Mit ophold i Etiopien er ved at være godt halvvejs, og mange oplevelser har fyldt, og fylder stadig. Alle oplevelser har på hver sin måde givet mig nye refleksioner, og ny viden om mennesker og verden. Selvom udgangspunktet for mit ophold her i landet, er uddannelse og praktik, er der jo også en del timer i fritiden som skal fyldes ud. Der er to områder som hovedsageligt fylder i min fritid her. En Rotract klub og Hash House Harriers.

Efter godt en måned her i landet mødte jeg en ung pige på min egen alder, som fortalte mig om hendes fritidsaktivitet i den universitets basserede Rotract club of Ra'ey. Rotaract er en Rotary-partner klub for unge mænd og kvinder i alderen 18 til 30 år. Rotaract klubber er enten samfunds eller universitet baseret, og de er sponsoreret af en lokal Rotary klub.

Rotaract aktiviteterne er basseret på lokalt, græsrodsniveau, med aktiv deltagelse fra medlemmerne rettet mod deres eget lokalsamfunds fysiske og sociale behov, samtidig med at klubberne ønsker at fremme international forståelse og fred gennem en ramme af venskab og service. Klubben som jeg er blevet en del af, laver mange forskellige aktiviteter. Et af hovedprojekterne lige nu, er fundraising til at bygge et bibliotek og velfungerende sanitære forhold på en lokal skole, vi holder klubmøder hver anden uge hvor der som regel er gæstetalere med på dagsordnen. Klubben holder fælles fundraising arrangementer i form af fester og fællesskabsaftner sammen med andre Rotract klubber. Klubben er i det hele velkendt for deres nytænkende tilgang til fundraising og indkomst generende aktiviteter.

En af de aktiviteter som jeg har taget del i, var et besøg til Hanna Orphanage home, en fællesbolig for 10 forældreløse børn. Klubben besøger børnehjemmet på de mange højtider som afholdes i Etiopien, ved besøgene er der aktiviteter og hygge med de unge som bor på hjemmet.

Vi besøger hjemmet søndag efter påske for at fejre højtiden. Da vi kommer ind af porten venter de unge spændt på os. De har en alder som går fra 10 år til 17 år, men da de alle er vokset op på hjemmet og alle har boet der i knap 8 år, så er det som at træde ind i en lille familie, som har et helt unikt bånd. De er vant til at få besøg af Rotract klubben, men det er første gang at en af de frivillige er kridhvid, så der er nysgerrige blikke, og masser af snak og fnisen lige fra starten. Drengene er dog slet ikke generte, og de kommer alle og hilser pænt velkommen, vil vise mig rundt i huset og haven.

Det er dog ikke den længste rundtur jeg står til at få. Huset er på godt 80 kvadratmeter, og der er to sovesale hvor drengenes køjesenge står, derudover er der 3 reoler til deling af de få ting som drengene ejer. I midten af huset er der et langt bord med bænke omkring, her spiser og hygger drengene sammen om aftenen.

Vi sætter os alle sammen i fællestuen, og der er stille i lidt tid, mens alle falder til, og får følt hinanden an. Der går dog ikke mange minutter før de første sjove blikke og et selvopfundet tegnsprog tager over, og efter et par minutter bryder hele gruppen ud i et grineanfald som føltes som evigheder, og straks er isen brudt. Herefter er tegnsprog, mit bedte Amharic og deres bedste engelsk, det eneste vi behøver. Og så er drenge jo nu engang drenge, og de finder straks en masse forskellige bolde frem, og byder på basketball, fodbold og boldkunst ude i deres gård. Jeg hopper også med på vognen, så godt jeg nu kan, og det skaber endnu flere grineanfald. En af drengene gør sit bedste for at lærer mig lidt boldkunst, men vi må hurtigt erkende at der er lang vej endnu. Efter en times tid med bold og fri leg, er det tid til en velfortjent pause i fællesstuen. Her byder vi på sodavand og kage, og siden det meste af energien var brugt op, var der nu mulighed for at vi kunne stille hinanden lidt spørgsmål frem og tilbage. For nok er jeg nysgerrig, men det er nu også tydeligt at se på drengene, at de har mindst lige så mange tanker og spørgsmål. De vil gerne vide hvor jeg kommer fra, hvad jeg laver, hvor gammel jeg er, og alle de basale spørgsmål. Jeg vil også gerne vide lidt om deres alder, hvad de drømmer om, hvad de laver i hverdagen og så videre. Det betyder også at mine Rotract kammerater må på overarbejde i form af oversættelser, men det får vi nu også løst.

