Timelange køreture ad veje som mest minder om motocross baner, nøgne men smukt udsmykkede folk, en by hvor alting slukkes og lukkes til midnat, kødædende kæmpefugle og nysgerrige abekatte. Det var nogenlunde hvad der omfavnede en to ugers rejse i det sydlige Etiopien. Omo Valley er uden tvivl et af ​​de mest unikke steder, på grund af den brede vifte af mennesker og dyr, som bebor området. Det er beliggende i Afrikas Great Rift Valley. Regionen er kendt for sin kultur og mangfoldighed. De stammer som lever i Omo Valley menes at være blandt de mest fascinerende på det afrikanske kontinent og i verden generelt. Det er blandet andet hjemsted for Mursie folket, som udsmykker sig med store tallerkner i underlæben. Hjem for Hamer folket som springer over kvæg når de vil giftes. Der er også Ari stammen, hvor kvinderne laver nederdele fra bananpalmernes blade. Den sydlige region af Etiopien indeholder i bund og grund en stor andel af de mange stammer som jeg har set og hørt om siden jeg var barn, og som har vakt nysgerrighed lige siden. Og de mange særsyn som rejsen bød på, fik mig i sandhed til at indse at jeg nu var ret langt væk fra Herning.

Rejsen til syd er ikke sådan lige til, med mindre man har egen bil, eller lejer en bil. Men rejse på uddannelses budget foregår med den lokale transport, som består af busser og minibusser, som rasler lidt her og der, de har som regel start problemer og man sidder tæt nok på hinanden til at kunne dele den armsved som opstår når man kører i 30 graders middagssol, men de virker, og man kommer jo frem. Første rejsedestination gik til Hawassa, som er den sydlige regions hovedstad, og som er en bustur på 5 timers rejse fra Addis Ababa. Hawassa er kåret til den smukkeste by i Etiopien, og det er ikke uden grund. Byen ligger op til en større sø, og indeholder et helt unikt væld af flora og fauna. En gåtur i de grønne områder i byen byder på farverige og mangfoldige møder. De små Vervet aber lever rundt omkring i alle trætoppe, og de kommer gerne ned og hilser på, særligt hvis man skulle tilbyde dem et par peanuts. Hertil kommer et helt vidunderligt liv af fugle, i bredden af den spejlblå sø kan man se mægtige tukaner, små ørne, græsgrønne undulater, isblå kolibrier flyve rundt og nyde livet. Desuden er der også den ret særlige Marabou, en ret stor, kødædende fugl, som lever overalt i byen, sidder i trætoppene, går rundt på vejen, og fylder den blå himmel med deres enorme vingefang.

Udover at det var skønt at se lidt livlig natur, efter de mange måneder i storbyen, så var jeg også heldig at ramme Hawassa under en festlig begivenhed, der var fejring af Fiche chembelala, som er nytår for mange af de sydlige stammer, og det kunne ses og mærkes i hele byen. Folk var klædt i de sydlige regioners farver, sort, rød , gul og blå, og der var musik og dans på hvert gadehjørne, hertil kom der hele tiden busser kørende, proppet med folk både indeni og på taget, mange som var kommet langvejs fra for at fejre nytåret.

Efter et par dage med eventyrlig natur og fest i gaden, var det så tid til at tage endnu længere sydpå. Turen gik nu mod Arbaminch, først med 3 timers kørsel til en mellemlanding i Wolita, og så herfra på en godt 3 timers køretur. Arbaminch er en bjergby, blandt andet kendt for de majestætiske bjergtoppe som omfavner byen. Det var i Arbaminch vi blev forenet med vores guide, en ung, karismatisk mand, som har brugt alle de år af sit liv som han kan huske, på at rejse rundt og vise den sydlige region til turister og rejsende. Dagen efter var det derfor tid til endnu en bustur, lidt længere syd på igen, destinationen hed nu Kayafer, en meget lille by, midt i det sydlige. Her mødte vi Bena, Tsemay, og Gelebe stammerne. Kayafer var en helt unik oplevelse, da byen, til trods for dens ret ydmyge størrelse, er et knudepunkt for trafikken, og dermed de mange forskellige befolkninger som lever i syd. Folk klædt i alverdens forskellige farver, alt efter deres ægteskabelige status. Folk i et stykke stof som kun lige dækkede de mest intime sager, og i nogle tilfælde, folk helt uden tøj. Folk med særlige frisurer, og folk helt uden hår. Det var et helt unikt syn at gå rundt blandt alle disse forskellige stammer, i høj grad fordi de også synes at jeg så yderst mærkelig ud.

