Klokken er halv to da jeg ankommer i lufthavnen i Addis Ababa, godt 24 timer efter jeg forlod Ilskov i Danmark. En smule træt og omtumlet får jeg fundet kufferten, får tjekket mit visum, og får så lov til at træde ind det land som skal være mit hjem de næste 4 måneder. Vejret er tempereret, naturen, menneskerne og bygningerne er fremmed og nyt, og det tager lige nogle minutter at vende sig til tanken.

Der er sørget for en chauffør som skal samle mig op, og efter noget tids søgen efter hinanden, så bliver han da også lokaliseret. Da der spares på det strøm som nu engang er til stede er der ikke meget belysning på pladsen ved lufthavnen. Men jeg kan da se at bilen jeg bliver hentet i er af en ældre model, type forekommer mig ukendt. Indeni hænger der alle mulige ting og sager, og der sidder klistermærker fra alverdens firmaer, ud af bilen kommer der også diverse lyde fra dele som jeg ikke skal gøre mig klog på, men den virker og den har da personlighed. Chaufføren er lokal kendt, og kan, alt imens vi kører efter noget som synes at være egne trafikregler, fortælle en masse om Addis.

Efter at have kørt i godt 20 minutter på astfalt, grus, brosten, jord og andre underlag som jeg ikke kunne identificere, kommer vi til den del af Addis hvor jeg skal bo de første par dage. Min vejleder syntes jeg skulle bo ved hende indtil mandag, så jeg ikke skulle være helt alene de første dage, og det var helt bestemt en god ide. Det bliver mørkere og mørkere, og vejene bliver mere og mere uidentificerbare. Jeg er nødt til at spørge chaufføren om vi stadig er i Addis. Han griner, og siger at jeg ikke er den første foreign (det kaldes alle vi hvide udlændinge) som tænker sådan. Normalt er der lys i bydelen, men elværket er nede lige nu, så man klarer sig uden. Med hensyn til at der ikke kan skelnes mellem mark, vej og bjerg kørsel, er bare sådan det er, infrastrukturen er øjensynligt anderledes end det jeg er vant til.

Ved noget der ligner halv tre tiden når vi frem, og jeg bliver modtaget med et stort knus fra min vejleder som er glad for at jeg er kommet godt frem. Der tilbydes både bad, mad og hvad jeg ellers vil have, men det er mest sengen som kalder, og vi beslutter at samle op efter noget søvn i stedet.

Næste morgen, lørdag, tager det lige et par ekstra minutter før sindet forstår hvor man er vågnet op, og for at slå det helt fast kigger jeg lidt ud af vinduet. Solen er oppe, og det mørke Addis som jeg ankom til, er nu ganske anderledes. Det er også en noget anden udsigt end jeg er vant til. Lige udenfor huset går en vej som er mere ujævn end en motorcross bane, og som er hård som en klippevæg. På den anden side af vejen ligger en større bygning, som jeg er i tvivl om er et igangværende byggeri, eller noget som er ved at blive revet ned. Et par vilde geder, en flok fritlevende hunde og to køer trasker rundt blandt hinanden, og op ad vejen går en flok kvinder i burka mod moskeen til morgenbøn. I den anden retning kommer en mand gående med tre æsler foran sig, de bærer på hans varer som skal sælges på markedet. Ude i horisonten stikker storbyen og centrum af Addis op, imellem bliktage og højhuse, og bagved Addis ligger høje grønne bjerge. Så var jeg ikke i tvivl længere. Jeg er langt væk fra Herning nu.

