Torsdag den 6. oktober

Ja Lindis Pass Hotel var ikke just 5-stjernet ;-) (http://www.doc.govt.nz/about-doc/news/meet-the-locals-videos/second-series/lindis-pass-hotel/) men jeg fik da en glimrende nats søvn og det var langt fra så koldt som den foregående nat. Hotellet er blot en ruin af et historisk hotel på stedet, der er administreret af DOC der også har gjort det til en gratis campingplads (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-stay/conservation-campsites-by-region/otago/central-otago/lindis-pass-historic-hotel/). Guld blev tidlig fundet i området, men der var ikke mange der viste interesse for det før 1861 da Lindis River blev for den første lille guldfeber i Otago. I april det år var der ca. 300 minearbejdere i området, men i juli blev det rapporteret at området var ødet, dette skyldes flere faktorer: Lindis var afsidesliggende, ekstrem klima og så var det dyrt. Under depressionen i 1930'erne var der en fornyet interesse, da minearbejdere blev provisionslønnet af staten. Dette varede dog kun frem til 1935. Den sidste minearbejder ved Lindis var "Wattie" Thompson der var tilbagevendt fra anden verdenskrig. I 1971 skyllede en pludselig oversvømmelse en masse sten og grus ned af vandløbet og begravede den del Wattie havde blåtlagt. Han opgave at starte igen og flyttede. Lindis Pass Hotel startede som en butik under den første guldfeber i 1861 og i 1873 var her en permanent bygning. De kommende 70 år blev hotellet brugt som købmand, skole, posthus og naturligvis til overnatning, inden det blev forladt i 1951.

Jeg udforskede stedet mens landmanden sprøjtede/gødede sine marker fra et fly. Da jeg kørte var dem i den anden bil ikke engang stået op endnu, så doven kan man vist ikke kalde mig :-D På vej tilbage til hovedvejen blev jeg pludselig mødt af en stor flok får og jeg var nødt til at vente til hyrden havde fået drevet alle sine får forbi, hvilket naturligvis ikke gjorde mig noget. Da han selv gik forbi mig sagde jeg dog noget om en vejspærring, hvortil han svarede, ja og at han da nær ikke var kommet forbi mig :-)

Jeg stoppede i Omarama ved et spa der også fungerer som turistkontor (http://www.hottubsomarama.co.nz/attractions_and_activities.html). Damen ringede til en lodge i Ohau for at forhører sig om adgangsforholdene til skiområdet. Jeg ville ikke stå på ski, men blot køre op og se udsigten nu jeg havde en bil. Jeg stoppede også på svæveflyvepladsen, men fik at vide at forholdene for flyvning var ret dårlig i dag, så jeg var nødt til at komme tilbage en anden dag hvis jeg svæve en tur ind over alperne (http://www.soaring.co.nz/).

Jeg fortsatte kort efter til Lake Ohau der pludselig dukkede op over en bakkekam og jeg nær var kørt i grøften da jeg så det blå blå vand! Jeg fandt lodgen og skulle betale $5 for at køre på vejen op til skiområdet der også var lukket (http://www.ohau.co.nz/), men jeg tøvede ikke med at tage chancen for jeg var sikker på at det ville være det hele værd. Hun ville også have mig til at betale et depositum for nøglen til lågen, hvilket naturligvis også var i orden, men da hun fandt ud af at lågen ikke var låst kunne hun jo lige så godt få nøglen tilbage så blev jeg fri for at komme forbi igen. Det tog mig dog et par minutter at få hende forklaret at så ville det være smart hvis jeg også fik nøgledepositummet tilbage :-) Det var stadig overskyet mens jeg kørt op ad bjerget, men skyerne var ved at gå i opløsning, så på toppen kunne jeg bare vente på at det ville klare op og jeg ville få en super udsigt. Jeg mødt to kiwier der var cyklet op og fik en rigtig hyggelig snak mens de tog en slapper og jeg ventede på min udsigt. Den en af de to var fra Alexandra hvor jeg næsten lige var kommet fra og som en typisk imødekommende kiwi inviterede han mig til at bo hos ham og hans kone hvis jeg kom til området igen, jeg kunne bare slå Carol Dobson op i telefonbogen. Det er altså fantastisk hvordan de bare åbner deres hjem for fremmede!

