Tirsdag den 11. oktober

Da jeg stod op lørdag morgen var himlen blå, men blot et kvarter senere var det fuldstændig overskyet. Vi havde talt om at der var en sti i nærheden og om hvor lang tid det ville tage. Jeg syntes at det lignede en ret kort tur, så mens jeg børstede tænder gik jeg ned af den gamle diligence vej (Old Coach Road Track) (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/arthurs-pass-short-walking-tracks/). Det varede ikke længe før jeg var nede hvor stien drejede fra og jeg endte med at jeg gik hele runden mens jeg børstede mine tænder.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg ville bruge dagen på, så jeg startede med at køre op til Arthur's Pass Village for at spørge på DOC-kontoret. Som stedet også er berømt og berygtet for, var der masser af Keas (http://en.wikipedia.org/wiki/Kea) på parkeringspladsen. Det er efter sigende verdens klogeste papegøje og den eneste alpine art. De elsker at pille ting fra hinanden og specielt gerne hvis der er noget af gummi som f.eks. listerne på bilerne. Mens jeg var inde på DOC-kontoret begyndte det at regne voldsomt. Vejrudsigten var ikke for god, men det var jeg jo klar over, dog skulle det stadig klare op over middag, så ville det bare blive spændende om jeg ville sne inde! Jeg blev foreslået nogle ture jeg kunne gå. Mange af ruterne var det dog ikke sikkert at færdes på da der fortsat var fare for laviner.

Det var tydeligt at regnen ikke havde tænkt sig at stoppe lige foreløbig og jeg gad ikke bestige et bjerg og så ikke have nogen udsigt når jeg nåede toppe og så oven i købet være våd! I stadet fandt jeg en café - "The Wobbley Kea" (http://www.wobblykea.co.nz/), hvor jeg fik et par kopper kaffe og sorteret nogle billeder mens regnen blev til sne.

Vejret klarede op og blev meget hurtig rigtig flot. Den første tur gik op til Devil´s Punchbowl Waterall (http://www.world-of-waterfalls.com/new-zealand-devils-punchbowl-falls.html) der er et 131 m. højt vandfald. Turen skulle tage en time retur, men allerede efter 10-15 min. var jeg oppe ved vandfaldet og lige som solen kom frem fra bag skyerne.

Den næste tur jeg var blevet foreslået var langs floden ad Bridal Veil Track (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/arthurs-pass-short-walking-tracks/), men da det ikke lod til at der var voldsomt meget at se på denne tur, andet end at den ville tage mig op til den tredje track, besluttede jeg mig for at skippe den og tage bilen. Jeg parkerede ved Jack's Hut (http://www.doc.govt.nz/conservation/historic/by-region/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/jacks-hut/) der er en historisk hytte fra 1879 hvor vejmanden, der sørgede for vedligehold af vejen, boede. Vejen over The Southern Alps blev etableret under guldfeberen i 1860'erne og blev presset igennem i 1865-66, men med store omkostninger som resultat. Allerede i 1858-59 havde man etableret en vej til Porters Pass og ind i Waimakariri fåre land, der med 945 m. ligger lidt højere end Arthur's Pass og ofte lukket pga. sne om vinteren. Der var dog ikke de store ingeniørmæssige udfordinger i at etablere denne del af vejen og da den først var ovre passet, forløb de næste 35 km. over relativ fladt land til Cass River også let. Den første diligence blev grundlagt af Cobb & Co. Den 4. juli 1865 og den første 36 timers tur fra Christchurch til vestkysten blev foretaget i marts 1866.

Fra hytten krydsede jeg Bealey River ved "The Chasm" inden jeg fortsatte op gennem Bealey Valley til foden af Mt. Rolleston (2275 m.). Jeg havde fået at vide at jeg skulle passe på laviner og ikke gå længere når der på den ene eller anden side af dalen ikke længere var bevoksning, for så betød det at jeg krydsede en lavines bane. Turen tog en 3-4 timer og jeg skulle samme vej tilbage.

