Søndag den 6. marts

Så slap jeg ud af Napier, men tog lige et par effektive dage og fik oplevet lidt i området.

Søndag tog jeg en selvguidet rundtur til byens historiske og Art Decó bygninger. Startede dog ved en statue der bliver sammenlignet med den lille havfrue og som også forsvandt det samme år. Jeg følte mig lidt som var jeg i Miami Vice :-) men syntes bestemt at det var god arkitektur, ikke mindst fordi der var så meget af den samme slags samlet på ét sted, gav en helt speciel stemning.

Mandag brugte jeg til forberede og lade op til tirsdagen hvor jeg havde sat en noget - efter de flestes mening - optimistisk og skør opgave for mig selv. Jeg startede med at få en af mine værelseskammerater til at vække mig kl. 5 - da jeg ikke har fået en ny telefon, har jeg heller ikke noget vækkeur. Jeg hoppede på den lejede cykel og startede turen ned langs kysten i det kølige vejr mens solen stod op. Da jeg nåede til Clifton var det blevet lyst og det passede lige med tidevandet, så jeg parkerede cyklen og begyndte min gåtur ad stranden ved de høje klinter, mindede ganske meget om Bulbjerg. Gåturen ud til Cape Kidnappers er på 10 km. og skal times efter tidevandet, ellers er der ingen strand at gå tilbage på. Jeg var i god tid og nød turen og tog naturligvis en masse billeder. Lige inden jeg nåede Cape Kidnappers (spidsen af halvøen), løb mit kamera tør for batterier :´( nu er jeg snart ligeglad med at et ekstra batteri koster en mindre formue. Jeg bemærker sjældent at mit kamera er ved at løbe tør for strøm (tvivler faktisk lidt på at det fortæller mig det ret meget før) og nu er det tredje gang jeg står og glæder mig til at tage nogle billeder og så er der ikke mere batteri tilbage - ÆV! Ude på spidsen skal man bestige klinten inden man kommer op til en stor sulekoloni man kan komme helt tæt på. Tror faktisk at man let ville kunne få nærkontakt hvis man forsøgte. Det lykkedes mig lige at klemt lidt ekstra power ud af batteriet i kameraet og fik et par hurtige billeder af sulerne. Havde ellers rig mulighed for at få nærbilleder af sule pardans og vingetestende unger, men…… Det var nu nok godt det samme, for da jeg havde set lidt på sulerne var det ved at være tid til at vende tilbage, og jeg skulle jo nødig risikere at blive fanget af tidevandet! Jeg var dog i god tid, men måtte alligevel kravler over nogle klipper og hoppe lidt rundt i vandet. Tilbage ved cyklen var det blevet tid til frokost og jeg havde for en gangs skyld andet med end nødder og myslibarer :-D Så var bunden lagt og jeg kunne påbegynde min tilbagetur - dog med en dl planlagte stop undervejs - det er jo et glimrende vinområde :-D Den en vingård efter den anden tilbød gratis vinsmagning. De fleste var noget rustikke i smagen, men med masser af frugtsmag, fandt da også et par stykker jeg virkelig god kunne lide, men desværre var de også for dyre til mit budget. Den sidste halvdel af hjemturen tog jeg i ét stræk, var nu ikke så slemt, men da jeg havde modvind både derned og hjem og terrænet var helt fladt, endte mine lår og knæ med at syre til. Såmænd ikke fordi det var voldsomt anstrengende, men uden nogen bakker var det bare en jævn belastning over mindst 66 km. Tilbage i Napier tog jeg lige en lille ekstra tur på cyklen og cyklede ud til den anden ende af byen hvor der var en Burger Fuel. Det var ved at være spisetid og jeg syntes, at jeg havde gjort mig fortjent til en burger og nogle kumara fries :-D Desuden findes de ikke på sydøen, så de sidste to Burger Fuels skal udnyttes :-D

