Tirsdag den 5. juli

Så skal jeg til det igen, at backtracke i min hukommelse og se om jeg kan huske hvad jeg har lavet den seneste uges tid og denne gang har jeg ikke taget en eneste note!

Mandag den 20. juni blev jeg enig med mig selv om, at nu havde jeg da vist siddet stille længe nok. Da solen for en gangs skyld var fremme, valgte jeg at gå en tur. Siden jeg nu boede i den anden ende af byen, var der også nye bakker at bestige. Jeg startede dog på en gammel jernbanestrækning der var lavet til en rekreativ sti, det virkede så dejlig bekendt ;-) Bryrupbanestien jeg boede ved siden af i Silkeborg, hvis nogen skulle være i tvivl. Fra stien skulle jeg finde stien op til Grampians Reserve, hvilket åbenbart var lettere sagt end gjort, jeg endte først i et deponi for sten og grus, men fandt efter lidt søgen indgangen til reservatet. Jeg nåede dog ikke ret langt ad den rute jeg havde valgt, førend et skilt fortalte mig at jeg ikke kunne fortsætte pga. stenskred. Jeg fandt dog en åben sti og begyndte opstigningen og den syntes da godt nok bare at blive ved med at gå opad. Jeg havde tid og tog det stille og roligt og nød udsigterne. På toppen mødte jeg en mand med hans legesyge lille hund. Det viste sig at han var oppe for at tjekke fælder han selv designede, byggede og solgte (www.kamatetraps.com). Jeg fik en god snak med ham og fortalte også om den fælde jeg selv var endt med at bruge i Nøjkærhus - Gilijoti (http://hokkiplast.fi/loukut/english.php), som jeg lovede ham at sende et link med. Nedstigningen var noget mere stejl og da jeg kom ned gik jeg en hurtig tur ned i byen for at købe noget silkebånd til at holde mine nye benvarmere oppe med. Jeg fandt flere forskellige slags, men specielt noget sort bånd med påtrykte sølvkiwier, var jeg meget fristet til at købe, men endte nu alligevel med den helt simple sorte model.

Tirsdag og onsdag var det overvejende regnvejr og jeg tilbragte dagene på hostlet med et par bøger. Jeg havde lånt et par guider til Ringens Herre lokaliteter. De var fyldte med generelle turistbeskrivelser, så det tog mig noget tid at læse dem igennem og finde de lokaliteter jeg var interesseret i.

Jeg fik også sorteret og organiseret mit mad - i min tid i Nelson, havde jeg fået købt nogle ting jeg ellers ikke vil slæbe rundt på, som f.eks. olie og eddike. Derfor kom jeg også frem til, at jeg helle måtte spise en masse salat så jeg kunne få de ting brugt op. For at få brugt noget mel valgte jeg at bage et brød, som også ville være super til al min salat :-) Jeg valgte dog også at købe noget kylling så jeg kunne få brugt min grønne karrypasta, ris og nogle andre ting jeg slæbte rundt på. Så endnu et par stille og rolige dage på et skønt hostel!

Jeg havde booket en tid ved kiropraktoren torsdag formiddag. Jeg kunne dog konstatere at det stadig regnede. Da jeg vidste at gåturen var på ca. 45 min. i rask tempo begyndte jeg at spørge mig for på hostlet. Jeg var da også så heldig at få et lift med et par israelere, der dog viste sig ikke at være de mest erfarne bilister :-S Efter besøget hos kiropraktoren overvejede jeg at sætte mig lidt på en café, men besluttede mig for, bare at komme gennem regnen og tilbage på hostlet og blive varmet op med en kop rigtig kaffe samt min Ringenes Herre bog :-)

Fredag konstaterede jeg blot at det nu var præcis 6 måneder til jul og så tilbragte jeg ellers det meste af dagen i sofaen med min Lonely Planet og et kort hvor jeg plottede steder ind på jeg gerne vil besøge.

