I den forgangne weekend fik jeg endelig afviklet min egen workshop. En workshop som jeg selv skulle bygge op, planlægge og udføre. Temaet var at lærer børn at udtrykke sig selv, formidle historier og give dem de nødvendige rammer og redskaber til dette formål.

På baggrund af min egen deltagelse i Deltagende video workshop, var jeg allerede fra starten af planlægningen, fastsat på at dette skulle være det bærende tema i workshoppen. Facilitatoren af den workshop som jeg selv deltog i, var da heller ikke tøvende med at komme med gode råd, men alt i alt var hendes bedste råd dog bare at kaste mig ud i det. Det gjorde jeg så.

Deltagerne ville være godt 20 børn, fordelt fra 4 skoler. Hvilket i sig selv også var ret nyt, da vi normalt laver workshops på eller med hver enkelt skole, men ved at gøre det på denne måde, kunne workshoppen også være behjælpelig til at børnene kunne lærer nye venner at kende. For at hjælpe med formidlingen, ville to af mine kollegaer være til stede til at oversætte, men herudover, ville resten være op til mig.

De 4 dage blev bygget op således at den første dag skulle handle om at udtrykke sig selv, finde frem til hvad man vil udtrykke og hvordan man kan formidle ens drømme og tanker. Dette skulle gøres via inddragende og deltager orienterede øvelser for at aktivere børnene til at udtrykke deres historie eller mening. Yderligere ville output fra disse øvelser være behjælpelige til at lade os lære af børnenes egne historier og ideer. Et mål i forlængelse hertil var også at øge bevidstheden om, at deltagerne er i kontrol over deres egen historie og formidlingen af disse. De sidste tre dage skulle så være læring om at udtrykke sig selv via film og digitale historier.

Det var fra starten af planlægningen, vigtigt for mig at bruge aktiviteter og øvelser som det bærende redskab, fordi øvelser og aktiviteter er en sjov måde at lære børn om teamwork, ledelse, kommunikation, beslutningstagning og problemløsning. Øvelserne skulle lærer børnene at arbejde sammen, lytte opmærksomt, kommunikere klart og tænke kreativt. Desuden er det også en fordel med den slags øvelser at der ikke kræves rekvisitter, og de kan udføres i forskellige miljøer.

Efter hver enkel øvelse var en del af planen at diskutere med børnene, hvad de prøvede, hvad der virkede eller ikke fungerer, og hvad de har lært, blandt andet for at være sikker på at lade indsigter komme fra børnene selv, og ikke vende diskussionen til en forelæsning.

Workshoppen startede fredag morgen, og planen var at sætte i gang klokken 9.00, dog var alle deltagere rejsende langt fra stedet hvor det hele skulle foregå. Et af børnene havde en rejsetid på 4 timer. Og vi kom derfor noget senere i gang end planlagt, og dagordnen blev derfor ret umulig at følge, så allerede fra dag et måtte vi improvisere lidt, men det vænner man sig nu til hernede. Den første øvelse blev en øvelse kaldet Body Maps. Her skulle børnene tegne et omrids af hinanden på et stort stykke papir. Denne indledning var i sig selv anledning til masser af sjov og højlydte grin, da det ikke er noget børnene før har givet sig i kast med. Alle fik tegnet deres omrids, og så kom vi frem til det egentlige indhold, for herefter skulle hver i sær tegne, male, skrive og farve deres drømme og tanker i forhold til deres krop. De skulle overveje hvor de forskellige følelser og drømme hører til i kroppen, hvilken farve og form det ville have og de skulle udtrykke deres krop som den føles. Det blev til nogle farverige kroppe vi havde rundt omkring på gulvet. Da alle var færdige, skulle de gå sammen og fortælle hinanden om håb, tanker og drømme og til sidst fortalte vi alle sammen lidt om tegningerne.

Det var en noget særlig øvelse at gå igennem for børnene, og da vi havde en afsluttende evaluering på processen kunne de selv fortælle at det havde været en helt fantastisk oplevelse for dem. Flere af deltagerne udtrykte at det havde været en helt fantastisk mulighed for dem for at udtrykke deres følelser og drømme, og fortælle der foregår indeni dem. Det blev også nævnt at det var rart at lære at man kan udtrykke det man går og tænker på, på andre måder end bare med ord.

