Onsdag den 5. oktober

Da jeg vågnede onsdag morgen i Saint Bathans var der ingen sneklædte bjerge at se, vejret var rigtig gråt og alle bjerge gemt i lavt hængende skyer. Efter morgenmad kørte jeg op til byen (http://en.wikipedia.org/wiki/Saint_Bathans,_New_Zealand). På vejen kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at de må spise kaniner hver anden dag her, for der er godt nok mange! Da jeg kom til parkeringsplandsen i byen blev min kaninteori nærmest bekræftet, hen over skiltet med turisinformationer, hang fem kaniner. St. Bathans var også en guldmineby lige som Arrowtown som mange andre byer i den sydlige og vestlige del af sydøen. Der var faktisk så mange byer, at sydøen dengang havde et større befolkningstal en nordøen og Dunedin var landets største. St. Bathans var oprindeligt kaldt Dunstan Creek og man fandt guld i 1863 og i alt fandt man her i de tre hovedminer 2834 kg. guld. Her i St. Bathans fandt man en af verdens rigeste guldårer. I sin velmagtsdage havde St. Bathans 2000 indbyggere overvejende bestående af irer og havde både en politistation, domhus, fængsel, hospital, 13 hoteller, to banker og masser af forretninger. Området er meget tørt, men vand er nødvendigt for at kunne vaske guld, dette så John Ewing i 1864 og han ledte konstruktionen af en 40 km. lang vandføring - Otago´s længste og dyreste. Han installerede også moderne maskinerier og i 1894 kunne hans hydrauliske elevator løfte grus 30 m. op i ét trin og var den tids største.

Jeg skulle se en efter sigende meget blå sø skabt ved et uheld af mennesker under guldgravning. Jeg gik en tur ved søen der dog var mere sort end blå, hvilket nok mest af alt skyldtes det manglende solskin, landskabet var nu stadig ganske spændende. Tilbage på parkeringspladsen mødte jeg nu jægeren der åbenbart var ven af ejeren af det hjemsøgte Vulcan Hotel (http://www.otagorailtrail.co.nz/index.php?option=com_content&task=view&id=27). Han havde taget sine kaniner og lod blodet løbe ned ad skiltet. Jeg gik også en runde i den historiske by, der engang havde huset langt flere beboer da der blev gravet guld i stor stil i området.

Jeg vendte snuden tilbage i retningen af hvor jeg var kommet fra aftenen før. Næste stop var Alexandra (http://www.alexandra.co.nz/) der er opkaldt efter en dansk prinsesse (http://www.planetware.com/new-zealand/alexandra-nz-ot-al.htm). Vejret klarede op og jeg startede med en tur forbi turistkontoret. Her var der også et fint lille museum tilknyttet samt et galleri. Jeg var noget træt, men gik en runde på museet og i galleriet inden jeg gik ind til byen. Først smuttede jeg lige forbi biblioteket for kort at komme på internettet inden jeg startede min søgen efter en cafe - Red Brick Cafe (http://www.menumania.co.nz/restaurants/red-brick-cafe) der er anbefalet i min guidebog. Den var gemt lidt af vejen, men jeg fandt den og skulle i hvert fald have en kop kaffe. Jeg var sulten og selvom det var lidt over mit budget endte jeg med at bestille en portion fiskesuppe til frokost. Suppen var super lækker og bestemt alle pengene værd! Selv brødet smagte godt og jeg vil vove at påstå at det var det bedste stykke brød jeg har fået i NZ! De havde også brugt nogle fine små radiseskud som pynt på suppen, men de smagte super friske og lækre - det skal jeg huske :-) Frokost og kaffe gav mig fornyet energi til dagen og jeg udforskede byen lidt, inden jeg gik tilbage til bilen.

Umiddelbart bag byen var der et udsigtspunkt som jeg kørte op til herefter smutte jeg også ned til en hængebro i byen der hedder "Shaky Bridge" (http://www.newzealand.com/int/article/shaky-bridge-manuherikia-river/), men den var nu mere knirkende end gyngende. På broen stod en dame og guidede hendes mand med fiskestangen nede ved flodbredden, man kunne spotte mange store ørreder fra broen. Herfra havde jeg også god udsigt til et stort ur placeret på bjergsiden så det kan ses fra stor set hele byen (http://members.virtualtourist.com/m/p/m/1fab0e/).