Det var blevet markedsdag igen og jeg gik med par engelske medicinstuderende piger (Tessa og Cat) ind til byen. Jeg havde iført mig mine benvarmere, for dem ville jeg nemlig vise frem til hende den søde dame jeg havde købt garnet af. Hun var super glad for at se resultatet og høre hvor glad jeg bar blevet for dem. Det var også den reaktion jeg havde ventet og vidste det ville glæde hende at se dem og netop derfor, at ejg valgte at vise hende dem. Jeg fik mig også en lille snak med den guldsmed der laver en masse forskellige charms til Pandora-lignende armbånd. Jeg fortalte ham at jeg ville komme op til Nelson igen og så kunne jeg få de charms jeg vidste han havde når jeg rent faktisk havde gjort de ting de enkelte charms skulle symbolisere i stedet for at købe dem på forhånd.

Jeg havde ringet til et biludlejningsfirma om morgenen for at booke en bil til et roadtrip søndag. De ville ringe tilbage til mig ang. tid og sted for overdragelse af bilen. Hun ringede mens jeg var på markedet, at hun kunne komme og hente mig med det samme og så kunne jeg få bilen allerede i dag. Det sagde jeg naturligvis ikke nej til, for det ville ikke koste mig noget den ekstra halve dag, det eneste problem var, at jeg ikke kunne finde på nogen steder at køre hen :-S

Da jeg havde fået bilen kørte jeg tilbage til byen for rende et par ærinder. Ved turistkontoret var der en lang kø og det viste sig at være fordi de solgte billetter til aftenens rugby kamp mellem The Crusaders (fra Christchurch) og Sharks (fra sydafrika) (www.crusaders.co.nz). Jeg besluttede mig for at køre tilbage til hostlet og spørge om der var nogen der ville med ind og se kampen. Det viste sig at alle pigerne der arbejder på hostlet (Vanessa, Jess og Romy) samt asiatisk pige var klar på at tage med. Jess og jeg kørte derfor ned for at købe vores billetter.

Jeg havde besluttet mig for at bage nogle scones med det sidste af mit mel og nogle chokoladestykker jeg også havde liggende. Det endte jeg med at gøre selvom, at jeg nu havde bilen, men nu var aftenen jo også planlagt. Så kunne jeg jo også tage nogle scones med til kampen :-)

Vi besluttede os for at gå ned til stadionet, det ville alligevel sikkert ikke være til at finde en parkeringsplads. Vi havde købt de billigste billetter på græsset for enden af banen, det viste sig dog også at være her alle børnene rendte rundt, men det var stadig en god oplevelse. Det bestemt også en sport med masser af aktion, jeg tror aldrig jeg set så mange læger bliver kaldt på banen så ofte i nogen anden sport!

Sidste søndag havde jeg så lejet en bil for at se de sidste ting i området jeg gerne ville. Da dagene er ved at være noget korte her nede havde jeg også besluttet at stå tidligt op så jeg kunne få noget ud af alle de lyse timer. Så før klokken blev 7 var jeg af sted. Da jeg havde sat en af de andre gæster af ved bussen, startede jeg min tur op langs kysten. Mit første stop blev Ruby Bay hvor jeg kunne nyde solopgangen. Herfra fortsatte jeg nordpå til bunden af Takaka Hill hvor jeg var blevet anbefalet at besøge Riwaka flodens udspring. En hel flod springer ganske enkelt direkte ud af klippevægen, efter den har løbet gennem et større system af huler. Stedet er meget helligt for Maori hvilket floder generelt er som denne tekst ganske godt beskriver:

"For Maori, every river has it´s own life force. Rivers are the veins of Papatuanuku, Earth mother, and the water in them is her lifeblood. Rivers nourish all living beings, and link us with ancestors. It is by our rivers we know who we are."

Det var super koldt og dalen var fyldt med mosekonebryg og frost I græsset, så jeg blev ikke hængende længe, men fortsatte op ad Takaka Hill.

Næste stop var en 3 timer gåtur på toppen af bakken i et fantastisk karstlandskab. Rester af fortidens bøgeskov, med gamle og tørre træstammer stående og liggende i hele området. Enkelte små holme af træer var der dog stadig. Man skulle dog passe på at holde sig til stien, da der overalt i området var store huller i jorden til de underliggende huler og ofte gemt af vegetationen. Jeg havde meget jeg gerne ville nå og vidste, at jeg ikke ville kunne nå det hele, så jeg havde lagt et ok tempo for dagen, men da stien ikke var helt så let fremkommelig som jeg havde læst ud af beskrivelsen, var jeg ikke sikker på at jeg ville nå det på de tre timer på trods af mit tempo. Jeg havde heller ikke noget ur med, men der var jo heller ikke andet at gøre end bare at gå og nyde, for det var jo det jeg var der for. Det viste sig dog da jeg kom tilbage at det kun havde taget mig 2 timer og 10 min.

