I skrivende stund er (læs; var) det fredag aften i Addis. Det er en af de dage hvor jeg tænker at jeg burde skrive en madblog, eller cafe anmeldelse i stedet for rejsebloggen. Men for nu holder jeg mig dog til rejsebloggen, og forsøger at give et lille billede af hvorfor der går længere og længere mellem indlæggene.

For et par dage siden ankom min praktikvejleder til landet, i forbindelse med at han skulle afholde et seminar for para social workers. Men da han jo alligevel skulle være i landet, kunne vi jo lige så godt afholde min eksamen her, så var den også overstået inden ferieperiodens indtræden. Eksamen forløb ganske fint, godt 45 minutters krydsforhør i hvad jeg nu havde lært og gjort i de seneste måneders praktik, blev eksamen heldigvis også bestået.

Dagene efter var min belønning så at være assistent for min vejleder og AC Børnehjælp i seminaret. Men det var heldigvis to givende og spændende dage, hvor jeg også kunne få lejlighed til at udspørge, og lærer lidt ekstra fra min vejleder. Seminaret med social workers er et større projekt mellem mange parter, og med mange vigtige målsætninger omkring socialt arbejde i Etiopisk kontekst. Projektet sigter mod at forbedre adgangen til, og kvaliteten af ​​socialt arbejde i Etiopien, med mål om at nå 16.000 udsatte børn og unge og et tilsvarende antal af familiemedlemmer, ved at opbygge lokal kapacitet og at yde social service og støtte. Projektet er nyskabende af to grunde. For det første fører det til udviklingen af ​​en uddannelses model som vil være tilgængelig til at replikere og tilpasse hos andre organisationer og institutioner, der arbejder med socialt arbejde i hele landet og i byerne Etiopien. Det vil indgå i undervisningen på Addis Ababa University School of Social Work (AAU-SSW), og for det andet bygger det på partnerskaber blandt danske og etiopiske organisationer og uddannelses-og forskningsinstitutioner, der ikke har samarbejdet på med denne intensitet før. Det blev til to spændende dage, og alle deltagende organisationer fik sat en masse nye målsætninger for projektet, som de vil arbejde videre med det næste års tid.

Inden eksamensperioden, gik meget at min tid (ret naturligt) med at læse, læse og læse. Men dertil har jeg også haft min daglige gang ved immigrations myndighederne grundet forlængelse af mit visum. Etiopien er bureaukratiets land! Først og fremmest giver de kun forretningsvisum, som man også skal have som studerende, for en måned af gangen, af hvilke årsager er der ingen der ved, da man i princippet skulle kunne få 3-6 måneder af gangen. Dernæst skal man bruge bunker af dokumentation, tid og tålmodighed på ansøgningsprocessen. Først skal man have et officielt brev fra organisationen, samt et dokument på at organisationen er legitim, jeg skulle have et brev fra den danske ambassade som kunne bekræfte at de støttede min visum ansøgning, jeg skulle have kopier af pas og alle tidligere visum, pas foto og 20 usd. Alle dokumenter er man nødt til at møde personligt op og indhente på samme dag som ansøgningsprocessen. Det lykkes dog efter 4 dage, frem og tilbage mellem myndigheder, at forlænge mit visum endnu en måned. Jeg overvejer kraftig at næste forlængelse foregår ved at rejse ud af landet, og ind igen på et turristvisum, da processen vil koste næsten det samme, men vil være nemmere, og sjovere.

Som frivillig, går det meste af min tid lige nu med at holde it og teknologi opdateret for IFSO, det er bestemt ikke mit hovedområde, men lige nu har organisationen ikke rigtigt nogen medarbejdere som kan varetage dette område, og så har jeg tilbudt at byde ind. Det er ret besværligt at arbejde med online it her, da man skal på jagt efter ordentlig internetforbindelse, men man finder diverse løsninger, og så væbner man sig med tålmodighed.

Siden begyndelsen af dette blog indlæg, er det blevet tirsdag formiddag, jeg tog mig et par dage ud af byen, uden computer.

