Tirsdag den 22. marts

Mandag morgensyntes jeg igen lige at jeg ville sætte fyren i sengen under mig på plads, men det kræver vist lige at jeg fortæller hele historien: Mandag morgen den 14. var min første morgen på hostlet, fyren i sengen under mig havde hans alarm til at ringe lidt over 7, men han snoozede den hvert 5 min. i en time! Tirsdag morgen da hans alarm ringede for 4. gang stak jeg hovedet ned til ham og sagde at han enten skulle stå op eller slukke sin alarm, han undskyldte og stod op. Budskabet sev dog ikke ind og hver eneste morgen snoozede han sin alarm hvert 5. min. i en halv til en hel time. Desuden lod han ofte sin sengelampe brænde det meste af natten og et par gange stod jeg simpelthen op og slukkede den. Jeg forsøgte mig også med ørepropper som virker fint selvom, at jeg får ondt i ørerne, men virker ikke når jeg selv skal have en alarm til at ringe. Mandag morgen den 21. ville jeg lige minde ham om at det stadig ikke var i orden og da hans alarm ringede for 4. eller 5. gang sagde jeg vredt "Get up!" Jeg kunne høre ham bande som om han var overrasket og stå op. Det hele endte dog med at blive lidt komisk da GT kort tid efter måtte spørge Meg om hun ikke også skulle op, hvilket der viste sig at være et par minutter til. Hun stod dog op, men glemte sin telefon, hvilket resulterede i at den lå og ringede en tre gange inden hun kom tilbage. Jeg hørte dem godt smågrine, men sagde ikke noget og over morgenmaden kunne vi dog alle sammen grine af det for jeg var slet ikke så sur som jeg havde lydt. Jeg skulle jo selv op for at tjekke ud og flytte mine ting ind i tv-stuen.

Jeg brugte dagen på at få klaret et par praktiske ting og ikke mindst booket færge og hostel i Picton. Ud på eftermiddagen besluttede jeg mig for at gå ud og nyde glimrende vejr ved at gå endnu en tur op til Karori reservatet og gå en tur langs hegnet og se om jeg kunne få nogle fuglebilleder. Det da jeg var nået et stykke vej tænkte jeg at jeg lige så godt kunne gå hele vejen rundt igen og besluttede desuden at tage det med ro så jeg ville være oppe ved vindturbinen ved solnedgang og se om jeg var heldig at se en kiwi. Billeder blev der ikke så mange af og så heller ingen kiwi, men til gengæld hørte jeg dem kalde og var meget overrasket over hvor støjende de var - fantastisk. Fik også en fantastisk udsigt over Wellington by night inden jeg gik tilbage i den kølige nat. Selvom at det skulle være en afslappet dag inden jeg tirsdag skulle slæbe alle mine ting ned til færgen, endte jeg alligevel med at gå 15-20 km.

Tilbage på hostlet fik jeg aftensmad og blev meget træt, men desværre var der en 5-10 mennesker der lige havde startet en film i mit "soveværelse". På den forkerte side af midnat kunne jeg komme i seng og sov overraskende godt - ingen alarmer der ringede i en time - nice!

I går stod jeg tidligt op. Min færgede sejlede kl. 13, men der var et par kilometer derned, så jeg ville slæbe mine ting derned og så gå en sidste tur på Te Papa og se om jeg kunne få det sidste med. Jeg manglede en del, men det mest interesserede mig ikke helt så meget som naturhistorien. Jeg kom noget senere af sted end planlagt da jeg igen måtte sige farvel til en masse dejlige mennesker og min pc var blevet låst inde :-P

På vej ned til færgen med mine ting det tog ikke mange øjeblikke før nerverne på mine hofter fik mit lår til at føles som om der var nogen der stak nåle i det, ind til jeg til sidst mistede følelsen i det igen :-(

På Te Papa håbede jeg på at finde et par kiwikunstnere jeg tidligere havde set noget med jeg godt kunne lide, men igen fandt jeg ikke værkerne her så interessante. Til gengæld var der en fotoudstilling med en nyligt afdød NZ fotograf Brian Brake, som jeg fandt meget fascinerende og imponerende. Jeg var også glad for en udstilling om og med jadesten. Jeg var hurtig igennem maori udstillingen og droppede helt den del der var relateret til den europæiske historie. Så var det også blevet tid til at komme tilbage til færgen.

Vi skulle vente i terminalen på at blive hentet af minibusser der kørte os de 100 meter hen til færgen og satte os af på bildækket, syntes at det var lidt latterligt og ved ikke helt om det afspejler et højt serviceniveau eller hvad jeg lidt har oplevet som, at kiwier er lidt dovne. På færgen fulgte jeg skiltningen og det tog mig en 10-15 sekunder før det gik op for mig at de var på dansk - "Landgang Rønne" og "Bistro Bornholm". Det var den 5 år gamle Bornholmerfærge - hvor komisk! Jeg snakkede lidt med et par fra personalet og de fortalte at de var nysgerrige efter hvad der stod på væggene, hvor der var skrevet et digt af Peter Poulsen 2007:

"Som blinde passagerer i nuet

Tangent vugger I stilhedens katedral

Og berører fiskenes flanker

Med noget som ligner famlende kærtegn

Tangskoven svajer som odalisker

Undersøiske skøjteprinsesser

De lokker for os

Som de sirener

Der nærmest gjorde Odysseus sindssyg

Og næsten fik han til at kaste sig ud"

Jeg sagde som en anden også havde sagt til dem, at det ville være svært at oversætte, specielt fordi det var et digt. For at give dem et indtryk af hvad der stod, kastede jeg mig dog ud i en hurtig oversættelse. Hvilken den ene senere måtte indrømme at hun fandt mærkelig, hvilket jeg godt kan forstå!

"The algae drifting silently around

as blind passengers in the present time

the kelp rocking gently in the cathedral of silence

and touches the flanks of the fish

with something resembling fumbling cores"

Færgen var pudsigt nok fyldt med danskere og jeg blev efterhånden spændt på og jeg ville gå I land I Rønne eller Køge ;-) hehe. Turen ud af fjorden var desværre ikke så interessant som jeg er sikker på, at den kunne have været i bedre vejr og det samme kan sikkert siges om indsejlingen til Picton, selvom denne stadig var meget smuk og nærmest overvældende. Indsejlingen mindede lidt om indsejlingen til Oslo, men sikkert mere om en af fjordene længere nordpå af Norges kyst.