Pludselig opdager jeg at der er gået mange dage siden jeg har givet min blog et kærligt besøg. Dog skal det anses som en positiv ting, da det egentlig bare betyder at der sker så mange ting at der knap er tid til at skrive det hele ned.

Couchsurfing har bragt endnu flere mennesker ind i mit liv. For en uges tid siden mødtes jeg med en ung kvinde på min egen alder. Jeg havde taget kontakt til hende da vi havde mange fælles værdier og interesser. Første aften vi mødtes, var hun ude med hendes venner på en lokal bar, og det var her mit første rendevouz med disse herlige mennesker fandt sted. Baren er et lokal kendt musik venue, hvor man altid kan finde lækker reggae stemning. Det var også som at træde ind i en anden verden. Udenfor er baren beklædt i zebrastribet stof og malerier, og som man træder indenfor bliver man straks ramt af de blide toner, og en liflig duft af kaffe og øl. På en lille scene spiller bandet, bestående af 7 musikanter. Den ene herre er fra Jamaica, og han bor i Etiopien, da han anser det som moderlandet for hans rastafari tro. Han er ganske som man forestiller sig. Løse, farverige klæder, lange dreadlocks, bare fødder, en guitar i hånden og en blid stemme "Mama Ethiopia" synger han. På denne bar mødte jeg min nye veninde, som senere har vist sig at være lige den person jeg ventede på at møde.

Hen ad aftenen snakker vi om frivilligt arbejde, og hun fortæller om den organisation som hun laver community work i. Klubben hedder Rotaract, og er en undergruppe af en lokal Rotary gruppe. Gruppen er universitets basseret, og engagerer unge studerende fra Addis Ababa University i forskellige frivillige projekter. Jeg skal helt sikkert være med! Jeg bliver spurgt om jeg ikke vil komme til et møde og give en lille tale, og fortælle lidt om mit perspektiv på frivilligt arbejde, og det kunne jeg bestemt ikke sige nej til.

Søndag den 21. var jeg derfor gæstetaler ved gruppens ugentlige møde. Jeg havde valgt at sætte fokus på forskellene på det at være frivillig her, og frivillig i Danmark, og ved samme lejlighed, dele lidt af mine erfaringer og viden. Der er mange styrker i det frivillige arbejde her. En af tingene er blandt andet at engagementet her er stort, og at det virkelig rykker når de unge går ud og laver aktiviteter. Det der så mangler er et mere organiseret grundlag, og vores snak om dette henledte også til at give mig en rolle i gruppen. Jeg skal den kommende onsdag mødes med det man kan kalde formandsskabet, og vi skal sammen planlægge hvilke workshops og lærringer jeg vil kunne biddrage med for at styrke dem som organisation. Udover dette vil jeg selvfølgelig også være med i alle deres aktiviteter (jaja, det er i teorien, i praksis bliver jeg nok nødt til at være mere selektiv)! De laver blandt andet mad til hjemløse familier, aktiviteter for børn på lokale børnehjem, fortaler arbejde og fundraising events, de samler tøj ind og giver til fattige familier, og en hel masse andet.

På arbejdsfronten er der lige nu fyldt med faglige workshops på tværs af en masse lokale organisationer. Det sker fordi min vejleder fra AC Børnehjælp lige nu er på besøg, sammen med en konsulent, for at styrke de projekter som AC er partnere til her i Etiopien. Et par dage efter min vejleder var ankommet, fik vi også sat lidt tid af til at mødes under uformelle omstændigheder og løs snak. Det var ganske rart at få en god lang snak på dansk, om vind og vejr, og så var det da også helt rart at få lidt nyheder hjemmefra. Fredag og lørdag i den foregående uge, var der så tværgående workshop med ACs partnere. Det vil sige mig og mine kollegaer fra IFSO, folk fra VOFAD og folk fra SLTSSA. Vi skulle arbejde med at sætte ord på hvordan man som organisation ændrer strukturer og normer i et samfund, se på hvor organisationerne er på vej hen, snakke om udfordringer og muligheder. Ikke nok med at det selvfølgelig var spændende at lærer en masse nyt, og være med i gruppearbejde og erfaringsudveksling, så var det selvfølgelig også bare sjovt og hyggeligt at være omgivet af mennesker som bare gerne vil skabe en bedre verden for andre.

Jeg arbejder selvfølgelig også stadig videre på mine egne workshops i organisationen. Mine projektpairer på de to workshops som jeg skal stå for, er lige nu ude ved forskellige vejledere til vurdering og godkendelse, herefter skal de revideres sammen med mine kollegaer her, og så skal vi forhåbentlig søsætte projekterne i slutningen af maj. I forlængelse til dette, så holder vi også vores facebook kampagne i gang. Sammen med DFUNK opfordres folk til at aflevere deres gamle digital kamera eller video kamera til en kontaktperson i Danmark, som så vil sende kameraerne herned til mig. På den måde kan de forskellige grupper som deltager i video workshoppen, få udleveret eget kamera, og deres film projekter kan derfor fortsætte, selv efter vi tager hjem, og forhåbentlig kan vi så følge deres film via nettet.