Selvom at jeg var hurtig på tracken, så var der alligevel gået lang tid nok til, at de guidede ture ved Ngarua Cave var startet (http://www.harlequin.co.nz/Fun/Operators/NgaruaCaves.asp). Jeg har længe gerne villet besøge denne grotte der er en tør grotte med masser af drypsten og hvad der er lidt ekstra specielt moa- og kiwiskeletter. De er for flere hundrede år siden faldet ned gennem huller i jorden og til deres død i hulerne. Grotten er privatejet og kan derfor kun besøges ved at tage en guidet tur på 45 min. Jeg blev positivt overrasket over selve hulen, ud fra billederne på deres hjemmeside så den ikke ud til at være så imponerende, men den var bestemt et besøg værd. Derimod var benene lidt mindre imponerende. Jeg fik forklaret hvordan de rigtig nok havde fundet en masse ben da adgangen til hulen var blevet etableret, men dem der var at se lå på en fiberdug, hvilket man vel ikke kun kan forvente. Jeg fik dog også lov til at holde en overraskende tung lårbensknogle af en moa (http://da.wikipedia.org/wiki/Moa).

Lidt længere oppe ad vejen gik en grusvej de 11 km. op til Harwoods Hole (http://en.wikipedia.org/wiki/Harwood_Hole). Det er det største hul på den sydlige halvkugle, 400 meter dybt med det største lodrette fald på 183 m. og en bredde på 70 m. På vej op ad grusvejen viste jeg også, at en af filmlokaliteterne for Ringenes Herre er lokaliseret. Bogen jeg havde læst i de foregående dage havde en beskrivelse af, hvordan man finder lokaliteten - 8 km. op ad vejen og så skal man parkere lige efter færisten, det eneste problem er, at der er mindst ti færister i den vej! Jeg stoppede ved den første der passede nogenlunde med afstanden og gik en runde, jeg var tydeligvis ikke den eneste der havde gjort det og jeg troede at jeg havde fundet det rigtige sted, selvom jeg ikke just kunne se lokaliteten for mig. Jeg fortsatte mod Harwoods Hole og efter endnu et par færister kom jeg til et sted der rent faktisk kunne lige noget fra Ringenes Herre, jeg gad dog ikke bruge mere tid på det og besluttede blot at tage et par billeder på vejen tilbage. For enden af vejen kom jeg til parkeringspladsen hvor jeg fandt starten af stien op til hullet, hvilket ikke var så svært for der stod indtil flere store fare-skilte. Det var en 45 min. gåtur op til hullet igennem en meget grøn bøgeskov - alt var grønt; sten, jord, træer og sågar træernes stammer var fuldstændig overgroet. Jeg kom også forbi en sort skovsø hvor træerne reflekteredes i og en lille Grårygget Sangfluesnapper stort set hoppede rundt på mine fødder. Da jeg nærmede mig hullet blev stien væsentlig mere ufremkommelig og bestod mest af store klippeblokke. Jeg startede med at kravle op til udsigtspunktet, men følte mig ikke helt overbevist om, at jeg fandt det rigtige udsigtspunkt, det var blot en masse eroderede og skarpe klipper man kunne balancere rundt på, på kanten af en stejl afsats, men udsigten var god :-) Jeg kravlede ned igen og begav mig ud mod selve hullet hvor jeg igen skulle kravle rundt på nogle store klippeblokke, dog ikke skarpe som dem ved udsigtspunktet. Hullet var rigtig nok stort og ikke just let at få et billede af, men efter at jag havde gjort et par forsøg kravlede jeg tilbage mod stien og parkeringspladsen. Selvom jeg havde været hurtig på min første gåtur var dette et stop jeg ikke helt havde planlagt og det tog længere tid end jeg havde troet, så da jeg nåede tilbage til bilen, var det ved at være et godt stykke ud på eftermiddagen og jeg ville stadig gerne nå et godt stykke længere på min tur. Det blev derfor kun et hurtig stop ved Ringenes Herre lokaliteten inden turen gik videre ned ad den 11 km. lange og grusede bjergvej.