Næste stop var Clyde (http://www.clyde.co.nz/) (oprindelig kaldt Upper Dunstan) der også er en historisk guldmineby der er typisk for sin tid, men hvor mange af bygningerne fra 1860-erne er bevaret og hovedgaden blev i 1987 brugt i filmen "Illustrious Energy" (http://www.nzonscreen.com/title/illustrious-energy-1987). Jeg gik dog først en tur op ad en bakke for at få en god udsigt over dæmningen ved Clyde (http://en.wikipedia.org/wiki/Clyde_Dam). Mens jeg gik rundt for at få et godt billede, bemærkede jeg pludselig en kraftig duft af timian. Det viste sig at jeg stod i vild timian til knæerne :-) Jeg gik tilbage mod byen hvor jeg gik en længere tur med en folder der beskrev byen historiske bygninger. Vejret var endelig blevet varmt og dejligt! I august 1862 fandt Armeikansk fødte Horatio Hartley og en Irsk immigrant til staterne ved navn Christopher Rielly guld i området. Indenfor et år var der 30 til 40.000 minearbejdere der gravede i brinkerne ved Clutha River og det første år blev der udvundet næsten 2000 kg. guld.

Jeg kørte stort set kun til nabobyen, der ligeledes var en historisk guldmineby - Cromwell (http://www.cromwell.org.nz/). Cromwell er dog anderledes en Clyde, da bygningerne ikke længere ligger på deres originale placering. Da Lake Dunstan (http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Dunstan) blev skabt flyttede man de historiske bygninger der ville blive oversvømmet og skabte en miniby ved den nye søbred der på mange måder minder om Den Gamle By i Århus. Nu har man etableret et par gallerier og en cafe i den gamle by, men det var desværre blevet sidst på eftermiddagen og alt var lukket. Jeg kunne dog stadig gå mig en lille runde og tog i stedet stop i udkanten af byen hvor jeg fik mig en fejoa og æble smoothie - MUMS! Det viste sig tilfældigvis at være et af NZ´s bedste juice fabrikker - Alpine Gold (http://www.alpinegold.co.nz/).

Jeg besluttede mig for at tage et stop, jeg ellers ikke havde planlagt, i Wanaka. Der er nemlig mere jeg gerne vil opleve der så regner med at komme tilbage, men tænkte at nu jeg havde bilen kunne jeg måske tage op og se nogle af de ting der sværere at komme til. Først ville jeg køre op til Treble Cone (http://www.treblecone.com/) der er det nærmeste skiområde og hvorfra man eftersigende skulle have en helt fantastisk udsigt. Da jeg kom derop viste sig dog desværre at der var en bom for ved foden af bjerget når skiområdet var lukket - ÆV :-( I stedet begyndte jeg at lede efter endnu en Ringenes Herre lokalitet. En scene hvor man ser broderskabet passere nogle ruiner på deres vej sydpå (http://www.youtube.com/watch?v=gAaYaI_7_gA). Jeg endte dog tilbage i byen uden at finde stedet, men jeg var nu så opsat på at finde det, ellers havde alt i Wanaka jo været forgæves, og jeg kørte tilbage mod skiområdet. Lokaliteten viste sig at være ganske tæt på vejen op til Treble Cone og jeg havde rent faktisk allerede fotograferet det den første gang jeg kørte forbi. Jeg valgte dog at gå en tur op ad en bakke overfor for at få en bedre udsigt.

Mens solen gik ned kørte jeg endnu engang langs Lake Wanaka (http://en.wikipedia.org/wiki/Lake_Wanaka) tilbage mod byen. Jeg stoppede nede ved søbredden hvor jeg havde udsigt til bjergene brugt i scenen hvor Gandalf flygter til Rohan efter han blevet reddet fra Orthanc (http://www.metacafe.com/watch/5945807/mortal_kombat_liu_kang_trailer/?source=playlist&passiveNav=1). Jeg havde et godt stykke vej at køre til Lindis Pass (http://en.wikipedia.org/wiki/Lindis_Pass) hvor jeg ville overnatte, så jeg besluttede mig for at lave aftensmad ved et bord og bænke sæt ved søbredden og med lidt lys fra byen. Bagefter fandt jeg et offentligt toilet og klædte om og redte min "seng" på forsædet, så jeg var klar til at hoppe direkte i soveposen så snart jeg kom til campingpladsen. Jeg nåede Lindis Pass kl. 23 og der var også en anden bil parkeret der, men de var vist gået i seng. Jeg behøvede ikke engang at skulle ud af bilen, men kravlede bare over på passagersædet og lagde mig til at sove :-)