Den anden øvelse kom i forlængelse af Body Maps, og var en Community Mapping øvelse. Her skulle børnene, to og to, tegne deres lokal samfund, som det ser ud i deres tanker. Med steder de holder af, steder med minder, steder som får dem til at tænke. Og de skulle tegnes præcis som børnene følte de så ud. Som med Body Maps, gav denne øvelse også anledning til en del nye tanker hos børnene, og nogle af de ting som de selv fremhævede ved denne øvelse, var at det var en rigtig god mulighed for at vise og fortælle om minder og omgivelser. Hertil nævnte de også at det var en god øvelse til at lærer at formidle hvor man kommer fra, og hvordan man ser sit eget lokalsamfund, og hvordan andre ser deres.

Alt i alt blev den første dag meget lærerig for alle, alt i mens vi havde masser af sjove episoder, og vi fik mange gode historier. Den deltagende tilgang, og det at spørge ind til hvad børn tænker og føler er ikke ret almindelig i uddannelses systemet her i Etiopien, så børnene var vilde med at få den mulighed, og der var derved også skabt tillid og tiltro til at vi ville gå tre dage i møde med yderligere læring og sjove oplevelser.

Dagen efter var det så tid til at tage hul på video processen, og gå i gang med Participatory Video (deltagende video) delen.

Skåret ind til benet er Participatory Video et sæt af teknikker til at involvere en gruppe eller samfund i at forme og skabe deres egen film. Tanken bag dette er, at lave en video er nemt og tilgængeligt, og er en fantastisk måde at bringe folk sammen for at udforske spørgsmål, formidle budskaber eller blot at være kreativ og fortælle historier. Deltagerne laver løbende deres egne film, hvor de kan udforske emner i overensstemmelse med deres egen følelse af hvad der er vigtigt, og de kan styre, hvordan de vil blive repræsenteret. Participatory video anerkender at de, som lever og ånder en livsform er dem, der er bedst placeret til at forstå sine begrænsninger og muligheder, de er de sande eksperter.

Der er mange fordele i at benytte Participatory video til at formidle børnenes mange historier. Det er et værktøj om kan hjælpe til positiv social forandring, og det er et middel til empowerment for de marginaliserede, det er en proces, der tilskynder enkeltpersoner og lokalsamfund til at tage kontrol over deres skæbne. Video og film er et attraktivt teknologisk redskab, der giver øjeblikkelige resultater. En struktureret, men sjov deltagende proces giver deltagerne kontrol over et projekt. Deltagerene skal finde deres stemme og fokusere på problemområder som de selv finder relevante. Deltagerne bliver et fællesskab, som tager yderligere tiltag. Yderligere er Participatory Video rummeligt og fleksibelt: Projekter er blevet gjort med en bred vifte af grupper over hele verden, og det ville derfor være muligt at have denne workshop med forskellige børn, uanset baggrund og viden. Participatory Video udstyrer folk med kompetencer og positive holdninger: der inddrages gruppearbejde, lytte færdigheder, der arbejdes med udvikling af selvværd.

Med alle disse fordele i hovedet, og en masse forventninger, var jeg klar til at sætte i gang lørdag morgen. Grundet den positive workshop fredag, var alle børnene ankommet tidligt lørdag, ganske klar til at sætte i gang. Vi havde skaffet 8 digitale kameraer til processen, vi havde computere, ledninger, batterier, og ja, der var endda strøm på stedet, så al udstyr, deltagere og facilitator (jeg) var klar til at sætte i gang.

