To uger er ved at være gået, og på den ene side føles det som om jeg lige er ankommet, men på den anden side føler jeg mig hjemme. Om det er i mit nabolag, eller når jeg tager med vennerne på cafe, i det daglige flow på kontoret eller ude i områderne omkring Addis. Det hele er blevet til en skøn form for hverdag.

Arbejdet på kontoret er hovedsageligt fokuseret på at få min praktikplan færdig, selvom det betyder en masse skrivebords arbejde, er det en spændende proces, for det betyder at vi i samlet flok skal forsøge at beskrive hvordan jeg skal indgå i de forskellige aktiviteter, og hvad mit bidrag skal være. Vi skal se på udfordringer, muligheder og ressourcer og få det hele til at gå op i en højere enhed. Udover de tidligere nævnte aktiviteter, vil vi også forsøge at lave mulighed for at jeg kan besøge nogle af de andre projekter som IFSO organiserer. Det inkluderer blandt andet et besøg på deres hjem for børn og unge som har været udsat for seksuelle overgreb fra nærmeste familiemedlemmer. Et besøg på deres værested for børn og unge med HIV og aids, og forhåbentlig et kig på de projekter som foregår i landbrugs områderne udenfor Addis.

Hverdagen hos IFSO og Children On The Edge projektet (COE) er spændende og inspirerende. Projekterne bygger i høj grad på aktiv deltagelse og anerkendelse af ressourcer, og det kan mærkes i det daglige arbejde. Min kollegagruppe i COE indeholder min vejleder som også er projektansvarlig, der er to social workers, en landsbrugs ansvarlig, en byggeteknisk og en uddannelseskoordinator, og så er der mig. Alle byder hver især ind med deres viden og kompetencer, projekter og indsatser koordineres på tværs af hinanden, og den enkeltes mening og input tages konstruktivt op. Det er spændende at være en del af at kombinere viden på kryds og tværs.

Onsdag havde vi dog et lille afbræk i al skriveriet. En kollega var flyttet fra Addis, og ud til et landsbrugs område, godt 45 km. Udenfor Addis, og vi skulle ud og besøge hende. At komme fra Addis og til et yderområde er ikke en smal sag. Trafikken ind og ud af Addis er intet mindre end kaotisk, og de 45 km. Tog godt 2 timer at køre. Det betyder dog ikke alverden når bilen er fyldt af god stemning. Vejene veksler mellem moderne, brede asfalt veje, smalle grusstier hvor en personbil knap kan klemme sig igennem buskadset, der er veje belagt med brosten og der er veje som har set bedre tider gennem årene. Men naturen er smuk. Lige nu er det begyndende forår heromkring. Det betyder dog ikke forår i skandinavisk forstand, da det meste er tørt og råt, men det har sin charme. Og indimellem alt det, skyder kæmpe, grønne trækroner frem, og de vilde blomster har alverdens farver. I vejkanten går æsler, geder og køer og græsser, der er industribygninger som bryder landskabet, og i horisonten stikker bjergtoppe frem. Området som vi besøger, har også tre vulkansøer, om en masse bjerge som er skabt af de engang aktive vulkaner.

Da vi ankommer til min kollegas nye hjem, har hun (selvfølgelig) forberedt Injera med lækkert tilbehør. At spise og drikke te, er vigtige samlingspunkter for familier, venner og kollegaer. Efter spise og drikke er det retur til Addis, og endnu engang er det en længere køretur, som også betyder at dagen er slut da vi endelig finder tilbage til kontoret. Men en anderledes dag som denne skal man heller ikke undervurdere, som mine kollegaer også slår fast for mig.

Udover at være faldet til på kontoret, og have fået kollegaer som alle anser mig som en del af deres egen familie. Ja, faktisk har jeg ligeså meget ekstra forældre her, som jeg har kollegaer. Så er fritiden også blevet fyldt af skønne nye mennesker. Endnu engang har Couchsurfing gjort et bidrag. Jeg mødtes med Robel over kaffe i den foregående weekend. Han er født og opvokset i hjertet af Addis, og alle hans venner bor stadig i nabolaget Bole, ligesom han også selv stadig bor der.

