Profile
Blog
Photos
Videos
Torsdag den 13. januar
Så kom jeg endelig ud af Rotorua :-) Der var utrolig meget at lave i området og jeg nød bare lidt det hostel jeg var på. Desuden kom der hele tiden nye til som jeg kendte i forvejen. Hannah har fået arbejde på hostlet så hun bliver hængende et par måneder.
Onsdag den 5. tog jeg en byrundtur som var beskrevet i min guidebog og tilbragte et par timer i den ene bypark der var fyldt med geologisk aktivitet. Jeg følte mig som en dampkogt musling i en gryde fyldt med rådne æg (svovldampende søer og mudderhuller), men utrolig fascinerende at se på! Tilbage på hostlet var Wietse også dukket op og vi fik alle fire (Sian, Hannah og Wietse) et par kopper te og kaffe over et spil matador hvor Wietse tværede os fuldstændig ud.
Sian skulle videre da hun skal være på sydøen til februar og Hannah tog med hende til Taupo for at tage et faldskærmsudspring, hvilket desværre ikke lod sig gøre pga. dårligt vejr. Ud på eftermiddagen tog Wietse og jeg ud til Rainbow Springs hvor man kan se en masse hjemmehørende fugle og efter mørket frembrud også kiwier. Sidstnævnte var utrolig underholdende selvom de var noget sky, men at se dem rende rundt på deres stylter med deres enorme næb var hele turen derud værd. Bussen kørte ikke længere da vi skulle hjem, men vi følte os overbeviste om at det da ikke kunne være et problem at få et lift tilbage til Rotorua - det var det desværre og vi måtte gå de 6 km tilbage til byen, tror at det var fordi det var blevet mørkt.
Caroline havde meldt sin ankomst fredag formiddag og vi havde aftalt at leje mountainbikes alle tre (Caroline, Wietse og jeg) og tage en tur i Whakarawarewa Forest hvor man har bygget nogle rigtig gode tracks. Vi afprøvede et par stier fra kategori 1 til 3 på vej op af bjerget op til Lake Tikitapu (Blue) og Rotokakahi (Green) - jeg var fuldstændig smadret og mine ben syrede konstant til, men jeg kom da med hele vejen op. Følelsen af at have kørt op af bakke hele vejen var nu heller ikke helt skæv, for da vi lagde Green lake bag os behøvede vi stort set ikke at træde i pedalerne mere før vi nåede skovgrænsen. Vi havde dog stadig godt 5 km tilbage til byen og da vi afleverede cyklerne havde vi cyklet mere eller mindre konstant i 9 timer - og det kunne mærkes :-) Heldigvis havde Wietse lovet at lave aftensmad til os og det var jeg meget glad for ikke skulle tænke på kl. 10 om aftenen efter den cykeltur.
Dagen efter vores mountainbiketur (Lørdag) var vi ikke til meget og gik blot en tur i byen og viste Caroline kirken og parken. Vi havde hele tiden øjnene på stilke efter en tandlæge da Caroline havde knækket sin ene fortand nytårsaftensdag, desværre var de fleste lukket eller fuldt booket. Vi endte dog med at have heldet med os og fandt en tandlæge der havde åbent og havde en ledig tid en time senere, det betød dog at Caroline og Wietse måtte aflyse deres raftingtur. Det var dog uden problemer at flytte turen til dagen efter og Caroline var helt oppe at køre af glæde, så det blev også en rigtig god dag :-D Da vi kom tilbage til hostlet var Hannah også vendt tilbage fra Taupo, dog desværre uden at have sprungte faldskærm. I aften var det nu Carolines tur til at kokkerere mens jeg blot sørgede for nogle øl.
Så blev det tid til at Caroline og Wietse også skulle have turen ned af det 7 meter vandfald. Jeg var så heldig at få et lift, med bussen der hentede dem, så jeg imens kunne gå turen langs med floden og op til det næste vandfald. Det næste vandfald der er lige inden afstigningspladsen for raften og hvor vi fik ordre på ikke at falde ud da man ikke ville overleve det vandfald :-P Det gav mig også nogle muligheder for at fotografere dem på vej over vandfaldet og ikke mindst Matt fra hostlet der var taget med for at tage turen på et boogieboard. Til aften skulle jeg stå for aftensmaden der bestod af ovnbagte rodfrugter frisklavet Tzatiki og en bøf på 850 gram!!!!!
