Lørdag den 10. september

Da jeg var færdig med at opdatere min dagbog og sortere billeder klarede det ellers rigtig dårlige vejr op torsdag. Det var nok til at få mig op af stolen og ned på stranden. Jeg gik nordpå op til Porarari Lagoon. Det var perfekt timing, da det var blevet lavvande og dette er det eneste tidspunkt der er adgang til området :-D Hele området er et såkaldt karstlandskab (som jeg tidligere har været i) (http://da.wikipedia.org/wiki/Karst), hvilket består af en masse eroderet kalksten incl. huler. Da jeg på stranden blev mødt af klipper var det også disse kalksten eroderet i masser af former og en stor klippe stående alene midt i vandet. Foran en kæmpe stor klippe løb floden lige foran og eroderede sig langsomt ind i stenen, mens jeg kunne gå helt hen til den anden bred, hvilket gav en helt speciel oplevelse af både klippen og flodens klare vand. Jeg fortsatte tilbage langs floden og da jeg næsten var ude på hovedvejen kom en mand i vaders forbi mig. Jeg tøvede lidt inden jeg fulgte efter - sæsonen for fiskeri af "Whitebait" (http://en.wikipedia.org/wiki/Whitebait) begyndte for en uges tid siden, hvilket åbenbart er en stor ting her nede og solgt som en delikatesse på restauranterne. Det er blot en masse fiske smolt overvejende fra én art som er skyllet til havs hvor de er klækket og nu søger op i floderne igen for at vokse sig store. De har endnu ikke spist og er derfor helt gennemsigtige. Jeg var lidt nysgerrig på hvad det gik ud på og ville gerne prøve at tilberede en håndfuld selv. Fiskeren var meget rar og fortalte en masse og teknik, fisk og regler. Han fortalte også at mange sælger det ekstra de fanger, men han var netop ved at sætte sit net, så jeg forsøgte ikke at spørge om jeg kunne købe nogle af ham. Desuden havde jeg heller ikke en eneste cent i kontanter og tror ikke at han ville tage visa-kortet. Han havde alt klart og satte sig i sin havestol i læ for sol og vind under sin parasol, med sin bog og kaffe og der ville han blive de næste timer :-)

Jeg fandt tilbage op til vejen og længere nordpå til Truman Track (http://www.newzealand.com/int/article/truman-track-west-coast/), der praktisk nok ligeledes opleves bedst ved lavvande. Det er en lille strand der ligger mellem nogle store eroderede kalkstensklipper og byder på en masse drama, "blovholes" (hvor vandet presses op igennem klipperne), et lille vandfald og dundrende bølger der bestemt indgyder respekt, ikke mindst fordi den stejle strand sørger for at man kan komme så tæt på at bølgerne ender med at tårne sig op over ens hoved. Det gælder dog om hele tiden at have et øje på vandet da en pludselig stor bølge kan nå et par meter længere op på stranden og så er det altså ikke bare med et par cm. vand! Himlen var blå og solen skinnede så alle farverne kom frem - super timing og jeg tog mig god tid, ikke mindst da der var ankommet en hel bus samtidig med mig, men det varede ikke længe før jeg havde hele stranden for mig selv.

Bagefter gik jeg tilbage mod turistkontoret for at se om der var nogen steder jeg kunne få kontanter, få en vejrudsigt og se om jeg kunne booke min bus - der var dog ikke rigtig noget af det der endte positivt :-( Jeg skulle også have mælk så jeg kunne lave pandekager, men cafeen lukkede åbenbart allerede kl. 16! Det var helt overskyet nu og så truende ud, så jeg gik tilbage mod hostlet. Jeg prøvede dog lige mit held på Punakaiki Tavern (http://www.punakaikitavern.co.nz/) og det viste sig at de også solgte mælk hvis man bare spurgte efter det - SWEET! Jeg fik en lille snak med bartenderen der fortalte om sin veninde lidt nede ad vejen der har et par unge islandske heste - pudsigt (der er altså kun ca. 200 i hele landet). Hun tilbød også at tage mit billede på en af de heste-skulpturer i naturlig størrelse de havde foran tavernen - nu genkendte jeg pludselig en venindes profilbillede på facebook :-) Jeg syntes dog lidt at jeg blev nødt til at komme tilbage og for at få en øl for at kunne se det sjove i det billede. På hostlet kunne jeg købe æg enkeltvis, så nu var jeg klar til at lave pandekager og bage noget franskbrød.

