Smuttur til Jordan

Da mit visum efterhånden var ved at løbe ud, besluttede jeg i weekenden at tage en tur til Jordan, for på den måde at sikre mig tre måneder mere. Det er absolut den nemmeste måde, da det israelske indenrigsministerium ikke er et sted, man går hen frivilligt, hvis den kan undgås.

Så derfor pakkede jeg fredag morgen tasken og satte mig i en bus mod Jerusalem og derfra videre til grænsen. Jeg væbnede mig med tålmodighed, da jeg helt tilfældigt havde valgt at tage af sted den samme weekend, som tusinder af palæstinensere bevæger dig mod Saudi Arabien for at tage til Mekka på pilgrimsfærd. Derfor blev jeg noget overrasket, da jeg uden problemer kom igennem grænsen stort set uden ventetid. Jeg tog en taxa videre til Amman, hvor jeg havde fået navnet på et hostel, hvor min ven Nassers onkel arbejder. Han var imidlertid ikke at finde, og jeg begav mig ud på egen hånd i Amman uden rigtig at ane, hvad jeg skulle gå efter. Jeg vidste absolut intet om Jordan inden afrejsen og var kommet af sted uden Lonely Planet, så ikke engang denne, kunne jeg holde mig til. Derfor fulgte jeg bare folks anvisninger og bevægede mig ud i byen, der minder om mange andre af de arabiske byer, jeg har besøgt. Byen huser et par millioner og omkring halvdelen af Jordans befolkning bor her, da størstedelen af landet er ren ørken, hvor der kun bor beduiner. Efter at have vandret op af en masse trapper ender jeg på en vej, hvor der er en udmærket udsigt over byen. Da jeg ikke er helt klar over, hvad jeg går efter, tror jeg fejlagtigt, at dette må være det udsigtssted, manden på mit hostel talte om. Det er lidt skuffende, da det blot er en almindelig vej, der tilfældigvis ligger højt med en flot udsigt. Lidt længere nede af vejen møder jeg imidlertid nogle andre udlændinge, der peger mig i en anden retning.

En jordansk fyr forsøger at komme i kontakt med mig, og jeg forsøger naturligvis at ignorere ham, som jeg har vænnet mig til at gøre med alle mænd under 80 hernede, men han er vedholdende, og bliver ved med at pege på nogle trapper, og siger jeg skal gå den vej. Jeg kapitulerer og gør, som han siger, selvom det blot ligner opgangen til nogle huse. Det er helt sikkert ikke den vej, som turister normalt følger, kan jeg tydeligt se. Trapperne går imidlertid lige til toppen, og hvad jeg ikke aner er, at han har guidet mig til en smutvej, så jeg kommer uden om indgangen og dermed slipper for at betale. Det opdager jeg først, da jeg kommer til toppen af bjerget, hvor byens største turistattraktion ligger. Det såkaldte Citadel er et større område med romerske ruiner, hvor det pludselig vrimler med turister. Fedt nok, gnækker jeg for mig selv og føler mig uendelig meget sejere end de andre turister, der er kommet med deres turistbus og har betalt for at komme ind. Man får hurtigt en følelse af, at være hævet over andre turister, når man bor hernede. Turister bliver en irriterende plage, der fylder gaderne med deres grimme matchende hatte, på trods af, at man selv render rundt med et kamera og på mange måder er lige så meget turist.

Nåh, men jeg nød min gratis tur og det lykkedes mig endda at hægte mig på en gudiet tur med en gruppe danskere, så jeg også blev lidt klogere på, hvad det rent faktisk var, jeg gik og kiggede på. Selve ruinerne er romerske og er ikke specielt imponerende, men i og med det ligger på en bjergtop har man en 380 grader panorama udsigt over Amman. Og det er ganske flot. Det er også interessant at se, hvordan det i dag muslimske Amman engang var en del af det romerske rige, men senere blev overtaget af de muslimske Ummayds, der dermed også overtog de romerske bygninger, og gjorde det til deres egne.

Tilbage på mit Hostel var Nassers onkel nu kommet, og han så det som sin pligt at sørge for mig. Han tog mig til det nærmeste rejsebureau, så jeg kunne købe en busbillet til næste dag, og nægtede at lade mig betale for min aftensmad, der bestod af en jordansk specialitet med gule ris, oksekød og noget youghurt-lignende sauce. Ganske lækkert. Han fortalte mig om livet i Jordan, hvordan han ikke kan tage tilbage til Birzeit, fordi han har været væk siden 1967. Palæstinensere, der ikke var i landet i 1967 har ikke ret til at komme tilbage, og han kan ikke engang besøge sin familie. Han er ikke specielt glad for at bo i Jordan, men som han siger "what can I do." Det hører man igen og igen fra palæstinensere, har jeg lagt mærke til. Der går ikke mange minutter i mellem han tænder en cigaret og skyder skylden for sin rygning på kedsomhed, der i sidste ende fører tilbage til besættelsen. De palæstinensere, der er i Jordan, har ikke noget at tage sig til og derfor ryger de så meget….den køber jeg nu ikke helt, og jeg også gjorde mit bedste for at prikke lidt til ham og give ham et par gode råd om kost og sundhed med på vejen, men tror nu ikke de vil gøre den store forskel….