Mandag morgen tog Caroline bussen til Taupo og jeg tog en slapper mens jeg prøvede at komme igennem til DOC. Jeg havde været forbi deres kontor den foregående uge, men de fleste var stadig på ferie. Jeg var dog blevet anbefalet at ringe til en Paul der var tilbage mandag. Da jeg endelig kom igennem til ham var dagen ved at være gået og han kunne fortælle at han skulle i felten de næste dage så han ikke ville kunne tage mig med, vi talte lidt frem og tilbage om hvad der kunne være interessant for mig, men hver gang han kunne foreslå en kollega viste det sig at vedkommende enten stadig var på ferie eller fuldt booket. Jeg var dog indstillet på at det ikke kunne lade sig gøre umiddelbart efter deres jul-/sommerferie, men det var da forsøget værd, så må jeg bare prøve igen i Taupo. Det kunne dog have været utrolig interessant at have hørt lidt om hvordan de forholder sig til al den geologiske aktivitet i området. Jeg besluttede mig for at gå en tur langs Lake Rotorua der også er meget geologisk aktivt og rundt på en sti vi var kommet forbi da vi var ude og cykle. Vandet i denne del af søen er meget grumset, surt og har et ekstremt lavt iltindhold. Her er masser af vandfugle, selvom de er nødt til at forlade bugten for at fouragere, der ofte ses døde fugle i området og ind imellem fugle hvor svømmehuden er ætset væk!
Jeg kom frem til, at jeg vist godt kunne nå ud i The Redwoods og gå en tur. Her uden har man nemlig for ca. 100 år siden plantet 170 forskellige træart for at finde ud af hvilke der ville kunne trives i området. Jeg ville sikkert have kunnet tilbringe timer der ude, men solnedgangen gjorde, at jeg nøjedes med en 3 timer gåtur i området. På vej tilbage var der en der sagde, at jeg bare skulle tage et tværgående spor og så ville jeg komme ned til stien der ledte tilbage til byen. Det var da også helt rigtig, hvis jeg bare lige havde svømmet over den syreholdige flod! Jeg endte derfor med at gå en mega omvej for at komme over floden, men nåede da ud til landevejen inden det blev helt mørkt.
Jeg havde fået et lift med et par israelske piger til Wai-O-Tapu Geothermal Wonderland, hvor man mod en entre kan komme ind og gejser og andre spændende ting. Vi skulle dog være der kl. 9.30 da gejseren springer kl. 10.15 med hjælp fra noget sæbe. Jeg må indrømme at jeg fandt gejserne i Island noget mere imponerende, men nu har jeg da også set en her :-) I parken kan man gå nogle forskellige ture rundt så der tog vi tilbage til. De to piger mødte deres general fra hæren så jeg fortsatte nogle meter frem mens de snakkede, da de indhentede mig fortsatte de bare uden et ord. Jeg var ok med ikke at hænge ud med dem, men må indrømme, at det ikke just er det mest positive indtryk jeg får af israeler her nede - generelt har de ikke vist meget hensyn til andre i værelserne når jeg har delt værelse med nogle - underligt. Kort tid efter løb mit kamera tør for strøm :-( så jeg har derfor kun enkelte billeder taget med min telefon. Wietse rendte jeg ind i ti sekunder senere, han havde fået et lift med to andre israelske piger og skulle fortsætte med dem til Taupo. Heldigvis havde han stadig et kamera så de billeder skal jeg lige have hapset fra ham ;-) pigerne synes dog at det var for varmt og blev ved med at spørge om vi var færdige her og kunne gå videre. Jeg må indrømme, at jeg ikke tog meget hensyn til dem og så det jeg ville se - jeg fulgtes ikke med dem - og så måtte Wietse selv afgøre hvad han ville. Efter at have sagt på gensyn til Wietse gik jeg lidt ned ad vejen hvor man kan bade i floden hvor en varm og en kold flod mødes, det var lidt sjovt. Jeg var godt nok blevet anbefalet et tilsvarende sted hvor floden danner en hel lagune og med vandfald og det hele, men da jeg ikke havde noget transport ville det desværre blive en lidt for lang gåtur. Jeg fortsatte dog op til en boblende mudderpøl jeg fandt meget facinerende, her fik jeg en kort snak med en argentiner der bor i Auckland og havde sine forældre på besøg. Jeg kunne heldigvis få et lift med dem tilbage til Rotorua og viste dem hen til parken hvor de gik en tur. Jeg vendte tilbage til mit hostel og fandt min pc frem og tilbragte resten af aftenen på McD med fri internet.