Mens jeg sad med en kop kaffe og ventede på at min dej skulle hæve spurgte en af pigerne på hostlet - Laura, om en anden pige - Chrissie og jeg ville med en tur på tavernen. Jeg tøvede lidt, men tænkte at både brød- og pandekagedej ville være lige så godt når vi kom tilbage, hvilket også overbeviste Chrissie, så vi smuttede alle tre en tur på bar. Det var super hyggeligt og vi fik snakket en masse, til jeg sagde, at jeg hellere måtte komme tilbage til min dej. Chrissie havde lidt rødvin og jeg lavede pandekager til os alle tre og fik bagt mit brød der var mangedoblet i størrelse. Da vi var klar til at gå i seng var det blevet meget sent og jeg ville tidligt op for at gå en tur :-S

I går var det højvande kl. 8.45 og solen skinnede. Så Laura og jeg gik op for at se pandekageklipperne igen. Vi fik den fulde oplevelse med vand sprøjtende op igennem klipperne og sågar en fin regnbue i disen fra det sprøjtende vand - perfekt. Jeg skulle online for at booke min bus, men uden kontanter var det ikke så let. Laura skulle også på nettet og sagde, at som tak for pandekagerne ville hun med glæde betale $1 internet for mig. Det var jeg rigtig glad for da jeg ellers måtte betale $10 for internet på hostlet for jeg havde virkelig ikke en eneste cent - havde fået 50 cent rabat på hostlet i Greymouth da jeg tømte min pung for at betale.

Da jeg havde sagt farvel ville jeg gå en heldagstur i Paparoa National Park (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/national-parks/paparoa/). Desværre er der ingen hytter så det blev blot til en dagstur, på den anden side så kunne man ikke undgå at skulle gå en times tid i floden og det synes jeg ikke helt at det er årstid for! Tracken startede med at løbe ven siden af Pororari River (http://www.doc.govt.nz/upload/documents/parks-and-recreation/tracks-and-walks/west-coast/paparoa-national-park-brochure.pdf), der var helt brun efter nattens regn. Floden ligger i en dal med lodrette klippevæge på begge sider og stien lå hele tiden lige ved siden af floden selvom den til tider måtte gå op, ind, ud og ned mellem store klippeblokke. Forholdene på stien var dog rigtig gode og jeg kom hurtig frem. Jeg skulle krydse floden på en stor ny hængebro for at komme til Inland Pack Track som jeg skulle gå et stykke vej på. Nu var tracken ikke helt så let længere og noget mere våd, men det var stadig ok da den ikke var ret stejl. Halvvejs på denne del mødte jeg to mænd - Steve og Daniel - med rifler og en hund. De arbejdede for DOC og var på gede-jagt. Jeg fik en god snak med dem og fik stillet nogle nysgerrige spørgsmål. De fortalte også at vejen jeg skulle gå ud på var oversvømmet og ikke bare lidt, men så jeg sandsynligvis ville gå i til skridtet. De fortalte at de havde forsøgt at komme den vej op til morgen, men da ville de være gået i til halsen. Til morgen var det dog højvande og når jeg ville nå der til ville det være lavvande, så måske ville det være i orden. Jeg ville i hvert fald lidt længere op ad denne sti hvor jeg ville da en lille detour til Cave Creeks udspring (Kotihotiho Walk) og så måtte jeg se vejen an, de sagde at jeg kun skulle 1 km. ned ad den før jeg ville finde ud af om den stadig var oversvømmet. Ellers måtte jeg jo gå tilbage samme vej, for jeg gad ikke bruge endnu en uge på at tørre støvler og kun have våde at tage på og jeg skød en god fart, så jeg ville sandsynligvis godt kunne nå tilbage samme vej.

Jeg nåede til sidetracken hvor der stod en mindesten for dem der døde den 28. april 1995 (http://christchurchcitylibraries.com/kids/nzdisasters/cavecreek.asp), men ikke et ord om hvad der var sket…hmmm. Turen skulle tage 45 min. hver vej, men jeg havde åbenbart en rigtig god dag, for uden billeder svarede det til den tid det tog mig at gå tur-retur. Vandet kom ud af en grotte og det bestemt turen værd, men jeg har på fornemmelsen, at det havde været endnu mere imponerende hvis det ikke havde regnet voldsomt hele natten. Vandet som floden helt brunt og i en beskrivelse stod der at vandet kun kom ud af hulen efter eller under kraftig regn og ellers ville vandet komme op mellem stenene på jorden.