Lørdag morgen tog vi den lokale transport til et område kaldet Shewa Robit, for at besøge en ung dreng som sidder i fængsel der. Han havde ved et uheld købt en stjålet mobiltelefon, hvilket giver knap et år i ungdomsfængsel. Fængslet ligger i en lille by, som bedst kan beskrives som en mindre flække, men utroligt smukt og hyggelige omgivelser. Det er ikke et område hvor turrister normalt kommer til, så vi fik skabt masser af opmærksomhed, men folk i byen var gæstfrie, nysgerrige og utroligt venlige. Noget af det smukke ved Amhara regionen, som byen ligger i, er naturen. Der var et farvestrålende liv af fugle og små aber i træerne, bedst beskrevet som at gå rundt i et lille afrikansk eventyr. Fængslet var da også en ret særlig oplevelse, igen var det ikke ligefrem et sted hvor mange udlændige kom forbi, så de måtte kigge reglerne godt igennem, for at finde ud af om jeg måtte komme med ind, de tillod det dog til sidst. Stemning var meget som et åbent fængsel i Danmark, og vagterne var på god fod med de meget unge mennesker som afsonede deres tid der. Drengen vi besøgte havde nu siddet der i 8 måneder, og havde endnu ikke haft besøg, så han var noget glad da vi kom forbi. Vi havde købt lidt af hver til, som kunne holde ham kørende i lidt tid. Hans familie bor godt 700 km. Fra fængslet, og det er en rejse på en dag hver vej, og det kan være dyrt, de har derfor ikke haft mulighed for at besøge ham. Som vi sad der i besøgs området, som var bygget som et åbent skur med to rækker af bænke, var det nu en smule tragikomisk at et fængsel for unge drenge lå midt i et område af smukke, frie fugle, men som han selv forklarede, så holder man op med at se sådan på det efter noget tid, ellers bliver man skør. Selvom det var et smukt område, og selvom vagterne var gode til at skabe en varm stemning, så er det jo på ingen måder givende at en dreng på 16 år, skal bruge et år af sit liv i et fængsel, og selvom de klarer sig udmærket, så er et Etiopisk fængsel, maden og boligforholdene bestemt ikke spændende over længere tid.

Efter lørdag og søndag i Shewa Robit området, tog vi minibussen tilbage mod Addis, undervejs bestemte vi dog at vi godt kunne bruge en ekstra dag hjemmefra, så da vi kom til Debre Brehan, hvor vi skulle sk8fte bus, valgte vi at blive der. Debre Brehan er en mindre by, med godt 100.000 indbyggere. Byen er kendt for at være et af de koldeste områder i Etiopien, og klimaet mindede ad også en hel del om Danmark. Derudover er byen kendt for deres hjemmebryg, af både gin, whisky og brændevin, og byens indbyggere er velkendt for at drikke en hel del for at holde varmen. Vi skulle selvfølgelig smage, og jeg kan berette at deres gin er ganske fantastisk. Søndag aften brugte vi mest på at gå rundt og bare se byen. Noget af det der slog os var roen og freden, til forskel fra Addis, og venligheden hos folk. Helt bestemt en by man sagtens kunne bo i!

Mandag middag var det så tid til at vende tilbage til Addis og hverdagens pligter. Og nu er det altså blevet tirsdag, jeg er endnu engang endt på Harmony hotel, grundet deres Wifi. Denne unge står på besøg på universitetet, for forhåbentlig at få afsluttet min ansøgningsprocess for mit 6. semester, som, hvis alt vil det vel, kommer til at foregå her i landet. Så skal jeg have planlagt vores reunion og overlevering af de længe ventede kameraer for børnene som deltog i min workshop. Desuden er en konsulent fra AC lige nu i Addis, i forbindelse med en række andre projekter, så vi skal sikkert også have kaffe, snak og planlægningsmøder. Næste uge udløber mit visum, igen, så jeg skal også have besluttet hvilken løsning jeg vil have derpå.

Det er jo ikke noget problem at få tiden til at gå.