Fredag den 14. oktober

Jeg sov lidt længere en de foregående dage, men var åbenbart oppe før ejeren for en af medarbejderne måtte vække hende for, at jeg kunne betale inden jeg kørte. Heldigvis virkede mit visakort igen nu, det viste sig at være fordi at gebyret var blevet betalt til PBS :-S

I stedet for hovedvejen kørte jeg langs kysten og det var også den Vanished World Trail fortsatte (http://www.vanishedworld.co.nz/index.htm). Der var en del stop langs kysten og det første var Awamoa Beach sedimenter, hvor man i aflejringerne på stranden kan man se skaller fra fortidige strande 4-5 m. over nuværende havniveau 120-240.000 år siden, gravet frem af klinten af bølgerne. Aflejringer på stranden stammer fra en fortidig havbund for 2-5 mill. år siden. Fossilerne stammer overvejende fra havsnegle og muslinger svarende til nulevende arter.

Næste stop var Kakanui Mineral Breccia (http://www.springerlink.com/content/x1837882316g5886/), hvor man som et af de få steder i verden kan finde nogle bestemt mineralaflejringer, men der var ikke nogen informationstavle, så jeg anede ikke hvad jeg skulle lede efter. Herfra gik turen til Campbells Bay hvor kalksten fra flere geologiske tidsaldre er blevet blotlagte (http://www.vanishedworld.co.nz/campbellsbay.htm), men her var situationen den samme og jeg anede ikke hvad jeg skulle kigge efter.

Ved Alle Day Bay var der derimod nogle informationer og ved Orere Creek kunne jeg se en grå "mudstone" der var blevet blåtlagt. Laget stammer fra Mount Harris formationen og her kan man se velbevarede fossiler af havsnegle og muslinger, fra den tidlige Miocæn for mere end 20 mill. år siden, aflejret på over 150 m. vand og muligvis langt fra land.

Sidste stop var Waianakarua River Mouth hvor jeg måtte timet løb udenom flere sprinkler fra markvanding. Også her var der ingen information og jeg måtte nøjes med mit forhindringsløb :-)

Dagens hovedstop var ved Moeraki Boulders (http://www.moerakiboulders.com/). En strand overstrøet med nogle store kuglerunde sten. Det er ikke klippeblokke fra grundfjeldet som normalt, men er konkretioner. Måden hvorpå konkretionerne opstår, er ikke ret velkendt, men minder om måden hvorpå en perle formes i en østers. Kuglerne består af et mineral kaldet kalcit/kalkspat. Ved erosionen fjernes de ydre lag til stenen bryder op ved de strenge af krystalliseret kalcit der løber igennem stenen. De store konkretioner har muligvis tage 4 mill. år om at formes. Moeraki Boulders er ikke unikke, men de er opsigtsvækkende pga. deres størrelse (ofte mere end 2m.), deres kuglerunde form og hyppigheden i deres forekomst netop her.

Da jeg nåede derned var der stadig et par timer til lavvande og det var koldt, så jeg besluttede mig for at sidde foran pejse på den tilknyttede café med en kop kaffe, hvilket også fik kvikket mig lidt op. Det med lavvande var nu nok mest af en undskyldning, men det var rart at få varmen. Bagefter gik jeg rundt på stranden og tog en frygtelig masse billeder, det var dog ikke altid helt let for jeg var bestemt ikke den eneste på stranden. Jeg fandt også nogle skaller som jeg mistænkte for at være armfødder så jeg samlede et par stykker, men de gik desværre i stykker og jeg glemte at tage billeder af dem :-(

Jeg havde hørt rigtig gode til om en fiskerestaurant ved navn Fleurs Place i Moeraki (http://www.fleursplace.com/). Jeg syntes ikke jeg havde fundet meget frisk fisk i NZ i forhold til geografien og i hvert fald ikke hvis det ikke skulle være friturestegt. Da det var frokost tid besluttede jeg mig for at forkæle mig selv lidt. Stedet har et verdenskendt godt renomme og ejeren Fleur Sullivan har været gæste-dommer ved Masterchef Australia. Det betød dog også at det ikke var helt billigt, men jeg fik en rigtig lækker havaborre (Groper) med røget muslinger der passe helt fantastisk til en lækkert krydret smørsauce.

Jeg var blevet godt mæt og gik en tur ud på en pynt ved byen. På vej tilbage mødte jeg et ældre ægtepar der stod og kiggede på et eller andet. Det viste sig at være en ung Yellow Eyed Penguin (http://en.wikipedia.org/wiki/Yellow-eyed_Penguin), som er en endemisk og truet pingvinart der er en verdens mest sjældne arter. Den var lige kommet i land og stod kun få meter fra stien. Efter lidt tid og en masse billeder besluttede vi at lade pingvinen for fred og vi fik os en lille snak. De endte med at give mig et kort over Otago Peninsula hvor jeg var på vej ned. Jeg var dog ved at have lidt travlt hvis jeg skulle nå at se noget dernede. Så jeg kørte direkte hele vejen ud til spidsen hvor albatros centret lå, men havde desværre ikke rigtig tid til sightseeing på vejen.

