Der går længere og længere tid imellem blog indlæggene, men det føles nu også som om der er færre og færre timer i døgnet til at få tingene gjort. Jeg kan helt skrive under på det der med at man kan flytte så langt væk man vil, men ens liv flytter nu altså med. Mine dage er fyldt fuldstændig op af min praktik, løbeture i det fri, frivilligt arbejde, cafeture med vennerne og et par besøg i fitnesscentret. Alt er som det plejer, selvfølgelig med et par mindre justeringer.

I sidste uge blev jeg endelig ringet op af politiet, som kunne fortælle at sagen om min telefon var afsluttet, og jeg kunne hente telefonen på politistationen. Velvidende om det bureaukratiske system som jeg ville møde, før jeg ville have telefonen i hånden, medbragte jeg to kollegaer. Ganske rigtigt. Først skulle vi skrive en anmodning om at jeg kunne få min telefon tilbage. Det brev skulle så godkendes af en betjent. Herefter skulle en direktør underskrive og stemple brevet. Sidst skulle jeg afgive fingeraftryk og vise pas for at sikre at jeg nu også er mig. På skrift lyder denne proces måske ikke så slem, men alt i alt tog det godt 3 timer at få det hele på plads.

Herefter skulle jeg så have en rapport til mit forsikringsselskab om at én telefon stadig ikke er fundet, så jeg kan få den dækket hos forsikringen. Jeg ville ønske at jeg kunne forklare processen, men det var enormt forvirrende. Man kan ikke bare få en kopi af den rapport de allerede har lavet. Næ, vi skulle forklare det hele igen, for at få lavet en særskilt rapport. Rapporten var selvfølgelig på Amharic, så efter de par timer det tog at lave rapporten, var et smut til den anden ende af byen også nødvendigt, for at få dokumentet officielt oversat. En hel dag gik på stationen.

Dog har hele episoden givet anledning til et lille privat projekt, som jeg nu skal se om kan lade sig gøre. Den yngste af gerningsmændene er en 14 årig dreng, som ikke kan fængsles, selvom politiet har haft fat i ham op til flere gange. Jeg har anmodet politiet om at møde hans familie og få op startet et sponsorprojekt så drengen kan komme i skole, og så hans familie kan få støtte og vejledning. Meget udenfor normalen, så nu er cheferne på stationen i gang med at finde ud af hvordan vi kan gøre den slags i praksis, så det bliver spændende at se om vi kan bane vejen for en ny måde at løse tingene på.

Derudover blev det ikke til så meget arbejde i sidste uge, da både påsken og 1. maj ramte Etiopien. Her er påsken den mest hellige tid, så selv i dagene op til påsken, har folk travlt med at forberede, både mentalt og i deres hjem.

1. maj er en fridag her, da det også her er international kampdag, men det er ikke noget der fejres som jeg kender det fra Danmark. Det er også meget blandet om folk aner hvorfor de har fri. Men som det nu er med fridage, så betyder det i hvert fald øl, så lidt 1. maj stemning blev det da. Resten måtte jeg på nettet og finde.

Påsken er en helt anden sag. Ingen er i tvivl om hvad det drejer sig om. Inden påsken har de Ortodoks kristne fastet de sidste 2 måneder. Deres faste betyder at der ikke indtages animalske produkter, ingen alkohol og cigaretter, ingen kødlige lyster skal stilles, og der skal bedes en hel del. Så for de fleste af mine venner har der været ret meget nedtælling til afslutning af fasten. Fredag i påsken er store bededag, og ikke i den forstand som der nu tænkes. Det er en dag hvor alt står stille fordi de troende skal bede. Folk samles i alle kirker, på pladserne foran kirkerne, endda på gaderne hvis der ikke er plads i kirken, og beder fra kl. 12.00 fredag middag og 6 timer herfra. På den måde bliver man renset for ens synder fra det seneste år. Jeg må erkende at jeg ikke deltog i dette ritual, men jeg beundrede de af mine venner som brugte eftermiddagen på ritualet, og det var nu også bevægende at se så mange mennesker samlet om deres tro. Bagsiden for dem var dog for det første at det regnede hele dagen, og så beder man også ved at knæle og rejse sig konstant, så rigtig mange havde ømme ben om lørdagen.

En af mine venner er ikke troende, og havde derfor velfungerende ben om lørdagen. Vi har allerede bestemt at gøre det til en vane. Så påske lørdag var vi igen på hash tour. Det er nu også noget helt særligt at være en del af hash gruppen. Der er omkring 1700 Hash House Harriers klubber i hele verden. Hvis du kan løbe - bare lidt, og drikke en øl - eller flere, så er man velkommen i klubben.

