Så kom dagen hvor jeg skulle møde mit eget "barn" på Mekanissa. Jeg ankom til skolen omkring middag, og startede med en rundtur på diverse kontorer, for at hilse på de mange mennesker som er en del af Mekanissa institutionen.

På skolens område har Sign Language Training and Social Service Association, SLTSSA, som er partner til AC Børnehjælp, deres kontor og aktiviteter. Deres mission er at skabe opmærksomhed om forebyggelse af døvhed og gennemføre programmer, der integrerer døve børn og unge og giver dem mulighed for at deltage i samfundet på lige fod med alle andre. SLTSSA arbejder med fokus på forebyggelse og socialisering af de døve ud fra et familieperspektiv.

Så mødte jeg selvfølgelig også inspektøren endnu engang, samt en del af lærer staben. Da jeg ankom til skolen var 8. klasse i gang med deres engelsk skriftlige test eksamen, inden den landsdækkende eksamen, så inspektøren måtte ind og ud af lokalet for at være en del af observationen. Inspektøren på Mekanissa er hvad man kan kalde en ren ildsjæl. Han har været i jobbet i et par årtier, og var med til at starte indsatsen for år tilbage. Han kan fortælle masser af historier fra skolen, og man er slet ikke i tvivl om at han brænder for projektet. Dertil kommer at han tager hjertevarmt i mod gæster som mig, og han værdsætter i høj grad den indsats som kommer via sponsorprojektet.

Den ansvarlige for at introducere mig til mit barn, er også kvinden som sidder med ansvaret for rapporteringen af sponsorbørn. Det vil sige at det er hende som skriver de rapporter som sendes til AC børnehjælp, og derefter til sponsorforældrene.

Mit barn er dagen inden blevet oplyst om at jeg kommer forbi, og han ved at han er på skolen som en del af et sponsorprojekt. Det er en noget genert dreng vi møder, men han smiler og hilser enormt høfligt. Han er 12 år gammel, og har gået på Mekanissa i 8 år. Hans færdigheder i tegnsprog er så gode at han ofte oversætter for de andre børn i hans klasse. Hans ynglings fag i skolen er science, og udover dette spiller han fodbold og holder med Manchester United. I fritiden er det også lektier og fodbold som fylder tiden.

Efter vores møde fik jeg set hans klasselokale og hilst på de andre elever i klassen.

Det var hyggeligt at hilse på ham, men også en underlig følelse, at et barns skolegang, så langt væk fra min hverdag, kan være afhængig af at jeg og andre sender penge af sted.

Mit møde har heller ikke ændret det mindste på mit syn. At være fadder for et barn, giver ikke kun en hyggelig og rar følelse indeni, som vi jo så gerne alle sammen vil have, men det gør faktisk også en reel forskel for både barnet og familien. At være fadder er en håndgribelig og enkel måde at være med til t sikre positiv udvikling og støtte til et enkelt individ, og derved såvel familien, som barnets lokalsamfund. Desuden er et fadderskab en langsigtet indsats, som sikrer uddannelse og viden som barnet altid vil kunne tage med sig. Endelig sætter et fadderskab ansigt på det sponsorat som man vælger at give, hvilket kan gøre det lidt mere håndgribeligt at være en del af.

Igennem AC Børnehjælp kan man blive fadder for et barn på Mekanissa.
Døve børn er besat af onde ånder, og deres mødre er selv skyld i barnets handicap, fordi de ikke har passet dem ordentligt! I Etiopien hersker der utallige fordomme om døve.
Når børnene starter på skolen, har de aldrig kunnet udtrykke, hvad de tænker og føler. Først her får de et sprog, så de kan kommunikere med omverdenen via tegn.

Se mere og opret dit eget fadderskab:

http://www.a-c.dk/stoet-boernene-bliv-fadder/bliv-fadder/etiopien-doeve-boern/