Fredag den 7. oktober

Fredag morgen var det så blevet tid til at besøge en masse små specialbutikker i Geraldine. Første stop var en osteforetning - Talbot Forest Cheese (http://www.ruraldelivery.net.nz/absolutenm/templates/featuresTemplate.asp?articleid=403&zoneid=6). De havde et par smagsprøver og de producerede overvejende varianter af gouda, men det var nu stadig ikke noget der kunne måle sig med de Europæiske ost, de har generelt ikke meget smag. Deres stærkeste var en variant af en blå mugost, men den var stadig meget mild. Jeg endte dog med at købe to små stykker ost til frokost. Købte bl.a. et stykke med sort pebber - den måtte da i det mindste have lidt smag :-)

Naboen var Barkers (http://www.barkers.co.nz/index.cfm/HOME), et sted de laver alt mulig af frugt. Der var smagsprøver på det meste, men meget af det var meget sødt, som jeg allerede har konstateret at kiwierne bedst kan lide det. Det lykkedes mig dog at finde en jeg kunne lide og som ville passe godt til ost, en usødet solbær syltetøj (https://secure.webxoffice.com/barkers.co.nz/index.cfm/PRODUCTS/Fruit_Spreads__Previously_Glory____No_Added_Sugar.html?pidVal=29). Sjovt nok var den lige så sød som en almindelig syltetøj hjemme. Jeg fandt også en krydret grøn tomat chutney (http://www.anathoth.co.nz/products/?catId=3#prod1016), desværre syntes jeg ikke at jeg kunne bære rundt på den og vidste ikke lige hvad jeg skulle bruge den til, men hvis jeg fik en idé måtte jeg se om jeg kunne finde den i supermarkedet.

Herfra gik turen til det lille lokale museum (http://www.eventfinder.co.nz/venue/geraldine-historical-society-museum-timaru-geraldine). Der var hyggeligt, men der var ikke meget at se og det tog ikke mange øjeblikke at gå en runde. Jeg fortsatte derfor snart til Geraldines store atraktion - Verdens største stiktrøje (http://www.giantjersey.co.nz/). Det var naturligt nok en garnforretning, men der var også en mere interessant udstilling i baglokalet (http://www.1066.co.nz/). Her kunne man se en mosaik baseret på Bayeux tapetet der har taget 25 år at lave af 2.000.000 stykker metal, er 42 m. lang og vejer 287 kg.. Det kostede et par dollar at komme ind, men så fik man altså en gratis guidet tur af kunstneren og det viste sig at være det største højdepunkt. Han formåede rent faktisk at gøre den næsten 1000 år gamle historie interessant selv for mig og jeg endte med helt at blive fristet til at købe en dvd til $45, han havde fremstillet med alt lige fra puslespil til musik og historie. Men kunne også købe og prøve alverdens puslespil, så dem brugte jeg også lidt tid på at lege med.

På vej til næste stop, blev jeg stoppet af en mand der havde opsat en lille "bod". Han spurgte til min ryg og jeg svarede at den havde det fint, han bad om lov til at undersøge den med en krystal, hvilket han fik lov til. Han kom frem til at jeg havde en skade i nakken der stammede fra da jeg blev født hvor mine "antlers" var poppet ud og aldrig kommet tilbage på plads og han tilbød naturligvis en behandling der ville være permanent. Jeg havde jo lige været hos kiropraktor og havde fået at vide, at jeg havde dårlig holdning hvilket gav mig ondt i nakken, så det er vel dybest set det eneste han skulle have bemærket for at kunne foretage et kvalificeret gæt. Derfor takkede jeg net til behandlingen :-)

Næste stop var en chokoladeforretning - Coco. Her blev jeg, naturlig nok ;-) fristet endnu mere, med det var ikke en fornøjelse jeg ville tage mig råd til - ÉT lille stykke chokolade kostede $2! I stedet gik jeg en tur på en café jeg var blevet anbefalet - Café Verde (http://www.dineout.co.nz/restaurant.php?rest=5344). Her fik jeg lidt let frokost og en kop kaffe, men jeg havde ikke mere end lige sat mig før end der var en lang kø hele vejen ned gennem caféen - heldigt!

Efterhånden havde jeg set hvad jeg ville i Geraldine og jeg tog blot et smut forbi biblioteket for at få noget internet, jeg skulle se om der en bil jeg om nogle dage kunne køre fra Christchurch til Dunedin, inden jeg tog videre. Lidt udenfor byen havde jeg dog et sidste stop, det var en honningforretning - The Honney Corner Shop. Jeg ville gerne have et nyt glas lækker honning. Jeg fik lov til at prøvesmage de forskellige varianter og de var alle sammen krystalliseret, jeg forventede dog at det blot var et tilfælde, hvilket dog var en forkert antagelse og det burde jeg have sagt mig selv - hvis man har så dårlig kvalitet til prøvesmagning, så er produktet sikkert ikke det bedste. Jeg kom derfor derfra med krystalliseret honning jeg i sidste ende brugte i min te!

