Efter nogle dage med masser af skrivearbejde på kontoret. En praktikplan som skulle være færdig. Blev det det endelig fredag. Ja selv om man er i en anden verden, så er weekender stadig der det hele sker.

Fredag aften havde en af mine venner sørget for at få os på en gæsteliste til en fest på den Amerikanske ambassade. Festen var fejring af Skt. Patricks Day, og folk var klædt i de grønne farver. Vi fulgtes med 5 af hans venner, som i løbet af aftenen hurtigt blev til mine venner også. Som enhver anden fest bød aftenen på musik, dans og masser af sjov. Da det var en ambassade fest, var der mennesker fra alverdens steder, og knap to mennesker talte samme sprog, hvilket blot gjorde det hele endnu sjovere at være en del af. For mit vedkommende sluttede aftenen dog i nogenlunde tid, i det jeg lørdag morgen skulle stå for mit første oplæg på vores workshop for para-social workers.

Jeg bliver hentet ved døren lørdag morgen. For første gang siden min ankomst til landet, bliver jeg afhentet til den aftalte tid. Jeg skal holde oplæg om casework, basseret på en systematisk fremgangs metode som IFSO har udviklet i samarbejde med forskellige partnere. Udover dette skal jeg selvfølgelig biddrage med min egen viden omkring området, og sætte det i perspektiv til dansk kontekst. Yderligere har jeg fået lov til at byde ind med nogle forskellige meetovation lege og energizers. Det er ikke ret almindeligt at bruge den slags her. Generelt er det ikke ret almindeligt at bruge sin fritid, og slet ikke weekend, frivilligt på kurser og workshops. Da det er en ret almindelig del af min hverdag har jeg også allerede erfaret at jeg kan byde ind med en hel del på dette område. Folk mødepligt og energi niveau er dog også et ret godt vidne om at denne slags kurser ikke er noget man er vant til at praktisere. Men folk kommer, og de vil gerne lærer. Min morgen energizer er en shakin´stevens, som i bund og grund går ud på at få rystet hele kroppen. En uvant situation for mange, men alle er med på legen, og ikke nok med at vi får rystet hele kroppen på plads, så får vi også grinet godt og grundigt igennem.

Efter rysteturen starter mit oplæg. Det hele forgår på Engelsk, og der tolkes undervejs. Det tager lidt tid at vænne sig til hele situationen. Både det at skulle formidle sin viden på et andet sprog, men også at skulle gøre konstante ophold, da der skal være tid til tolkning. Tid til tolkning går også to veje, da deltagernes input og spørgsmål jo også skal tolkes til mig. Jeg er vant til kurser og oplæg i dansk kontekst, hvor man som deltager sagtens kan sidde og hører på en oplægsholder i en time eller to, men den slags oplæg her ville få deltagerne til at falde i søvn, og en meget vigtig metode i både oplæg og workshops er derfor at gøre dem så deltager orienterede som muligt. En af de metoder som IFSO benytter i deres projekter er også "participatory inquiry" Da jeg fik fortalt om metoden, tænkte jeg først at det da var nemt at indbyde folk til at deltage i alle processer. Men som med så meget andet er det lettere at læse end at gøre, og noget af det som jeg fik ud af dagens workshop var derved også en bevidsthed om at det er en af de metoder som jeg vil dykke meget mere ind i via min tid hos IFSO, så jeg kan bruge den meget mere aktivt.

Mit oplæg sluttede ved frokost tid, og efter frokost, lidt flere lege, og et oplæg ved en af mine kollegaer kunne vi kalde det den lørdags workshop.

Om aftenen har jeg endnu en aftale med en ven om at tage ud og se lidt af nattelivet. Ganske som jeg havde forventet og håbet, er hver en centimeter af natklubbernes gulv, lavet til at danse på, og alle vil danse. Musikken er, uanset hvor vi kommer, en skøn blanding af lokale toner, velkendte melodier og herlige beats. Der er et højt niveau af sikkerhed på alle klubber i byen, og der er minimum 3-4 dørmænd alle steder, som hver især kunne være Evander Holyfields fætre, til at visitere alle gæster og til at sikre ro og orden. Efter at have testet en håndfuld dansegulve, melder de ømme fødder pas, og efter lidt at spise kalder vi det den nat.

