vi gik relativt tidligt i seng.

Mandag tjekkede vi ud og da vi heller ikke havde noget at spise til morgenmad, måtte vi jo tage et stop ved bageren :-D Som det er her nede er det dog desværre overvejende søde sager man kan få hos bageren og det koster 2-3 gange så meget som hjemme! Med en stor scone og lidt sødt gik vi hen til turistkontoret for at forhøre os om forholdene på bjerget og hvad der var af tracks. Hun startede med at anbefale os alle tracks og vi undrede os lidt kom hun i tanke om at det da godt kunne være at bjergkammen måske ikke var den bedste ide - YOU THINK!!! Det skulle nok have gjort os lidt mere tilbageholdne med hvilken rute vi valgte, men på den anden side spurgte vi flere gange til en runde man kan gå på Waterfall og Spur Track (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/hanmer-forest-park-tramping-tracks/) og dem sagde hun uden at tøve at de nok skulle være fine og uden for meget sne da de overvejende var i skoven. Vi skulle bare køre op for enden af vejen til parkeringspladsen og så gå derfra! Ikke engang hvad der lød til at være den lette del kunne lade sig gøre - vejen var halvstejl, smal og fuld af sne så vi måtte igen parkere længere nede og gå op til starten af tracken. Vi havde ikke et kort da turistkontoret ville have 15 kr. for det i en lille folder. Det betød at vi var afhængige af vores hukommelse og den var desværre ikke alt for god :-S Det viste sig hurtig at tracken heller ikke var fri for en god mængde sne, men da der havde været andre oppe før os gik opstigningen udmærket. Det var desværre ikke mange udsigter vi fik, hvilket var lidt skuffende. Så da vi nærmede os toppen og så en sidesti (Spur Track) var vi først og fremmest i tvivl om det var den der ville tage os på rundturen eller om det var den der gik til toppen af bjerget. Vi kæmpede os op af den et kvarters tid og fik da også en udsigt, men måtte vende om da vi gik i sne til op over knæene og der havde ikke været nogen før os. Vi fortsatte i stedet imod det skiltede vandfald, hvor der var et sæt fodspor eller to, men til gengæld var tracken nu blevet meget stejl. Lige før Dog Stream vandfaldet gik igennem sneen og måtte have Beatrix´s hjælp for at komme op igen. Vandfaldet var ok, men tracken der fortsatte herfra havde der heller ikke været andre oppe og der var flere advarselsskilte om, at tracken herfra var meget stejl og mindre ufremkommelig og det er vel at mærke uden sne! Det viste sig at være turen op til toppen af bjerget, men vi havde ikke rigtig andet valg end at gå samme vej ned som vi var kommet - hvilket viste sig at være rigeligt udfordrende! Nede igen var vi noget negative og overvejede at gå tilbage til turistkontoret, men valgte i stedet at styre direkte mod et velfortjent dyp i de varme kilder :-) (http://www.hanmersprings.co.nz/) Planen var bagefter at fortsætte til Christchurch for dagen efter at toget til Greymouth, men da vi havde siddet nogle timer i kilderne og solen var gået ned indså vi at vi havde glemt både at handle og booke en billet på toget :-P Dybest set havde vi nu nok heller ikke lyst til at køre hele vejen til Christchurch den aften og det gjorde heller ikke noget at vi kunne bliver lidt længere i det varme vand :-D Bagefter tjekkede vi derfor ind på det samme hostel igen og måtte være meget kreative med aftensmaden.