Destinationen var Jordandalen og Det døde Hav. Vi havde derfor lejet en bil. Og det var med stor nervøsitet, vi begav os gennem Jerusalem og på vej ned af bjerget til dalen. Men gennem Jeriusalem, uden at en eneste dyttede af os, må siges at være en bedrift trafikkulturen her taget i betragtning.

Første stop var Jesu dåbssted. Dåbsstedet ligger af gode grunde ved Jordanfloden, og da floden er grænsen til Jordan, ligger Jordan derfor lige over for. Så for at komme der skal man gennem et checkpoint, dvs. at man på en måde kommer ind i ingenmandsland. Vi kom igennem, og efter at have kørt et lille stykke tid kom vi til stedet. Det må siges, at være en overraskelse. Der var bygget et lille dåbssted ved floden, og mens vi var der, var der en gruppe, som vi antog var etiopere, der blev døbt. Et idyllisk sted var det. Floden var meget smal, og lige overfor lå et tilsvarende dåbssted, men naturligvis på den jordanske side. Vi blev der et lille stykke tid og nød omgivelserne og den vidunderlige ro, der var over stedet.

Herefter kørte vi til Qumran. Det er det sted, hvor dødehavsrullerne er fundet. Dødehavsrullerne er skrevet af essenerne og nogle af dem omkring og kort efter Jesu død. Heldigt for os var der en amerikansk gruppe på stedet med en god guide, der vidste meget tingene. Dem hægtede vi os på et stykke tid. Men et interessant sted er det, og historien om essenerne også interessant. Fx har de rituelle bade, og netop disse bade kan være en forløber for den kristne dåb. Om essenerne kan iøvrigt siges, at da de erfarede, at romerne var på vej ned til dem, skyndte de sig at skjule skrifterne, og efterfølgende blev de alle dræbt, hvorfor rullerne først er fundet i nyere tid.

Ahava fabrikken lå på vores vej. Det var næste stop. Ahava er dødehavsprodukter, dvs. creme og forskellige andre produkter, der er gode for huden. Generelt går Det døde Hav jo for at være godt for hudpatienter (fx psoriasis). Men Ahava produceres her, og vi besøgte fabrikken. Her var der også et udsalg, hvor vi naturligvis tillod vore bedste halvdele at tilbringe noget tid, og ud kom de naturligvis med et par bæreposer.

Ahavafabrikken ligger ved en kibbutz. Det er Mitzpeh Shalem, og da vores svigerinde Margrethe har arbejdet her for nogle år siden, ville vi gerne se den. Vi kørte derfor op til den. Ved indkørslen var der en bom, og en israelsk soldat med maskingevær stod vagt her. Vi talte med ham om vores ærinde, han ringede til en person, som vi derfor fik i røret, det var formanden for kibbutzen. Og da han hørte om vores ærinde fik vi tilaldelse til at køre ind. Vi kom derfor ind og fik set den pågældende kibbutz. Men tankevækkende var det, at Margrethe engang havde været der.

Så kørte vi til Ein Gedi. Det er den naturpark, vi har beskrevet i en tidligere blog, som vi syntes mine svigerførældre skulle se. Og denne gang fik vi set stenbukke i endda meget store flokke. Ellers skal der henvises til vores tidligere blog d. 29. marts, hvor naturparken er beskrevet.

Sidst overvejede vi at bade i Det døde Hav, men tiden og manglende lyst gjorde, at vi startede turen hjemad. Og efter at have trodset trafikken i Jerusalem kom vi godt hjem igen.

Afslutningen på dagen havde vi på forhånd aftalt skulle ske i, hvad vi troede var det lokale pizzaria. Det viste sig imidlertid at være en fremragende restaurant med en iøvrigt fremragende betjening, men vi bor jo også i præsidentkvarteret. Maden fik vi til efter danske forhold absolut rimelige priser.

Og så vil jeg (Erik) iøvrigt sige, at min svigerfar har overrasket positivt med hebraiskkundskaber. Hvem kunne fx vide, at en rød prik i navnet på biludlejeren faktisk var et O, når det nu efter danske forhold lignede en prik over et i. Og under vores middag brillerede han igen med hebraisk. Jeg tror endda, han nyder det .