I participatory video, er et af elementerne at deltagerne har udstyret i hånden fra start til slut, for at lære ved at gøre. Og fem minutter efter at alle havde indtaget deres pladser, og al relevant information var blevet givet, blev børnene inddelt i 4 grupper og fik udleveret hver deres kamera. Klar til at sætte i gang. For nogle af børnene var det første gang de havde den slags digitale udstyr i hånden, og der gik noget tid i grupperne med at lege med indstillinger, lære udstyret at kende, og forsøge med at tage en del billeder. Så skulle læringen begynde. Hver gruppe blev sendt ud for at lave en lille film hvor hver deltager skulle præsentere sig selv, mere info blev der ikke givet. Efter lidt tid vendte grupperne tilbage, og så så vi sammen de mange film som var blevet lavet. Efter hver film snakkede vi om lys, lyd, betydning af location, at holde kameraet stille og om hvordan det var at se sig selv i en film. Allerede her blev der skabt masser af læring, for børnene kunne sagtens selv spotte de mange faldgrupper der kan være i at lave en film, og det var imponerende at høre dem sætte ord på de mange vigtige områder som man er nødt til at holde fokus på.

Herefter blev det tid til næste øvelse, her skulle deltagerne lave en film med en historie, alt i mens de skulle huske de forskellige teknikker som de selv havde fået sat ord på. Igen vendte alle deltagerne tilbage, nogle med en enkelt lang film, andre med flere små film, og vi fik igen sat os til rette for at se filmene. Herefter var deltagerne selv imponerede over hvor meget de havde forbedret siden den første øvelse, og jeg kunne kun give dem ret, teknikken var der nu viden om, og det ville derfor blive forbedret endnu mere via øvelser gennem weekenden. Så vi satte fokus på det at fortælle en historie, planlægge hvad man vil fortælle og finde ud af at lave en historie og en film på en struktureret måde. Derved blev konceptet om at lave et Storyboard introduceret. Her skal filmskaberne sætte deres historie op i et lille forløb via tegningerne i bokse, og for hver enkelt boks skal de beslutte hvem der gør hvad og hvordan det gøres.

Efter frokost fik de så tid til at lave endnu en film med alt hvad der var blevet lært i løbet af dagen, og da vi så filmene var det allerede her tydeligt at se de store fremskridt som var blevet gjort i løbet af dagen. Herved var den første film dag også ved at være slut, og vi samlede op på alt det lærte. Børnene selv var imponerede over hvor hurtigt de havde lært alle disse teknikker, og hvor sjovt det havde været at være i en workshop hvor man selv deltager i stedet for bare at lytte, og vi glædede os alle sammen til de kommende to dage.

På anden dag, var det som med dagen før, alle deltagere ventede spændt på mig da jeg ankom til vores sted. Vi fik hurtigt pakket udstyret ud, og så var tid til at komme i gang. I dag var målet at lære om kamera vinkler og zooming, effekten af close up, fugle perspektiv og andre sjove virkemidler. Dog var der en lille hage ved første film; deltagerne fik hver udleveret en banan, og de fik fortalt om 6 forskellige teknikker, herefter lød opgaven på at lave en film, som inkluderede bananen og mindst 3 virkemidler. Det blev til mange sjove og sære film ved dagens første visningen, og vi lærte helt sikkert en masse om hvordan et enkelt objekt giver anledning til tusindvis af forskellige tanker.

Anden dagen blev også dagen hvor deltagerne skulle lære at stå foran et kamera og bare snakke, så de skulle alle sammen ud og lave både monologer og gruppe samtaler som en del af deres film. Også her var der vidt forskellige output af øvelserne, nogle kunne snakke i flere minutter om en enkelt ting, andre brød ud i latter med det samme kameraet blev tændt, nogle fortalte eventyr og historier, og andre fortalte om deres hverdag. Fælles for alle filmene i løbet af dagen, var dog at alle de tekniske færdigheder hele tiden blev forbedret, og flere grupper begyndte også at lege med virkemidler som vi ikke engang havde introduceret dem for.

I slutningen af dagen var der igen masser af smil og glæde, og alle var enige om at det var utroligt så hurtigt de kunne lære at lave film, og at det var fedt at de alle sammen fik taget nogle vigtige og alvorlige emner op i deres film. Desuden blev det også nævnt at øvelser hvor man skulle tale foran kameraet var medvirkende til at bygge masser af selvtillid op, i sær sammen med den selvtillid som de fik ved at se hvor hurtigt de faktisk kunne lære det her. Det blev også nævnt fra nogle, at det måske skulle være noget i den genre de ville arbejde med senere i deres liv. Nogle som skuespillere, andre havde drømme om at være bag kameraet.

