Det er min tredje uge i Addis Abeba, Etiopiens hjerte. Det hele er ved at være hverdag. Dagen hvor jeg trådte ud af lufthavnen og ind i den nye verden, synes langt væk. At æsler, geder, mennesker og kaotisk trafik fylder gadebilledet er ganske naturligt nu. At solen bager med godt 25 grader hver dag, har også været ganske let at vænne sig til. Den overvældende mangfoldighed og blanding af kulturer og mennesker er blevet noget af det jeg holder mest af.

Jeg havde mange forskellige tanker, fordomme og ideer om Etiopien inden jeg tog af sted. En af mine bekymringer var at kulturforskellene ville medvirke at jeg skulle føle hjemve om aftenen når jeg havde fri fra arbejde, uden noget særligt at give mig til. Den tanke fik jeg dog hurtigt sagt farvel til. Jeg havde knap nået at tilkendegive at jeg nu bor i Addis på diverse sociale medier, før folk begyndte at tage kontakt til mig, byde mig velkommen, byde på kaffe og bede mig sige til hvis jeg manglede noget. Efter et par dage havde jeg fået de første venner, og cafeture, snak og oplevelser fyldte hurtigt fritiden ud.

En anden bekymring jeg havde inden jeg tog af sted var omkring tilstedeværelsen af strøm, vand og internet. På netop dette område måtte jeg dog hurtigt erkende at der var lidt om bekymringen. De første døgn jeg boede her, kom og gik strømmen med jævne mellemrum. Vandet er ligeledes i perioder, da det som oftest fordeles mellem bydelene i tidsrum. Man lærer dog hurtigt at indrette sin hverdag efter disse fænomener. Det bedste råd jeg fik med hjemmefra var da også; Lad alle dine apparater når du kan, og tag bad når muligheden byder sig. Et godt råd, som man hurtigt lærer at indrette sit liv efter. Hvis de 80 millioner indbyggere som bor i Etiopien kan klare det, så burde jeg jo også kunne. Internettet var den del som jeg troede ville være sværest at tackle, da jeg må erkende at have været ret afhængig af denne luksus service hjemme i Danmark. Det pudsige skulle dog vise sig at være den at jeg slet ikke har noget problem med at leve enten helt uden internet, eller med en forbindelse som minder om 90ernes Danmark. Det er ikke alment at man har internet i hjemmene, og hvis man har et usb-modem, bliver det kun brugt til det vigtigste såsom mail eller skype. De fleste bruger internetcafeerne, som dog også er at finde overalt, men man indretter ikke livet efter at skulle tjekke mail, opdatere facebook, tweete eller anden sag i den retning. Det er sådan set ret befriende, når man er på nettet, ordner man det man skal, og ellers er man tilstede i den virkelige verden.

Inden jeg tog af sted havde jeg også gjort mig en del tanker omkring det at være den fremmede i et nyt land. Jeg har brugt mange år af mit liv på at sikre at nydanskere får en god velkomst og en god start i deres Danmark. Jeg har også set hvordan nogle mennesker kan have svært ved at leve side om side med mennesker som ikke deler kultur med dem. Ganske naturligt havde jeg derfor mange tanker om hvilken af de to sider der ville være dominerende i mit møde med det Etiopiske folk og deres kultur. Skulle jeg gøre alt hvad jeg kunne for at passe ind, eller skulle jeg komme med hvad der nu engang er mit, og få det hele til at passe sammen? Det viste sig ret hurtigt at det slet ikke var så svært, for Etiopierne er enormt rummelige og åbne overfor såvel hinanden som andre kulturer. I Addis bor et væld af forskellige mennesker. Etiopier, Somaliere, Sudanesere, Kenyanere, Kinesere, Europæere. Der er forskellige religioner i byen. Muslimer, Ortodoks kristne, Jehovas vidner, Katolikker. Alle de forskellige mennesker lever fredeligt side om side, accepterer hinanden og der er ingen som stiller spørgsmålstegn ved det faktum at det skal være sådan.