Kort før selve passet parkerede for at gå den sidste tur. Denne tur gik op mod Mt. Temple (1913 m.) (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/tracks-and-walks/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/arthurs-pass-half-day-walks/). Jeg havde fået at vide at jeg blot skulle gå et kvarter op og så ville jeg få en god udsigt, jeg fortsatte dog længere op til et vandfald - "Ribbon Falls" på Twin Creek. Herfra så det ud til at jeg kunne tage en noget stejl stigning op til en bakke hvorfra jeg tænkte, at jeg ville få en super udsigt. Jeg blev ved med at zig zagge op af den stejle bakke, men perspektivet nedefra snød og jeg nåede ikke den top jeg havde regnet med. Pludselig kunne jeg se en stor bygning - nu troede man lige at man var ude midt i ingenting! Det viste sig oven i købet at være et skisports område (http://www.templebasin.co.nz/). Her blev det også klart at jeg ikke ville få en meget bedre udsigt ved at fortsætte op, jeg havde heller ikke vundet meget ved den seneste klatretur og jeg påbegyndte i stedet min nedstigning. Det var tydeligt, at han på DOC-kontoret havde anbefalet denne rute til stort set alle der kom ind, for det var de samme mennesker jeg igen og igen rendte ind i.

Der var to ting jeg virkelig havde brug for inden jeg påbegyndte turen over passet tilbage mod Christchurch og det var vand og benzin! Så efter jeg havde fundet passetes eneste benzinpumpe, påbegyndte jeg nedkørslen. Det var min intension at tage det med ro og nyde udsigterne, hvilket jeg gjorde. Ved afkørslen til Mount Cheeseman Ski Field (http://www.mtcheeseman.co.nz/) stoppede jeg. Jeg var blevet anbefalet at køre her op og nyde udsigten, men desværre var vejen lukket. Lidt længere nede ville jeg gerne have besøgt Cave Stream (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/cave-stream-scenic-reserve/), hvor man kan gå en tur gennem vanløbet på dens vej gennem grotterne. Det er nødvendigt at gå i vandet og man skal også op af et 3 m. vandfald. Jeg havde spurgt til forholdene på DOC-kontoret og fået at vide at, pga. smeltevand var hulen mere eller mindre fyldt me iskoldt vand, så det lød ikke just som om det var den rigtig årstid at udforske den på :-) Jeg fortsatte derfor til Castle Hill (http://www.doc.govt.nz/parks-and-recreation/places-to-visit/canterbury/north-canterbury-and-arthurs-pass/kura-tawhiti-conservation-area/) hvor jeg håbede på at få et par billeder af stenene med sol på, men igen kom jeg lige præcis for sent - jeg må vende tilbage en anden god gang!

De jeg nåede til Christchurch var det ved at blive mørkt og jeg overvejede at tjekke ind på et hostel, men desværre var det blevet for sent. Det største problem var, at der ikke var nogle gratis campingpladser i miles omkreds af byen og det hjalp heller ikke at jeg for vild og kørte rundt i timevis. Jeg fandt til Lyttelton, der var den del af Christchurch der blev hårdest ramt af jordskælvene (http://www.youtube.com/watch?v=opsiKirDfdE&feature=related). Heller ikke her kunne jeg finde et godt sted at parkere og endte med at parkere på en lille rasteplads. Hele natten kom der jævnligt biler forbi og folk ynder åbenbart at køre forbi med hornet i bund og også gerne flere gange tror jeg, jeg tror at det skyldes modviljen mod freedom campers. Jeg var meget træt og det havde ikke været forsvarligt at køre længere, jeg satte dog alligevel vækkeuret meget tidligt så der ikke ville være for meget trafik og så jeg kunne få pakket mine ting ned inden jeg skulle aflevere bilen.