Sidste workshop dag var mandag. Derved var det jo både en trist og skøn dag. Vi var alle lidt triste fordi vi havde haft 3 fantastiske dage sammen, men vi var spændte på at se hvilke film dagen ville ende ud i. Der var kun lavet dagsorden for morgenes program. Her skulle der arbejdes med en interwiev metode, og små interwies om selvvalgte emner, skulle udformes. Via denne øvelse fik deltagerne lært hvordan man kan lave film som er mere faktuelle, men også hvordan man stiller spørgsmål som kan folde et emne ud, som man er nysgerrig omkring.

Efter frokost pausen var det så tid til at sætte alle redskaber i gang. Eftermiddagen var dedikeret til at lave egne film, med alt hvad der var blevet lært, og præcis som man ville.

Slutningen blev til 4 skønne film, med masser af teknikker, men vigtigst af alt, blev det til 4 film med vigtige budskaber om sundhed, kærlighed, ungdomsliv, familie, ansvar og alt i alt, om de vigtige ting i børnenes liv.

Det blev til en weekend og en workshop som gik ud over al forventning. Da vi så tilbage på weekenden, var ikke kun minderne og læringen som havde fyldt. En af deltagerne nævnte at han elskede pauserne, for der var hurtigt blevet bygget et sammenhold op, som gjorde at pauserne føltes som en lille fest med familien. I alle kaffepauserne havde vi lavet små lege, uden det store formål og mest for sjov, men til trods for dette, så var det blevet til en helt lille tradition, som vi alle ville savne når vi fremover skulle drikke kaffe.

Weekenden havde også budt på en masse film som slet ikke var planlagt, for deltagerne var så ivrige at hver eneste gang der var lidt fritid, så blevet kameraet taget med ud og der blev freestylet, hvilket også gav anledning til masser af ekstra læring, både for deltagerne og for mig, for hver eneste historie de kunne fortælle, var spændende og vigtig at få ud.

Det blev en weekend hvor vi byggede sammenhold, og fællesskab og, og der blev bundet bånd mellem nye mennesker. Og selvfølgelig blev det en weekend hvor der blev skabt fantastiske film, og hvor børnene fik viden og læring som de kan bruge i deres fremtid.

Og hvad skal der så ske nu? En del af denne workshop var jo at få kameraer hertil Etiopien fra Danmark, og de indsamlede kameraer kommer til at rejse sammen med min vejleder herned i slutningen af Juni.

Kampagnen lyder således

Dit gamle digitalkamera kan være med til at give børn og unge i Etiopien mulighed for at udforske fotografi og video, og derigennem fortælle hvordan de ser og oplever deres verden.

Tak for din støtte.

Jeg tager derfor imod velfungerende digitalkameraer og videokameraer.

Så har du et gammelt digitalkamera eller videokamera liggende i skuffen, som du gerne vil give nyt liv så hører vi meget gerne fra dig.

Kontakt DFUNK Westjyllands næstforkvinde Trine—[email protected]

Du kan også sende kameraet til: Trine Sørensen - Silkeborgvej 31 E - 7400 Herning

Husk at medsende evt. batterioplader, hukommelseskort, kamerataske eller andet tilbehør.

På forhånd tak for din hjælp!

Og vi tager stadig i mod dit kamera.

Herefter får hver skole som eleverne kommer fra, deres eget kamera, som skal opbevares på skolen, men som er til fri afbenyttelse af de elever som har deltaget i workshoppen. Eleverne får så kontakt oplysninger til folk fra IFSO og mit netværk her i Etiopien, som løbende kan hjælpe dem med at gemme deres film, og formidle deres historier online.

Kameraerne vil blive overleveret ved en reunion, hvor børnene også får deres film som er brændt på cder til dem, de modtager et deltager bevis, og en af mine venner hernede som er i film branchen kommer og fortæller lidt om sine erfaringer.

Jeg glæder mig allerede til denne dag, både for at overlevere alle tingene til deltagerne. Men ikke mindst til at se dem igen!