En måned er ved at være gået, og tilværelsen er alligevel stadig som et lille eventyr. Der går ikke en eneste dag hvor alle sanser ikke er på overarbejde. Jeg fik for en uges tid siden meldt mig ind i et fitnesscenter, som ligger en lille halv times gåtur fra hvor jeg bor. De fleste lokale bruger enten de små taxaer (Lada!), eller minibusserne til at komme frem og tilbage mellem de daglige gøremål, men jeg har nu kastet min kærlighed på de mange muligheder for at traske rundt i byen, og se det hele fra den vinkel. Gåturen til fitnesscentret er også hurtigt blevet en af de små fornøjelser i dagligdagen, da den giver et sandt indblik i den diversitet som er i byen.

Mit lokalområde kender snart mine rutiner, og når jeg går igennem min egen gade, er der flere som ønsker mig god fornøjelse med mit fitness. Som jeg går min daglige tur, har jeg en bagende sol skinnende over mig, alt imens jeg passerer børn som leger på gaden, venner som sidder ved de små plastik cafeborde og får den daglige kaffe blandet med vigtig sniksnak, der er som regel et par vilde hunde som render forvildet rundt. Æsler og kvæg, som efterfulgt af flittige landmænd, krydser vejen hvor det lige passer dem. Der er taxaer i høj hastighed og overbelastede trucks med alverdens udvalg af varer. Rundt omkring i vejkanten sidder skopudserne og holder øje med om folks sko trænger til en omgang rengøring. Der er gadesælgere, som nok kunne sælge sand i Sahara, hvis de blev bedt om det. Der sidder folk som holder pause fra der konstruktions arbejde, og indimellem det hele er der også tiggere som søger at samle lidt til dagens måltid.

Det hele dufter også. Duften af krydderier hænger tungt i luften udenfor hver eneste bespisning. Der ristes kaffebønner på hver cafe, og netop den duft finder jeg yderst tilfredsstillende. Der er en duft af tobak, som man passerer en gruppe unge mænd som nyder et par smøger mens de vender verdenssituationen. Rundt omkring er der også lugt fra den våde jord, som er blevet godt blandet med affald som man kaster lidt hensynsløst omkring sig. På de store veje er det den tunge trafik os som hænger i luften, de fleste biler er i det jeg bedst kan beskrive som en spændende tilstand, og der stiger sort røg ud fra udstødningerne når de gasser op. Med en masse dyr rendende rundt på gaden, er det også ret uundgåeligt at der ikke kommer til at lugte en smule af landidyl rundt omkring. På min tur passerer jeg også en jernfabrik, som sender dufte ud som jeg nok blot må beskrive som varmt jern, svendende folk og fabriks røg.

En ting er at alle de ydre sanser kommer på arbejde her i Addis, sansernes by. Men de indre mekanismer er sørme også i konstant spil. Det er som om hver eneste dag, og hver eneste menneske jeg møder sætter nye aftryk, hvad end det er på jobbet eller i min fritid.

