Livet i Birzeit

Birzeit er hyggelig lille by, der ligger lidt uden for Ramallah, som er den største by på Vestbredden. Byen er omkredset af bjerge, hvilket giver en fantastisk udsigt, hvis man som os bor på toppen af en bakke. Der er ikke meget at tage sig til i Birzeit, her er en enkel juicebar, et par restauranter og en coffee shop, hvor der er gratis internet og bliver røget enorme mængder af vandpibe (sidder her faktisk i skrivende stund, men må se langt efter internet, da vi har en af de hyppige strømafbrydelser.) Her er et rimeligt udvalg af små supermarkeder og to "grønnere", som minder lidt om dem hjemme på Nørrebro.

Vi bor i et hus af ældre dato, og har da også allerede haft problemer med køleskab, afløb, toilet og vaskemaskine, der formentlig stammer fra århundredskiftet. Dog har vi den fordel, at her er rimelig køligt og behageligt at være det meste af tiden. Når jeg siger det meste af tiden, hænger det sammen med, at vi lige nu er ramt af hedebølge, hvilket betyder, at al ophold uden for er uudholdeligt i mere end 10 minutter af gangen. Man holder sig langt væk fra solen, og alle de udenlandske studerende kæmper for at holde energien oppe og ikke bare smelte. Det ser mærkeligt nok ud til, at de lokale ikke bemærker, at temperaturen sniger sig mod 40 grader. Alle kvindelige studerende på universitet er iført jeans, og langt størstedelen har langærmede bluser på, som det hører sig til.

Vores nabo er en gammel dame, der kun har en enkelt tand i undermunden. Hun er tante til vores udlejer, og vi er også selv begyndt at kalde hende tante. Hun vil meget gerne have selskab, og snakker løs på arabisk uden at tage sig synderligt af vores uforstående ansigter, der stirrer opgivende på hende. Hun bryder ud i gråd nu og da, men det har vi vænnet os til. Ofte sidder hun bare og sover, og man kan snige sig forbi, uden at blive fanget i en frustrerende samtale. Hun mumler en del, men jeg regner da alligevel med, at man kan fange et ord her og der, og derfor kan betragte det som lektielæsning.

Man får voldsomme mængder af opmærksomhed, når man er den mest lyshårede person på universitetet. Jeg har dog fået en evne til fuldstændig at ignorere stirrende blikke, og mine medstuderende ligger mere mærke til det, end jeg selv gør. Det er værst, når man går rundt i Ramallah, hvor mændene har en anelse mindre respekt, end de studerende i Birzeit har. Men det er ikke decideret ubehageligt, og så længe man ikke går rundt alene holder de fleste en passende afstand. Er man alene er man åbenbart nemt bytte, hvilket derfor ikke er tilrådeligt.

I Ramallah sker der noget mere, end i vores lille landsby. Der er masser af restauranter, barer, biograf, butikker osv. Vi er imidlertid midt i Ramadan, hvilket betyder, at det ikke er til at opstøve mad før efter solnedgang. Jeg har efterhånden lært, at man ikke skal spise og drikke på gaden. I starten følte jeg det som et angreb på min personlige frihed og nægtede at indfinde mig, men efter tilpas mange misbilligende blikke og kommentarer har jeg nu rettet ind. I et anfald af akut sult for et par dage siden måtte jeg indtage min indkøbte mad gemt bag et sæde i en taxibus…jeg følte mig mildest talt ynkelig. Men der er da også kun en 2-3 uger tilbage af Ramadan, så vi holder ud. Vi lever primært af humus, frugt og grøntsager og friskt arabisk brød, som vi køber direkte fra ovnen. Man kan måske tale om ensformig kost, men vores køkken opfordrer ikke ligefrem til de store gastronomiske udfoldelser, som det nok fremgår af billederne. Det er så også en udmærket undskyldning for at bruge SU-kronerne på at spise ude meget ofte.