(artikel i Herning Bladet 20013/29)

Da jeg satte sejl mod Etiopien, havde jeg allerede besluttet at jeg ville gøre mit bedste for at møde landet og folket med et helt åbent sind, og med fordommene pakket langt væk. Derfor er meget af min tid her, i praktikken såvel som i fritiden, også gået med at møde mennesker fra alle mulige forskellige dele af samfundet, og på at være nysgerrig på deres liv, historier og livsstile. Jeg har nu været i landet i 4 måneder, og min praktikperiode er dermed slut. Selvom jeg skal være her noget tid endnu, så betyder slutningen på praktikken at der gøres en slags status over de mange indtryk, og de mange nye bekendtskaber. Mange livshistorier har gjort indtryk på mig, og har uden tvivl biddraget til at ændret på mit eget syn på verden.

Det er let at læse en masse om et land, om befolkningen, om kulturen i landet, det er let at finde information om traditioner og normer via diverse medier. Men min erfaring har nu lært mig at al den viden man kan tilegne sig igennem materialer, ikke er nær så meget værd i forhold til det at leve i kulturen, og lære direkte fra de mennesker som bor der. Jeg har lært mere om fattigdom og ulighed, og den effekt det har hos de mennesker som lever med det i deres hverdag, ved at være med til hjemmebesøg hos svage og udsatte familier i de mest marginaliserede og ufremkommelige områder af Addis Ababa, og jeg har lært om opvækstvilkår ved at møde børn og unge på skoler hvor strøm og toilet forhold stadig er en drøm i fremtiden.

Hvad der dog er blevet vigtigt for mig selv er at jeg også har lært at selv i disse, set med vestlige briller, svære omstændigheder, som ofte er de eneste som bliver beskrevet, ikke bare fra Etiopien, men fra Afrika generelt, er der uendeligt mange positive historier og unikke personligheder som gør endnu større indtryk end de vanskelige omstændigheder. Min egen konklusion er, at netop i de udefra set, mest minimale livsforhold, der møder jeg de mest fantastiske mennesker med livsglæde og taknemmelighed, som ikke nødvendigvis ser sig selv som håbløse eller underbemidlede.

Blandt andet husker jeg stadig da vi besøgte af de projekt områder som ligger længst væk fra centrum af Addis, et landbrugs område hvor mange børn og familier henter vand i en vandpost, som ikke altid kan give vand, et område hvor strømmen er mere en undtagelse end en regel og et område hvor globalisering og teknologi stadig ligger i fremtiden. Her opholdte vi os i bagende sol fra morgenen, for at koordinere opbygningen af en ny skole til områdets børn, og vi gik langt for at se de forskellige vandposter og checke om det var nødvendigt med renovering. Da al observation var ovre, blev vi inviteret ind i et lille hus, godt 20 kvadratmeter, her havde en lokal landsbrugs kvinde en lille butik midt i hendes egen bolig. Hun boede der med hendes datter på 12, og en lille på godt et år. Hendes mand var død, men hun havde valgt at føre forretning og landbrug videre, så hendes børn stadig kunne få både mad og skolegang. Hun var en livsglad kvinde, og som hun selv fortalte, så skal man altid gøre det bedste i livet, med hvad man nu engang har. Og hun så bestemt ikke sit liv som hun var underprivilegeret. Hun fortalte hvordan hun værdsatte ikke at være afhængig af et hektisk byliv, hvordan det at få hjemmet til at løbe rundt er en fornøjelse når man har sine børn til at hjælpe til, og hun fortalte hvordan hun nød at have den lille butik, fordi det betyder at de fleste folk fra området kommer forbi for at gøre en eller anden form for dagligt indkøb, og dermed får man masser af gode snakke. Mens hun fortalte, serverede hun kolde drikke, og hun ville bestemt være fornærmet hvis vi havde tænkt os at skulle betale.