Søndag bliver tildelt ren afslapning, og om formiddagen tager vi til et hotel med udendørs pool. Solen stråler fra en skyfri himmel og der meldes 27 grader. Helt perfekt til udendørs svømning. Svømning er ikke en helt almindelig form for motion i Etiopien, og der er flere i vandet som er i gang med at lærer de almindelige svømmetag. Efter selv at have svømmet nogle baner, ender jeg med at have et par større børn svømmende ved siden af mig, de vil gerne lære at svømme, så resten af tiden i poolen går med at være svømmetræner for dem. Efter svømmeturen beslutter vi os for at tage en tur i biografen. Vi ser Jack the Giant slayer. Herefter kan det vist også med rette kaldes den søndag, og den weekend.

Mandag morgen starter som en helt almindelig morgen. Jeg møder ind på kontoret ved halv 9 tiden som sædvanlig. Efter en times tid på jobbet gør både min krop og mine kollegaer mig dog opmærksom på at jeg skal tage hjem. Hovedpine, mavepine og øm krop har ramt mig. Jeg har heldigvis medicin med mig hjemmefra til denne slags tilfælde, og jeg tager et par piller med det samme jeg når hjem, og lægger mig så til at sove. Hen ad eftermiddagen ringer en af mine venner for at høre til mig, og uden jeg får lov til at modsige, bliver jeg afhentet så jeg kan komme ud og få lidt frisk luft og en kop the. Da jeg kommer hjem igen, tager jeg endnu en pille, og ligger mig igen til at sove.

Tirsdag morgen er jeg helt frisk og klar igen. De bedste bud lyder på at jeg har haft en mindre madforgiftning eller lignende. Måske fra vandet i poolen. Uanset hvad var det heldigvis overstået på en enkelt dag.

Det var da også til mit held da tirsdag var den dag jeg skulle besøge Mekanissa school for the deaf, for første gang. Et besøg som jeg i sandhed har set frem til. Jeg vil ikke skrive så meget om mit besøg på skolen, da der kan læses nærmere herom i den kommende uges udgave af Herningbladet, men jeg vil sige at det var givende og at det var en øjenåbner. Hertil kan jeg tilføje at jeg havde ganske meget ret, indsatsen gør en synlig og vigtig forskel for de børn og unge som går på skolen. (Når artiklen er trykt, vil jeg også ligge den op her på bloggen)

Tirsdag aften blev også den dag jeg endelig fandt et fitnesscenter som kunne leve op til krav jeg har. Stedet hedder Bole Rock Gym, og er et ganske udmærket center, med gode omklædnings og bade forhold, diverse cardiomaskiner fra Life-fitness, og et bredt udvalg af vægte. Jeg fik overtalt en af mine venner til også at melde sig ind, så vi kan følges, ikke mindst dertil, men særligt hjem derfra, da jeg helst undgår at gå alene rundt når det er blevet mørkt. Det var helt rart at komme i gang med træningen igen.

Det indbød også til en sjovere oplevelse efter træningen. Bedst som jeg står i forhallen og venter på at min ven bliver færdig, hører jeg bag mig at nogen taler dansk. Jeg kigger rundt, men kan ikke få øje på nogen dansk udseende folk. I stedet ser jeg en Etiopisk udseende mand, som taler dansk med nogen via computeren. Jeg hilser på ham og griner lidt af situationen. Da han afslutter samtalen, får vi talt lidt sammen. Han er her som lærer på en skole. Det pudsige er at han er adopteret fra Etiopien via AC Børnehjælp, verden er nogen gange så lille. Vi udveksler numre og aftaler at få en kop kaffe en dag efter træningen.

De kommende dage byder, hvis alle aftaler holder stik, på en heldags studietur med en af skolerne, samt en aktivitetsdag i en af skolernes homeworkclubs. Weekenden går med en tur til et område kaldet Debre Libanos, sammen med en af mine venner. Alt i alt vokser min kærlighed til landet, byen og folket. Der er nye oplevelser hele tiden, masser af viden at indtage, nye muligheder hver eneste dag, og så mange fantastiske mennesker overalt. Jeg glæder mig allerede til at fortælle om de næste oplevelser.