Turen gik herefter videre, til Jinka, en større by, godt 300 km fra grænsen til Kenya. Jinka er samlingspunkt for mange af de sydlige stammer, særligt ved byens markeder, hvor folket kommer langvejs fra for at købe og sælge alt fra krydderier og grøntsager, til smykker og cigaretter. Dog blev det ikke det velkendte marked, som tog min opmærksomhed i Jinka, det blev i stedet de meget særlige, små lokalsamfund som er beliggende i bjergene og skovene rundt om byen. Disse små samfund er hver bestående af 50-100 bebyggelser, de fleste af husene huser et par håndfulde beboere. Områderne løber rundt basseret på en socialistisk tankegang. Som besøgende betaler man for at gå rundt i området, men i bytte for dette må man til gengæld gå ind på de forskellige grunde og kigge over skulderen på de arbejdende folk. Hver eneste husstand producerer en eller anden form for vare, eller dyrker bananer, korn eller anden salgsvare, og alle i husstanden hjælper til. En stor del af den indtægt de generer og den fulde indtægt fra de besøgende gæster, samles i en pulje og fordeles mellem hustandende efter behov. Ikke bare er det et velfungerende system, som sikrer alle i området, men det gør også at man i dette område, ikke møder den samme fattigdom som man møder mange andre steder i Etiopien. Hertil kommer det også at områderne idylliske, nærmest som at gå rundt i et lille eventyr. De små, stråtækte huse er beliggende i grønne bjerge, omfavnet af vældige bananpalmer, frodige mangotræer og tårnhøje eukalyptusser. De utallige fugle kvidrer fra trætoppene, solen stråler, og de mange børn fra de forskellige huse, følger med på ens vej for at teste deres bedste engelsk, og i nogle tilfælde for at synge en lille sang, og der dufter overalt. Af kaffe, krydderier, hjemmebag og de mange frugter i træerne over os.

Et af de huse som jeg sent vil glemme, var en kvindes hjem, ret langt oppe i et af bjergene, hun havde på sin grund, en lille cafe, hvor man kunne få sig et glas lokal brændevin, en kop the og et stykke brød for noget svarende til 5 danske kroner, her var flere mennesker samlet for deres frokost pause, og vi blev straks budt varmt indenfor. Rundt om os rendte tre bedårende unger, og jeg spurgte om det var hendes. Hun fortalte at hun havde adopteret alle tre børn, med nogle års mellemrum, da de alle havde mistet deres forældre. Hendes cafe og de daglige afgrøder som hun kunne sælge, var med til at holde familien kørende. Hun havde ingen mand, og klarede derfor det hele selv. Til mit spørgsmål om hvorfor hun havde adopteret tre børn, svarede hun uden at tøve, at hun også gerne tog både nummer fire og fem. Hendes udgangspunkt var at det ikke handler om penge, ting og sager, når man skaber et hjem for børn, men at det handler om kærlighed, omsorg og overskud, og det ville hun vist aldrig løbe tør for. Det er livsbekræftende at man møder den slags mennesker uanset om man er i Herning eller i Etiopien, medmenneskeligheden har heldigvis ingen grænser.

Jinka blev også stedet hvor jeg blev indehaver af mit eget fodboldhold. På en aften gåtur rundt i byen blev vi stoppet af et par drenge, de gik rundt og samlede penge ind til en ny fodbold til deres hold. En fodbold koster 50 Birr, svarende til 14 Dkr., De havde nu samlet 6 Birr og der var derfor et godt stykke vej endnu for de spirende talenter. Vi besluttede derfor, i stedet for at give penge, at købe et par fodbolde til holdet, så de da kunne klare sig sæsonen ud. Drengene blev så overvældede glade, og jeg blev udnævnt manager for deres hold, og fik en bold opkaldt efter mig, så nu bliver det jo spændende at følge mit eget hold på deres vej til succes.

Efter nogle dage i Jinka, med lange gåture i eventyrlandet i bjergene, farverige og særsynende markedsdage, et væld af myggestik og indehavende af eget fodboldhold, blev det tid til at rejse videre igen, nu gik turen mod Hamer området, og byen Turmi. 4 timers transport fra Jinka. Dog er Turmi, og Hamer området, ret svært at nå til med offentlig transport og vi blaffede i stedet, og endte derfor med at få største delen af turen i en lastbil som skulle den vej. Hamer folket er kendt for deres enorme venlighed og imødekommenhed, og ikke mindst deres ret iøjnefaldende hår, som er sammensat af en helt særlig slags rød jord som findes i det sydlige, omkring grænsen til Kenya. Turmi viste sig at være et noget særligt sted, midt ude i en blanding af grønne og frodige træer natur, og en uendelig savanne. Igen en by med en befolkning som er vidunderligt mikset af forskellige stammer i farverige perler og skindklæder. Hamer folket er blandt kendt for deres kvæghop, som mændene skal foretage når de vil giftes med en kvinde. Desuden er byen Turmi kendt for deres produktion af en lokal drik, som kaldes Chaka. Mest af alt minder det om at drikke risengrød, det er konsistensen. Smagen minder lidt om en sød udgave af eddike. Drikken fås i en alkohol udgave og en udgave uden. Ingen af de to blev en drik som jeg kunne blive forfalden til.

Det blev til noget af et eventyr, her et par uger inden jeg ser Herning igen. Selvom jeg nu har boet i Etiopien i godt et halvt år, blev jeg i sandhed mindet om forskelligheden blandt mennesker her i verden, på denne lille rejse til Syd. Ikke nok med at de nøgne, udsmykkede, og festlige stammer, har hverdag og vaner som ligger langt fra alt hvad jeg kender til, men selv i blandt stammerne er der forskelle i vaner, guder og udsmykninger. Men alligevel lever de ganske harmonisk side om side, og køber og sælger i blandt hinanden ved de mange markeder. Det lille sydlige eventyr var dermed en god påmindelse og hvor stor, mangfoldig og farverig verden er, selv indenfor landegrænser.