Lørdag morgen ringede min alarm klokken 5.30 efter en nat midt i downtown Amman, hvor man åbenbart laver meget larmende vejarbejde om natten, så stakkels udlændinge ikke kan sove. Heldigvis kunne jeg sove videre på den 3,5 timers bustur, jeg havde foran mig. Jeg havde besluttet, at jeg hellere måtte få set et af de syv vidundere, Petra, der ligger i det sydlige Jordan. Og det var en virkelig god beslutning. Petra er nok det smukkeste sted, jeg har været. Man kører i timer igennem det jordanske ørkenlandskab, før man kommer til en lille by, der udelukkende lever af de mange turister, der kommer hver dag. Petra er en historisk by hugget ud i sten fra omkring det 6. århundrede. Klipperne, der danner rammen om Petra, er fantastiske i sig selv. Det er nogle utrolige klippeformationer, som det er svært at forstå, at naturen har skabt. Man vandrer imellem 80 meter høje klipper, indtil man kommer til en stor åben lysning, og den klippevæg, man har foran sig, danner en smukt udhugget facade, der ligner indgangen til et palads. Det er svært at forklare, og skal nok opleves. Petra er blevet brugt i en Indiana Jones film, som nogle måske vil huske.

Når man bevæger sig videre er der adskillige mausoleer hugget i klipperne, og man føler virkelig, at man står midt i en historisk by, der ikke hører hjemme i vores tid. Jeg blev dog bragt tilbage til virkeligheden ved synet af de mange turister og sælgere, der er overalt. Man kan købe alt muligt crap fra postkort til flasker med ægte sand fra Petra- hvorfor man skulle købe det, når man kan samle det op fra jorden ganske gratis er uvidst. En lille pige kom hen til mig for at sælge postkort, som jeg overhovedet ikke ville have, men da jeg fik øje på hendes hullede sko og snavsede ansigt, skyndte jeg mig at flå min pung op og stikke hende en dinar (otte kroner) for postkortene. Om det var et salgstrick med de hullede sko, ved jeg ikke, men tror desværre ikke, det hang sådan sammen.

Da jeg påbegyndte en lang og stejl tur op af mange trappetrin udhugget i sten for at nå toppen af bjerget og en fantastisk udsigt blev jeg tilbudt en tur på æsel til en billig pris. Jeg takkede naturligvis nej, da det jo kun er midaldrende og overvægtige turister i grupper, der kan finde på at smide penge væk efter den slags. Tilbuddet kom endnu et par gange, og da prisen var faldet til 40 kroner, og jeg begyndte at kunne se, hvor langt der egentlig var til toppen, smed jeg håndklædet i ringen og kravlede op på æslet - også kaldet "beduin-ferrari."

Det viste sig at være en klog beslutning, for der var langt, og undervejs fik jeg virkelig respekt for æsler, som jeg ellers har betragtet som et temmelig fjollet dyr. Min guide var beduin, og han fortalte undervejs om sin familie. De boede tidligere i huler, men nu boede de i et hus i en nærliggende beduin-landsby. Han var stolt af at vise sit hjem frem, hvilket jeg også ville være, hvis mit hjem var et af de syv vidundere. Udsigten fra toppen var langt fra en skuffelse, og det kan simpelthen ikke beskrives, hvor smukt det var. Samtidig kom man også lidt væk fra de mange turister, hvilket var en lettelse. Jeg endte med at bruge over en time med Tarek, som han hed, og han viste mig steder, som jeg aldrig selv havde fundet. Vi red det sidste stykke ned sammen, og jeg undrer mig stadig lidt over, at han gad bruge al den tid sammen med mig, hvor han kunne have tjent gode penge på at slæbe turister op af bjerget. Men beduinerne virker generelt som søde og varme mennesker, og selvom de forsøger at lokke penge ud af en, er de rare og smilende på en behagelig måde De byder gerne på te - også efter man HAR købt noget.

Søndag skulle jeg så hjem igen - igennem den frygtede Allenby-grænse, der betragtes som den sværeste at komme igennem. Jeg havde hørt skrækhistorier om, hvor lang tid folk havde ventet her, og havde taget mine forholdsregler, så israelerne ikke ville opdage, at jeg opholder mig på Vestbredden. Det vil sige, at jeg havde fjernet mit studiekort fra min pung, efterladt alle papirer med arabisk skrift og bøger om palæstinensiske kvinder til mit projekt derhjemme og pillet klistermærket af min biblioteksbog. Jeg havde medbragt papir fra Københavns Universitet, der blot bekræfter, at jeg laver et projekt om religiøsitet i Israel. Jeg havde min historie klar samt en liste over de steder, hvor jeg kunne have boet de sidste par måneder.

Da jeg ankommer til grænsen sammen med en australsk fyr, jeg havde mødt på mit hostel i Amman, var jeg allerede ved at blive en anelse nervøs. Den behandling, jeg havde fået i lufthavnen, stod klart i min hukommelse og hjalp ikke på situationen. Vi kom igennem første tjek uden problemer og trådte sammen op til selve grænsekontrollen, hvor vi gav dem vores pas. Min rejsekumpan fik stillet 4-5 spørgsmål om, hvad han havde lavet i Libanon, og hvor han skulle hen i Israel. Efter dette, stemplede de vores pas, og vi kunne gå igennem. Intet forhør, ingen mistænksomme spørgsmål, ja jeg fik faktisk ikke et eneste spørgsmål. Det var helt utroligt. Vi havde lyst til at danse en lille dans, men gik naturligvis derfra, som om intet var hændt - de skulle jo nødig skifte mening. Alt den bekymring for ingenting! Så nu er alt i skønneste orden - jeg har et nyt visum og må blive her tre måneder endnu. Sådan!