De fleste af drengene på hjemmet er kommet dertil i en tidlig alder, nogle fordi deres forældre er døde, andre fordi deres forældre ikke havde mulighed for at skabe rammerne for deres opvækst. Drengene laver alt sammen. De går i samme skole, sover og bor sammen på hjemmet, laver mad og spiser sammen. De kender hinanden ud og ind, og har skabt deres egen familie med hinanden. De er glade for de tilbagevendende besøg fra Rotract klubben, det betyder at de får nogle nye input i deres hverdag, og at de kan møde unge fra andre baggrunde som kan bidrage med inspiration om fremtidens mål.

Udover besøget på Hanna Orphanage, og den almindelige aktivitets planlægning, er en af mine aktiviteter med Rotract klubben at jeg laver nogle workshop dage sammen med dem. Den første gang jeg mødte klubben var jeg slet ikke i tvivl om at det er en samling af unge mennesker, som virkelig har en vision om at ændre nogle ting og områder i deres lokalsamfund og deres land. Men den organisatoriske viden, og det organiserede frivillige arbejde er stadig i udvikling her, og der er derfor ikke mange steder hvor en klub som denne kan trække viden fra. Men viljen og ildsjælen er der, og med det i bagagen kan man jo komme langt. Vi har også allerede nu fundet masser af områder hvor kombinationen af vores viden og erfaring skaber springbræt for masser af nye tiltag og innovativ udvikling af deres klub og organisation.

Det er en af de ting som virkelig har overrasket mig positivt her i landet, åbenheden og fællesskabet. Jeg havde kun mødt Rotract klubben en enkelt gang, og herfra tog det ikke længe før jeg følte at jeg var en del af familien. Den slags fællesskaber troede jeg var ganske unikt fra mit egen baggrund og foreninger i Danmark, men jeg tog så grueligt fejl. For det er ikke kun i det frivillige arbejde jeg har mødt den slags fællesskab. Som tidligere nævnt er der to områder som fylder fritiden ud, den ene er Rotract, og den anden er Hashing. Hashing foregår med Addis Ababa Hash House Harriers. Det er en samling af internationale, excentriske-løbeklubber, hvor løb og våde varer kombineres i en højere enhed. Den første klub blev grundlagt i Kuala Lumpur, Malaysia, i 1938, og i dag er der omkring 1700 Hash House Harriers klubber i hele verden. Hvis du kan løbe - bare lidt, og drikke en øl - eller flere, så er man velkommen i klubben.

Vi mødes hver lørdag midt på eftermiddagen, godt 30-40 personer, og en mangfoldig gruppe må man sige. Der er mænd og kvinder, børn og voksne, tykke og tynde. Der er turister, som blot er med for en enkelt gang. Lokale Etiopier, som har været en del af klubben de sidste 15 år. Der er udlændinge, som jeg selv, som er en del af klubben mens vi har bopæl her i landet. Alle vi forskellige mennesker, mødes som sagt hver lørdag, og så står den ellers på Hashing. Vi tager bilerne, og kører til forskellige lokationer hver gang, her er der planlagt en rute som vi sammen skal finde vej igennem i rask løbetempo. Er det en længere rute, er der ølstop halvvejs, og er ruten knap så lang, så er der øl når vi vender tilbage. Derudover er der ved dagens afslutning, en række ritualer som vi skal igennem, dette foregår i en fælles rundkreds. Nye Hashere skal bydes velkommen, der skal siges farvel til de som rejser, og der bydes glædeligt gensyn med tilbagevendende folk. Yderligere så skal folk som har snydt og taget genveje have en straf. Fælles for alle ritualer er at de slutter af med at der bundes en kop øl.

Som med Rotract klubben, er det med Hashing holdet, det tog ikke længe før det føles som en unik familie, og et uundværligt fællesskab. Man løber ikke bare sammen, for da folkene er så åbne og byder så varmt velkommen, så lærer man hurtigt hinanden at kende og fælleskabet bliver et glædeligt gensyn hver eneste uge.

Det er vist aldrig helt let at være så langt væk hjemmefra. Væk fra alt det velkendte, venner og familie. Men overraskende nok, så må jeg erkende at de mange fællesskaber som straks har budt mig velkommen ind i varmen, helt sikkert gør det lidt lettere at være væk hjemmefra og ude nu slet ikke er så dårligt.