"Go home soldiers, go home…!"

Fredag morgen - første dag i den tre dage lange weekend vi har- stod jeg tidligt op for at mødes med en flok af mine medstuderende uden helt at vide, hvad vi skulle. Jeg vidste bare, at turen gik til en landsby i nærheden af Betlehem, hvor vi skulle overnatte, hvilket var praktisk, da jeg lørdag skulle til Hebron, som ligger lige i nærheden. Jeg satte min lid til en italiensk fyr, som har været her mange gange og har styr på, hvad der er værd af se. Han er meget aktivistisk og kæmper for den palæstinensiske sag, så det burde da heller ikke komme som en overraskelse, da jeg pludselig befinder mig i hovedkvarteret for en demonstration mod den gigantiske mur, israelerne er i gang med at bygge. Muren er som bekendt blevet kendt ulovlig, og den ødelægger livet for mange palæstinensere, der er blevet afskåret fra deres jord og vand. Israelerne har været så snedige at lægge muren sådan, at den tildeler dem det bedste jord og størstedelen af landets vandreserver. Smart….

Den landsby, som danner rammen for fredagens demonstration, hedder Al - Masara. Siden 2004 har landsbybeboerne stædigt holdt demonstration hver fredag. Muren er endnu ikke synlig fra landsbyen og byggeriet er midlertidigt gået i stå. Men hvis planerne bliver ført ud i livet vil det være en katastrofe for landsbyen. Det er den tidligere borgmester, Mahmoud, der står bag demonstrationerne, og vi blev briefet om situationen inden demonstrationen. Jeg anede intet om, at det var det, turen gik ud på, og blev en anelse nervøs, da han fortalte, at de til tider smed mindre bomber, som dog var helt ufarlige. Jeg hev dog hurtigt journalisten frem, og så det som en mulighed for at lave en historie om det. En fransk journalist var også kommet, og der var lokale tv-stationer til stede.

Der kom flere og flere udlændinge fra forskellige lande til, og da vi i samlet flok gik af sted, var der faktisk flere udlændinge end palæstinensere. Det er der dog en god forklaring på. Under ramadan falder antallet af muslimske deltagere, fordi de simpelthen ikke orker at vade rundt i varmen i middagsheden, når de ikke må drikke vand. Vi vandrede af sted mod et - for mig - ukendt sted. Jeg stødte tilfældigt ind i en ældre mand fra New Zealand, der underligt nok talte dansk, og hele situationen var ganske hyggelig, som om vi var på udflugt. Hyggen forsvandt imidlertid fuldstændig, da vi kom til de israelske soldater, der havde taget opstilling foran deres kampvogn - jeg ved ikke, hvorfor de mente, at det var nødvendigt med en kampvogn til en fredelig demonstration, men det handler jo nok om signalværdi - Der var en 8-10 soldater i fuld kampudstyr med skudsikker vest over uniformen og maskingevær. Det virker som, de altid ser sådan ud, når de er på vagt.

Demonstranterne gik helt tæt på soldaterne, og selvom de var ubevæbnede var det tydeligt, at de gik efter en konfrontation. De sang "go home soldiers,"i kor igen og igen, og med hjælp fra en megafon fik den karismatiske Mahmoud iført knaldrød Che Guevara T-shirt leveret sit budskab til soldaterne, nemlig at han bare gerne ville have sit land tilbage. Soldaterne så temmelig upåvirkede ud og begyndte langsomt, men sikkert at skubbe demonstranterne foran sig. En fotograf kom i klemme og fik en ret hårdhændet behandling, men ellers var det rimelig fredeligt. Alle blev bedt om at sætte sig for at understrege, at det var en fredelig demonstration. Udlændinge blev bedt om at komme nærmere, fordi soldaterne formentlig tænker sig om en ekstra gang, inden de kaster sig over dem. Jeg betragtede det hele lidt fra sidelinjen sammen med andre journalister og fotografer, og det kom fuldstændig bag på mig, da alle pludselig satte i løb. Soldaterne havde kastet deres første røgbombe, som gik af med et gigantisk brag, og flokken blev spredt. Da panikken var bundfældet kom folk stille og roligt tilbage. Bomberne er helt ufarlige, med mindre man ligefrem bliver ramt, og selv der kan de kun gøre mindre fysisk skade (En fransk demonstrant mistede godt nok sit øre for et par uger siden, fordi hun blev ramt, men ellers ufarlige…..!). Det er primært skræmmeeffekt. Hele optrinnet blev gentaget et par gange, og hver gang lykkedes det at få folk til at løbe som ind i helvede.

