Søndag er en hellig dag, uanset hvilken religion man tilhører. Noget af det smukke ved Addis er at alle bor side om side, og har det fint med hinanden, uanset religiøs baggrund. I området hvor jeg bor de første dage er der hovedsageligt muslimer, men også ortodokse kristne og jehovas vidner er der i blandt. Hende jeg bor hos er Jehovas vidne, og det er her vi skal til ceremoni i dag.

Kirken ligger en halv times gang fra hjemmet, så vi skal af sted i god tid. Jeg får set endnu flere spændende veje og underfundige beboelser som vi går ind imellem husene. Vi snakker meget om levestandarder rundt om i verden. Hun fortæller at sidst hun var i Danmark, fik hun en rundtur i et dansk slumområde, og hun erkender at hun er nødt til at grine af det. Jeg må give hende ret. Der er ikke noget som nærmer sig disse slumområder på dansk jord. Det smukke ved disse områder er dog alligevel at folk nyder livet, børnene leger på gaden, kærestepar går hånd i hånd, folk der passer arbejdet og grupper af mennesker som hænger rundt omkring og sludrer. Jeg får fortalt at sådan er det her; uanset hvor lidt du har, så er du glad for det der nu engang er, og har an en for meget af noget så deles det med en anden. Sådan fungerer det hele.

Vi ankommer til kirken inden alle er nået at komme, hvilket er ret heldigt, for alle vil forbi og hilse på deres foreign gæst. Folk er overordentligt venlige, byder velkommen og de som kan, prøver deres aller bedste engelsk på at spørge hvor jeg er fra, hvad jeg hedder og for at fortælle at jeg altid er velkommen i Etiopien. Der bliver endda ledt i diverse skuffer og hylder for at finde dagens tekster på engelsk så jeg kan følge med til trods for den sproglige barriere. Engelsk eller ej, så må jeg nu alligevel nok erkende efter de to timers gudstjeneste, at det vist aldrig kommer til at fange mig, men det var spændende at kigge med alligevel.

Vi vender tilbage til hjemmet, og der kommer straks mad på bordet, og mens vi spiser ristes der bønner til kaffen. Efter kaffen synes min vært at jeg skal med en tur "downtown" - det lyder spændende og den er jeg med på.

Det kræver taxa at komme derned, og i Addis har man det der kaldes gruppe taxa. Praktisk betyder det at der holder en masse minibusser (kapacitet til 9 passagerer) til hver minibus/taxa hører en chauffør og en hjælper. Hjælperen går rundt og råber en destination i Addis højt, og dem som vil dertil, hopper ind i vognen. Og jeg skal hilse at sige at der kan være meget mere end 9 personer i sådan en minibus, en af dem jeg så folk gå ind i, hvor jeg kunne nå at tælle, blev det til 19 personer. Vores vogn var heldigvis ikke for fyldt, og jeg kunne sidde ved vinduet og se vejen. Det er dog svært at sige om det er godt eller skidt at se vejen, for det er da spændende at se alt det man kører forbi, men knap så spændende at se hvordan man kører i trafikken. Vi kommer dog sikkert frem til første destination, hvor vi skifter taxa, som kører derfra og til midtbyen. Udsigten er svær at beskrive, op og ned af hinanden ligger ældre huse af beton og mursten, moderne højhuse fyldt med kommercielle reklamer, der ligger blikhuse og små gadebutikker, kvinder i burkaer går rundt blandt kvinder i næsten ingenting, der er mænd i jakkesæt, gadehandlere, tiggere, der er børn som leger, børn der arbejder, og børn som henter vand. Køer, hestevogne, busser, lastbiler, taxaer, gående. Gaderne er et stort mangfoldigt miks match af al mulig, og der hvor der er luft mellem bygningerne, kan man skimte små veje som for det meste fører ind i mørke slumområder.

Vi ankommer til Piasa, som er central området i Addis. Her er gadehandlere, cafeer, hoteller og alt hvad centrum af en storby ellers har. Bortset fra turister. Vi får handlet lidt af det som mangler, sidder lidt på en internetcafe, så vi kan tjekke mail og jeg kan se at alle derhjemme har det godt, og så går vi på cafe og får lidt at drikke, og noget udefinerbart kage, men som smagte ganske udmærket. Planen var også at jeg skulle lave kontanter, men endnu engang kan vi kun finde ATMs som ikke virker, vi prøver igen mandag. Planen var også at se efter et simkort, men igen må vi afvige fra planerne. Turen var dog ikke spildt, for det var rart at få en cafetur, selvom det var i uvante omgivelser, cafe er cafe.

Herefter vender vi hjemad igen, endnu engang med de spændende taxaer. Man kommer hinanden ved med den slags køreture. Da vi ankommer til området hvor vi bor, er der lys i gadelamperne, og vi krydser fingre for at der også er strøm i huset igen, og ganske heldigt så var der det.

Men første weekend i Addis Ababa er ved at være slut, og i morgen begynder min egentlige praktik. Jeg har allerede oplevet strømmen komme og gå 4-5 gange, kæmpet med utålmodigheden for internettet, blevet mindre solbrændt i nakken, har spist hvert eneste måltid med klør 5, jeg har lært en masse om de kulturelle normer, og jeg er klar over at vi foreign er en sjælden men meget velkommen race her. Jeg er spændt på de kommende 4 måneder af min tid i Addis.