Tirsdag den 29. marts

Jeg blev sat af i Ship Cove hvor QCT starter og også en historisk bugt som kaptajn Cook besøgte gentagende gange og etablerede den første kontakt med maori folket. Jeg brugte vist lidt tid på at fotografere nogle Paradis gravænder inden jeg påbegyndte den første stigning på de 28,5 km. op til det første udsigtspunkt. På udsigtspunktet mødte jeg tog tyske fyre der var lidt ældre end mig selv. Vi fik en lille sludder og nød de figner jeg havde plukket ved hostlet lige inde jeg tog af sted. Den en havde et lækkert kamera og da han fotograferede sin kammerat blev jeg klar over, at vist ikke bare var en hobby for ham. Jeg var lige ved at gå da han spurgte om han skulle tage et billede af mig med mit kamera, jeg havde lige pakket det væk så tøvede lidt. Jeg takkede dog ja og fik at vide, at det var en "once in a lifetime chance"……øøøøhh, ok… Jeg fik et par ok billeder hvor problemet nok overvajende var motivet og kameraet jeg ikke engang selv kender. Tilbage på hostlet fik jeg googlet lidt indtil jeg fandt frem til, at der var tale Vouge modefotograf Kristian Schuller - WAUW!

Jeg fortsatte ned til Resolution Bay og her fandt jeg nogen at spørge om klokken, for jeg havde glemt mit ur og da der ikke var noget net på telefonen havde jeg slukket den, ellers ville den løbe tør for strøm på ingen tid. Klokken var 13:30 og jeg havde stadig 7 timer tilbage af dagens gåtur. Jeg tog det dog stadig stille og roligt for de vurderede tider plejer jeg godt at kunne hente noget på, men var da ikke i tvivl om, at det ville blive hen under aften inden jeg nåede frem til mit første hostel. Jeg forsatte stille og roligt og ved Endeavour Inlet mødte jeg en ældre herre, jeg spurgte ham hvad klokken var og han gættede på 16 hvilket også var mit gæt. Han kunne også udpege mit hostel på den anden side af bugten og mente at det nok ville tage to timer at komme der over, jeg tænkte at det nok var noget optimistisk, men selvom det så blev til tre timer havde jeg stadig god tid. Mit kort sagde, at fra Endeavour Inlet ville det tage 4 timer, men hvor i bugten det var fra var jeg ikke klar over, muligvis fra bunden af bugten og så var jeg ved at have travlt, jeg fortsatte derfor i et godt tempo. Lidt længere inde i bugten var der skiltning til et vandfald, men jeg var nu blevet så bevist om mit tidsproblem, at jeg fortsatte uden at gå ind og se det. Herfra mødte jeg ikke flere mennesker og mistede derfor helt min tidsfornemmelse.På vej op på den anden side af inleten og lyset var begyndt at svinde, jeg gik nu i skyggen og kunne se de sidste solstråler kravle op ad bjergenes skråninger på den side jeg lige kom fra. På spidsen mellem Endeavour Inlet og Big Bay kunne jeg se lige over på mit hostel, men jeg skulle stadig hele vejen indenom Big Bay. Skyerne på himlen begyndte at blive røde og da jeg så et skilt om, at jeg nu var halvvejs mellem Furneaux Lodge ved Endeavour Inlet og Camp Bay Campsite, der var tæt på hvor jeg skulle overnatte, begyndte jeg efterhånden at blive nervøs og satte for alvor det lange, men ømme ben foran. Jeg vidste også at solnedgang var klokken 19:30, men bjergene gjorde det svært at vurdere. Da jeg nåede bunden af Big Bay og begyndte turen tilbage var lyset nu helt væk og jeg måtte finde min pandelampe frem, som jeg da heldigvis havde taget med. Heldigvis var stien god bred, men desværre havde det regnet i dagene op til så stem og lerjord var meget fedtet. Jeg tog ind imellem og lod min lampe lyse over hvor jeg mente mit hostel skulle være i håb at blive set, for jeg var efterhånden bekymret for at de skulle blive bekymret. Da jeg langt om længe nåede til Camp Bay Campsite var der et skilt der fortalte at der stadig var 45 min. til mit hostel, hvilket der ikke stod noget om på mit kort og det var ikke indtegnet tydeligt nok til at jeg kunne tyde det. Herfra var stien ikke længere så åbenlys, den blev smal og delte sig hele tiden. Jeg måtte derfor stoppe op igen og igen for at sikre mig at jeg ikke overså en af de små pink pile eller et skilt. Jeg nåede endelig frem og kunne kravle ned til bådebroen og hente min bagage der var blevet transporteret med båden hertil. På skiltet her stod der at jeg skulle holde til venstre og følge de pink pile for at komme op til huset, jeg holdte til venstre hvilket viste sig at være forkert. Da jeg efter lidt tid kom ned til en anden bådebro blev jeg sikker på at det var forkert og gik tilbage. Jeg fandt heldigvis hurtig den rigtige vej og kunne høre Noeline (ejeren af hostlet) kalde mit navn. Noeline er en 80 årig dame der selv rejser meget og byder backpackers velkomne i sit eget hjem (http://www.thevilla.co.nz/homestay/). Jeg tror kun, at hun har to senge og jeg var den eneste der skulle overnatte den nat. Hun havde været noget bekymret og klokken 19:30 var hun begyndt at ringe til de andre hostels o. lign. på ruten, en af dem hun ringede til havde kontaktet radiovagten. Radiovagten var noget oppe at køre over hele situationen og da jeg dukkede op hos Noeline kort efter klokken 21, skulle radiovagten lige til at ringe til politiet og aktivere en Search and Rescue! Da forsinkelsen var min egen skyld ville jeg skulle have betalt for en sådan eftersøgning - tror jeg ærlig talt, at jeg var blevet noget negativ over blot 1-1½ timer efter mørkets frembrud. Jeg fik i hvert fald en god snak med Noeline og leget lidt med hendes Foxterrier inden jeg skulle i seng.