Jeg ville gerne nå hele vejen op til Whanganui Inlet der ligeledes ligger langt ude af en grusvej. Jeg nåede netop derop som solen var ved at gå ned hvilket også var hvad jeg gerne ville se og jeg fik da også et par gode billeder, men det havde nu været rart om jeg kunne have set lidt mere af området i dagslys…måske en anden god gang :-)

Da jeg nåede ud for enden af en grusvej hvor jeg skulle vende syntes jeg at styringen var blevet noget stiv og jeg begyndte at blive lidt nervøs for at der var sted et eller andet på de mange km. grusvej jeg havde kørt på hele dagen.

Tilbage i Nelson klokken 21.30 og jeg havde stort set intet spist siden min morgenmad ud over nogle scones. Jeg besluttede mig derfor for at stoppe ved McDonalds. Her mødte jeg det Argentisnke par der vikke var et par, som jeg havde tilbragt den første nat på Abel Tasman sammen med. Det viste sig at havde fortsat direkte fra Abel Tasman til Heaphy tracken og derfra gået og kravlet tilbage af Wangapeka tracken. De var netop kommet tilbage til Nelson og skulle også have lidt let aftensmad. Jeg har selv overvejet den rute, men de kunne fortælle at turen tilbage nogle gange var så stejl at man bogstavelig talt var nødt til at klatre. Derfor besluttede jeg mig med det samme for, at hvis jeg skal gå den tur bliver det en anden god gang!

Jeg kunne ikke sove længe mandag morgen, for jeg skulle ud og aflevere bilen, jeg var nu heller ikke så træt som jeg havde frygtet at jeg ville være. Da jeg satte mig i bilen var jeg ikke længere i tvivl om at der var et problem med servostyringen og jeg gjorde biludlejeren opmærksom på dette. Han gav mig hurtig ret, men det lød ikke som om det var noget jeg skulle bekymre mig om, han sagde blot at så var der da lidt mere for ham at lave og at det sikkert bare var en slange der var hoppet af - PYH!

Vejret var super flot og jeg begyndte så småt at overveje om jeg skulle gøre alvor af det fældskærmsudspring jeg længe havde truet mig selv med (http://www.skydive.co.nz/). Jeg ringede til dem der arrangerede det om spurgte til det, det endte med at hun ville ringe tilbage om et par minutter og jeg fik besked på at bussen ville være ved hostlet om 15 min. for at hente mig, sådan tager man den beslutning :-P hehe. Det betød dog at jeg aldrig nåede at blive rigtig nervøs. Jeg havde også tjekket deres hjemmeside ud og fundet ud af at de havde et par tilbud hvis man sagde nogle bestemte sætninger når man bookede. Jeg besluttede mig derfor for at tage det helt store spring fra 16.500 fod med 75 sek. frit fald, fotos fra vingen af flyveren lige inden man springer, billeder og dvd af det frie fald og naturligvis den obligatoriske t-shirt. Selv da jeg kom ud på flyvepladsen gik det hele meget stærkt, jeg kom i det rigtige i gear og blev interviewet til min dvd og så var det direkte op i flyveren. Flyveturen var på 20 min. og jeg tog det stille og roligt og nød udsigten. Vi var to i flyveren der skulle springe og det var ham først - han forsvandt meget hurtig mod jorden! I døren blev jeg smule nervøs, men det var faktisk da jeg ringede til dem at jeg have flest sommerfugle i maven, vil tro at adrenalinen bare havde kørt siden. Mange oplever åbenbart at hjernen slår fra de første sekunder og nogle husker slet ikke det frie fald, men jeg var heldigvis med lige fra starten for det var da vi lod os falde ud af flyet med hovedet første, at jeg fik det største kick. Det var super fedt og slet ikke så skræmmende som jeg havde ventet! Det frie fald nød jeg og så mig godt omkring, men det overraskede mig lidt hvor svært det var at bevæge armene pga. vindmodstanden, selvom det jo egentlig er logisk nok. Jeg fik også et par snurreture hvilket var rigtig sjovt :-D Det var noget af en opbremsning da faldskærmen blev udløst og selvom han løsnede remmene lidt strammede den om halsen stadig lidt. Jeg var dog stadig i stand til at nyde turen ned og jeg fik også et par snurreture under skærmen hvor jeg fik lov at føle nogle G. Nede på jorden igen og jeg blev vist min video og først da gik det op for mig, at mine fletninger var blevet proppet op under elastikken til mine briller, hvilket bestemt ikke fik den gyselige hue til at se bedre ud :-) hihi.Som jeg var blevet advaret kom det sværeste til sidst - at vælge en t-shirt. Det blev ikke lettere da jeg hurtig kunne konstatere, at large som var deres største pigemodel, bestemt ikke ville være flatterende på mig, så jeg måtte vælge en af herremodellerne der er så flatterende som kun en t-shirt kan være det :-) oh well. På vej tilbage i bilen bemærkede jeg en tegning med krydser over en skitse af en der kaster op. Jeg spurgte naturligvis til hvad det var og blev forklaret at de fleste der bliver syge bliver det på vej tilbage i bussen, fordi kroppen ikke længere kan håndtere de skiftende bevægelser - jeg klarede det heldigvis uden problemer :-)