Onsdag havde jeg aftalt med Dennis, en tysker der arbejder på hostlet, at han skulle køre mig 25 km ud af byen hvor en 8 timer vandretur startede. Den første del af turen var ok, tog mig bl.a. ned i og op af et kæmpe stort tørt krater. Efter tre timer tog jeg en pause inden jeg skulle op af en to timers stigning. Da stigningen endte tog jeg en detour på en time op til toppen af bjerget som jeg var blevet anbefalet. Det var dog noget af en skuffelse da det kun var muligt at skimte udsigten når man kravlede op i tårnet pga. tilgroning. Resten af turen skulle være i almindeligt op og ned terræn og tage ca. tre timer. Det viste sig dog at det ikke kun var udsigterne der ikke var vedligeholdt, som jeg ind imellem lige kunne skimte, men hele stien der ikke var skåret fri. Derfor var mindst 8 km. af stien groet til i tornebuske og tagrør med skarpe blade - NO FUN! Turen på 17,3 km. endte derfor med at tage mig 4 timer. Så da jeg kom ud af skoven var klokken allerede 19 og jeg havde aftalt med Dennis at blev den 20 skulle han begynde at ringe efter hjælp :-S Jeg kom ud til en grusvej og havde ingen dækning på telefonen og der var ikke en bil. Jeg var dog forberedt på at der ikke var trafik og jeg skulle gå et stykke ned til en badesø for at få et lift. Nede ved søen var der heller ikke en eneste bil og stadig ingen dækning. På vej op igen mødte jeg nogle danske nordmænd, men de ledte efter et sted at overnatte i området, så de skulle ikke tilbage mod Rotorua. Jeg fortsatte derfor ned ad vejen indtil jeg blev indhentet af de danske nordmænd der ikke havde fundet et sted at overnatte og derfor kunne tage mg med ned af bjerget. Nede ved Blue Lake gjorde de et stop, men jeg havde stadig ikke dækning på telefonen! Her var der dog mennesker og jeg ville sikkert kunne få et lift tilbage til Rotorua. De fortsatte dog in mod byen så jeg blev hængende og blev sat af 4 km udenfor byen. Endelig kl. 19.45 havde jeg dækning på telefonen og kunne skrive til Dennis, at jeg var ok, han havde da også skrevet kl. 19.23 og spurgt til mig :-S Jeg er bare glad for at jeg fik det lift ned af bjerget, ellers havde jeg aldrig fået fat i Dennis inden kl. 20!!!
I dag skulle der ikke ske så meget og jeg skulle med bussen til Taupo. I Taupo har jeg vist fået booket mig ind på et rigtig godt hostel og jeg havde hovedpine så startede med en lur på tre timer. Da jeg syntes at nu måtte jeg hellere finde noget mad forlod jeg værelset og lige udenfor holdte hostlet en BBQ for to medarbejdere der havde sidste arbejdsdag, så her kunne jeg lige hænge ud et par timer og få lidt at spise og drikke inden jeg gik tidlig i seng og sov ca. 10 timer mere - tror at det var min krop der prøvede at fortælle mig, at jeg lige skal tage en slapper, så fredag står den bare på afslapning på en café med internet :-D
- comments