Og nu er jeg her. Alle tanker, ideer og fordomme synes lige meget nu, for nu handler det mere om at se det hele fra første række, smage det hele, og opleve det på egen krop. Der er nye historier som skal lagres hver eneste dag, og alle historierne sætter ens egen kultur og baggrund i perspektiv på alle mulige måder. Jeg har mødt mødre som knap har råd til at give deres egne børn vand og føde, men som alligevel værdsætter livet og tilværelsen som den er, og som ikke tøver med at byde mig velkommen i deres hjem. Jeg har mødt folk med forskellige vanskeligheder i livet, som de er nødsaget til at tackle og komme igennem på egen hånd, da der ikke er noget system som kan give dem bistand eller hjælpemidler til at klare sig igennem det. Jeg har fået venner på min egen alder, som har oplevet og set ting og sager igennem deres liv, som jeg helst er foruden. En af mine venner vil eksempelvis altid huske valget for ca. 8 år siden, i det en række unge studerende forsøgte at gå i opposition til den siddende regering. Dette medførte at flere unge blev skudt på gaden, eller udenfor deres hjem, og at der var skyderier i nærheden af uddannelsesbygningerne i Addis. Min ven viser mig det ar han har på ryggen, som stammer fra en kugle som strejfede ham. Som han selv fortæller det, mistede han den dag hans tro på både demokratiet og reel politisk indflydelse. Han misunder mig for at bo i et land hvor vi opdrages til at fortælle vores mening dagligt, og hvor det at være i opposition, at demonstrere og at stille kritiske spørgsmål er ganske naturligt.

Det er alt i alt en splittet verden jeg dagligt møder her i Addis. Forskellen mellem rig og fattig, nyt og gammelt, syg og rask er stor, og alligevel er det hele samlet side om side. Man kan sidde på en fin cafe, sammen med sine venner og nyde en kop kaffe, alt imens tiggere og forældreløse børn går rundt med hænderne strakt ud foran sig i håb om at modtage et biddrag til deres føde. De siger at man vænner sig til det, og at man til sidst ikke tænker over det. Da jeg spørger om det ikke er lidt trist at man ender med at begå sig på den måde, kommer svaret ret hurtigt, at hvis ikke man vænner sig til at lukke øjnene for det, bliver man enten selv fattig, eller går deprimeret og frustreret i seng hver eneste aften. Jeg må give ret i dette, for hvis man kun ser den mørke og fattige side af byen og landet, så overser man hurtigt alt det smukke og fantastiske som også er til stede. Der er de hårdt arbejdende mødre som virkelig ønsker at vende den sociale arv, og give deres børn et solidt fundament i livet. Mine venlige og fantastiske kollegaer, som alle anser sig selv som mine Etiopiske forældre, og som vil det bedste for mig her. Mine nye venner, som sørger for at der sker noget nye ting hver eneste dag. Den smukke natur og de grønne bjerge som omfavner Addis, og som man har udsigt til, uanset hvor i byen man befinder sig.

Udover min praktik, havde jeg netop også et mål om at vise at der er masser af tiltag som faktisk medvirker til at skabe varig forandring og nye muligheder i lande som Etiopien.

Et af de udviklingstiltag som foregår både her i landet, og i en række andre lande verden over, er sponsorbørn og fadderskaber. Mit indtryk er desværre at tilliden til det at være fadder for et barn er faldet, og at det ofte vælges fra, fordi man ikke tror på effekten, man ikke tror på at pengene når frem, man tror ikke på rigtigheden af projekterne. Den mistillid ønsker jeg at rykke lidt på, mens jeg opholder mig her i Addis.

AC Børnehjælp står for fadderskaber til eleverne på Mekanissa school for the deaf. Skolens vision er, at døve skal være fuldt integreret i det etiopiske samfund. Derfor lægger projektet stor vægt på, at børnene får en uddannelse og bliver i stand til at forsørge sig selv som voksne. Udover almindelig skolegang kan de lære at save, hamre og sy i skolens faglokaler for håndværksmæssige fag. Via fadderskabsprogrammet tilbydes også tegnsprogskurser til de døve børns familier, således at barnet pludselig får mulighed for at kommunikere med sine forældre og med sine søskende.

Mit projekt, og grunden til mit besøg på skolen, har den ganske simple overskrift "Opret dit fadderskab mens jeg er i praktik i Etiopien, og jeg vil sørge for at tage billeder og dokumentere projektetet"

Efter aftale med skolen vil jeg besøge dem og møde nogle af de elever som er under fadderskaber via AC Børnehjælp, nogle gange mens jeg opholder mig i Addis. Første besøg fandt sted tirsdag den 19.3.