Et andet tilbud jeg havde fundet på deres hjemmeside, var til en gratis ansigtsbehandling i Nelson. Jeg blev derfor sat af nede i byen og gik direkte ind og bookede en tid. Imens jeg ventede satte jeg mig på en bænk i solen og nød en rigtig god sushi. Ansigtsbehandlingen var skøn afslapning og da jeg gik tilbage mod hostlet følte jeg mig som et helt nyt menneske.

Selvom klokken kun var lidt over to besluttede jeg mig for at jeg havde udrettet rigelig den dag. Så efter et bad, satte jeg mig i sofaen med en irsk kaffe og mine hjemmebagte scones for at kigge mine billeder og video igennem - dejlig dag hvor intet var planlagt!

Tirsdag vågnede jeg med ondt i halsen og efter at have talt med Romy viste det sig at hun havde det på samme måde som jeg. Jeg besluttede derfor at tage det med ro og da den rare ejer havde været så venlig at give mig den ugentlige rate med tilbagevirkende kraft betød det, at den kommende nat ville være gratis.

Onsdag følte jeg mig stadig sløj, men hen under aften gik jeg sammen med en anden gæste, Caroline, med til supermarkedet, for jeg ville have en flaske rødvin at nyde på min sidste aften i Nelson, for ja, NU var det altså på tide at komme videre!!!!!!!!!!

Jeg havde sørget for at pakke mine ting onsdag, så torsdag tog jeg det stille og roligt med at tjekke ud. Jeg havde også modtaget en sms fra mine forældre, at det var lang tid siden de havde hørt fra mig, så jeg benyttede lejligheden og det gratis internet og ringede til dem fra skype. Jeg havde dog bemærket at sålerne på mine nye støvler var flækket flere steder. Jeg gik derfor en sidste tur ind til byen for at reklamere over dem, der var heller ingen problemer og jeg fik pengene tilbage. Jeg havde lidt fortrudt købet da jeg havde indset hvor vigtig det ville være at finde et par med skridsikre såler, desuden betød det at jeg nu havde mindre at bære på, så det var jo bare helt tip top :-D

Tilbage på hostlet gik jeg rundt og tog afsked med pigerne mens jeg ventede på, at ejeren havde tid til at køre mig ind til byen med alle mine ting. Det var et vemodigt farvel både med nogle rare mennesker, men også med hunde og et super dejligt hostel! Jeg skal heller ikke glemme en by som jeg endte med at tilbringe næsten tre måneder i!

