Så blev det Hebron. Det var målet for idag. Vi havde tjekket det i forvejen. De israelske busser kører derud i rutefart, så det så ud til at være let at komme derud.

Efter morgenmaden så vi på kortet, og pludselig gik det op for os, at måske kørte de israelske busser kun til den israelske bosættelse i Hebron. Vi forsøgte at undersøge det nærmere, og efter hvad vi mener at finde ud af, ser det ud til at være korrekt. Dog er vi uskikre på det. Men vi fandt ud af, at det at komme fra bosættelsen og til det muslimske Hebron og omvendt, måske slet ikke kunne lade sig gøre. Og vi vidste fra aviserne hjemmefra, at bosætterne og muslimerne dernede ikke nødvendigvis er de bedste venner. Dette nok mildt sagt. Under alle omstændigheder lagde vi andre planer. Vi tog derfor araberbussen til Betlehem, og vi havde undersøgt hjemmefra, at man med araber-fælles-taxier kunne komme videre til Hebron.

Da vi kom til Betlehem stod taxichaufførerne parat. Det blev ikke til en fælles taxi, men vi fik en bil for os selv. Med egen chauffør fik vi en 4½ times køretur til Hebron med privat guide (chaufføren). Det kan varmt anbefales at gøre det sådan, og man kan faktisk godt gøre det til en fornuftig pris. Vi fik en cahuffør, der vidste hvor vi skulle hen, og hvad der var af interessante ting at se. Af chaufføren fik vi iøvrigt at vide, at der bor 150.000 mennesker i Betlehem, 500.000 i Hebron og ca. 3-3½ mio. palæstinensere på vestbredden.

I Hebron var vi ved middagstid, og vores chauffør/guide spurgte derfor, om vi var interesseret i frokost, hvad vi var. Han fandt derefter en god restaurant, hvor vi fik middag til en fornuftig pris og iøvrigt med Yassir Arafat hængende over disken.

Hebron er kendt for glaskunst. Og efter middagen spurgte vores guide, om vi var interesseret i dette. Vi gik til et værksted, der stort set lå lige ved siden af restauranten. Det må siges, at det var flotte ting, de lavede. Vi var iøvrigt benovede over, at værkstedet tidligere havde haft besøg af præsident Carter. Så i fint selskab var vi vel.

Herefter kørte vi til det sted, som Hebron især er kendt for. Det er patriarkernes grave. Disse grave ligger i en bygning, der går for at være verdens ældste intakte offentlige bygning. Den er bygget i Herodes tid og er omkring 2000 år gammel. Men i denne bygning ligger Abraham begravet. Abraham levede for omkring 4000 år siden og er både jødernes og arabernes stamfar. I denne bygning ligger iøvrigt også Sarah, Isak, Rebekka, Jacob og Lea begravet. Det må siges, at grave, der er omkring 4000 år gamle får Roskilde Domkirke til at blegne.

Bygningen, gravene ligger i, indeholder både en synagoge og en moske. Og det er naturligvis en kilde til uro. Der er derfor omfattende sikkerhedstjek for at komme ind, og man kan ikke umiddelbart komme fra den jødiske del af bygningen og til den muslimske og omvendt. Men i både synagogen og moskeen kom vi. Stedet går iøvrigt for at være jødernes næsthelligste sted.

Efter at have set patriarkernes grave gik vi en kort tur i muslimernes basar, herefter tog vi tilbage til Betlehem. Fik her en kort tur til fødselskirken, hvorefter turen igen gik til Jerusalem, hvor vi sidst på eftermiddagen nåede hjem mættede med indtryk.

Afslutningsvist vil vi sige, at Hebron er et sted, der er kendt for til tider at have uroligheder. Det anbefales derfor at undersøge først, om det er tilrådeligt at tag dertil. Dette havde vi gjort. Et indtryk, der sidder tilbage, er, at alle vores betænkeligheder blev gjort til skamme. Vi fik ikke et eneste negativt indtryk. Det indtryk jeg (Erik) sidder tilbage med, er indtrykket af to piger, der sad og gyngede, og da vi kom forbi, råbte de på engelsk "welcome" til os. Ligeledes oplever vi også i araberbusserne stor hjælpsomhed fra arabernes side ift. os.