Som med så mange af de andre steder jeg har besøgt i og omkring Addis, er det en spændende og semi livsudfordrende køretur gennem trafikken i Addis. Vi ankommer til skolen midt på formiddagen. Udefra ligner skolen enhver anden bygning i Addis. En stor port dækker området af, og kun et lille skilt indikerer at vi er på det rette sted. Det er aldrig let at se at man er på en skole i Etiopien. Mine indre billeder af hvordan en skole ser ud, sidder stædigt fast via min opvækst og kulturelle forståelse af verden. Vi bliver vist ind på direktørens kontor, og sidder her og venter på hans ankomst. Efter lidt tid er han lokaliseret, han har været ude og observere lidt undervisning, og gøre nogle af eleverne opmærksom på at der er besøg på skolen. Han er en ældre herre, som har været med siden skolens begyndelse. Bedst som jeg troede at jeg var den taknemmelige for at kunne besøge skolen og se hvad det er for en størrelse, gør inspektøren mig med det samme opmærksom på at det er ham som er taknemmelig for at jeg vil skrive om hans skole og fortælle om dens historie. Jeg havde, i samarbejde med fadderskabsafdelingen hos AC Børnehjælp, allerede taget kontakt til skolen ved min ankomst til Addis. Inspektøren var derfor grundigt informeret om bagrunden for mit besøg på skolen. Jeg fortæller ham om de problematikker som jeg oplever i forhold til at få mennesker som har lidt ekstra, til at bridrage til projekter som dette. Han er selvfølgelig ked af at høre at der er mistillid til både rigtigheden, men også til effekten af sådanne biddrag. Det er også derfor han har sørget for at jeg kan møde en flok af de børn og unge som er under fadderskabsaftaler. Han har samlet 10 piger, som efter min rundvisning på skolen sidder og venter spændt på hans kontor. Pigerne smiler meget genert da vi træder ind af døren. De er i alderen 16 til 25 år, og går i klassetrin fra 1. til 8. klasse. Man kan ikke undgå at blive ramt af varme og livsglæde af at sidde i deres selskab. Det er unge kvinder som til trods for en lang sej kamp i deres rygsæk, og endnu mere at kæmpe med ude i fremtiden, har mod på livet og som tager det hele med oprejst pande. De har drømme og mål med livet, og de ved at de kun har sig selv og hinanden til at sørge for at det lykkes. At være elev på Mekanissa er én ting, men når først man er færdig som elev her på skolen, og skal igennem en videregående uddannelse, så bliver ens færdighed som mundaflæser et og alt. For der er ikke nogen uddannelsesområder i Etiopien som tilgodeser eller stiller særlige hjælpemidler til rådighed for døve eller svagthørende elever, de anses som enhver anden elev, og må derfor finde vejen frem på egen vis.

På skolen går der lige nu 249 elever, hvoraf de 176 elever er døve. De resterende hørende elever er søskende eller anden nærmeste familie til de døve elever. Det fungerer på denne måde for at sikre at de døve børn kan kommunikere med i hvert fald et familiemedlem når de ikke er i skole. Det er ikke som i Danmark, hvor man går i skole i ens nærområde og derved har sine kammeraters selskab når man har fri.

En af de piger jeg møder, som er under et fadderskab via AC Børnehjælp, bor 30 km. Fra skolen. Det synes måske ikke langt i Dansk kontekst. Men i en by og et land hvor infrastruktur ikke er en selvfølge, giver det hende på de gode dage, godt 1,5 times transport hver vej. Hjemme har hun 3 brødre og 3 søskende, men grundet den lange afstand til skolen, har de ikke mulighed for at deltage i undervisningen. Hun forsøger derfor lige nu, selv at lærer dem tegnsprog. Pigen er 22 år, og drømmer om at blive frisør når hun er færdig på Mekanissa. Men lige nu er hun bare glad for at få al den viden som hun kan, ved endelig at være i en skole hvor der er den mulighed. Det at en pige som hende har en fadderskabsaftale betyder blandt andet at transporten til skolen bliver betalt, og at hendes materialer, såsom bøger, blyanter og uniform bliver betalt. Uden dette fadderskab ville det være umuligt for hendes familie at dække disse udgifter, og hun ville for det første derfor ikke kunne modtage undervisning, og hun ville heller ikke kunne få de nødvendige redskaber til at lærer hendes familiemedlemmer at kommunikere med hende.

