Profile
Blog
Photos
Videos
I dag var jeg med en af mine kollegaer ude og afholde en workshop på Hana Primary school. Emnet var færdigheder i livet, sundhed med fokus på seksuel sundhed, og HIV/aids. Målgruppen var nogle af skolens fritidsklubber; ligestillings klubben og HIV/aids klubben. Workshoppen var en af de få som vi har fået lov at afholde midt i skoletiden, hvilket har den fordel at eleverne i forvejen er samlet, og at stedet er klar til os.
Vi starter workshoppen kl 10.00 formiddag, med de godt 20 børn og unge. Første emne er livs færdigheder, og efter en intro til emnet ved min kollega, er det de unges tur til selv at reflektere over emnet.
Refleksionerne ender ud i masser af gode bud, i en stor plakat af post its. Grunden til at der på workshoppen er fokus på livsfærdighederne er at børnene kan lære at læse og skrive i skolen, men der er mange gavnlige livsfærdigheder, der sjældent gives i skolerne. Disse er færdigheder, som alle voksne og børn bør have. De vigtigste livsfærdigheder er at kunne stille spørgsmål, at løse problemer, at have en lidenskab, Uafhængighed, være tryg ved at være alene, have medfølelse, finde sig til rette med forandring.
Det var også rigtig mange sætninger som var i sammenhæng med disse færdigheder, som børnene fik sat på tavlen.
Næste emne skabte straks meget mere larm, men dog af den gode slags. Efter en intro om sundhed og seksualitet ved min kollega, var emnet var navngivning af kønsdele. Der blev lavet tre grupper som hver især skulle navngive både mandlige og kvindelige kønsdele. Det skabte en enormt fnisende stemning i alle grupperne, men til trods for det, var der imellem fniseriet også masser af viden som ville ned på papiret.
Seksualundervisning er et forsømt område på mange af de skoler som projekterne foregår på, og mange unge mangler ikke bare viden om kønssygdomme og prævention, men også om hvordan man føle sig tilpas i sin seksualitet. Ved workshoppen var det tydeligt at de unges behov for at tale om seksualitet, følelser og sex ikke er dækket, men at de har mange klare holdninger til emnet.
I forlængelse til dette ved vi samtidig, at de unge mangler viden om emner som krop, graviditet, seksualitet og seksuelle rettigheder. Vi ved også, at de selv efterspørger seksualundervisning, der tager udgangspunkt i de unges situation med erfaringer med seksualitet og sex. Det var derfor et spændende emne at åbne og debattere på tværs af køn og aldre.
Sidste emne på dagen var aids/HIV, som også var en slags forlængelse af seksualitets debatten. Med over 3 millioner hiv-aids smittede er aids-bekæmpelse en vigtig del af indsatsen i Etiopien. Oplysning og ændring af lokale traditioner er et kerneelement i aids-bekæmpelsen i Etiopien. Ofte spiller netop de lokale traditioner en stor rolle for, hvordan følsomme emner kan diskuteres. Og her kommer workshops med organisationer som IFSO, ind i billedet. Etiopien et af de lande i Afrika syd for Sahara, som er hårdest ramt af sygdommen, og det er derfor afgørende for landets vækst, at denne udvikling ændres, da det især er den unge del af befolkningen, som rammes - og dermed arbejdsstyrken. De unge deltagere var heldigvis på banen med det samme vi åbnende for emnet, de kunne selv fortælle hvordan man beskytter mod sygdommen, hvordan den opstår og de havde en masse faglig viden om emnet.
Efter workshoppen bevægede vi os ud i solen for at tage et par gruppe billeder. Det gav dog en hel del tumult. Mange af workshop deltagerne havde ventet på muligheden for at stille spørgsmål til mig, få taget billeder, og give hånd. Og det samme havde godt 100 børn udenfor lokalet. Det var lidt som at have sine 15 minutes of fame!
- comments