Efter at have fået serveret pasta med chilli til morgenmad, tilbydes jeg en gåtur rundt i området. Helt perfekt for mig, for jeg er nysgerrig. Jeg havde ikke troet at jeg ville sige det, men det er som billederne har vist. Huse som ved første øjekast ville synes beskrevet som faldefærdige, men som man ser nærmere efter og tager konteksten i betragtning, er det langt fra sådan. Masser af mennesker går rundt med varer, som de enten er på vej til at sælge eller lige har købt. Biler, lastbiler og busser (som i øvrigt er proppet til randen) kører på må og få af hinanden, men alligevel med en eller anden form for indforstået orden, for der sker sjældent uheld. Æsler, køer og hunde render rundt omkring, og der er en vældig trafik af børn som skal hente vand ved vandposterne, som for mange er placeret langt fra hjemmet. Mange af de børn som henter vand er meget små og de bærer på mere vægt end mange mænd kan løfte i fitnesscentre. Mange etiske dilemmaer går igennem hovedet, men familierne er afhængige af at børnene henter vandet, alle har deres rolle at udfylde i husenes puslespil, og mange steder er mændene ude og tjene pengene. Som vi går rundt i området får jeg lov til at stille masser af spørgsmål, og min vejleder lader mig heldigvis være nysgerrig, så jeg får god ballast til at forstå den kultur jeg skal indgå i. Blandt andet er jeg nødt til at spørge til det vejnet som jeg tænker oppefra må ligne en gang spaghetti på en tallerken, hvordan kan man have adresser med den slags, og nej, det kan man heller ikke. Man kender sit område og ved hvor man bor, det er sådan den løses. Jeg er glad for at følges med hende, for der er da ingen tvivl om at jeg ellers ville fare vildt. Rundt på skråningerne sidder børn og leger, og når vi går forbi bliver der sagt foreign foreign, så vinker jeg til dem og de bryder ud i grin. Det vrimler ikke med hvide mennesker i de ydre bydele, og for mange af de mindre børn er det første gang de ser en foreign.

På vej tilbage går vi igennem markedet og køber nogle varer hun skal bruge til eftermiddagens madlavning. Der kommer gæster i huset. Da vi vender hjem med varerne er nogle af gæsterne allerede kommet, og der er gang i madlavning. Manglende elektricitet er ingen hindring for den sag. Maden laves over et bål i baghaven, og diverse blus som man har til netop disse tilfælde. Der dufter fantastisk i huset, men jeg finder ud af at det slet ikke skyldes maden. Duften kommer af at der ristes kaffebønner over blus i stuen, når de er ristet, males de ved håndkraft, og så får vi serveret ganske ægte Etiopisk kaffe. Her kommer ordene Once you go black, you never go back, til sin rette. For dét er kaffe som det skal smage. Da kaffen er skænket kommer flere gæster til. Jeg får forklaret at når man som nabo dufter kaffe, så skal man komme forbi til en kop. Det er helt bestemt en tradition jeg gerne vil have med mig hjem.

Lørdagen går med at spise, drikke kaffe, danse, spise lidt mere, drikke mere kaffe, snakke og grine. I løbet af eftermiddagen kommer strømmen også igen, og det bliver fejret med lidt mere kaffe. Strømmen ryger dog igen en times tid senere. Hen ad aftenen går vi nogle stykker ned i centrum af bydelen og får en sodavand på en lille cafe. Vejene er mørklagte og man skal passe godt på hvor man sætter sine fødder, det giver spænding til gåturen, og som vi blev enige om så er fordelen ved de mørke nætter at jeg ligner de indfødte. Cafeen ligger i en bygning hvor jeg nok aldrig havde gættet at der lå en cafe, men da vi kommer op ad trappen er det cafe præcis som man kender det. Rundt ved bordene sidder unge mennesker og kærestepar og sludrer i stearinlysenes skær, og der grines og drikkes kaffe.

Efter vores cafe tur bliver der tændt et bål i forhaven ved huset. Når nu der ikke er strøm, så kan vi ligeså godt hygge på den måde. Der serveres også mad endnu engang, men denne gang med grøn the i stedet for kaffe. Hvilket nok også er smart nok, taget i betragtning hvor frisk man bliver af den Etiopiske kaffe. Som vi sidder der kommer strømmen pludselig tilbage igen, og alle bryder ud i sang. Det er dog kortvarigt, da den ryger igen efter 10 minutter.

Det har været nogle lange dage og trætheden melder sig. Søndag skal jeg med i den lokale kirke og opleve søndags gudstjenesten, så det er vist også bedst at jeg ikke er alt for træt til den oplevelse. Bedst som jeg får lagt mig i sengen vender strømmen tilbage igen. Et råd som jeg fik med hjemmefra var "lad alt op og brug strømmen så snart du har muligheden" så jeg mente jeg hellere måtte skrive lidt nu hvor jeg kunne.

Jeg ser frem til de næste dage, og til at komme helt på plads. Mandag skulle jeg gerne flytte i eget værelse i centrum af Addis, starte hos IFSO, få simkort til mobilen, oprette internet, og al den slags. Jeg krydser fingre for at planerne holder, men hvis der er noget jeg har lært på mit første døgn, så er det at det skal man nok ikke altid regne helt med.