Alderen på eleverne på Mekanissa er meget spredt, og eleverne er ikke inddelt i klasser efter alder, men efter niveau. Det ser jeg med egne øjne da jeg bliver vist ind i begynderklassen. Her sidder godt 15 elever på 4 til 6 år, men i blandt dem sidder også to elever på 18 og 19 år. Ofte er det på grund af afstand og økonomi at nogle elever først får adgang til skolen i en meget sen alder. I nogle tilfælde har det dog også at gøre med uvidenhed og fordomme fra familien. I mange områder i Etiopien anses det at føde et barn med et handicap, eller at et barn får et handicap i løbet af livet, som en straf fra Gud. Børnene bliver derfor ofte marginaliseret og gemt væk i mange år af deres liv.

På Mekanissa school for the deaf er der derfor også et sideløbende projekt, SSLTSA, som blandt andet har til formål at skabe opmærksomhed og viden omkring det at være døv. Projektet arbejder meget med fortaler arbejde for at komme de mange fordomme til livs. Udover dette har projektet også til formål at give undervisning til forældre til de mindre elever. Mange mødre til de små børn bliver alligevel på skolens område gennem skoledagen for at sikre at deres børn får mad, derfor har de nu mulighed for at modtage nogle timers undervisning så de også kan kommunikere med børnene når de vender hjem.

Af økonomiske årsager er projekterne for mødrene dog et af de områder som er svære at vedligeholde og få kontinuerlig støtte til, og inspektøren fortæller mig at det derfor er et af de områder som de har fokus på at forsøge at rejse penge til. Som vi snakker om, er det af en eller anden grund altid lettere at få verden til at give penge til små børn og praktiske hjælpemidler som man kan se, føle og røre. Men det at hente midler ind som i bund og grund har til formål at styrke kommunikationen mellem familiemedlemmer, og derved kan synes mindre håndgribeligt for donerer, synes straks sværere. Jeg tror desværre selv at det har rigtig meget at gøre med at det er noget som bliver taget for givet af mange mennesker. Fordi store dele af verden er vant til bare at få den nødvendige hjælp til at overkomme den slags problematikker, så kan man ikke forestille sig hvad det kan gøre ved et barns opvækst ikke at kunne kommunikere med sin egen mor.

Det gør sig også klart da jeg snakker med en anden pige som er elev på skolen på baggrund af et fadderskab via AC Børnehjælp. Hun er 18 år, og går i det der svarer til 2. klasse på skolen. Hendes familie bor langt fra skolen, og på grund af økonomi og afstand har ingen af hendes familiemedlemmer mulighed for at deltage i undervisning fra skolen. Pigen bor derfor hos en kvindelig pedel fra skolen, som også er døv. Da hun startede på skolen var det for hende første gang i hendes liv at hun opnåede konstruktiv kommunikation med andre mennesker, og særligt det at kommunikere med en voksen værdsætter hun højt. Hun fortæller at hun endelig kan snakke med nogen, lærer nye ting, og få viden om en masse områder. Når hun er færdig med skolen vil hun gerne arbejde i IT branchen, måske som sekretær.

Efter et par timer med rundvisning, historier fra elever, forsøg på at lærer blot en smule tegnsprog og efter at være blevet en hel del klogere på effekten af et fadderskab, er vi ved at være klar til at takke for denne gang. Som aftalt vil dette dog ikke være mit sidste besøg på skolen, og planen er at jeg skal besøge skolen igen om en måneds tid.

Som med alt andet jeg indtil nu har oplevet her i Addis og Etiopien, blev mit hjerte straks revet væk af denne oplevelse. Det er gribende at se hvad mennesker kan få ud af de små ting i hverdagen, og det er smukt og inspirerende at se hvilket livsmod rigtig mange mennesker har med sig her. Hvad der helt sikkert kan konkluderes er også at det har en synlig og vigtig effekt når man som sponsor eller donor sender penge ud i verden. Det er ikke hver en krone som bliver brugt på en bog eller en blyant som du kan se eller føle, nogle penge går uundgåeligt til en medarbejder som skal administrere systemet, nogle penge går til at informere og lave fortaler arbejde for en vigtig sag, nogle penge går til en busbillet og nogle penge går til en skoleuniform. Det er vigtigt er at se på det samlede billede, at se på den samlede effekt. Jeg håber nu, mere end jeg allerede gjorde det, at flere vil se ud over mistilliden og være med til at gøre en aktiv og vigtig indsats for de døve børn og unge på Mekanissa school for the deaf ved at tegne et fadderskab for et af børnene.