Minder, og møder som dette møde, vil sent blive glemt, fordi det har været med til at minde mig om en masse værdier, som jeg ved at jeg selv havde glemt, men som jeg også tror at store dele af den moderne verden enten har glemt, eller er ved at glemme. Men det er også en historie som er en vigtig milepæl for mig, fordi jeg i dette møde indså hvordan de negative fortællinger og billeder fra Afrikanske lande, ofte overskygger de positive og livsbekræftende fortællinger. Vand, strøm, hygiejne, skoler og veje er selvfølgelig med til at gøre bestemte livsforudsætninger lettere, og det er uden tvivl godt at disse nødvendigheder bliver udviklet i de marginaliserede områder, men det er også vigtigt at det sker med måde, og med respekt for det faktum at ikke alle livsstile behøver at blive udviklet til et europæisk moderne niveau, og det er her det bliver vigtigt at møde og forstå en kultur, inden man går ind og tror at enhver ændring er nødvendig.

Jeg havde selv masser af fordomme og ideer om hvordan jeg som social arbejder, og nærmest forandring ambassadør, skulle møde et land fyldt af fattigdom, sørgelige tilstande og grusomheder, og så komme og gøre en kæmpe forskel for de stakkels udsatte mennesker. Langt de fleste fordomme blev gjort meget til skamme. Helt særligt fik jeg nedbrudt mine fordomme om ungdommen og ungdomslivet i en Afrikansk kontekst. Indrømmet, jeg forestillede mig at det var en minoritet af ungdommen som brugte Iphones og bærbare computere, jeg havde meget lidt tiltro til at der ville være meget cafe og barliv at komme efter, og jeg var sikker på at de fleste ikke ville ane noget om Danmark. Men, selvom vi har vidt forskellige baggrunde og kulturelle indkodninger, så har jeg gang på gang mødt unge mennesker som lever nogenlunde samme livsstil som jeg selv gjorde det i Danmark, og nu gør det her i landet. De passer deres studier, hænger ud over kaffe eller øl i fritiden, og de holder kontakt med venner og netværk via facebookprofil og smartphones.

Mange møder med mennesker og de utallige fællesskaber har biddraget til at berige min tid her, og jeg har fået venskaber som vil vare resten af livet. Fælles for de mange nye bekendtskaber er at jeg har mødt folk, og de har mødt mig, med positiv nysgerrighed og med spørgsmål som begge parter har ønsket at få besvaret. Det er menneskeligt at have fordomme om hinandens kultur og baggrund. Men det er også ganske let at komme disse fordomme til livs ved at forsøge at se ud over sine fordomme og se andre mennesker som mere end stereotyper, og ved at mødes med åbent sind. Jeg tror det er vigtigt at være bevidst om ens fordomme. Når man er klar over, at man har tendens til at tænke på en bestemt måde om en bestemt gruppe af mennesker, så er det også lettere at stille spørgsmålstegn ved denne fordom. Man får helt bestemt meget mere ud af at bevarer en nysgerrighed overfor det enkelte menneske, og dennes kultur. Det mennesker som står overfor mig kan måske lære mig spændende ting. Jeg har altså nu på egen krop og sind erfaret hvordan mødet mellem mennesker virkelig er med til at afkræfte selv de mest indgroede fordomme. Når vi har fordomme handler disse ofte om grupper af mennesker "vesterlændinge", "afrikanere" osv. Når man på den måde kun ser 'de andre' som en kategori og ikke som individuelle mennesker overser man den forskellighed og personlighed, som hvert enkelt menneske rummer. Tænk, hvis den eneste etikette, man blev identificeret med var 'dansker' eller 'udlændig' - så ville folk ikke se, at man også er dygtig til en masse ting, at man har hobbyer og interesser, eller bare at man er et spædende nyt bekendtskab.

Set i det større billede er det på samme måde også umuligt at få formidlet de positive, spændende og anderledes historier, som vi kan lære af, hvis der altid skal ses på Afrikanske lande med et sørgeligt og opgivende blik, for det er bestemt ikke kun elendighed man møder i et land som Etiopien. Der er selvfølgelig et stort gab mellem de to grupper af mennesker. Familier, og i høj grad børn, som lever i urimelig fattigdom og med alvorlige helbredsproblemer inde på livet, og så til de unge mennesker som lever den velkendte ungdomslivsstil med fester, uddannelse og cafeer. Men for mig er det vigtigt at formidle de to sider af billedet som et samlet billede. For det første for at komme nogle Afrikanske fordomme til livs, men vigtigst, så er det fordi det er i de positive historier, i familierne som lever et godt liv, og i det livlige ungdomsliv, at vi virkelig kan se at udviklingshjælpen og de mange tiltag har gjort og stadig gør en forskel i at ændre livsvilkår for de mennesker som har brug for det.