Torsdag den 18. august

Så blev det tid til at sige farvel til Nelson - igen :-) Beatrix og jeg pakkede alle vores ting ind i bilen og kørte ned i byen hvor jeg ville undersøge hvornår jeg ville kunne få en returbillet. Tilfældigvis havde det ændret sig til min fordel og jeg kunne nu booke en billet dagen før den vil udløbe, så nu har jeg en returbillet til London den 20. November :-) På vej ud af byen tog vi et sidste stop ved Tahunahui Beach og tog et par billeder. Vi stoppede bare ved vejsiden hvilket var fedt for mig, for jeg ville gerne have et par billeder med kæderne ved vandfronten.

Vi kørte sydpå til Mount Arthur (http://www.doc.govt.nz/upload/documents/parks-and-recreation/tracks-and-walks/nelson-marlborough/cobb-valley-mt-arthur-tableland-brochure.pdf). Vi havde spurgt DOC i Nelson om forholdene og var blevet informeret om, at vi godt ville kunne gå op til hytten (Mt. Arthur Hut) der ligger på trægrænsen i 1310 meters højde, men derfra ville skulle bruge crampons (pigsko). Vi fik også at vide at den sidste kilometer eller to af vej derop kunne være for iset og stejl at køre på. Det viste sig at være rigtig! Vi havde haft udmærket forhold stort set hele vejen op, men pludselig kom vi rundt om et skarpt hjørne og så var der ikke mere noget at gøre og vi begyndte at glide baglæns ned ad bjerget. Det var ikke den mest behagelige oplevelse og da bilen stoppede, sad vi et stykke tid og prøvede at finde ud af hvordan vi kom derfra igen, da det både var svært at styre og bremse. Stille og roligt fik Beatrix dog bakket bilen nogle meter ned og fandt et sted hvor hun kunne vende den. Vi parkerede i vejsiden og gik den ganske korte strækning op til parkeringspladsen.

Parkeringspladsen var skiltet til at ligge i 930 meters højde og herfra startede stien op ad bjerget. Vi kunne med glæde konstatere at vi ikke var de første der havde taget turen op og vi skulle derfor ikke arbejde os igennem en masse løst sne. Vi mødte også en mand der kom ned fra bjerget og sagde at forholdene var gode hele vejen op til hytten. Det viste sig at være helt rigtig og stien var fin og bred. Udsigterne var ganske imponerende og vi havde en rigtig god tur op.

Vi havde fået at vide, at der var en skoleklasse i hytten, men da vi kom derop var der ingen at se. Vi kunne dog se et par huler der var blevet gravet sneen på bjergsiden og da varmeren i hytten ikke virkede, havde jeg på fornemmelsen at de havde overnattet i hulerne. Udsigten var helt fantastisk, men det var rigtig nok alt for iset til at klatre længere op ad bjerget. Vi skulle nu beslutte om vi ville gå den samme vej ned eller satse på at vi havde tid nok inden solnedgang til at tage den længere og mere udfordrende tur ned via Flora Saddle. Vi tøvede et par gange da der var en markant forskel i sværhedsgrad, men vi endte med at fortsætte ned ad bagvejen. Det viste sig at være det hele værd, vi fik nogle endnu mere fantastiske udsigter med en meget farverig lav vegetation mens vi gik hen over bjergkammen :-)

Vi begyndte at overveje hvor vi skulle tilbringe natten, for der bar ingen hostels i området. Vi kom i tanke om, at vi skulle have pakket vores rygsæk og overnattet i Flora Hut. Vi blev enige om at se forholdene an og så måske hente vores ting i bilen og gå tilbage til hytten for at overnatte. Vi kunne dog godt regne ud at det ville være blevet mørkt, så det kom an på terrænet. Da vi kom ned til hytten viste det sig desværre at det var her skoleklassen var forsvundet til :-( De bekræftede dog at de havde overnattet i snehulerne. Vi forlod Flora Hut mens solen gik ned og tilbage ved bilen kom vi frem til, at der ikke var andet at gøre end at køre tilbage nordpå og overnatte i Motueka.