Star Mountain - en lille stjerne på Vestbredden

Min sidste tid hernede har jeg valgt at bruge på et rehabiliteringscenter for mentalt handicappede børn. Stedet hedder Star Mountain og jeg hjælper til med at lave noget kommunikationsarbejde for dem og så bor jeg til gengæld gratis. Det ligger lidt nord for Ramallah, og det er et kæmpe område med masser af træer, så man nærmest har sin egen lille private skov. Udover de små oliventræer ser man ikke mange træer hernede, så det gør stedet særligt charmerende. Jeg bor i en lillebitte lejlighed, men har en stor tagterrasse (dvs. det er taget på bygningen ved siden af, men det gør vel forskel, en tagterrasse er en tagterrasse) hvor jeg kan nyde solen hele dagen og se solnedgangen over bjergene. Om aftenen kan man se hele vejen til Tel Aviv fra min lejlighed, og der er alt, hvad man har brug for. Stedet er drevet af en tysk kirke 'the moravian church' men der er ikke nogen form for mission. De er her udelukkende for at hjælpe mentalt handicappede børn, da de ellers ingen hjælp får. Der er ikke nogle offentlige steder, hvor man kan gå hen. Derfor er børnene overladt til forældrene, som ofte intet aner om, hvordan man tager sig af børn med handicap.

Planen var egentlig, at jeg skulle hjælpe til med børnene, men jeg fik et mindre chok, da jeg kom på besøg i en klasse første dag og indså, at jeg ikke rigtig kunne være den store hjælp. I den lille klasse er der normalt seks børn, men denne dag, var der kun tre til stede - men det var da også så rigeligt. Mohammed, Rania og Ali har alle autisme, og de lever bogstavelig talt i deres egen verden, og ingen af dem kan tale. Da jeg kom ind i rummet sad Ali med trøjen over hovedet og hans elskede kasket oven på. Han kom hertil for syv måneder siden, og da de kom ud og besøgte familien viste moren dem stolt, at de havde bygget et rum til Ali oven på huset. Et lille værelse med små vinduer og intet andet interiør end en tynd madras. Her har Ali brugt stort set al sin tid, indtil han kom til Star Mountain. Han har skrammer i ansigtet, fordi han kradser sig. Forældrene plejede at binde hans hænder på ryggen for at få ham til at holde op. Han kan virke voldsom og derfor vil moren ikke have ham i nærheden af sine andre søskende. Efter syv måneder kan han nu sidde ved et bord sammen med de andre børn - det er store sager. Han får anfald, hvor han råber og skriger og slår sig selv, og det er fuldstændig hjerteskærende at se på. Ofte når man ser ham ligner han en fuldstændig forrykt person med blusen over hovedet, åbenstående bukser og et vildt udtryk i øjnene. I den tid, hvor jeg besøgte klassen, når han ikke sad ved bordet, lå han på en madras med benene foldet i lotusstilling og armene på ryggen, ligesom da hans forældre havde bundet ham. Han forsøger ikke at kommunikere, men stirrer ud i luften, som om han kan se noget, vi andre ikke kan.

De andre elever, Rania og Muhammed, er noget bedre end Ali, men det er stadig svært at få kontakt. Rania går rundt for sig selv og siger med mørk stemme "uluuluuulu" det meste af tiden, når hun ikke skal sidde ned. Da jeg forsøgte at tale til hende, satte hun ansigtet helt tæt på mit, kiggede mig i øjnene og smilede, hvilket gjorde mig helt varm om hjertet - bare den lille form for kontakt og kommunikation er et stort for hende, og jeg blev naturligvis beæret, da de sagde, at det betød hun kunne lide mig.

Jeg besøgte også deres erhvervsprogram, hvor de forsøger at lære de ældre elever et håndværk. Her hjalp jeg til med at sy sammen med pigerne. Midt i freden blev vi afbrudt af Abdullah, en overvægtig mand formentlig i tyverne, der altid går rundt med det største smil. Det eneste han spørger om, er blade. Han er også autist og har virkelig noget med magasiner. Det var også derfor, at han kom brasende ind og begyndte at lede i skabene efter blade. En af assistenterne måtte fysisk skubbe ham ud af lokalet, hvorefter han bare kom igen for at lede videre. Og hele tiden med et kæmpe smil, det har han vist altid.

En af pigerne, som også er glad for mad, hvilket kan ses, begyndte pludselig at græde. "she has something psychological" var svaret, da jeg spurgte til hende. Første gang, jeg mødte hende, kom hun op til mig og plaprede løs, og jeg forstod ikke et klap. Det er der imidlertid heller ikke nogle andre der gør, og hun taler altid om det samme, fik jeg af vide.

Det blev imidlertid ikke til så meget med børnene, da jeg hurtigt opdagede, at jeg ikke rigtig kunne være til nogen hjælp. Så nu hjælper jeg til med noget kommunikationsarbejde, og det er meget stille og roligt. Ingen stress! Så har god tid til at arbejde på mit projekt og hænge ud i Ramallah med de rare mennesker, som jeg kommer til at savne en hel masse, når jeg rejser hjem. Min hjemve er så småt blevet erstattet af en stor lyst til at blive her, men der er nok ingen vej udenom - turen går hjem til sne og jul, hvilket er helt surrealistisk, da her er ganske u-julet og dejlig varmt. Men det er jo godt at have et sted at vende tilbage til. Har virkelig forelsket mig i Palæstina på trods af besværligheder med blondt hår og bare skuldre. Folk hernede er så utrolig varme og gæstfri, og jeg kommer virkelig til at savne Ramallah med min favoritjuicebar, hvor jeg hver dag køber friskpresset juice, det bedste falafelsted, hvor man får et pitabrød med falafel for seks kroner og butikken med de lækreste nødder i verden.