Jeg blev sat af i udkanten af byen og så skulle jeg ellers se om jeg ville have held med at få et lift til Takaka. Jeg var lidt nervøs for med alle mine fødevarer det endnu ikke var lykkedes mig at bruge, have jeg to store tasker og min lille rygsæk. Det varede dog ikke længe før jeg fik mit første lift der tog mig til "forstaden" Richmond, herfra et lift til Motueka og til sidst et lift over bakken til Takaka. På trods af min store oppakning tog det under 2 timer at komme fra Nelson til Takaka og det længste jeg måtte vente i vejsiden var 7 min. - NO problem :-D

Jeg tjekkede ind på det hostel Caroline og jeg også boede på og kravlede direkte i min seng, for nu følte jeg mig rigtig sløj og var blevet så forkølet at jeg ikke var i stand til at trykudligne efter turen over Takaka Hill :-(

Til aftensmad fandt jeg mig nogle fish´n´chips der vist skulle være helt fantastiske, det var jeg dog ikke helt enig i - fisken var lille og gummigagtig og soppede i fritureolie mens fritterne rent faktisk smagte brændte, hvilket jeg ikke var klar over kunne lade sige gøre i en friture. Tilbage på hostlet fik jeg fat i bestyreren, jeg overvejede nemlig et privatværelse så jeg ikke risikerede at holde nogen vågen i fyldte fællesværelse. Hun mente dog at sådan var det jo at bo på fællesværelser og foreslog at vi ventede til dagen efter for at se hvordan det ville gå.

Det gik fint at sove i værelset og jeg havde ikke holdt nogen vågne, men fredag blev jeg bare i min seng og så videoer på min pc når jeg ikke lige sov. En af de andre gæster spurgte dog om jeg ville være interesseret i at komme med på et roadtrip op langs kysten dagen efter, hvilket bestemt var fristende, men jeg blev nødt til at se hvordan jeg havde det.

Lørdag morgen havde jeg det bestemt bedre og jeg sagde ja tak til at komme med på et roadtrip, selvom det sikkert overvejende ville blive til de steder jeg allerede havde besøgt, men det gjorde ikke noget, for det var bestemt steder det var værd at besøge igen og denne gang i solskin. Vores chauffør var Guy der dyrlægestuderende fra Australien og i praktik her i Takaka, han havde fået lov til at låne en bil for weekenden, med var også Brian fra Irland der mere eller mindre rejser verden rundt på tre års betalt orlov og til sidst var der canadieren Nick der rejser lidt rundt i denne del af verden og netop søger arbejder i NZ. Det mest overraskende var dog, at de alle tre var på min alder - fantastisk!

Første stop var det lokale marked, som vi dog 5 min. senere gik smågrinende fra - der var meget lidt at komme efter. Dernæst gik turen blot lidt udenfor byen hvor vi stoppede ved Pupu Springs (http://www.goldenbaynz.co.nz/s_pupu_springs.html). På en gren over vandet sad der, på præcis samme sted som sidste gang jeg var der, en skarv :-) solen fik lidt flere farver frem, men da den stadig stod lavt på himlen, var det vist stadig ikke helt i top. Jeg kunne dog glæde mig over at Guy var en lige så ivrig fotograf som jeg, så det var ikke kun mig der opholdte gruppe med min ustandselige fotografering :-D

Vi havde god tid og tog et stop ved en lille bitte by - Collingwood (http://www.newzealand.com/int/article/collingwood/) - hvor vi gik en lille tur ned på stranden. Turen gik videre op til Farewell Spit (http://en.wikipedia.org/wiki/Farewell_Spit) hvor vi gik nogle kilometer ud af odden. Jeg følte mig helt hjemme i noget der mindede om den sydlige vestkyst af Jylland med klitter og vade. Vi krydsede over odden og på den anden side var der mere gang i vandet og det mindede nu rigtig meget om vesterhavet :-D Vi gik ned til et sted der hedder Fossil Point hvor fossile muslinger bliver blotlagte ved lavvande, det lykkedes os dog ikke at finde dem. Vi gik tilbage op mod parkeringspladsen og stoppe ved caféen for lidt forfriskninger, det var latterlig dyrt og jeg nøjedes med en kop kaffe og drak noget vand på badeværelset.

Herfra gik turen til den fantastiske Wharariki Beach (http://www.goldenbaynz.co.nz/vg_wharariki.html) hvor vi ville se solnedgangen fra. Vi fandt et godt sted at tage billeder fra indtil en af hostlets andre gæster, Patrick fra USA (også over 30), kom hen til os og gjorde os opmærksomme på at der altså var et endnu større hul i klipperne som man kunne se lidt længere nede ad stranden. Vi skyndte os derned, men jeg fik ikke just nogle super billeder i det svage lys.

