Aaaaaaah ferie….

Den sidste uge har været ren ferie, og det har været skønt. Mine evner som turguide blev sat på en prøve, da mor og Ole ankom fra Danmark uden forventninger til, hvad de 10 dage hernede skulle bruges på. Jeg hentede dem i Tel Aviv og havde derfor en glimrende undskyldning til at pakke strandtøjet og tage på stranden. Kombinationen af sol, liggestol, en god bog og fodmassage gav alt i alt en ret behagelig dag i Tel Aviv. Da mørket var faldet på, gik jeg efter lyden af trommer og nåede Drummers Beach, hvor unge og gamle lokale hver fredag kommer med deres trommer og laver en improviseret fest ved stranden, hvor folk slipper ugens hæmninger og danser løs til rytmerne. Tel Aviv er en metropol med højhuse, masser af butikker og restauranter og en lækker strandpromenade, så det er absolut et besøg værd.

Jeg fik taget godt imod en træt mor og Ole, og vi hoppede på en bus mod Jerusalem, hvor vi tilbragte de næste par dage. Jeg havde haft vanskeligheder med at finde hotel, da det lige nu er højsæson, og vi endte derfor på et mindre hotel, som var særligt henvendt til pilgrimme. Det var ganske tydeligt i og med fællesrummet var udformet som et bederum med helgenbilleder på væggene og tunge røde velourstole op af væggene, formentlig så man kunne sidde og bede en fælles bøn. Ikke nok med det, så havde hotellet også eget kapel, hvor vi søndag morgen kunne nyde en katolsk gudstjeneste. I receptionen blev man hilst af en smilende nonne, som også vimsede rundt på hotellet. Der var hyggeligt og det var centralt, så vi var godt tilfredse. På den måde fik man også den fulde Jerusalem-oplevelse ud af det. Jeg slæbte mor og Ole rundt til de vigtigste seværdigheder, som vi desværre måtte dele med alt for mange turister fra hele verden. Det var umuligt at undgå de mange horder af turister med matchende grimme hatte og navneskilte, så de ikke blev væk fra resten af gruppen, der halsede efter guiden som små lemminger med kameraet klar til at forevige alt, hvad de så på deres vej.

For tredje gang måtte jeg imidlertid opgive at besøge Al Aqsa moskeen, og det begynder at ligne et bevist forsøg på at afholde turister fra at komme ind. Enten får man beskeden, at der ikke er åbent for turister denne dag eller også er man bare uden for den ret begrænsede besøgstid. Jeg må forsøge igen næste gang.

Vi sluttede dagen af med solnedgang over Jerusalem fra toppen af 'Mount of Olives', der er noget helt særligt. Man har udsigt over hele den gamle by, og kan se, hvordan solen og dagslyset langsomt forsvinder og bliver erstattet af lamper, der sender et gyldent skær over hele bydelen.

Søndag var det så tid til at komme til Vestbredden. Vi tog naturligvis den lokale bus, som jeg plejer, så de kunne få den fulde oplevelse. Mor mumlede senere noget om, hvor rart det havde med en lejet bil, men tror nu de endte med at være ganske tilfredse med den lokale transport, fordi man kommer tættere på befolkningen. De blev installeret på et såkaldt rehabiliteringscenter, jeg tilfældigt havde hørt om, men det var faktisk overraskende godt. De fik deres egen lille hytte med morgenmad i køleskabet til 30 euro i døgnet for to personer.

Hver morgen ankommer 60 - primært mentalt- handicappede børn, der går i skole på stedet. Det er støttet af 'The Moravian Church,' og er et af de eneste steder på Vestbredden, hvor man tager sig af handicappede børn. Steder var faktisk så rart, at jeg håber på selv at bo der i tre ugers tid, når jeg er færdig med skolen. Jeg har tilbudt at arbejde frivilligt mod at få et sted at bo, så det satser jeg på lykkes.