Jeg kørte nordpå til noget jeg havde set frem til - Peel Forest, der er en af NZ´s mest betydningsfulde nåleskove. Skoven er et eksempel på den type skov der i sin tid dækkede store dele af det centrale Canterbury, men nu er der kun 700 ha tilbage, men af høj kvalitet (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/canterbury/mid-and-south-canterbury/peel-forest-park/). Jeg startede med et hurtigt stop på "turistkontoret", der viste sig at være en alt-mulig butik (http://www.peelforest.co.nz/). Fyren der var så heller ikke så vidende som på andre DOC- eller turistkontorer, men som en typisk kiwi var han meget hjælpsom og imødekommende. Jeg syntes ikke, at jeg havde tid til at gå en heldagstur og besluttede mig i stedet for en kortere tur "Kahikatea Walk" , hvor jeg skulle kunne se mose med nåletræer. Turen klarede jeg dog på ca. den halve tid, så da jeg kom tilbage besluttede jeg mig for at tage en anden kort tur op til nogle store og 1000 år gamle Totara og med en diameter på 3 m. - "Big Tree Walk". Jeg kunne godt fornemme at jeg kun lige fik snuset til området, men jeg så en masse fine blomstrende Klematis (http://historiciris.blogspot.com/2010/10/new-zealand-native-clematis-paniculata.html) og verdens største Fuchsia (http://en.wikipedia.org/wiki/Fuchsia_excorticata).

Jeg fortsatte mod Christchurch og ville egentlig gerne stoppe ved Mt. Hutt hvor der er en masse ture at gå, men jeg kom frem til at der var andre steder jeg hellere ville bruge tid på at gå en tur. Derimod er Mt. Hutt også et skiområde og det i NZ der har den længste sæson (http://www.nzski.com/mthutt/about.jsp). Derfor tænkte jeg at jeg i stedet kunne køre en tur op ad bjerget. Derfor stoppede jeg på turistkontoret i Methven for at spørge til forholdene. Det viste sig at lukkede vejen rimelig tidligt og jeg derfor ikke ville kunne nå derop inden jeg skulle ned igen. I stedet gik jeg en runde i det tilknyttede galleri hvor Karen Smith havde en udstilling (http://www.artistkarensmith.co.nz/karensmith/Karen_Smith_Artist.html).

Jeg havde ikke rigtig noget jeg gerne ville se mellem her og Christchurch, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle finde på. Jeg besluttede mig for at køre op til Arthur´s Pass, selvom jeg havde været den vej med toget, havde jeg jo ikke haft mulighed for at udforske området. Desuden var vejrudsigten for dagen efter ikke ret god, skulle det klare op dagen efter over middag og i dag var det bestemt helle ikke ret interessant. På vejen stoppede jeg lige ved Rakaia Gorge og nød udsigten (http://en.wikipedia.org/wiki/Rakaia_Gorge).

Det første pas var Porter´s Pass (http://en.wikipedia.org/wiki/Porters_Pass), hvilket tog mig op til Castle Hill (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/kura-tawhiti-conservation-area/). Kaldet Kura Twhiti på Maori og har stor religiøs og historisk betydning for dem (http://www.doc.govt.nz/about-doc/role/maori/topuni/kura-tawhiti/). Da jeg stod ud af bilen så jeg de sidste solstråler ramme klipperne og så helt fantastisk ud, men jeg satte først kursen mod toilettet, men da jeg kom ud igen nåede jeg desværre ikke at få fat i kameraet før lyset var væk :-( ÆV! Ud over området er der strøet en masse store blokke af kalksten, der er eroderet i alverdens obskure former. Stedet blev også brugt i Ringenes Herre og i Narnia (http://www.youtube.com/watch?v=xH0R40jXGnQ og http://www.youtube.com/watch?v=UrZkbsp5JQE&feature=related), hvor det repræsenterer det typiske Narnia landskab. Her kan man også finde den sjældne og endemiske ranunkel/smørblomst der kun vokser i dette område (http://www.nzpcn.org.nz/flora_details.asp?ID=2372), jeg fandt dog ikke et eksemplar, men er vist også lige tidlig nok på den til at se den i fuld flor. Jeg var ikke den eneste der udforskede området, jeg mødte også en gruppe af klatrer i alle aldre der kravlede rundt på klipperne.

Jeg kunne godt tænke mig at besøge Cave Stream Scenic Reserve (http://www.castlehill.net.nz/castlehill/cavestream/cavestream.php), hvor man kan gå en tur igennem grotter eroderet af et vandløb, man da det var ved at blive lidt sent måtte det blive dagen efter. Jeg fortsatte derfor op mod Arthur´s Pass for at finde et sted at overnatte. Jeg overvejede at tjekke ind på et hostel for natten, men det var dyrt her oppe og så havde jeg jo lige fået en nat på et hostel så burde godt at kunne nøjes med bilen. Jeg fandt en gratis campingplads (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-stay/conservation-campsites-by-region/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/greyneys/). Der holdt allerede en bil og tre amerikanske fyre (Matt, Sam og Jep) havde allerede fået gang i bålstedet i det lille shelter, så jeg besluttede mig for at blive der for natten. Da jeg også havde fået aftensmad satte vi os alle ind i hytten og havde en rigtig hyggelig aften. Det kunne være fordelen ved at have rejst rundt lidt senere på året, så kunne det være at man havde lidt godt selskab på lidt flere af campingpladserne. Natten var ikke så kold som jeg havde frygtet, men folk der passerede syntes åbenbart at det var sjovt at tude i hornet mens de passerede pladsen.