Jordskælv den 22. februar 2011:

http://www.youtube.com/watch?v=FjUrYIyJ-2U&feature=related

http://www.youtube.com/watch?v=jop7wJZdapU&feature=related

Jeg stod som sagt tidligt op, hvad der derimod var lidt af en overraskelse var udsigten, for den var slet ikke så ringe :-) Det tog noget tid at få styr på mine ting, jeg skulle også have booket et hostel, for så ville jeg køre forbi med mine ting inden jeg afleverede bilen, der var bare ikke nogen der havde receptionen åben så tidlig. Jeg kørte op over Dyers Pass og fra "Sign of the Kiwi" (http://christchurchcitylibraries.com/heritage/places/buildings/signs-kiwi-takahe/), hvorfra jeg fik en super udsigt over Lyttelton Habour og fra "Sign of the Takahe", en god udsigt over Christchurch.

Jeg kørte ned til et hostel jeg gerne ville bo på og ventede på at de åbnede. Det viste sig dog, at de havde overdraget en hel bygning til brandmændene der havde mistet deres egen i jordskælvet, derfor havde de heller ikke plads. Jeg begyndte derfor i stedet at ringe rundt til nogle hostels og det viste sig at det vist var et generelt problem - færre hostels pga. jordskælvet, men stadig masser af turister samt nye arbejdere i byen. Det lykkedes dog at finde et, oven i købet med gode anbefalinger, og kun lidt oppe ad gaden. Da jeg kom til hostlet viste det sig at være Nathan jeg havde mødt i Nelson der sad i receptionen, det viste sig at det var hans første dag på arbejde og det tog derfor ganske lang tid at tjekke ind. Da jeg en kom ud i køkkenet mødte jeg de tre amerikanske fyre jeg havde mødt oppe på Arthur's Pass. Jeg var dog ved at være sent på den så havde ikke tid til at snakke og desværre var de tjekket ud da jeg kom tilbage. Så skulle jeg bare finde ud til lufthavnen…hmmm…lettere sagt end gjort!!! Hver gang jeg fandt ud af hvor jeg var og derefter hvor jeg skulle hen, kom jeg ikke ret langt før vejen blev spærret og jeg blev ledt igennem et ensrettet system til jeg igen havde mistet orienteringen! Midtbyen var jo fortsat afspærret pga. ustabile bygninger efter jordskælvene. Jeg kørte på et tidspunkt langs hegnet og passere et midaldrende ægtepar (formoder jeg), der stod og kiggede gennem hegnet på en bunke murbrokker. Damen løftede en rystende hånd op og lagde den på hegnet, manden kom hen og tog om hende bagfra. Det var som taget ud af en film, men meget bevægende at se!

2½ time efter jeg havde forsøgt at tjekke ind på det første hostel fandt jeg endelig ud til lufthavnen, en køretur der skulle have taget 20 min. plus aflevering af bagage!!!!! Jeg kom derfor 20 min for sent, men det var der slet ikke noget problem i - heldigvis! Jeg ville ikke blaffe så tæt på en større by og tog derfor bussen tilbage, den var noget dyrere end jeg havde regnet med - $7,50 og så skulle jeg stadig gå 2 km., godt at jeg fik afleveret min bagage :-D

På gåturen tilbage til hostlet kunne jeg se en masse ødelagte hjem og der lå murbrokker alle vegne. Tilbage på hostlet kunne jeg endelig nyde en rigtig god frokost bestående af den ost, marmelade, oliven, frisk brød og andet godt jeg havde købt. Jeg kunne dog også konstatere at honningen var krystalliseret og ikke god! Jeg var helt smadret og gik direkte ind for at tage en lur.