Mandag besøgte vi Det Døde Hav, hvor jeg endelig fik mulighed for at smøre mig ind i mudder fra top til tå. Ole og mor var imidlertid ikke til at lokke, på trods af at folk strømmer hertil for at smøre sig ind i brunt mudder, som man graver op i vandkanten. Det tog da også to dage, før jeg var helt fri for "duften" af mudder, men jeg er overbevist om, at jeg er blevet 10 år yngre! Denne tur var en større succes end den første, da vi valgte at tage til Jericho på Vestbredden, som er langt tættere på end Ein Gedi, hvor vi tog til første gang. Jeg havde så troet, at man kunne komme til den palæstinensiske del af Det Døde Hav, men belejligt nok kører man lige præcis ud af Vestbredden, når man skal til Det Døde Hav. Israelerne har kontrol med hele kysten på trods af, at det reelt set ligger på Vestbredden, men det kommer jo ikke som nogen overraskelse. Vi kørte med en lokal gut derud i en bil, der larmede så meget, at vi frygtede, hvor vidt vi ville komme helt frem. Han hentede også sine to sønner på vejen, så vi sad klemt sammen med to små drenge på bagsædet, der ikke var synderligt begejstrede for de lyshårede mennesker, der prøvede at tale til dem.

Vi tog også turen til Nablus, som er det bedste sted at købe alt, hvad man kan forestille sig at købe på Vestbredden. Vi fik krydderier, humus, tørklæder, olivenolie og de sødeste kager i verden, som araberne er meget glade for. Jeg benyttede mig af, at kunne sende alting med i mor og Oles kufferter, så jeg ikke skulle bekymre mig om at slæbe det med mig - virkelig smart.

Vi brugte naturligvis også en del tid i Ramallah, og jeg viste alle mine små favoritsteder frem, så vi fik den bedste friskpressede juice og de lækreste nødder. Frugtmarkedet var imidlertid den største succes, og der var helt sikkert ikke nogen på markedet, der ikke var klar over, at der var tre lyse turister på besøg. Der blev råbt og skreget og stirret, så man skulle tro, de aldrig havde set hvide mennesker før. Men det er virkelig en oplevelse, og jeg vil med garanti tænke tilbage med længsel på de bugnende mængder af lækre og friske grøntsager til ingen penge, når jeg kommer hjem og står i Nettos grøntsagsafdeling.

Vi sluttede ugen af med at leje en bil og køre nordpå til Haifa i Israel, som jeg har besøgt før. Det er bare noget helt andet end Vestbredden, der er på denne tid er året er meget støvet og tør. Nordpå er der meget mere grønt, masser af bananplantager, og der er i det hele taget meget mere pænt, end det kaos, som Vestbredden er mange steder. Vi havde lejet en lejlighed centralt i byen, hvor man fra altanen kunne sidde og følge med i livet på gaden, hvilket vi gjorde med største fornøjelse. Der sker utrolig meget på sådan en gade, når man har tid til at sidde og kigge.

Det var skønt at have egen bil, og afstandene er så små, at man nemt kan se en hel masse på få dage. Vi kørte til Galilæasøen, som man kan køre rundt om på en times tid. Man kunne have valgt en længere vandretur, men en bil med aircondition er altså bare en god måde at se ting på, når termometret nærmer sig 35 grader. Landet rundt om søen er meget frodigt og er omkranset af bjerge, så det er en virkelig smuk tur. Vi stoppede et par gange undervejs for at bade og naturligvis også for at få en lille frokost, som man jo ikke skal snydes for, når man har Ole og mor med på tur.

I dag havde vi så desværre slidt ferien op, og vi måtte forlade Haifa. Vi spiste frokost - ja igen - i Jaffa, som er den gamle hovedstad, før Tel Aviv voksede fra den. Den er svært at forestille sig, at Jaffa har været større end Tel Aviv, da den i dag blot er en lille del af Tel Aviv, der virker enorm med sine gigantiske højhuse og voldsomme trafik. Vi havde udsigt over kysten og Tel Aviv, og det var en dejlig måde at slutte en helt fantastisk uge af på. Vi skal nok alle hjem og løbe nogle ekstra ture efter at have indtaget voldsomme mængder af lækker humus, falafel, pita, is, og mere humus, men det har bestemt været det værd.