Patrick gjorde os selskab og vi aftalte alle at mødes ved en berømt bar og restaurant lidt udenfor Takaka kaldet Mussel Inn (http://www.musselinn.co.nz/). Den lille restaurant var helt fyldt, men de tændte et bål for os udenfor vi kunne varme os ved mens vi ventede på et bord. Der kom snart andre gæster og gjorde os selskab. Jeg fik en øl jeg rigtig godt kunne lide, en Captain Cooker der havde en smag af manuka (http://www.musselinn.co.nz/Capt%20Cooker%20notes.htm). Vi endte med at blive enige om at spare pengene og køre tilbage til hostlet og finde noget at spise.

Tilbage i Takaka skulle den stå på junkfood og øl. Det viste sig at der var en anden fish´n´chips takeaway, men jeg besluttede mig for en burger. Da vi så de andres fish´n´chips blev det dog klart, at dette måtte være den anerkendte fish´n´chips og ikke den jeg havde fået et par dage tidligere. Det betyder jo bare at jeg ved hvad jeg skal have til aftensmad en af de kommende dage :-D

Brian ville fortsætte sin rejse søndag og Guy besluttede at køre ham det første stykke til Motueka. Det endte med, at også Nick og jeg valgte at tage med. Jeg sad og læste højt fra min Lonely Planet guide, men der var ikke meget at opleve i Motueka. Det viste sig dog at være markedsdag om søndagen, så der tog vi hen og blev ikke skuffet denne gang :-) Jeg fandt en tysk leverpølse og vi købte lidt frugt og kaffe og satte os hen på en bænk og nød solen et godt stykke tid.

Brian satte vi bagefter af ved hovedvejen inden vi selv kørte tilbage over bakken (Takaka Hill). Det meste af dagen var gået, vi besluttede at køre en tur op til Cobb Valley (http://www.goldenbaynz.co.nz/w_cobb_valley.html) hvilket var et af de steder jeg havde måtte fravælge at besøge tidligere. Det var en tur på 38 km, på en ensporet bjergvej hvoraf under halvdelen var asfalteret. Jeg er sikker på at man kan gå nogle gode ture i området, men udsigten fra dæmningen var ikke det store. Vi blev derfor ikke hængende så længe før vi kørte den lange tur ned igen og endte med at kalde dagen - "The day of the winding roads!"

Jeg havde muligvis været lidt for hurtig til at hoppe ud af sengen, så mandag følte jeg mig lidt sløj igen og besluttede at holde mig varm under dynen. Jeg kunne dog nyde en skøn frokost med hjemmebagt rugbrød og en grov leverpølse der mest af alt mindede om leverpostej, den var bestemt værdig til den 20 kr. agurk jeg havde spenderet på, hvilket også må blive årets sidste! Ud på eftermiddagen blev Nick og jeg enige om at lave aftensmad sammen, da jeg ellers bare skulle have en salat og han nogle ris. Da Guy kom tilbage fra arbejde gik han straks i gang med at lave sig en indisk karry og sagde at jeg var velkommen til at spise med. Jeg lavede en skål salat og da Nick kom tilbage spiste vi alle tre aftensmad sammen. Det er også noget af det rigtig fede ved denne måde at rejse på, man får hele tiden lov til at smage nye interessante retter og får ny inspiration :-)

Her på hostlet er der et tv, men kun med to kanaler og en antik VHS-afspiller samt en samling film, naturligvis af ældre dato. Efter et par mislykkedes forsøg på at finde en film der kunne ses (en var så slidt at lyden var for ringe, mens en anden var blevet optaget over halvvejs igennem), satte vi os til rette i sofaerne. Vi fik selskab af en ny gæst på 30+ der pudsigt nok viste sig også at være irer.

Lige nu sidder jeg så i stuen i et hostel der er sparsomt opvarmet med varmeblæsere, nok ikke det bedste sted at forsøge at blive rask. Det bringer dog minder tilbage fra en tid i Nøjkærhus hvor jeg også kunne sidde i min sofa og se min egen ånde mens følelsen langsomt forlader mine kolde fingre :-S Så snart mit vasketøj er færdig tror jeg hellere at jeg må gå mig en tur og se om jeg kan få varmen.