Hen under aften fik jeg mig et opkvikkende bad og så var det blevet tid til rugby! Vi var en del i tv-stuen, det var nemlig kvartfinalen mellem NZ All Blacks og Argentina (http://www.rugbyworldcup.com/home/fixtures/knockout.html). Kampen skulle have været den sidste kamp der skulle have været spillet i Christchurch, men da jordkælvet havde skadet stadionet var kampen blevet flyttet til Auckland. All Blacks havde lige gennemført deres haka - krigsdans (http://www.youtube.com/watch?v=uFsbeyA5Sms), da jorden begyndte at bevæge sig (http://www.youtube.com/watch?v=OvcaMkDatko&feature=related). Det var som at sidde i en forlystelse i tivoli og slet ikke til at fatte at det var hele jorden med bygning og det hele der rullede og rystede på så kraftigt. Vi sad alle sammen og kiggede på hinanden og ventede alle på om der var nogen der rejste sig. Det viste sig bagefter, at for flere af os var det det første rigtige jordkævl vi havde været i og alle afventede de andres reaktion - hmm. Det var rede dog ikke længe før bestyreren kom ned og spurgte om alle var ok og så blev det klart at det ikke var et helt almindeligt jordskælv. Vi ventede spændt på at geonet skulle blive opdatteret (http://www.geonet.org.nz/earthquake/quakes/recent_quakes.html), så vi kunne få at vide hvilken størrelse jordskælv det havde været. Imens var der et par drenge der tog styg pis på det hele og vi var tydeligvis et par stykker der var dybt forarget. Den ene påstod at han havde været i et jordskælv på 9 og de sad begge og heppede på, at et større skulle ramme. Èn ting var at vi alle var turister, men jeg syntes at det var voldsomt respektløst taget i betragtning hvor vi var og hvad det havde betydet for så mange mennesker i området, desuden anede vi ikke om det var af en sådan størrelse at det havde voldt yderligere skade. Det viste sig at være et jordskælv der målte 5,5, centreret kun ca. 10 km. væk og i en sølle dybde på 12 km. - det 6. største jordskælv siden september 2010! (http://www.nzherald.co.nz/christchurch-earthquake/news/article.cfm?c_id=1502981&objectid=10757906)

Der var ikke meget tilbage at opleve i Christchurch, med hele midtbyen afspærret, men der skulle da udforskes lidt alligevel. Jeg ville gå en tur rundt langs hegnet og se om jeg kunne danne mig et indtryk af, hvad der var sket her. Jeg startede med at gå nordpå fra den østlige side hvor mit hostel lå. Det var heller ikke let at finde rundt til fods og jeg måtte ofte gå frem og tilbage den samme vej pga. afspærringer. Det begyndte langsomt at gå op for mig hvor omfattende skader der var tale om og det var ikke let at se private hjem ligge i ruiner, flere kunne man glo lige ind i hvor en hel ydermur måske var væltet. Hele oplevelsen gik mig noget mere på end jeg havde regnet med, men jeg fortsatte rundt da jeg følte en vis pligt til at prøve at forstå.

Halvvejs rundt om hegnet kom jeg om til kom jeg om til Christchurch Art Gallery (http://christchurchartgallery.org.nz/shop/) som jeg havde fået at vide skulle være genåbnet, men det viste sig kun at være souvenirbutikken der var. Bygningen galleriet var i fejlede ikke noget, men et fleretagers parkeringshus var der fare for kunne vælte. Det voldte ingeniørerne en del hovedpine da det ikke var sådan lige til at få bilerne ud inden de kunne begynde at rive bygningen ned. I butikken faldt jeg i snak med en af de lokale medarbejdere og hun lod til at have et behov for at tale om sine oplevelser med jordskælvene, så jeg fik en masse historier og et indblik i de lokales oplevelser.

Lidt længere oppe ad gaden kom jeg op til Canterbury Museum (http://www.canterburymuseum.com/) hvilket var genåbnet. Jeg besluttede mig for at få en kop kaffe, hvilket kunne være svær at finde i byen, da mange af caféerne lå i midtbyen og derfor lukket. Derfor gik jeg op i museumscaféen, hvilket ved nærmere eftertanke måske ikke var det klogeste træk. Caféen lå nemlig på 3. sal i den gamle bygning af samme type som jeg havde set mange af der var styrtet i grus. Jeg kom dog frem til at man jo ikke kunne leve sit liv efter hvad der KUNNE ske og gik derefter i ro og mag rundt på museet.