Denne gang var vi ude og løbe i et smukt bjerg område, et par kilometer udenfor byen. Det var en utroligt smuk natur vi løb rundt i. Op og ned af bjergsider, over små vandløb, gennem krat og buske og omgivet af den skønneste udsigt. Et helt særligt syn vi fik, var mødet med en hyæne mor med to unger. Jeg må erkende at jeg aldrig kan få nok at naturen her. Det er ubeskriveligt smukt.

Så var det blevet påske søndag. En af mine venner havde høfligt, men bestemt bedt mig være hos ham og hans familie, da det er helt imod påskens budskab at lade nogen være alene i påsken. Så søndag middag mødtes vi. Familien var i gang med klargøring af mad og drikke, så vi startede med en kop kaffe på en cafe. Derefter var det nærmest påske som jeg kender det fra Danmark. Vi kom til hans hjem, hvor hans mor havde brugt hele den forrige dag på at forberede maden til dagen. Naboer og familie medlemmer kom væltende ind. Mit bud er at vi toppede da vi var omkring 20 folk og tre hunde.

Noget af det særlige her, især efter 2 måneder hvor man ikke har spist kød, er at man spiser råt kød. Som med det meste anden mad, så spises dette med fingrene, og med injera og krydderier som tilbehør. De fleste sidder med en større klump kød i hånd. Det der svarer til en 200 grams bøf, og skærer så små stykker ud. Stykkerne kan herefter spises som de er, dyppes i krydderier, spises med injeraen, eller hvad man nu må foretrække. Ud over det rå kød, var der selvfølgelig også en række andre Etiopiske specialiteter at finde, og man får ikke lov til at stoppe med at spise. Så er der drikkevarerne. Der blev drukket en overordentlig mængde øl. Derudover er de hjemmebrændte sager, en vigtig del af de traditionelle sammenkomster. Så vi fik drukket en del hjemmebrændt gin og brændevin.

Efter et par timer i hjemme, og efter alle var blevet små beruset, og meget mætte, så tager man videre til naboerne, og gennemgår samme rutine igen og igen. Jeg har ikke noget tal på hvor mange forskellige mennesker jeg fik mødt på denne påske søndag. Jeg vil slet ikke vide hvor mange kilo mad jeg fik omsat. Og jeg tør overhovedet ikke tænke på hvor mange liter hjemmebrændt alkohol der blev drukket. Men det er heller ikke så vigtigt som det at jeg nu helt sikkert kan sige at jeg ved at man skal rejse vidt omkring for at finde så gæstfrie, åbne og hjertevarme mennesker som man møder her. Der er altid åbne hjem, og man får bestemt ikke lov til at mangle noget som helst når man er gæst.

Mandag efter påsken er for de fleste en fridag, ikke fordi det er en hellig dag, men for det er givet at folk har ondt i maven eller tømmermænd. Der findes altså nationale tømmermændsdage! Hvad kan man sige, andet end, Go stil?

Tilbage på jobbet tirsdag, her blev det besluttet at den workshop som jeg skal facilitere for mine kollegaer, skal afholdes fredag i den selv samme uge. Det giver jo lidt pres på planlægningen, men det skal nu nok lykkes. I forlængelse af at jeg i samarbejde med en kollega, har fået formet en kommunikations komite i IFSO, som skal arbejde med både intern og ekstern kommunikation. Så skal hele medarbejder gruppen igennem et heldags forløb, hvor de gennem forskellige opgaver og øvelser, får sat ord på deres tænker og perspektiver på kommunikation. Jeg glæder mig til at give min viden videre, men jeg er også spændt på at se om mine kollegaer kan tilpasse sig min noget stramme tidsplan og dagsorden, som næppe ligner det de er vant til. I dag skal jeg på hotellet som er booket til arrangementet og gøre det hele klar, og så krydser jeg ellers fingre for at det hele nok skal forløbe planmæssigt, men man kan nu aldrig vide her.

Alt i alt begynder alle de ting som vi har gået og planlagt i længere tid, sådan set at tage form. Søndag skal jeg med Rotaract klubben ud og besøge et børnehjem, og i næste uge skal jeg også facilitere min første workshop for klubben. Mine kommunikations workshops for børnene i Children on the Edge projektet er også lige om hjørnet. Lige nu arbejder jeg på højtryk med DFUNK folkene derhjemme på at få sendt det sponsorerede udstyr herned, så gode forslag modtages gerne!

Det var vist det der var at fortælle for denne gang, men som det ser ud i kalenderen, så er der sikkert snart en masse nyt at fortælle, så er det bare med at finde tid til at få sat sig ved tasteturet.