Den seneste weekend var min første hele friweekend hernede, og planen var oprindeligt at en ven og jeg skulle på en tur, men lige nu er der "lille regnsæson" her. Det betyder at der kommer en mindre byge om dagen (herefter starter sommeren, og det bliver rigtig varmt, som de siger her) Vi ville, grundet de våde veje som kan være ret farlige på grund af mudderskred, ikke tage turen i denne weekend, så vi holdte os til Addis by. Vi mødtes lørdag tidlig morgen til brunch og kaffe, og havde egentlig ikke lagt de store planer for hvad der skulle ske. Jeg ville også ønske at jeg kunne beskrive nærmere om hvor vi endte med at traske rundt, men da det blev til en dagslang tur, rundt i områder som jeg ikke kan huske navnene på, er jeg nødt til at nøjes med at fortælle at vi fik set gader og stræder rundt omkring i Addis. Lidt shopping blev det da også til, og jeg fik blandt andet købt et par af de lokalt håndlavede lædersko, som er yderst praktiske og behagelige, da de netop er designet til formålet og omgivelserne. Desuden ved jeg at vi var igennem Merkato, som er det største gademarked i Afrika. Vi var dog ikke igennem det hele, og selvom jeg synes at det vi oplevede var ganske uoverskueligt og kaotisk, fik jeg at vide at vi nok kun så 1/10 del af markedet. Det helt særlige ved dette marked er ikke bare størrelsen, det er også hele kulturen omkring markedet. Man kan bogstavelig talt købe ALT. Plastikspande, grøntsager, kapsler fra colaflasker, geder, smykker, sko, madolie, tøj, husholdningsmaskiner, møbler. Og ja, det var bare noget af det jeg så. Desuden er markedet også berygtet for de mange pickpockets, lommetyve. Og jeg får at vide at det er med at holde alt tæt ind til kroppen, selv ens øreringe kan de være interesserede i at hive af, hvis de ser værdifulde ud. Om det er en skræmmekampagne for at sikre at jeg forstår alvoren, ved jeg ikke, men jeg holder i hvert fald alt tæt, og jeg har dog også alle værdigenstande med mig ud derfra igen.

Søndag formiddag starter på samme måde, en god brunch med god kaffe til. Herefter tager jeg i fitnesscentret. Da søndag er en hellig dag her, er der masser af plads i centret på sådan en søndag, og det nyder jeg sådan set bare. Hen ad dagen bliver jeg ringet op af en ven, og bliver bedt om at gøre ham og nogle andre, selskab over frokosten. Vi mødes på en restaurant og jeg får, endnu engang, lækker mad og godt selskab. Herefter tager vi ud og bowler, og efter bowlingen er det tid til at spise lidt igen. Mad er et ret centralt mødepunkt for de fleste her, og man bruger god tid på at spise sammen, sidde sammen og være til stede i det selskab man nu engang er i.

Da weekenden er ved at slutte må jeg endnu engang sidde og summe lidt over de mange indtryk. Jeg er til stadighed forundret og lykkelig over at de positive indtryk ingen ende vil tage. Jeg må indrømme at en del af min frygt ved at rejse hertil, ville være om det ville være overvældende at se en masse elendighed, og om jeg kun ville kunne fokusere på den mørke side af det hele. Der er ingen tvivl om at det er i min bevidsthed dagligt, også fordi jeg møder det via jobbet, jeg ser tiggere og gadebørn hver eneste dag, jeg ser familier som bor under forhold som jeg ville byde de færreste, og jeg ser børn og unge som bærer på de vildeste arbejdsbyrder. Men til trods for alt dette, oplever jeg til alt held også den anden side af landet og byen, heriblandt det at jeg på ingen tid er blevet inkluderet i en kreds af skønne, sjove mennesker, og har fået venner som jeg aldrig vil glemme. Der er så meget kærlighed på kryds og tværs af mennesker her, at man næsten kan skære skiver af det, og det smukke er, at når jeg spørger folk hvorfor man er så hengiven og åbne overfor hinanden og andre, er der faktisk ingen som kan give et konkret svar på det, for sådan er det bare. Det passer mig nu også fint, en by med muligheder, med kærlighed og 25 graders varme.

På jobbet sker der også ting og sager, og de planlagte aktiviteter er så småt ved at gå i gang. I dag, tirsdag, havde vi White Ribbon Day Celebration på Genan Gura skolen. Det er en dag hvor både drenge og piger går sammen om at minde hinanden om at kvinder og mænd er ligestillede. Igen var rammerne ikke helt som jeg nok er blevet lidt for vant til. For det første skulle vi starte programmet kl. 9, men som ventet blev vi en halv times tid forsinket. I stedet for en forsamlingssal er alle borde og stole flyttet ud på en græsplænen, i skyggen af et stort træ, og her sidder eleverne pænt og venter, mens Kanye West blæser ud af et opstillet lydanlæg. Vi kommer på plads, og herefter starter dagen med tale ved skoledirektøren, og herunder skulle alle drenge rejse sig og sværge med på en ed om at behandle kvinder lige, og ikke bruge vold mod kvinder. Herefter havde et par lærere ordet, og en af mine kollegaer fra IFSO præsenterede en kommende workshop `Men as a Partner`

