Så fandt vi Schindlers grav, hvor vi for to dage siden stod foran en låst port. Vi gik ind på kirkegården og havde fået at vide, at graven var nederst nede, og at vi kunne finde den ved at se alle de sten, der lå på den. Jøderne har det jo med at lægge en sten som tilkendegivelse på, at man har været der. Og vi fandt graven. Schindler den eneste nazist, der er blevet begravet i Israel, og efter sigende havde Schindler en trist tid efter krigen. Han reddede mange jøder, men glemte aldrig de jøder, han ikke fik reddet. At se graven var med blandede følelser. Schindler var et stort menneske, men kirkegården var meget misligholdt. Oplevelsen var derfor noget kontrastfyldt.

Herefter gik vi til Davidsbyen og kom også helt ned igennem den "tørre" tunnel. Det er utroligt, hvad mine svigerforældre og ikke mindst svigermor holder til, når viljen er der. Det må siges at have været en hård tur. Der var mange trapper. Men igennem tunellen kom vi.

En stor overraskelse i dag var armenerkirken Skt. Jakobs Katedral. Jakob den Ældre (Johannes bror) blev halshugget i år 44, og hans hoved er begravet her. Derudover blev Jakob - Jesu bror og Jerusalems første biskop - i år 60 kastet i døden fra templet tinde. Han er begravet under højalteret.

Kirken er kun åben i forbindelse med gudstjenester, og vi gik derhen et kvarter før gudstjenesten. Her blev der lukket enkelte turister ind. At komme ind i den, er som at træde adskillige århundreder tilbage i tiden. Det ældste af kirken er fra det 4. århundrede, og resten fra det 9. århundrede. Kirken i armenien er en af de ældste i verden, og at komme ind i en kirke med så gamle traditioner gør indtryk. Der var mange olielamper, og mange af dem var omkring 600 år gamle. Vi blev der og fik de første 10 minutter af gudstjenesten med, og jeg har aldrig set så mange medvirkende til en gudstjeneste. Det var meget alternativt til en gudstjeneste derhjemme i Christianskirken.

Efter besøget i kirken gik mine svigerforældre og vi to hver til sit. Senere erfarede vi, at mine svigerforældre var gået hjem gennem kunstnerkvarteret, et kvarter Maria og jeg endnu ikke har set og har til gode. Maria og jeg skiltes også, da Maria ville købe ind. Det gav mig en ekstra oplevelse. Da jeg kom til præsidentboligen, blev jeg stoppet af en vagt med maskingevær. Og da jeg er et meget venligt menneske stoppede jeg. Jeg bemærkede iøvrigt også, at vejen var spærret af en politibil med blå blink. Lidt efter kom adskillige biler med blå blink ud fra området med præsidentboligen, men da de havde tonede ruder, kunne man ikke se, hvem der var i bilerne. Det kan dog konstateres, at sikkerhedsopbudet hernede er omfattende.

I aften står den på sabbat og aftenhygge.