Udover disse workshops blev jeg ved weekendens workshop tildelt opgaven at stå for en workshop for alle partnerorganisationerne. Da flere organisationer ønsker at implementere frivillige i deres organisationer, skal jeg holde en workshop for mine kollegaer fra IFSO, folk fra VOFAD og folk fra SLTSSA omkring dette emne. Hvad det hele kommer til at indeholde, er jeg stadig ved at finde frem til, men spændende bliver det helt sikkert, både for dem og jeg.

Nåja, alt er jo heller ikke lutter lagkage her. Men det var en ulykke som blot ventede rundt om hjørnet. Torsdag eftermiddag, sidste uge, fik jeg stjålet begge mine telefoner. Så heldig er jeg nemlig. Første telefon, en lille HTC blev hapset ud af hånden på mig mens jeg gik og smsede, efter kaos, forsøg på at få forbindelse til politiet via min anden telefon, som kører på dansk simkort, gik jeg videre, i håb om at støde ind i en betjent. Da jeg er nået et godt stykke af vejen, rækker jeg ned i min lomme, kun for at opdage at den telefon sørme også er pist væk. Skønt! Ingen omkring mig snakker engelsk. Jeg søger for at alt andet stadig er hvor det skal være, og går meget hurtigt til en cafe med netværk, her får jeg via skype, forbindelse til nogle venner som kan hente mig, og hjælpe med at skaffe ny telefon og simkort. Da vi skal hæve penge til dette indkøb, ja så virker alle ATMs i byen sørme ikke. Mine søde venner lægger heldigvis ud for mig og nogle timer senere er jeg tilbage i den teknologiske kommunikations verden. Så skal jeg have fikset en politi rapport. De første 5 politibetjente som vi støder på, aner intet om rapporter om den slags, og det er ved at blive sent på dagen. Arbejdet med politi rapporten fortsætter derfor fredag eftermiddag, hvor 3 kollegaer følges med mig. Vi besøger 2 politistationer, hvor vi på den sidste endelig får besked om hvor vi skal gå hen. Da jeg endelig når til det rette sted, er den ansvarlige selvfølgelig ikke til stede. Så blev det lørdag. Jeg har fået aftalt med en ven at vi tager til stationen sammen. Først fortæller vi historien til 5 forskellige betjente, efter de har vurderet om de tror på os, bliver vi hevet med ind på et kontor hvor endnu en betjent vil høre historien igen, og stille en masse spørgsmål. Man tager ikke let på det at skrive en rapport her, for alt for mange snyder med historierne. Endelig ender vi på afdelingens direktørs kontor, og fortæller da lige historien igen. Man bruger good cop/bad cop metoden, og direktøren er den onde, han tror ikke på et ord vi siger. Efter 10 minutter viser det sig dog at det er den metode man bruger for at sikre sandheden. Så tager ham den flinke politimand med os i en taxi til gerningsstedet, her gennemgår vi da hele situationen én gang til, alt imens han skriver alle detaljerne ned. Efter godt 3 timers politi arbejde er der endelig skrevet rapport på hændelserne, og vi er endt med at være på god fod med politimanden. Mandag eftermiddag burde jeg kunne afhente min rapport. Mine telefoner? Dem ser jeg vist aldrig igen.

Grundet denne hændelse, og andre små spændende sager, havde jeg gået i overvejelserne om at finde et andet sted at bo. Jeg sendte budskabet ud i en google gruppe for unge mennesker i Addis. Og efter få timer havde jeg allerede fået diverse tilbud. Jeg er dog ikke helt sikker endnu, så det er en af de sager som jeg lige nu går og overvejer lidt.

I skrivende stund har vi endnu en workshop. I dag er det en workshop på tværs af alle de folk som i samarbejde med VIA, AC, AAU og Red Barnet arbejder med at træne Social workers. Projektet hedder social support, og går ud på at diverse organisationer og institutioner, træner lærere, politifolk, sundhedspersonale osv. Til at lave case arbejde med børn. Projektets partnere har sammen udviklet baggrunds materiale til at udføre case arbejde i Etiopisk kontekst, man udviklet standard procedurer for sagsbehandling og case opbevaring, og der er udviklet etiske guidelines til arbejdet med børn. Ved dagens workshop mødes partnere og evaluerer projektets fremgang og udfordringer, samt får snakket om hvordan projektet kan biddrage til at opkvalificere såvel social worker uddannelsen i landet, som hele social worker feltet.

Næ, midt i det hele bliver man ringet op; politiet har fanget tyven, og jeg skal nu til samtale på stationen. Dette kan ikke læses, men skriveriet af bloggen må altså afbrydes for dette.