Så var der en quizrunde hvor nogle elever skulle svare på spørgsmål inden for dagens emne. Grundet de sproglige barriere kan jeg næppe berette meget om indholdet af spørgsmålene, men det var inspirerende at se hvor deltagende alle eleverne var, og at alle ønskede at byde ind på de forskellige spørgsmål. Området som skolen ligger i, har en del problematikker omkring vold i hjemmene, så det at få dannet en holdning hos børnene er vigtigt for at vende den sti. Det er derfor dejligt at se at såvel mænd som kvinder, tør tale om det, og sætte ord på hvad de oplever som rigtigt og forkert.

Herefter var det elevernes tur til at underholde. En flok elever havde i samarbejde planlagt et lille skuespil om dagens emne. De deltagende elever var i alderen 12-16 år, og med en forsamling på godt 100 elever, krævede det lidt mod inden de kom i gang. Deres skuespil handlede om 2 nabofamilier, med børn i skolealderen. Familierne oplevede gennem stykket en række problemer, som en voldelig mand, en mand som ville tvinge den ene datter til ægteskab, og spørgsmålet om inddragelse af det til tider korrupte politi. I stykket var der selvfølgelig også fremstillet en række løsninger på selvsamme problematikker, såsom åben kommunikation, at sige tydeligt nej, og at bruge hjælp fra lærere og andre personer i ens netværk. Et underholdende indspark med masser af budskaber og moral.

Så var det min tur til at byde ind med mit. Jeg havde planlagt en lille holdningsleg, som havde til mål at få eleverne til at begrunde deres holdninger og forstå samt anerkende andres holdninger. Vi mærkede to områder af, Enig og Uenig. Herefter skulle de deltagende stille sig lige udenfor de to. Så gik det hele ud på at der blev sagt et udsagn, og eleverne skulle herefter stille sig i et af områderne. Vi startede med et let spørgsmål, for at se om der var forståelse for legen, og første spørgsmål blev "jeg elsker sol" eleverne indtog position, og da alle var på plads i enig eller uenig, skulle de begrunde deres valg og standpunkt. Ved at flytte sig fysisk tvinges eleverne til at tage stilling. Ved at skulle begrunde deres meninger for resten af forsamlingen bliver de nød til at kunne finde argumenter for deres holdninger. Ved at høre hinandens meninger får de en mulighed for at høre afvigende synspunkter. Legen var forstået og resten af runderne gik med spørgsmål centreret om dagens emne, ligestilling.

Efter mit indlæg havde et par piger skrevet digte om emnet, som de læste højt. Og dagen blev rundet af med at quizdeltagerne fik udleveret præmier, som var bøger. Til sidst fik jeg lov til at stå for den afsluttende energizer som bestod af klappen, hujen, rysten og al mulig i den dur.

I skrivende stund er jeg tilbage på kontoret, og solen skinner ind gennem døråbningen, der ristes kaffebønner til eftermiddagskaffen, og musikken blæser ud af min kollegas computer. Det er som om alt hvad der sker skal under konstant refleksion, alt imens det også bliver nydt med alle sanser.

De kommende dage byder på uddannelsesture med to skoler, en tur onsdag, og en tur torsdag, begge dage til det Etiopiske national museum. Forhåbentlig kommer vi også ud til en af skolernes homework clubs og får set hvordan de kører. Lørdag har vi workshop for nogle af børnene om rettigheder. På fritidsfronten er det eneste forudsigelige vist at der vil være et par ture til fitnesscentret, men kaffe, frokoster, lange gåture og stemningsfyldt selskab har det med at ske ret impulsivt her, så det tager jeg som det kommer. Jeg kan derved også runde af nogenlunde samme sted som jeg startede; for lige nu går fritiden op i kærlighed og sanser, og jobbet går op i retfærdighed og hvide bånd.