Idag var vi i suppekøkkenet og efterfølgende ude at se en bosættelse.

I suppekøkkenet møder man mange forskellige mennesker. Maria snakkede idag med en gruppe af kvinder formentlig i alderen 20-25. De kom fra mange forskellige steder af verden, en fra Sydafrika, nogle fra USA, andre fra Australien og atter andre fra Canada. Fælles for kvinderne var, at de var jøder og taget til Israel i 10 mdr. for at studere landet og lære sproget, og i den periode tog de også ind i suppekøkkenet nogle dage for at gøre en social indsats. Selv (Erik) snakkede jeg med en israelsk kvinde fra Tel Aviv på vel også 20-25 år. Hun havde boet i London og talte godt engelsk.

Nogle af de emner, jeg snakkede med hende om, var, hvordan det var at være jøde i London. Hun så London som meget muslimsk domineret, og når hun gik rundt i London, klædte hun sig aldring sådan, at man kunne se, hun var jøde. Hun skjulte sin jødiske identitet. Det blev dermed også til en snak om, at Israel er det eneste samfund i verden, hvor jøderne er i flertal, og hvor jøderne frit kan dyrke deres kultur og deres tro.

Maria og jeg har oplevet Purim-festen her i Israel. Denne kan vel til en vis grad sammenlignes med fastelavn, hvor man klæder sig ud, men som Maria og jeg også har snakket om, ville vi aldrig i Danmark se et jødisk barn klædt ud til Purim-festen. Man skilter ikke i andre lande med, at man er jøde.

Efter suppekøkkenet var vi ude at se en jødisk bosættelse på Vestbredden. For at komme derud skulle vi med bussen. Bussen derud var pansret. Dvs. at der var skudsikkert glas i vinduerne.

Bosættelsen ligger i nærheden af Jerusalem. Den var etableret i 1975 og dermed knap 40 år gammel og iøvrigt legalt etaberet. I bosættelsen bor 2.000 mennesker. I nærhenden ligger en jødisk by med ca. 10.000 mennesker og ikke langt væk endnu en jødisk by med omkring 40.000 mennesker. I alt bor der omkring 350.000 israelere på Vestbredden, dvs. bag grænserne fra før 1967, og her er Jerusalem ikke talt med.

Bosættelsen var meget interessant at se. Man lever et meget socialt liv derude, hvor der er et tæt samarbejde mellem beboerne. Samtidig virker det til at være et godt og trygt sted for børn, der frit kan gå rundt i området og søge kontakt til andre børn. Vi så også et par af synagogerne derude og fik forklaret, hvordan tjenesterne her fungerer.

Hjemad skulle vi med bussen igen. Der var et stoppested ved vejen. Her var placeret to meget store betonklodser. Årsagen var, at araberne havde kørt israelere ned, der stod og ventede på bussen. Så det blev igen en erindring om konflikten hernede på vej derfra. Bussen hjem var naturligvis med skudsikkert glas.