Mandag den 21. februar

Ikke for mange busproblemer denne gang og velankommet til Gisborne tirsdag. Jeg kunne dog konstatere at noget havde spist mig om natten i Opotiki. Jeg blev nervøs for at der var tale om væggelus og ringede derfor til det hostel jeg kom fra og gik ud til ejeren af det hostel jeg lige var ankommet til. Han tømte hel min rygsæk og fik mig til at vaske alt mit tøj, mens rygsækken røg i fryseren et par dage. Onsdag morgen var reaktionen på de stik/bid jeg havde fået desværre blevet så voldsom at jeg måtte en tur på apoteket efter antihistamin. Lægen sagde dog, at han bestemt mente, at der var tale om myggestik. Da jeg måtte vente på at apoteket åbnede, var jeg nu sent på den da jeg skulle være ude på festivalpladsen kl. 9. Jeg blev derfor nødt blaffe for at kunne tilbagelægge de 14 km. derud. Jeg var heldig og fik et lift med nogen der selv skulle derud! Ude på pladsen var der dog ikke rigtig nogen der kunne fortælle mig hvor jeg skulle gå hen. Det viste sig dog, at jeg kunne have sparet mig mit hastværk da teamlederen først ville dukke op kl. 10. Jeg var efterhånden ved at være MEGET irriteret og sur og tæt på at gå min vej! Fra dag et havde informationerne været meget sparsomme, og jeg følte mig ikke overbevist om, om jeg overhovedet skulle arbejde eller ej. Jeg havde fået nogle oplysninger da jeg selv spurgte direkte til mad, husly, arbejdstider mv., men de fleste af de svar jeg havde fået viste sig senere ikke at være korrekte. Jeg lovede mig selv at blev klokken bare 5 minutter over ti ville jeg gå min vej. På slaget ti dukkede min teamleder dog op, hun kaldte os dog ikke sammen, men talte bare med de folk hun allerede kendte. Til sidst kom hun dog hen også spurgte om jeg også var frivillig og tog mig med hen til de andre, dog uden så meget som et velkommen, tak eller undskyld - jeg kogte! Igen var oplysningerne meget sparsomme og jeg endte med at råbe op og kræve nogle flere, fik dog ikke så meget at vide, andet end det jeg specifikt spurgte til. Derefter forsvandt hun! Jeg fandt frem til at jeg skulle gå ned til et andet telt og få min T-shirt og melde mig, herefter var jeg igen fortabt. Min teamleder dukkede op og fortalte at jeg var velkommen til at tage hjem, men at jeg muligvis ville ønske at blive for at se "det der" og så var hun igen væk. Efter igen at have spurgt mig for viste det sig at der ville være en traditionel velkomst to timer senere…… Velkomsten var meget imponerende og det glædede mig at få lov til at deltage i, den var dog efterfulgt af time lange taler på maori, så det endte med at jeg tog hjem - dvs. gik de 14 km. langs landevejen (havde fået at vide at det var 5-6 km.). Tilbage på hostlet kunne jeg konstatere, at jeg nu langt om længe endelig havde fået mine billetter, nu skulle jeg jo så bare have den solgt!

Onsdag skulle jeg møde kl. 12, men jeg tog festivalbussen der ud i god tid for at sælge min billet og eventuelt se nogle forestillinger. Jeg prøvede at henvende mig til mine kolleger, men de ville under ingen omstændigheder høre om, at jeg ville sælge min billet og da slet ikke hjælpe - "selv tak for hjælpen". Igen lovede jeg mig selv, at havde jeg ikke solgt den klokken 12 når jeg skulle møde, kunne de rende mig et vist sted! Det var ikke sådan lige til, men på slaget 12 lykkedes det - desværre fristes jeg til at sige :-S Der var ikke meget at lave og dagen kom til at føles noget lang. Jeg fik dog mulighed for at se de sidste to optrædener, der virkelig imponerede mig. Specielt timingen synes jeg var helt overtruffen, man skulle kigge længe og nøje for at opdage det mindste udfald. Jeg fangede bussen hjem igen og gik tidligt i seng da jeg havde skrevet mig på den tidlige vagt for at kunne se lidt flere optrædener, men det betød også, at jeg skulle op kl. 4. Det var ikke helt lige til, for min telefon og dermed vækkeur, var gået i stykker. Jeg fik dog lov til at låne en af de andre i værelsets telefon.

