Det stille landsbyliv

Lørdag eftermiddag var jeg klar til at møde det ægte Palæstina, livet i landsbyen hos en muslimsk familie. Det var min samtale-partner Mai, der havde inviteret mig til at komme på besøg. Hun ville gerne have, jeg blev der til mandag, men det virkede lige en anelse voldsomt at bo hos en fremmed familie i to døgn, så jeg undskyldte mig med mine lektier. Hvilket jeg endte med at være utrolig glad for.

Mais landsby ligger en halv times kørsel fra Birzeit, men på grund af (endnu en) jødisk helligdag var vejen lukket, og vi måtte klemme 14 piger ind i en minibus og tage en omvej på en god times tid. Pigerne er alle omkring 20-21 år og bor i samme landsby. Udover mit manglende tørklæde var jeg naturligvis den eneste, der ikke forstod et ord af, hvad de sagde. Men weekenden var stadig ung, og det var til at holde ud. Jeg sad bare og forsøgte at suge så meget som muligt til mig, så jeg forhåbentlig ville forbedre mine sproglige evner i løbet af weekenden…jeg blev imidlertid klogere.

Landsbyen ligner de fleste andre små palæstinensiske landsbyer. Små huse bygget af store lyse sten og en del huse, der ser ud som om, de ikke rigtige er færdige. Glem orden og byplanlægning, det bruger vi ikke. Skrald ligger her og der, de ser det vist ikke på samme måde, som vi gør. Landsbyen ligger i bjergene og turen dertil var virkelig smuk, med udsigt over bjerge med små oliventræer overalt. Mais hus ligner de fleste andre udefra, og jeg blev positivt overrasket, da jeg trådte ind i et nydeligt hus med tre soveværelser -et til forældrene, et til søstre og bedstemor og et til bror - et fint badeværelse, stue med fjernsyn naturligvis og en form for lukket varanda, hvor familien tilbringer det meste af sin tid.

Mai har en lillebror på 17 og en lillesøster på 19. Moren er i Jordan for tiden, så kun hendes far var hjemme. Han er arbejdsløs og bruger det meste af tiden i moskeen. De er alle meget venlige, og de kunne ikke forstå, hvor jeg ikke havde medbragt mine bøger, så jeg ikke behøvede at tage hjem før mandag. Så snart vi kom inden for dørene skiftede Mai og hendes søster tøj. Af med tørklæde og abyia (en slags jakke de tager ud over tøjet, når de går ud), og pludselig var de muslimske piger som forvandlet. Jeg blev virkelig konfronteret med mine fordomme, da jeg pludselig så på dem med helt andre øje. Hver gang de bevæger sig fra det ene hus til det andet ryger tøjet på igen. Et meget mærkeligt system, når man selv kommer fra en ikke-muslimsk familie. Det er jo fandens upraktisk!

Et ordentlig fad mad blev stillet på bordet i køkkenet. En lækker blanding af ris, kartofler, kylling og blomkål (det smager bedre, end det lyder). Som gæst bliver man opfordret til at spise meget og længe, og det er uhøfligt at sige nej. Det er da også noget, jeg kan finde ud, så jeg gjorde min pligt som gæst. Man må naturligvis ikke hjælpe med noget og skal egentlig også afholde sig fra at sige tak. Det er jo deres pligt at varte mig op. De tager det utrolig seriøst at sørge for, at deres gæster har det godt. Ikke nok med, at de forsøgte at stoppe mad i mig hele tiden, så fandt Mai også små gaver (der kunne vi lære noget!) til mig, og jeg fik madpakke med hjem dagen efter, så jeg kunne få aftensmad.

Jeg forsøgte da også mit bedste at være en god gæst. Det er bare ikke så nemt, når man ikke forstå et kvæk af, hvad de siger. I begyndelsen kunne jeg lytte og se det som god øvelse, men jo længere hen på aftenen vi kom, jo mere træt og frustreret blev jeg. Alt skulle oversættes, og jeg begyndte at tvivle på, hvad i alverden jeg har lavet det sidste år.

Hele familien kom forbi, og sad og sludrede med hinanden. Jeg sad hele tiden og ventede på, at vi skulle foretage os noget, indtil det gik op for mig, at det var hvad man foretog sig. Faren fortrak til stuen, hvor nyhederne kørte, og jeg stirrede misundeligt på fjernsynet, der virkede som en skøn mulighed for at komme væk fra den skiftende tavshed og uforståelige snak. Men kvinderne interesserer sig ikke for nyheder, med mindre det er nyheder om familien. Så vi blev pænt siddende til alle var gået hjem.

Vi sluttede aftenen af med at lege "hvad hedder det" med den dumme udlænding. Den leg går ud på at spørge undertegnede om, hvad forskellige ting hedder. Da jeg hverken vidste hvad næse eller ske hedder på arabisk, måtte jeg pænt skrive det ned i min notesbog. Mais lillebror kiggede grinende på mine noter og fastslog, at den der havde skrevet det, havde en meget grim arabisk håndskrift. Jeg smilede pænt samtidig med, at jeg kogte indvendigt og tænkte på, om vi skulle tage en lille battle i, hvem der mon skrev de pæneste engelske ord (puha grim og barnlig tanke, men den var der altså). Det blev ved tanken, og vi var endelig så trætte, at vi skulle sove.

Mai sover normalt i værelse med sin søster og bedstemor, men i dagens anledning sov vi hos hendes kusine i stedet, da Mais værelse er saunatemperatur, hvilket de ikke ville udsætte mig for. Det var jeg ganske taknemmelig for og krøb udmattet under tæppet i kusinens værelse. Hun er 21 og netop blevet forlovet. Hendes værelse er fyldt med glas og service, som hun skal have med i sit nye hjem, efter de er gift. På selve bryllupsdagen forlader bruden sit barndomshjem for at flytte ind hos sin mands familie. Det glæder hun sig til, fortalte hun mig, mens jeg priste mig lykkelig for, at vi ikke har samme tradition. Har svært ved at forestille mig at bo under samme tag som svigerfamilien. Hun forklarede mig, at de skam havde deres eget, altså deres egen etage i huset, meeeen det er måske ikke ligefrem, hvad jeg forbinder med at have sit eget.

Jeg kan så heller ikke forestille mig at bo sammen med min egen familie, indtil man bliver gift. Man taler ofte varmt om arabiske familierelationer, og det er noget, vi kunne lære af, men der må jeg altså sige nej tak. Jeg foretrækker at have mit eget sted at bo og se min familie, når jeg har lyst. Jeg må da også indrømme, at det stille landsbyliv ikke var noget for mig. Jeg kedede mig enormt meget i løbet af mit døgn på besøg og var ganske enkelt ikke tilfreds med at sidde i huset og småsnakke eller stirre ud i luften. Jeg føler mig som en total fiasko som gæst, men det er der ikke noget at gøre ved. De var alle utrolig søde mennesker, der ville mig det bedste, og havde jeg kunne tale med dem, havde det nok været helt anderledes. Men livet i en arabisk landsby er ikke bare noget for mig. Er rigtig godt tilfreds med at være hjemme igen, hvor jeg kan lukke min dør og sove i min egen seng uden hverken bedstemor eller kusine ved siden af. Alhamdulila.