Ude ved albatros centret (http://www.albatross.org.nz/), fik jeg mig en snak med en maori dame der fortalte at det kostede $45 at komme ind og se fuglene på reden, men hun anbefalede at jeg bare gik ud på parkeringspladsen udenfor og så ville jeg sikkert se dem flyve rundt. Desuden fortalte hun mig hvor jeg bedst kunne se pingviner fra. Jeg gik først lige udenfor centret og så mig lidt omkring. Fra et udsigtspunkt kunne man se fyret på Taiaroa Head / Pukekura og til den anden side var der en ynglende Spotted Shag / Parekareka koloni på klinten. Indtil videre er det min yndlings art af skarver, synes både at den er flot og ser sjov ud. På vej tilbage blev jeg omringet af Red-billed gull / Tarapuka. Nogle asiater var ved at fodre dem og de var alle vegne!

Heldigvis var det blæsevejr, hvilket betyder de Royal Albatross / Toroa, der yngler ved Taiaroa Head / Pukekura, kan få nok luft under vingerne til at lette og jeg fik ganske mange at se :-D Royal Albatross / Toroa (http://en.wikipedia.org/wiki/Southern_Royal_Albatross) er den andenstørste art af albatros og et vingespænd på over 3 m. Fuglene har en levetid på over 60 år og kan flyve mere end 100 km/t. De unge fugle bliver til havs de første 5 år af deres liv. Her ved Taiaroa Head / Pukekura findes den eneste ynglekoloni på fastlandet.

Det var sandsynligvis for sent, men jeg prøvede mit held og kørte ned til den strand jeg var blevet anbefalet - Allans Beach, i håb om at se nogle Yellow Eyed Penguins / Hoiho. Der var ikke en eneste pingvin at se, men jeg gik en tur langs stranden og til gengæld fik jeg mig pludselig en overraskelse, da jeg så en søløve ride en bølge ind til stranden. Det tog ikke mange øjeblikke før den stod på stranden og da jeg fortsatte hen ad stranden kom jeg lige forbi den mens dens den tørrede sig i sandet og mest af alt lignede en hund. NZ Sea Lion / Pakake er sjælden og findes kun i NZ. De var engang almindelig over hele NZ, men blev jaget næsten til udryddelse for 200 år siden. Indenfor de seneste år er de igen begyndt at returnere til hovedlandet hvor de ellers var blevet fordrevet fra og kun fandtes kun på de mindre øer sub antarktiske øer og de er sågar begyndt at yngle her også. Jeg så flere søløver på stranden inden jeg gik tilbage til bilen. Her mødte jeg en lokal der skulle ned på stranden og lufte sin hund, uden snor vel at mærke! Hun havde aldrig set pingvinerne komme i land (hvor underligt når hun nu er ude med hunden!), men hun fortalte at man ofte kunne se dem nede fra stranden når de kikkede ud fra deres huller oppe på klinten. Desværre var det højvande og man kunne ikke færdes på den del af stranden.

Jeg kørte tilbage til albatros centret, for fra en strand lige nedenfor centret skulle man kunne se Little Blue Penguins (http://en.wikipedia.org/wiki/Little_Penguin) komme i land efter solnedgang. Først sørgede jeg dog for at booke mit hostel til dagen efter, så jeg kunne komme af med min bagage inden jeg skulle aflevere bilen. Jeg skulle også have et par ekstra lag tøj på inden jeg skulle ned og sidde på stranden.

Jeg var ikke den eneste på stranden, men vi var ikke mange og jeg fandt en lille fin plads for mig selv. Desværre begyndte det at småregne. Jeg så ingen pingviner komme ind, men da det var blevet mørkt kom en mand hen og hentede mig. Det viste sig at han var tilknyttet stedet og sagde at der var kommet nogle stykker i land, men at jeg sikkert ville kunne se dem lidt længere oppe når de gik op til deres huler. For at undgå at gå på alle de løse sten tilbage kravlede vi op ad klinten og måtte også forcere et hegn. De andre var allerede deroppe og kort tid efter kunne van skimte et par små pingviner, verdens mindste, vralte op ad skranten. Kort tid efter begyndte de også at snakke sammen, de lyder mest af alt som en med en meget voldsom snorken og som er blevet forkølet (http://www.youtube.com/watch?feature=endscreen&NR=1&v=MOCIHTfiJ_c). Manden havde også en lommelygte med rødt lys så det ikke generede pingvinerne, vi spottede også en i sin hule.

Ved Sandfly Bay skulle man kunne observere Yellow Eyed Penguins fra en skjul om eftermiddagen eller tidligt om morgenen. Der var to nedgange til stranden og jeg kørte til den, hvor der så ud til at være kortest vej til stranden, for jeg overvejede at stå meget tidligt op og så gå ned til skjulet og se om jeg kunne spotte nogle pingviner mens solen stod op. Desværre var denne nedgang afspærret da fårene var ved at læmme. I stedet kørte jeg til den anden nedgang, hvilket viste sig at være et meget bedre sted at overnatte, for i modsætning til det første sted, så var der ingen huse i nærheden. Det så heller ikke ud til, at denne nedgang var lukket, til gengæld kunne jeg konstatere at gåturen til skjulet var på 45 min. altså skulle jeg meget meget tidligt op!