Onsdag sov jeg godt nok lidt længere end jeg havde planlagt, men hverken så eller var så smadret som de forskellige folk på hostlet havde ventet at jeg ville være. Over middag skulle jeg med bussen til Wellington - sidste stop på nordøen. Fandt et glimrende hostel med fri internet og morgenmad - det var der ikke engang på det Bed & Breakfast jeg boede på i Palmerston North. Vel ankommet benyttede jeg mig straks af internettet og fik kontakt med Johannes, jeg tidligere havde mødt, der bor og arbejder i byen i en lidt længere periode. Vi mødtes til en kop kaffe og en øl i en ganske hyggelig by, specielt af en hovedstad at være.

Torsdag startede jeg, som altid i en ny by, mit besøg med en tur forbi turistiformationen. Jeg har som regel, takket være gaven fra mine dejlige kolleger ved Søhøjlandet, et ganske godt indtryk af hvad jeg kunne tænke mig at se og opleve i området, men smutter altid lige forbi for lige at blive opdateret. Et kort over den nye by, er også noget jeg altid er ude efter, men denne gang var det da godt nok noget være bras de gav mig. Har for længst konstateret, at NZ har en frygtelig kort-deciplin. Nord er sjældent op, kortet er aldrig målefast og de kan sågar finde på at forvride hele kortet. Det kort jeg fik over Wellington, var fuldstændig håbløst! Jeg skulle vælge imellem to busstoppesteder der begge lå meget tæt ved, men selvom jeg bevist sigtede mod det ene endte jeg rent faktisk ved det andet - det kort er da vist ikke meget værd - og nej, det er jeg langt fra den eneste der har oplevet :-) Nå, men bussen fundet og jeg tog den op til en botanisk have med kun hjemmehørende planter - glædede mig da helt vildt :-D Den botaniske have i Otari-Wilton's Bush dækkede et stort område og var ganske interessant. Jeg tror også at jeg lærer en lille smule mere hver gang jeg besøger et af disse steder, man har da lov at håbe ;-) Udenfor den botaniske have er et større område også dækket med bush og en masse stier. På vej hjem fik jeg klaret de fleste af stierne, hehe. Tæt ved udgangen mødte jeg en mand som jeg spurgte om vej, da jeg nu var udenfor mit kort. Det var hen under aften og han mente at jeg skulle følge med ham ud og ikke tage den lange vej rundt, så kunne jeg altid komme tilbage for der var masser af stier i området. Da jeg fortalte ham at jeg havde været på alle dem han talte om indenfor de sidste par timer, sagde han ikke så meget mere, men jeg tog nu den samme rute som ham ud og kom ud til en kæmpe kirkegård på bjergsiden - Karori Sematary. Herfra skulle jeg gå langs vejene hjem, det så ikke ud til at være så langt på kortet, men det endte med at tage et par timer. Vejene ser ud til at ligge lige ved siden af hinanden, mens de i virkeligheder er adskilt af et halvt bjerg - højdekurver tak! Og afstanden bliver også helt forkert da det er lige så meget op og ned som frem og tilbage - men det er jo nok bare fordi man er dansker :-P hehe. Jeg skal dog vende mig til de nye temperaturer her nede! Napier var der 30 grader, men her kommer den sjældent over 20 og vinden er stærk og kold. Så mine shorts og t-shirt var ingen fornøjelse den dag!

