Jenin - "martyrernes hovedstad"

Vi sluttede vores lille ferie af med et besøg i Jenin, hvor mine ene roomie's kæreste ville vise os rundt. Eller det vil sige, hernede er han hendes ven alle andre steder end hjemme hos os, for man kan ikke være kærester her. Så længe de ikke er forlovet er deres forhold ikke velanset. Og da hun er en ikke-muslimsk amerikansk pige, er det ikke til at sige, hvordan de vil reagere. Så selvom de praktisk talt har boet sammen på Hawaii, hvor de mødte hinanden, kan de altså ikke engang give hinanden et knus, når de mødes blandt andre mennesker.

Nasser, som han hedder, er et virkelig sympatisk menneske med en rystende historie bag sig. Hans familie er oprindeligt fra Haifa, men har slået sig ned i Jenin. Han viser os byen, som ligner andre palæstinensiske byer med et virvar af mennesker, et utal af små butikker, frugt- og falafelboder, og biler der oser og dytter i varmen. Vi bevæger os ud mod byens flygtningelejr, hvor Nasser peger og fortæller om, hvilke bygninger, der er blevet ødelagt, da soldaterne rykkede ind. Han peger på et bjerg i horisonten og forklarer, at man på et tidspunkt slet ikke kunne se bjerget for bar kampvogne. Der er en livlig stemning i de små gader i lejren på grund af Eid, og børn løber grinende rundt og leger. De er nysgerrige og vil gerne tale med os, og det blonde hår er som sædvanlig et særsyn, der betyder ekstra meget opmærksomhed.

Jenin er kendt som en af de byer, hvor modstanden mod israelerne var mest voldsom. Den har fået tilnavnet "martyrenes hovedstad" fordi en stor del af landets martyrer kommer herfra. Særligt i flygtningelejren boede en stor del af dem, som gjorde aktiv modstand, og derfor gik det hårdt ud over lejren, da soldaterne rykkede ind under den anden intifada i 2002. Israelske soldater blev dræbt, da de forsøgte at indtage lejren, og det førte til hårde kampe mellem soldater og palæstinensere. Det kan man tydeligt se, da vi slutter af med et besøg på den kirkegård, hvor de dræbte er blevet begravet. Hundredvis af hvide gravstene med arabisk skrift bevidner, hvor mange der er faldet.

På turen tilbage til Jenin kommer vi forbi en af de mange plakater med billeder af unge mænd med gevær i hånden. Det er martyrplakater, som hænger mange steder. Da vi spørger Nasser, om det er mænd, der er dræbt af soldater eller selvmordsbombere, svarer han, at det er selvmordsbombere. Vi vil gerne vide, hvordan han kan se det, men han svarer, at grunden til, han ved det er, at to af dem gik i hans klasse. Og man ved ikke helt, hvordan man skal reagere, når han fortæller så noget. Jo mere man taler med ham, jo mere chokeret bliver man over, hvad han har oplevet.

Nassers bror blev dræbt i 2002. Hans billede hænger også rundt omkring i Jenin. Han var en af de mest prominente personer i modstandsbevægelsen, og Ariel Sharon skal have sagt at "han var en af de farligste palæstinensere." Han havde en evne til at få folk til at lytte og stole på ham, hvilket betød, at han allerede som elevrådsformand (de har en væsentlig større betydning og indflydelse end i Danmark) fik stor opbakning. Han indsamlede penge nok til, at underbemidlede studerende kunne komme gratis i skole i flere år og fik stor respekt. Han blev politisk aktiv og blev en af Hamas' store skikkelser. Det fik tragiske konsekvenser for familien. Deres hus blev ramt af missiler, hver gang soldaterne rykkede ind i byen, og de vænnede sig til at forlade huset, når soldaterne kom.

Familien måtte flytte flere gange, men til sidst ville ingen huse dem, da de var klar over, hvad der ville ske med huset, hvis familien boede der. I 2002 (tror jeg) lykkedes det israelerne at få ram på broren. Han blev dræbt, og der hænger i dag et stort portræt af ham på gaden i Jenin. Nassers familie blev hjemløse, faren fik et hjerteanfald og Nasser måtte sørge for sin familie.

Han går ikke i detaljer med, hvad han har oplevet, men det kommer som små bisætninger. Han fortæller fuldstændig fattet og roligt, men man kan se smerten i hans øjne. Man kan høre den, når han taler, og håbløsheden dukker hele tiden op. Som når han peger på landskabet og fortæller, hvor grønt det plejede at være, inden israelerne tog kontrol med vandreservaterne. Eller hvordan der ikke er meget at tage sig til nu, hvor palæstinenserne ikke længere kan besøge steder som Haifa og Akka, hvor de plejede at tage på udflugt. Han tror ikke på at situationen bliver bedre. Han tror på demokrati, som palæstinenserne ikke har, eftersom det parti, de valgte, ikke sidder ved magten.

Han fortæller, hvordan han som helt ung scorede højest i matematikeksamen i hele landet på trods af, at han ikke var til timerne. Han lærte rækker af tal og formler udenad, som kan få os andre til at svede bare ved tanken. Kort sagt, han var vanvittig intelligent. Da jeg smilende siger til ham, at det er han vel stadig, svarer han nej. At være hjemløs, sulte og leve under konstant frygt for sit liv har påvirket hans hjerne. Han plejede heller ikke at bruge briller, forklarer han. Det ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal svare til. Jeg kan på ingen måde sætte mig ind i, hvordan hans liv har været og den smerte han bærer rundt på. Da han og Felicia taler om hendes kommende reunion med sin skole, fortæller han, at sådan en skal de ikke have. De fleste er nemlig døde.

Hans historie viser med al sin gru, hvordan besættelsen har påvirket palæstinensere. Det handler ikke kun om, hvem der er blevet dræbt og hvem, der er i live. De oplevelser, som mange deler, har sat dybe spor. Og selvom alle ikke er bror til en martyr og kommer fra Jenin, så er Nassers historie desværre ikke enestående. Min lærer kom med den påstand, at alle palæstinensere ser deres hverdag som en kamp, og det er en sejr, når man er kommet igennem dagen. Det kunne jeg ikke helt forstå, da jeg ser masser af glade palæstinensere, og jeg spurgte hende, hvad hun mente. Hendes svar var, at hvordan kunne det være anderledes, når man hver dag kæmper med arbejdsløshed eller skal tilbringe timer med at komme igennem check-points, hvor man bliver udsat for ydmygende spørgsmål fra israelske soldater. Det måtte jeg jo give hende ret i.