Da skyerne begyndte at gå i opløsning og de to mountainbikere startede deres nedkørsel. Skiområdet var lukket og jeg begyndte at gå lidt rundt for at tage nogle billeder, det var dog ikke helt let i halvvejs smeltet sne og sandaler :-) Desværre var caféen også lukket så efter min lille rundtur begyndte jeg at køre ned, men med en masse foto-stops.

Ude på hovedvejen igen på vej nord på passerede jeg to små søer Wairepo Arm og Lake Ruataniwha med tilhørende dæmning (http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Ruataniwha), det blev dog kun til et hurtigt stop og en lille snak med nogle andre turister der undrede sig over vandets farve, der jo skyldes fint sediment eroderet fra klipperne af gletscheren suspenderet i vandet der giver vandet den blå og til tider næsten hvide farve.

Næste stop var Twizel hvor jeg havde læst om at man kunne besøge et fugleskjul hvorfra man kunne observere en sjælden hjemmehørende fugleart - Black Stilt (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/canterbury/mackenzie-country-and-waitaki/kaki-black-stilt-visitor-hide/). Det viste sig at reservatet endnu ikke var åbent og desuden var der ikke tale om vilde fugle, men kun fugle i fangenskab og så synes jeg alligevel at det sjove gik af det hele.

Det var dog blevet varmt og jeg besluttede mig for at forsøge med shorts :-D inden jeg fortsatte til Lake Pukaki (http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Pukaki) hvorfra man på en klar dag skulle kunne se Mt. Cook der er NZ´s højeste bjerg på 3754 meter (http://en.wikipedia.org/wiki/Aoraki_/_Mount_Cook). Heldigvis var det så klart at man kunne se bjerget, men jeg var ikke den eneste der, lige inden mig var en hel bus med asiater lige landet. Da der ikke var andet end en parkeringsplads og et turistkontor, blev jeg ikke hængende længe og fortsatte nordpå.

Midt på vejen tog jeg et ikke planlagt stop for at tage et panorama foto af sletteområdet jeg kørte i, der tilfældigvis var lige ved siden af Tekapo Canal. Jeg bemærkede godt skiltningen til et dambrug, men tænkte at det var ikke noget der interesserede mig, men som jeg senere skulle erfare ville have været omkørslen værd.

Jeg havde heller ikke planlagt at stoppe i Tekapo, da jeg regnede med at komme tilbage ved en senere lejlighed. Jeg kunne dog se på tiden at jeg ikke ville kunne nå til Geraldine i åbningstiden og besøge de udstillinger og forretninger jeg gerne ville. Derfor skulle jeg prøve at finde noget andet at bruge dagen på. Jeg besøgte derfor turistkontoret og kom frem til, at et besøg på Mt. John (http://www.newzealandtravelinsider.com/day-walks/mt-john-walkway-lake-tekapo-walk-new-zealand.htm) hvor jeg ellers havde planlagt at gå op når jeg vendte tilbage. Der var også et observatorium på toppen (http://www.newzealandsky.com/earthandsky/). Jeg var dog ikke andet end lige kommet derop før end der blev givet besked om, at alle snart skulle køre ned da vejen ville blive spærret og porten låst af. Jeg blev lidt irriteret på turistkontoret da det jo var dem der havde foreslået en eftermiddagstur derop og jeg var stort set kørt med det samme, derfor fortalte jeg det til dem i observatoriet og hun kunne fortælle at de gentagende gange havde haft fat i dem af samme grund. Der var så mange franskmænd derop, at man næsten skulle have troet at det var en helt gruppe, men det viste sig senere at det var pga. rugby og der kom kun flere de næste uger.

Jeg kunne ikke rigtig komme på andet jeg kunne lave, så jeg kørte til Geraldine og fandt et hostel, så jeg kunne få et bad og en god nats søvn. Det var bestemt ikke et billigt hostel, men til gengæld havde de elektriske varmetæpper i sengene og det så afgjort altid et hit :-D