Vejret var trist og meget blæsende, men heldigvis er der en masse museer at besøge her i byen. Jeg startede fredagen på et filmhistorisk museum ("New Zealand Film Archive Mediaplex"). Hvilket blev et hyggeligt lille besøg, men ikke den vilde oplevelse. Herefter gik turen til Te Papa der var super imponerende og meget flot bygget op. Det er også kæmpe stort og jeg bliver nødt til at komme tilbage af flere omgange! En af de ting jeg nåede at se var en kæmpe dybhavsblæksprutte som er den eneste man nogensinde har fundet i live. I den kæmpe samling af muslinger og andre skaldyr de havde ledte jeg det helle igennem efter braciopoder som Jan Kjærgaard har bedt mig finde til ham - et levende fossil der åbenbart kun findes her nede nu. Dog endnu engang uden held og begynder at tro at han har taget gas på mig :-P Jeg nåede også lige et smut i deres jordskælvssimulator, ironisk nok! For da jeg kom tilbage til mit hostel fik jeg at vide at der til middag havde været et jordskælv på 3,7 som jeg absolut intet havde mærket til - underligt! Det havde de andre dog heller ikke!

I weekenden skulle der være en festival i byen og hostlet var fuldt booket. Det viste sig dog at det også var overbooket og ikke havde fået noteret, at jeg ønskede at blive. De begyndte derfor at arbejde på en løsning hvor os der var for mange skulle sove i tv-stuen. Jeg ved ikke om de blev ved med at tage imod bookinger, for til sidst var i hvert fald 11 mennesker der skulle dele 4 sofaer og to luftmadrasser på 20 km2. Nåh ja, det kunne jo også blive en oplevelse og når min seng igen blev ledig ved tjek-ud søndag kunne jeg jo bare gå i seng igen. Det viste sig dog hurtig at det også ville være et problem natten til mandag og at vi stadig skulle betale 90 kr. per nat. Hmm, noget frustreret begyndte jeg at lede efter andre løsninger, men ALT var booket. Jeg skrev lidt med Johannes jeg havde fået en øl med den første aften og da jeg fortalte om problemet, tilbød han at jeg kunne overnatte hos ham. Jeg takkede ja og bookede mig ind på hostlet fra mandag - det er nu tredje gang han har redet mig! De to foregående var da jeg manglede et lift fra Taupo og dagen efter fra slutningen af the Tongariro Crossing. I denne meget bakkede by, valgte jeg at tage en bus. Det viste sig dog at jeg stadig måtte gå det halve af vejen og betale 15 kr. for en 5 minutters køretur op af en bakke. Johannes skulle hjem og spise til aften hos sin chef, så jeg gik en tur op bagved i bjergene til en vindmølle der naturligvis var et Vestas design. Lige som jeg kom ud af skoven og ramte toppen rullede skyerne desværre ind og tog hele udsigten. Da det lidt senere også var ved at blive mørkt gik jeg tilbage, skulle nemlig også nå ned og se slutningen af en auktion hvor jeg var ved at byde på en ny telefon. JEG VANDT og endelig er der en ny telefon på vej til mig :-D

En søndag i stilhedens tegn og NØD det! Sad det meste af dagen sammen med Johannes og hver vores pc og jeg kan love for at jeg hørte stilheden. Er virkelig noget jeg savner når jeg hele tiden bor på hostels, selvom jeg prøver at finde tid til mig selv bliver der aldrig rigtig fred og ro. Jeg kan forlade hostlet, men så er det for en anden slags støj på eksempelvis en cafe. Hvis jeg går en tur i skoven kan jeg dog få fred og ro, men så er det mens jeg er aktiv. Bare at side helt stille med min pc eller bog e. lign. har jeg ikke kunnet i tre måneder! Om eftermiddagen ville jeg gå ned til at marked og købe en masse grønt og jeg fik også en lang indkøbsseddel med fra Johannes. På vej derned mødte jeg en af pigerne der skulle sove i tv-stuen på hostlet. Hun havde ikke kunnet falde i søvn før kl. 4 om morgenen og desuden havde hun halsbetændelse, hvor er jeg bare glad for at jeg slap ud derfra! Markedet var desværre lukket så jeg måtte i stedet en tur i supermarkedet. Desværre er der alt for få supermarkeder i Wellington og de ligger alle langt væk fra Johannes' lejlighed. Så jeg måtte slæbe de mange grønt sager op af bakken og det var da uden tvivl dagens motion!