Museet havde 3 midlertidige udstillinger, men ironiske nok havde jeg set dem alle tidligere på andre museer og en af dem lod nærmest til at følge efter mig da det nu var 3. eller 4. gang jeg var kommet til et museum hvor den var. Det var dog også en meget aktuel udstilling, nemlig billeder af All Blacks gennem årerne taget af Peter Bush (http://www.nz2011.govt.nz/experiencerealnz/events/55-hard-on-the-heels-capturing-the-all-blacks-christchurch). En anden af de midlertidige udstillinger var også af en fotograf - Brian Brake (http://en.wikipedia.org/wiki/Brian_Brake), som jeg også havde set tidligere, men var mere i min interesse og det passede lige med, at jeg kunne deltage i en gratis guidet tur gennem hans billeder. Noget andet lidt specielt man kunne se var Fred og Myrtle's hus fyldt med paua skaller (http://www.newzealand.org.nz/fred_and_myrtle.htm). Fred samlede dem i Fjordland og polerede dem, men Myrtel blev så træt af at de lå alle vegne at hun begyndte at hænge dem op på vægen i stedet.

Bagefter var det min intention at gå en tur i den botaniske have, men jeg var stadig rigtig træt og da jeg kom ud var vejret blevet meget koldt og blæsende, så jeg besluttede mig for bare at gå tilbage til mit hostel. Bare på turen tilbage endte jeg med at blive rigtig gennemkold :-(

På hostlet havde jeg gratis internet og jeg undersøgte mine muligheder for at få en bil der skulle til Dunedin. Jeg fandt en og fik sendt en anmodning, ellers gik jeg bare tidligt i seng.

Da jeg vågnede tirsdag morgen var vejret ikke just fantastisk og jeg besluttede mig for at vente lidt til det forhåbentlig ville klare lidt op. I mellemtiden fik jeg en bekræftelse på bilen jeg kunne køre til Dunedin og jeg begyndte at planlægge hvad jeg ville se. Jeg besluttede mig for, at jeg ved Akaroa ville ud og svømme med delfiner. Flokken ville sikkert ikke være lige så stor som oppe ved Kaikoura, men til gengæld var det med de endemiske Hectordelfiner (http://en.wikipedia.org/wiki/Hector%27s_dolphin), der er verdens mindste og mest truede art af delfiner. Så det fik jeg booket til dagen efter.

Jeg kom i tanke om at det var "cheap Tuesday" hos Dominos Pizza der lå lige rundt om hjørnet, så jeg gik ned og fik mig en pizza til 25 kr. :-D og bagefter ville jeg gå den anden vej rundt om hegnet.

Fra hostlet gik jeg derfor sydpå. Jeg kom forbi en plads hvor der hang en masse breve og blomster på hegnet, jeg kom frem til, at her måtte CTV-bygningen have stået (http://en.wikipedia.org/wiki/Canterbury_Television#2011_Christchurch_earthquake), bygningen hvor mindst 94 mennesker mistede livet, hvilket senere fik bekræftet. Det viste sig at skaderne i denne del af byen var endnu større! Jeg mødt en lokal der også var ude og se sig lidt omkring, hun kunne næsten ikke genkende stedet. Hun boede stadig i byen, men ville gerne forlade den. Det ville hendes kæreste dog ikke lige umiddelbart, men havde lovet hende, at hvis endnu et alvorligt jordskælv ramte, kunne de rejse. Så da det på 5,5 ramte to dage tidligere var hun klar til at pakke kufferten. Kæresten afviste dog igen da der ikke var sket nogen dødsfald eller større skade.

Da jeg igen nåede om på den anden side og tilbage til museet, besluttede jeg mig for at gå en runde i den botaniske have (http://www.ccc.govt.nz/cityleisure/parkswalkways/christchurchbotanicgardens/index.aspx). Blomsterne var kun lige begyndt at springe ud og der var ikke rigtig noget der havde åbent, ikke engang caféen. Jeg så mig dog lidt omkring og satte mig lidt ned og slappede af.