Så blev det også tirsdag før jeg kunne genoptage skrivearbejdet. Mandag eftermiddag forløb på den lokale politistation. Basseret på de meget nøje beskrivelser politiet havde fået, havde de fanget tyven. Det viste sig at være 4 drenge som havde arbejdet sammen. En dreng har observeret hvornår man forlader sit hjem, en anden følger efter en, en holder øje med politi, og en skal snuppe telefonen. Det er nøje planlagt. Da vi kommer ind på stationen, møder vi den samme politibetjent som også skrev rapporten, han var nærmest lige så glad for resultatet som jeg selv var. Han fortæller lidt om hvordan det hele skal forløbe. Først skal jeg identificere drengen blandt 4. Der er ikke nogen rude imellem, vi står sådan set bare i et rum, og så skal jeg se hvad jeg kan huske. Jeg udpeger to som jeg er sikker imellem, og til sidst tager jeg mig sammen og får udpeget den rette. Det viser sig at de tre andre som stod der, var de tre medhjælpere, så alle fire skal i fængsel uanset hvad. Det var en smule trist alligevel, drengene var alle omkring 14 år, og det var ikke deres første gang. Derfor er der også stor sandsynlighed for at fængslingen kommer til at lyde på 1-3 år. Det er lang tid for så unge drenge, men politiet her vil al gadekriminaliteten til livs. Herefter skal der skrives ny rapport, men der er god stemning nu, og der jokes lidt frem og tilbage. Betjentene vil gerne have at gæster i deres land, kan føle sig trygge, og får gode oplevelser. Jeg får derfor numrene på 3 betjente, som siger at jeg bare skal ringe direkte til dem, hvis jeg oplever det mindste. Jeg er ret imponeret over at et system, som udadtil virker meget ustruktureret og diffust, virker perfekt, og går så hurtigt alligevel. Jeg må derfor helt klart også dedikere en masse kærlighed og respekt til politiet her, for effektivitet og hurtigt arbejde!

I dag er der fælles møde med alle IFSO folk, og mine kollegaer fra Danmark. Der samles tråde, evalueres og deles viden på tværs af projekterne.

De fremtidige dage byder på lidt af hvert. Først og fremmest skal jeg mødes med mine nye bekendtskaber fra Rotaract og arbejde sammen med dem om at udvikle deres organisation, rekruttere frivillige, og så være med i nogle af deres aktiviteter. Ganske som jeg foretrækker det, holder vi vores møder rundt omkring på cafeer i byen.

Så er der også stadig vores kamera projekt på facebook. Det lyder ganske enkelt;

"Dit gamle digitalkamera kan være med til at give børn og unge i Etiopien mulighed for at udforske fotografi og video, og derigennem fortælle hvordan de ser og oplever deres verden. Deltagende video handler ikke blot om at producere video, men om processen med at producere video. I den deltagende videoproduktion overtager de medvirkende, uanset læse- og skrivefærdigheder, initiativ og ansvar for hele videoprocessen, inklusiv kamerahåndtering. Der skabes refleksion og samarbejde. Derved bliver videoproduktionen blandt andet et talerør og udtryksmiddel for en gruppe mennesker, som gennem produktionen analyserer og reflekterer over deres egen verden og position. Participatory Video er en række teknikker til at inddrage en gruppe eller et samfund i udformningen og skabe deres egen film. Ideen bag dette er, at det at lave en video er nemt og tilgængeligt, og er en fantastisk måde at bringe folk sammen for at udforske spørgsmål, bekymringer eller bare at være kreativ og fortælle historier. I participatorisk video skal deltagere lave deres egen film, hvor de kan forme emner i overensstemmelse med deres egen følelse af hvad der er vigtigt, og de kan også kontrollere, hvordan de vil blive repræsenteret.

Til at skabe dette projekt, skal jeg bruge din hjælp!

Jeg tager derfor imod velfungerende digitalkameraer og videokameraer.

Så har du et gammelt digitalkamera eller videokamera liggende i skuffen, som du gerne vil give nyt liv så hører vi meget gerne fra dig.

Kontakt DFUNK Westjyllands næstforkvinde Trine—[email protected]

Du kan også sende kameraet til: Trine Sørensen - Silkeborgvej 31 E - 7400 Herning

Husk at medsende evt. batterioplader, hukommelseskort, kamerataske eller andet tilbehør"

Ja, så kan folk som følger med på bloggen, også lige overveje om de har et ældre kamera liggende?

Så byder ugen på at jeg skal have forlænget mit visum, da det udløber i maj måned. Jeg skal have en aftale på plads med Mekanissa, så jeg kan besøge mit eget sponsorbarn. Jeg skal have en aftale på plads med et ACs børnehjem, hvor børn som står til adoption bor. Det glæder jeg mig til at få mere indsigt i. Yderligere skal jeg have det sidste på plads med Universitetet her, så vi kan begynde at se på muligheder for at læse her.

Desuden er jeg blevet en del af to løbeklubber, og det skal jo også passes. Men løbene går heldigvis hånd i hånd med en masse sociale aktiviteter i klubberne. En af klubberne har slogannet "A drinking club, with a running problem" så det skal også nok blive spændende at blive en del af.

Det var vist alt for denne gang, men det blev da også en længere skrivelse. Men i blandt stjålne telefoner, fantastiske mennesker, spændende oplevelser og alt hvad der hører hertil, så går det jo overordentligt godt her i Nilens land.