Om morgenen blev jeg hentet af en af de andre frivillige og i billetsalget havde vi heldigvis lidt mere at se til. Da jeg havde spurgt direkte til det havde jeg fået at vide at jeg ville få tre måltider, men morgenmaden blev ikke bragt ned til os og jeg fik ingen pause så jeg selv kunne hente noget - heldigvis havde jeg dog spist mine havregryn. Frokosten blev serveret og bestod af toast med noget pålæg, men ingen salat og kun et par æbler som frugt. Kage var der til gengæld masser af. Aftensmaden ville først blive serveret mellem 8 og 9 og dermed efter den sidste bus var kørt tilbage til byen, så den måtte jeg også selv sørge for. Om eftermiddagen havde jeg dog heldigvis mulighed for at se lidt flere shows.

Lørdag morgen stod jeg klar og ventede på mit lift, som jeg havde gjort det dagen før, men hende der skulle hente mig mente dog, at vi sagtens kunne vente en halv time mere med at tage derud, da der alligevel ikke var noget at lave. Denne detalje havde hun dog ikke tænkt sig at fortælle mig om, på trods af, at hun havde mit telefonnummer (min telefon kan godt modtage beskeder). Så jeg stod på fortovet og ventede en halv time kl. 5 om morgenen - FEDT! I teltet havde vi heldigvis masser at lave, så dagen gik hurtig og jeg fik igen mulighed for at se en del shows. Frokosten var dog, om muligt, endnu ringere end dagen før.

Søndag var sidste dag, men da jeg skulle ud ad døren kunne jeg ikke få låsen op. Jeg kunne se mit lift parkere udenfor, men kunne stadig ikke få døren op. Selvom jeg ikke måtte endte jeg med at låse bagdøren op og kravle over hegnet. De par minutter det tog mig nåede mit lift at sende mig en besked og stå ud af bilen og kalde på mig. Godt jeg ikke også var en halv time forsinket! Dagen blev meget lang, for der var absolut intet at lave. Det var dog finaledag, men regnen silede ned hele dagen, så det hele endte med at minde lidt om Roskilde, men jeg glædede mig stadig til at se de sidste optrædener. Kort før middag fik jeg fri og kunne lige nå op på pladsen og være med til at sætte Guinness rekord for verdens største Kapa Haka. Jeg forsøgte at finde de andre sidste på dagen, men uden det store held og havde også spurgt min teamleder om vi skulle samles sidst på dagen, men uden svar. Så da det hele var lukket ned tog jeg bare tilbage og har stadig absolut intet hørt fra nogen af arrangørerne. Hvis ikke jeg bliver tilsendt et spørgeskema, besvarer jeg mit eget, for den dårlige planlægning har til en vis grad ødelagt min oplevelse. Synes i bund og grund, at det ganske enkelt har været for ringe!!! Tilbage på hostlet ville jeg tage en lur, men endte med at sove til mandag morgen.

Links:

- Intro til Te Matatine O Te Ra: http://www.facebook.com/l.php?u=http%3A%2F%2Ftvnz.co.nz%2F%2Fnational-news%2Fguinness-world-record-attempt-largest-haka-4034323%2Fvideo%3Fref%3Dfacebook&h=22654

- Min favoritgruppe: http://www.maoritelevision.com/AjaxServicePage.aspx?templatename=richvideo&EPID=17175

- Vinderne - Bemærk timingen (selv hos de mindre gode grupper) - jeg er dybt imponeret, man skal lede længe for at opdage en der er bare lidt off!!: http://www.maoritelevision.com/AjaxServicePage.aspx?templatename=richvideo&EPID=17178

Der var ikke meget jeg ville se og opleve i Gisborne og havde lovet mig selv, at lavede jeg ikke noget mandag ville det være ok. Jeg kom dog ud ad døren og så mig lidt omkring, så bl.a. Kaptajn Cooks første landingsplads i NZ og fik en god udsigt over bugten. Jeg var dog stadig træt - det er ikke let at gå tidligt i seng når man deler værelse ned 7 andre - og endte med at sove resten af dagen. Vågnede dog lige så jeg kunne nå over og købe mig nogle chips og cola inden det blev tid til Desperate Housewives :-D Holdte mig også vågen til Whale Rider der er optaget nogle km. nord for Gisborne.

Btw. så overreagerede damen i sengen ved siden af mig - efter min mening - hun var overbevist om, at jeg havde slæbt væggelus med ind i værelset, på trods af hvad lægen havde sagt, hvordan vi havde behandlet mine ting og at jeg havde ringet til de tre foregående hostels uden at finde væggelus. Ikke et ondt ord om hende, hun er en rar dame og vi talte godt sammen, men muligvis en snært hypokonder. Hun endte med at gå til sundhedsvæsenet og tirsdag skal hostelejeren inspiceres.

Jeg er ikke så begejstret for hostlet/ejeren her, så i morgen vil jeg se om jeg kan få et lift til Napier. Min bus tager en næsten 400 km omvej :-(