Tirsdag aften tager vi på et af de lokale steder med en flok af hans venner, for at se Champions League kamp. Selvom man er i den anden ende af verden, er det stadig det samme, fodbold kan skabe en form for fællesskab. Endnu engang bliver jeg overvældet af rummeligheden og det åbne sind jeg møder, folk er søde og venlige, de er nysgerrige og åbne. Aftenen ender med fodbold og gode snakke med en masse mennesker, som alle sammen fortæller at jeg altid skal sige til hvis jeg skal bruge noget, at jeg er velkommen til at blive boende i Addis altid, og som er glade for at jeg er faldet til i deres by.

I dag er det blevet torsdag, endnu en dag med sol og 25 grader, så der er intet at brokke sig over. Dagen skal gå med en masse mails som man kommer bagud med, når internettet afhænger mere af held end teknologi. Jeg skal sætte det sidste præg på min praktikplan, som i morgen skal gennemgås sammen med min vejleder og så sendes hjem til VIA, jeg skal skrive mandags refleksioner til Herning folkeblad, som sendes ud på mandag, og så skal jeg have den første aftale med Mekanissa School For the Deaf på plads. Jeg skal besøge skolen i næste uge, hvor jeg vil få en rundvisning på skolen, få fortalt om projektet og møde nogen af børnene. Besøget vil ende ud i min første artikel om skolen, som vil blive trykt i Herning bladet. Herudover regner jeg med at besøge skolen og følge op 2 gange mere mens jeg er her.

Mit besøg på skolen hænger sammen med et lille projekt som jeg startede hjemmefra, hos AC Børnehjælp. Igennem AC Børnehjælp kan man blive fadder for et barn på døveskolen CCM Education for the Deaf. I Etiopien hersker der utallige fordomme om døve; Døve børn er besat af onde ånder, og deres mødre er selv skyld i barnets handicap, fordi de ikke har passet dem ordentligt! Når børnene starter på skolen, har de aldrig kunnet udtrykke, hvad de tænker og føler. Først her får de et sprog, så de kan kommunikere med omverdenen via tegn. Skolens vision er, at døve skal være fuldt integreret i det etiopiske samfund.
Derfor lægger projektet stor vægt på, at børnene får en uddannelse og bliver i stand til at forsørge sig selv som voksne. Udover almindelig skolegang kan de lære at save, hamre og sy i skolens faglokaler for håndværksmæssige fag. Via fadderskabsprogrammet tilbydes også tegnsprogskurser til de døve børns familier, således at barnet pludselig får mulighed for at kommunikere med sine forældre og med sine søskende.

Desværre lider meget humanitært arbejde, herunder sponsorskaberne, under en ærgerlig mistillid fra rigtig mange mennesker. Kommer pengene frem? Gør det en forskel? Er der virkelig brug for det? For at komme dette til livs valgte jeg at starte følgende projekt

"Opret dit fadderskab mens jeg er i praktik i Etiopien, og jeg vil sørge for at tage billeder og dokumentere dit bidrag til projektet"

Nu blev min blog også en lille reklame for dette projekt. Det er både fordi jeg håber at en masse mennesker kunne have lyst til at være fadder for et af børnene på skolen, og fordi jeg inderligt håber at vi kan ændre den "et bidrag nytter ingenting"-attitude. For hvis der er én ting som har gået igen i alle de projekter jeg har besøgt indtil nu, så er det netop at alle tiltag, al støtte og alle bidrag har været med til at gøre synlige forskelle i såvel arbejdsprocesser som i konkrete muligheder og aktiviteter for børn, familier, lokalsamfund og institutioner!

Så del lige budskabet, også selvom du måske ikke selv vil hoppe med på båden, måske du kan hjælpe med at skaffe en fadder mere.

Den kommende weekend byder på lidt af hvert. Fredag skal vi på cafe, hygge og slappe af. Lørdag skal jeg lave mit første oplæg på egen hånd for vores para-social workers. Lørdag aften er der inviteret til festligheder og dans, og søndag skal vi ud og se et naturområde og en badesø udenfor Addis. Alt i alt kan jeg kun starte bloggen hvor jeg begyndte den. Som tiden dog flyver.