Profile
Blog
Photos
Videos
Og dermed er det blevet tid til at få gjort lidt status.
Min daglige rute går ofte forbi Bole Airport, og hver gang jeg kommer forbi tænker jeg tilbage på den dag jeg landende her i landet. Selvom der er sket så meget andet siden, så husker jeg stadig dagen ganske tydeligt, fordi den står så meget i kontrast til nutiden. Jeg landede kl. 3 om natten, en lørdag. Da jeg kom af flyet kunne næsten ingen omkring mig tale engelsk, jeg ventede en halv time på min bagage, og ingen kunne fortælle hvorfor. Mine telefoner virkede ikke. Jeg kunne ikke finde chaufføren som skulle samle mig op. Det hele føltes ganske kaotisk, og en smule ensomt, når alt nu var så fremmed. Jeg overvejede da også et par minutter om jeg bare skulle tage hjem igen, til trygge og velkendte rammer.
Hvor er jeg dog glad for at jeg ikke skyndte mig hjem igen! Det har indtil nu været 4 fantastiske måneder hos IFSO, og i det hele taget her i landet. Der er ikke gået en eneste dag hvor det ikke har været et eventyr, til tider kompliceret, men det må man jo tage med. I kufferten af minder har jeg efterhånden lidt af hvert. Først og fremmest har jeg oplevet og lært mere end jeg overhovedet havde troet, via min praktikplads IFSO. Planen med praktikken og de læringsmål jeg havde sat mig, startede med at omhandle socialt miljø arbejde, hvor jeg skulle være en del af en række aktiviteter og workshops, det har jeg nu også været. Men halvvejs inde i praktikken tog det dog en drejning, i det IFSO indså at de skulle foretage en række organisatoriske ændringer, det blev jeg end del af.
Derfor endte min praktik med at være en skøn blanding af aktiviteter og workshops med fantastiske børn og unge fra forskellige skoler og udvikling af socialt arbejde via workshops med social workers. Jeg har været med til organisatorisk udvikling af både IFSO og andre organisationer og fået mulighed for at undersøge fordele og ulemper ved den vestlige verdens andel i udviklings arbejde. Vi har endda stadig et par projekter kørende som jeg vil arbejde videre på hen over sommeren.
Min eksamen er planlagt til at være den 2. juli, så der må krydses fingre indtil da. Der er dog ikke meget som ændres når eksamen er ovre. Jeg har besluttet at være frivillig i de fleste af de organisationer som jeg har været i samarbejde med indtil nu. Jeg skal vide mere om VOFAD og deres projekter og forhåbentlig give en hånd med. Jeg skal besøge et børnehjem for børn som står til adoption. Jeg skal fortsætte med nogle opgaver i IFSO. Så der bliver nok at se til hen over sommeren.
Hvad har jeg ellers gået og lavet de sidste 4 måneder? Meget af tiden er gået med at møde en masse forskellige mennesker. På cafeer, i Rotract klubben, ved at løbe med Hasherne. Jo mere jeg mindes om hvor meget jeg har oplevet på blot 4 måneder, des mere bliver jeg glad for at jeg udsatte hjemrejsen et par måneder, og des mere bliver jeg mindet om hvorfor jeg er nødt til at komme tilbage til dette fantastiske land og eventyr.
Lige nu går tiden blandt andet med at få mit visum på plads, det er altid spændende at forsøge at få noget igennem til myndighederne her i landet, og mange gange er man nødt til at kende de rette folk. Jeg har heldigvis en ven, som har en ven som arbejder ved immigrations myndighederne. Det har dog været en proces med en del ironi, efter alle de sager jeg har fulgt i det danske system, om opholdstilladelser, visum og statsborgerskaber, så er det noget af en oplevelse pludselig selv at stå i et land med myndigheder som er ret så samarbejdsvanskelige og stå med et system som giver absolut igen mening, med mindre man er vokset op i det. Men mon ikke vi finder ud af det.
Tiden går også med at få min ansøgning til Addis Ababa University på plads, sjovt nok så gælder det samme her, besværlige beurukratiske processer, som tager uendeligt lang tid. Men jeg er ved at være godt på vej, og på torsdag tager en kollega og jeg til uddannelsesministeriet, hvor vi (forhåbentlig) får det godkendende stempel, og så skal jeg bare have det hele afleveret på skolen. Jeg får svar i August, så jeg ved heldigvis inden jeg rejser, om jeg kommer tilbage igen, så bliver afskeden ikke så slem.
Så går tiden selvfølgelig også med aktiviteter, i alle mulige former. Weekenden gik med at være Shoe shiner i centrum af byen, det var en Rotract event for at samle penge til vores aktiviteter og projekter. Det var et sjældent syn for mange, både fordi vi var mange kvindelige pudsere, og så at der var en hvid pudser. Det gav heldigvis bare ekstra penge, og vi endte med at samle 4000 Birr, hvilket svarer til godt en månedsløn for én person her. Om aftenen blev det selvfølgelig fejret.
Søndag var der fodbold. Etiopien mod Syd Afrika, om VM kvalifikationen. Vi mødtes til frokost inden kampen, og til selve kampen havde alle Rotract klubber i Addis, en bar for os selv, og siden kampen endte 2-1 var der noget af en fest. Det er svært at beskrive hvad der foregik i gaderne efter kampen, men hver eneste gade blev forvandlet til en gadefest, bilerne kørte i rækker, med hornet i bund, musik ud af vinduet, landets flag hængede overalt på bilen. Folk klædt i grøn/gul /rød dansede og sang overalt på gaden, alle barer var fyldte af glade mennesker. Det var et fantastisk syn, og det var herligt at være en del af at skabe sig så tosset man ville, midt på gaden.
Igår fejrede vi African Children's day på en af de skoler vi er tilknyttet. Godt 1000 børn og lærere var samlet til at fejre dagen, og der var musik, dans og taler. For mig var det bedste ved dagen, at jeg blev genforenet med nogle af de elever som jeg havde ved min video workshop, jeg havde savnet dem, og det var gengældt. De fik også ansvaret for at tage dagens billeder og film, og de kunne stadig huske alle de tricks of fif som de havde fået med sig fra workshoppen.
I denne uge skal jeg have afsluttet de opgaver som kun har været en del af praktikken, jeg skal mødes med Rotract og vi skal have planlagt en weekend workshop for dem. Jeg planlægger desuden at rejse ud af Addis på lørdag, og få lidt ro efter praktikken, blandt andet til at læse op til eksamen.
Det var vist alt for nu, men det blev da langt om længe til et blog indlæg.
- comments