Roadtrip på Vestbredden

Jeg har set mere af Vestbredden på den sidste uge, end under hele mit ophold. Sådan føles det i hvert fald. Andreas kom og besøgte mig i seks dage, hvor vi kørte Vestbredden tynd i en KIA Gold, som vi havde lånt/lejet af en spøjs gut, der måske/måske ikke havde et biludlejningsfirma. Mandag formiddag drog vi af sted med den mission at leje en bil. De første steder var desværre lukkede, så vi endte i nabobyen Abu Qash, hvor vi stod foran endnu en lukket biludlejer. Inde hos naboen - en lille butik med bildele- kunne de imidlertid ringe til ejeren, der så kom og hentede os. Han kørte os til hans firma, og før vi vidste af det stod vi med nøglerne til hans egen bil, som vi skulle låne mod betaling. Det kom lidt bag på os, men vi håbede på det bedste og kørte af sted med Mahmoods bil.

Så kom næste mission, der viste sig at blive noget sværere. Vi skulle finde et kort over Vestbredden, men det er ikke sådan lige til. Mahmood havde ikke noget, og han sendte os af sted mod en boghandel i Ramallah. Både Mahmood og hans ven tilbød os at køre med til alle de steder, vi gerne ville se, men udsigten til at have en fremmed araber på bagsædet under hele vores tur var ikke tillokkende, så vi takkede pænt nej. Første boghandel havde ikke naturligvis ikke noget kort, men kunne vise videre til en anden, der muligvis havde. Her fik jeg imidlertid beskeden, at det ikke er tilladt at lave kort over Palæstina, men jeg kunne da prøve turistinformationen. Det havde jeg imidlertid ikke den store tiltro til og stak derfor hovedet ind på et taxa-kontor, men uden held. Jeg fik af vide, at man ikke behøver kort, men bare spørger om vej. Ja tak, det er nemt, når man er lokal og kender det hele, men vi skulle altså bruge et kort. Heldigvis tilbød en chauffør at køre med os til turistministeriet, som man virkelig kan undre sig over, hvad laver, da antallet af turister på Vestbredden er meget begrænset. De var da også overraskende glade for at se mig, og endelig var der gevinst. Jeg fik kort, små guidebøger, postkort og bogmærker i tre eksemplarer, så jeg kunne dele lidt ud. Endelig kunne vi så begive os imod Bethlehem, hvilket skulle være piece of cake med vores nye fine kort. Men nej, der kunne vi tro om igen. Det er nemlig så smart, at kortet ikke passer sammen med vejene, da størstedelen er israelske veje. Det betyder dermed, at der INGEN skilte er til arabiske byer, men primært til bosættelser. Derfor var der ingen af skiltene, vi kunne bruge, og vi kunne ikke se på kortet, hvor vi var. To israelske tankpassere prøvede naivt at fortælle os, at vi sagtens kunne køre igennem til Jerusalem med vores palæstinensiske bil, og de kendte ikke andre veje til Betlehem end den, hvor man skal igennem Israelsk territorium. Det hjalp os ikke meget, da hvide nummerplader ikke kan komme den vej. Heldigvis har Andreas imidlertid gode evner som kortlæser og han fik os guidet den rigtige vej, så vi en times tid efter endelig kunne parkere bilen i Bethlehem.

På vejen tilbage af de små stejle bjergveje tog vi en afstikker til et gammelt kloster. Jeg havde ikke rigtig nogle forventninger, så blev helt målløs, da vi kom frem, for det var vanvittig smukt. Det ligger isoleret ude i ørkenen, og på vejen har man udsigt over ørkenen og det døde hav. Selve klosteret ligger som en del af en bjergside, og hænger nærmest på bjerget. Under klosteret løber en flod, der dog ikke var så idyllisk, men stank surt af kloak. Det gjorde imidlertid ikke synet mindre imponerende, og jeg var ganske enkelt ikke klar over, at man kunne finde den slags steder på Vestbredden. På vejen tilbage fik vi to unge gutter med, der gerne ville have et lift. De var ganske søde, men det gik lidt trægt med kommunikationen, da deres engelsk var dårligere end mit arabisk. Andreas og undertegnede var hurtigt blevet mand og kone, da dette bare gjorde det lidt nemmere over for arabiske mænd.

Dagen efter stod der Jeriko på programmet. Andreas havde læst på lektien og fundet alt muligt vi skulle se. Vi besøgte ruinerne fra verdens ældste by - 10.000 år gamle sten - og gik rundt i resterne af et arabisk palads, der i sin storhedstid med garanti har været et helt fantastisk syn med de smukkeste mosaikgulve. Og vi havde det hele for os selv, for der kommer desværre ikke rigtig turister til Vestbredden, fordi det jo er noget så farligt, og man risikerer at blive skudt af terrorister, som er over det hele. Det er simpelthen så synd, at der ikke kommer flere herned og ser nogle af de utallige smukke seværdigheder. Vi sluttede af med det døde hav, og selvom det var tredje gang var jeg ikke mindre imponeret. Det er simpelthen så sjovt, og man kan bruge mange timer på at ligge og flyde rundt.

På den tredje og sidste dag med Mahmoods slæde begav vi os til Nablus. Vi fik endda en guide med, da min ven Nassar tog med os. Vi besøgte et nyt universitet, der fik gjort danske universiteter til skamme. Det ligger op af et bjerg, og man har derfor en storslået udsigt fra det åbne campusområde, hvor de studerende nysgerrigt kiggede efter os.

Vi hentede fisk fra samme sted, som vi gjorde sidst vi var i Nablus, der er en lille biks, man aldrig ville finde, hvis man ikke vidste, den lå der. Maden indtog vi en lille landsby ved navn Sebastia i ruinerne af et gammelt romersk teater med udsigt over bjergene. Mens vi spiste kom en lokal mand med tre flasker vand og tilbød at vise os rundt i ruinerne. Nassar har taget os med før, men her er det lykkedes os fuldstændig at overse store dele af de ruiner, som ligger i området. Der ligger ruiner fra romerske templer, en gammel kirke og huse helt tilbage fra jernalderen. Sebastia er bestemt også et af de steder, som har potentiale til at trække en masse turister til, men stedet ligger øde hen og souvenirbutikken står gabende tom og venter på kunder.

Dagen efter skulle vi desværre aflevere bilen, og der var heldigvis ingen problemer. Mahmoods nabo kastede et hurtigt blik på bilen, og vi kunne aflevere nøglerne og tage bussen til Jerusalem, hvor Andreas hoppede på en minibus til lufthavnen. Fem begivenhedsrige dage, der har givet mig et helt nyt syn på, hvor jeg egentlig er henne. Vestbredden har virkelig meget historie og smukke steder at byde på, og når man så kombinerer det med en utrolig gæstfrihed fra befolkningen og god billig falafel, så er det da utroligt at stedet ikke strømmer med turister - måske skulle man til at skrive lidt om det frem for om de få, der kaster sten efter hinanden. Det er mindst lige så sikkert her, som det er derhjemme. Basta!