Jeg kom ud til åbent areal der tidligere havde været kultiveret og haft en gård på stedet og derfor var der også en grusbelagt vej ud derfra. Vejen løb langs Bullock Creek der åbenbart også var gået over sine bredder. Da jeg havde gået på vejen ½-1 time og nogle steder havde sneget mig udenom nogle enorme vandpytter følte jeg mig rimelig sikker på at jeg ville klare mig ud. Det blev jeg nogenlunde bekræftet i, da jeg hørte en bil komme op ad vejen, så kunne det da ikke være så slemt. Det viste sig at være de to jægere, de spurgte om jeg havde fået våde tæer hvilket jeg kunne fortælle dem, at jeg ikke havde :-D "Så hop ind, ellers får du det lige om lidt!" De var kommet op for at se efter mig og køre mig ud hvis der var for meget vand. De var overbeviste om at jeg ikke ville vende om hvis jeg var nået dertil, hvilket også var tilfældet da jeg netop var blevet enig med mig selv om, at jeg var kommet for langt til at kunne vende om nu. Blot et par hundrede meter nede ad vejen var den total oversvømmet og jeg ville være gået i til knæene uden nogen mulighed for at snige mig udenom. Jeg kunne jo kun takke mange gange ikke mindst for deres timing, men det varede kun endnu et par hundrede meter før vejen stort set ikke var at se mere - selv vejside-reflekserne stod fuldstændig under vand og jeg ville mindst være gået i til skridtet som de jo også havde sagt. De endte med at sætte mig af ved døren til mit hostel.

Jeg fik mig et tiltrængt bad og blev fristet af at kravle under dynen lidt. Vejret var helt fantastisk og ejg ville endelig få en solnedgang fra hostlet der lå helt nede på stranden. Det blev noget af en lur og jeg vågnede kun lige tids nok til at se solnedgangen, som bestemt ikke skuffede. Jeg havde en glimrende aftensmad i vente med bøf, salat og spejlæg og så naturligvis pandekager til dessert. Briterne får pandekager med citron og sukker og det har jeg længe gerne ville prøve og meget passende havde et kiwi-ægtepar netop morgenen givet mig tre citroner - timing. Alt handlede vist om timing den dag! Citronerne var super modne og på pandekagerne smagte de bare helt fantastisk - kan bestemt anbefales!

I havde jeg booket min bus sydpå til Hokitika. Så jeg stod op og fik pakket inden jeg atter en gang gik op til Pancake Rocks. Vejret var noget stormende og småregnede, så jeg håbede på et spektakulært show. Denne gang var det dog noget af en skuffelse, vinden må simpelthen have været i den forkerte retning for der var stort set ikke noget bølge sprøjt og drøn, men så var det jo godt at jeg havde set det i solskin i går. Jeg gik derfor tilbage til hostlet for at hente mine ting og vente på min bus. På vej om ad bakken var der en bil der stoppe og spurgte om jeg ville have et lift, men de skulle kun til Greymouth og på caféen blev jeg tilbudt endnu et, denne gang hele vejen til Hokitika, men jeg havde jo allerede booket min bus og jeg havde ikke travlt, så den ville jeg bare vente på. Det var den samme dame der kørte bussen i dag, som havde givet mig en "gratis" tur fra Greymouth, men så kunne hun jo se at jeg havde et buspas. Vejret var rigtig skod så det var en god dag at være undervejs på.

Da jeg havde tjekket ind på mit hostel i Hokitika gik jeg en tur på strande for at lede efter jadesten endnu engang, her er sandsynligheden vist desværre bare ikke så stor, men det var lavvande og jeg skulle den vej ind mod byen. Der er til gengæld masser af muligheder for at se på jade i byen. Jeg orienterede mig dog blot på turistkontoret inden jeg handlede halv-stort ind og gik tilbage til hostlet for at få noget at spise. Nu sidder jeg så her foran pejsen og havde glædet mig til at tænde tv-et, da det er ved at være længe siden jeg har været på et hostel med et sådant, men det har de så åbenbart heller ikke her :-( til gengæld kan jeg så glæde mig over og grine lidt af, at de lige har spillet New Kids on the Block - Hanging Tough i radioen :-D hehe.