I skrivende stund er det søndag aften og alt ånder ro i Addis Ababa. Min første "rigtige" weekend er ved at tage sin ende. Og sikke en weekend.

Fredag eftermiddag efter arbejde har jeg en aftale med Michael om at tage til latin fest på en bar som ligger lige hvor han bor. Vi mødes til kaffe inden, går lidt rundt i nabolaget, og jeg får endnu flere historier og anekdoter om Addis og Etiopiens historie. Vi får lidt godt at spise, og går så i retning af bar-området i byen. Som man træder ind på baren mødes man af en varm stemning. Masser af forskellige mennesker sidder omkring hyggelige små cafeborde, drikker friskbrygget kaffe, kolde lokale øl, gynger lidt i tkt til de varme salsa rytmer som kommer ud af højtalerne. Midt i det hele er der to pentanque baner, hvor man kan få sig et spil midt i al hyggen. Ejeren kommer ilende imellem alle gæsterne for at byde os velkommen, spørger om jeg har det godt, om Michael sørger for mit velbefindende i Addis, og giver mig besked om straks at komme til ham hvis jeg nogensinde mangler noget. Resten af fredag aften går med grin, mennesker, selskab, iskold rom, og en masse udveksling af historier mellem hinanden.

Lørdag har vi en workshop for para-socialworkers. Det er professionelle, så som lærere, sygeplejersker, politifolk, lokale overhoveder, som lærer dele af socialt arbejde for at kunne sikre børnenes tarv. Jeg bliver hentet på bopælen kl. 8.00 (Læs; skulle hentes kl 8.00, bilen ankommer 8.20) og vi kører til den skole hvor workshoppen afholdes, og da workshoppen skal starte 8.30, starter den selvfølgelig først 9.15. Dagen skal gå med en opsummering af nogle tidligere områder, og så skal der være oplæg fra en advokat som arbejder med børneområdet. I Etiopien må NGOer ikke bevæge sig indenfor juridiske eller statslige anliggender, så hvis man ønsker at oplyse om den slags, skal det være en statsansat som kommer og udfører det. Advokaten er blind, det i sig selv er selvfølgelig ikke noget særligt, men at være blind i en by som Addis og i et land som Etiopien i det hele taget, må være en livsudfordring. Og som jeg snakker med ham, kan han kun bekræfte det. I Etiopien er der ikke noget velfærdssystem, eller særlige lovgivninger som gør at samfundet tager vare på, eller indretter sig efter folk med særlige vanskeligheder, hvad enten det er fysisk eller psykisk. Og i mange familier anses det endda som en straf fra Gud når et barn bliver født med vanskeligheder, så af skam gemmes barnet i mange tilfælde af vejen, forbliver uregistreret, og bliver ekskluderet fra samfundet. Det har været noget af en kamp i livet for ham at nå dertil hvor han er i dag, og på mange områder er det stadig og vil det altid være en kamp. Blandt andet bekymrer han sig en del om hvad der vil ske med ham når han bliver ældre og får flere vanskeligheder end "blot" at være blind. Jeg fortæller ham en del om det Danske system og den Danske lovgivning, om hvordan der er mange områder af samfundet som skal være indrettet til folk med vanskeligheder. Jeg fortæller om skoler for blinde, nyheder på tegnsprog for døve, førtidspension til de som har komplicerede vanskeligheder, frit sundhedssystem, ældrepleje, SU og gratis uddannelse og al mulig. Samme tid fortæller jeg også om at der er for i mod til dette system, og hans respons chokerer mig sådan set ikke. Han har meget svært ved at forstå hvordan nogen mennesker kan arbejde i mod et system som passer så godt på de mest udsatte borgere, og sikre mest mulig lighed for alle. Det sætter tingene i perspektiv at møde skæbner her. Udover det, forløber workshoppen helt fantastisk, jeg lærer en masse om etiopisk lov, og global lovgivning om børns rettigheder. Det hele foregår på Amharic, men der oversættes for mig. Yderligere benytter vi min medvirken til at sætte det hele lidt i perspektiv til hvordan vi gør i Danmark, og hvad der er muligt i der forskellige lande.

Hen af eftermiddagen bliver folk trætte, og jeg fortæller at vi måske skulle op og strække lidt ud. Strakt bliver jeg ansvarlig for lidt udstrækning. Bevægelse på den måde er ikke så velkendt her, og de sjove stillinger skaber masser af latter. Vi afslutter udstrækningen med rundeknus, som falder lige i hak. Efter kurset bliver vi beordret at have den slags til med hver gang.

Da workshoppen hen af eftermiddagen er slut, har jeg aftale med endnu en couchsurfer. Han kommer og samler mig op ved skolen, og vi tager på en cafe og får en kop kaffe. Han er født og opvokset i det område vi sidder i, og han kan fortælle masser af historier. Eftermiddagen og aftenen går med lokal sightseeing og gode historier. Det er rart at have en håndfuld venner, allerede på den første uge. Det gør det hele lidt sjovere.

Søndag morgen bliver jeg samlet op af Michael. Jeg har tilmeldt mig et lokalt løb for kvinder, som en af hans venner er med til at arrangere. Det er kun 5 km. Men det bliver sjovt at teste hvordan kroppen arbejder med det lufttryk som er i Addis på grund af højden fra vandoverfladen. Vi går mod stedet hvor det hele skal starte. Byen summer af kvinder i den limegrønne tshirt, som indikerer at de skal løbe med. Folk er kreative. Mange har syet deres tshirts om, og de forskellige designs er super flotte. Der er syet kjoler af dem, nogen har lavet dem til toppe, nogen har syet ærmerne om. Oveni dette er folk malet i hovedet med det etiopiske flag, folk har parykker på, er klædt og meget mere. Der er høj musik i gaderne, gøglere og masser af fest. Alt sammen for at fejre kvinder, og kæmpe for ligestilling. Vi ankommer til pladse, som er fyldt af kvinder, jeg har ikke engang nogen ide om hvor mange der er. Og mænd som står på sidelinien og nyder synet. Mangfoldigheden af kvinder er smuk, og viser en fantastisk afspejling af Addis. Kvinder i burka, kvinder i sportstøj, sorte kvinder, hvide kvinder, små piger, ældre damer. Det hele er repræsenteret, og et helt unikt fællesskab samler alle. Startskuddet går, mit mål er at nå det på mindre end 30 min. De første 500 meter går med at komme fri af mængden. Det er en skøn måde at se området på, og sjovt at se de mange kreative løbere i feltet og entertainere som står på fortovet. Efter 4 km. Begynder jeg at mærke luftforskellen og den manglende oxygen, men efter lidt kamp kommer jeg i mål på lige knap 28 sekunder, og får den eftertragtede medalje med sort bånd. De som kommer senere får rød, og derefter gul.

Efter løbet tager vi til det Etiopiske national museum. Michael er tidligere guide er han den helt rette at have med der, og han kan fortælle en masse om de genstande og sager som er på museet. Etiopien har en lang og enormt spændende historier, som både indebærer religion, artens oprindelse, kongedømme, politik, kampe og meget mere. Snakken går selvfølgelig også med forskelle og ligheder mellem vores kulturer, og vi snakker om vikinger, kristendom, guder og helligdom.

Aftenen går med gåtur gennem byen, god mad og snak. Efter en lang og begivenhedsrig weekend, med nye mennesker og venner, nye ord og vendinger, nye historier og viden, er jeg efter min første weekend i det nye land, fuldstændig udmattet, men uhelbredeligt forelsket i Addis og Etiopien.