Profile
Blog
Photos
Videos
Idag tog vi på en oplevelsestur i det, der de sidste 1½ måned har været vores by - Jerusalem. Det endte med en tur på knap 10 timer.
Vi startede tidligt om morgenen med at tage ud til Knesset, der er Israels parlament. Efter et grundigt sikkerhedstjek, der indbefattede, at Maria skulle bevise, at hendes fotoapparat nu også kunne tage billeder, kom vi gennem kontrollen. Derefter fik vi en tur rundt i parlamentsbygningen. Her blev bl.a. vist gobeliner og mosaikker af Chagal. Chagal er jøde og fik til opgave at udsmykke en hall i parlamentet. Vi sluttede af i parlamentssalen, hvor vi fik fortalt om det parlamentariske system. Men underligt var det at være i den sal, hvor så store beslutninger for hele Mellemøsten er blevet truffet.
Næste stop var Israels Museet. Her så vi Dødehavsrullerne, og uden for stod en stor model af Jerusalem, som byen så ud på Jesu tid.
Efterfølgende tog vi ind i Den gamle By, hvor målet var Tempelbjerget. Efter at have stået i kø en hel time kom vi op på pladsen. Som turist er det begrænset, hvor længe man kan være der. Åbningstiderne er idag ikke særlig særlig store, og som turist kan man ikke komme ind i de to moskeer deroppe. Man vil ikke have vantro indenfor. Så selv om vi ikke oplever os som vantro, gælder det altså også os. Faktisk var det endda sådan, at en af de andre i vores gruppe fik en salmebog konfiskeret i kontrollen på vej derop.
Egentlig er det imponerende at være der. Det er det centrale sted for konflikterne i denne del af verden. Og faktisk er det et studie værd i magtspil. Det er fx underligt at konstatere, at Klippemoskeen er bygget på det sted, der for jøderne er det allerhelligste, men de kan ikke bede der, men er henvist til Grædemuren nedenfor Tempelpladsen. På Tempelpladsen er det samtidig israelske politifolk, der patruljerer og bestemmer, og samtidig ser man palæstinensere, der hygger sig på Tempelpladsen og palæstinensiske børn, der spiller bold deroppe.
Nå men videre frem. Dagen idag er Palmesøndag. Det var den dag, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel, og hvor menneskemængden lagde palmegrene foran ham. Denne begivenhed markeres også i dag. Det er sådan, at kristne - og herunder også os - samles på Oliebjerget for sammen at gå syngende ned af bjerget til Løveporten og ind i Den gamle By til Sct. Anna-kirken ved Bethesda Dam. Vi var med i gruppen idag. Og det var noget af en oplevelse at gå ned af bjerget som en del af en skare på vel 10.000 mennekser. På et tidspunkt så vi os tilbage og så adskillige mennesker og mange med palmegrene. Selv gik vi en dansk gruppe samlet og med et dansk flag i front. De første i hele skaren var iøvrigt palæstinensiske spejdere, og i skaren var der kristne palæstinensere fra over 10 forskellige steder på Vestbredden.
Den største overraskelse idag fik vi dog ved aftensmaden. Det er sådan, at den jødiske og den kristne påske ikke nødvendigvis falder sammen. I år er det sådan, at den jødiske starter på fredag med Cederfesten, hvor vi har langfredag, men faktisk er det sådan at jøderne ugen inden kan forberede påsken. Og dermed tilbage til aftensmaden. På et tidspunkt, da vi var ved at være færdige, syntes vi, at naboen spillede lidt høj musik - og denne blev højere og højere. Men det endte med, at vi konstaterede, at det var en bil, der med guirlander og endda med meget høj musik (traditionel jødisk) langsomt kørte forbi. Umiddelbart efter bilen gik en mand med en Torarulle, og bagefter gruppen af mennesker kørte to politibiler med blinkene tændt. Vi gætter på, at det var en af forberedelserne til den jødiske påske. Men musikken var altså meget høj.
- comments