Uden yderligere forklaring blev en israelsk aktivist pludselig anholdt. Soldater og demonstranter stod herefter og betragtede hinanden lidt på afstand, og to udlændinge blev sendt af sted for at spørge til den anholdte, efter de havde spurgt os, hvem der var "arestable." Jeg holdt mig behørigt på afstand og følte mig underligt beskyttet bag min blok. Man var til stede uden rigtig at være med alligevel. På en eller anden måde virker israelernes magtanvendelse, for det sidste i verden jeg havde lyst til var at komme i kløerne på israelsk politi, efter det besvær jeg havde med at komme herned. Demonstrationen endte, da soldaterne trak sig tilbage, og alle virkede glade og lettede. En enkelt var blevet ramt af en tåregasbombe - eller hvad i alverden sådan en hedder - og måtte en tur af sted med den ambulance, der holdt klar. En dansk fyr, der var med som observatør, fortalte, at det havde været langt mere fredeligt end normalt. De plejer åbenbart at være mere rundhåndede med tåregas og skyde med gummikugler efter demonstranterne.

Vi samledes alle tilbage i det hus, der fungerer som mødested, inden hver demonstration, så man lige kunne runde af, hvordan det var gået. Mahmoud, der står bag det hele, er en velkendt palæstinensisk aktivist. Han er organiseret i gruppen Popular Struggle, der står for den kamp, palæstinenserne kæmper mod besættelsesstyrken i forhold til muren. De er ikke-voldelige og forsøger især at gøre omverdenen opmærksom på de forbrydelser, israelerne begår ved blandt andet at bygge muren. Mahmoud er en travl mand, han rejser i hele verden for at gøre opmærksom på deres sag, og hans telefon ringer konstant. Han er en god ven af vores tourguide, og vi tilbragte derfor natten i landsbyen. Det kommer jeg tilbage til….

Efter demonstrationen gik turen til en flygtningelejr, der ligger i nærheden af Betlehem. Man ville ikke opdage, at det var en flygtningelejr, hvis man ikke vidste det. Husene er blevet permanente, og lejren er en lille by i sig selv. Det betyder imidlertid ikke at beboerne lever et liv, som på den anden side af hegnet. De bor hele familier i et enkelt rum, og i de smalle gader mellem husene er der ingen plads til, at børn kan lege. Vi fik en rundvisning af en af beboerne. Han tændte den ene cigaret efter den anden, mens han forklarede os, de vilkår de lever under. De er alle flygtninge, der ikke kan vende tilbage til deres hjem, fordi israelerne har overtaget deres huse eller jævnet dem med jorden. Han fortalte, hvordan det var at vokse op under overvågning og med konstant frygt for at blive tævet eller anholdt af soldater. Og på trods af, at der er vedtaget en klokkeklar FN resolution om, at flygtninge har ret til at vende tilbage, er det bare ikke realistisk. Det er hårdt at få leveret fakta så ligeud, og man bliver bare mere og mere frustreret over situationen. Jeg beundrer de palæstinensere, der ikke er fyldt af had, men jeg forstår fuldt ud dem, som er. Hvordan verden stiltiende kan se til er en gåde. De mange bosættelser rundt omkring i landskabet er også en konstant provokation. De ligger som små oaser i det tørre landskab. Fine huse med små villaveje og masser af træer står i skarp kontrast til de udtørrede landsbyer på den anden side af hegnet.

Vores dag fik imidlertid en festlig afslutning på trods af de triste omstændigheder, for palæstinenserne har heldigvis bevaret deres gode humør. Vores vært i landsbyen, Mahmoud, inviterede os på traditionel arabisk cafe i Betlehem. Her går man ikke ud for at drikke fredag aften - man går ud for at ryge vandpibe. Det er en virkelig hyggelig tradition, som jeg er begyndt at sætte pris på. I et rum fyldt med primært mænd, men også nogle kvinder, bliver der pulset løs på stor vandpiber, mens unge mænd går rundt med brændende kul og holder øje med, at vandpiberne er gode at ryge på. I baggrunden kører støjende arabiske serier a la glamour. Sådan ser en fredag aften ud. Man kan sagtens få alkohol de fleste steder, men der er naturligt nok ikke rigtig tradition for at drikke, som man er vant til hjemmefra.

Da vi trætte er på vej hjem for at sove kommer dagens største overraskelse. Vi er fire gæster - tre italienere og undertegnede - der alle er trætte og ser frem mod soveposen. Derfor regner jeg det også for ren joke, da Mahmoud spørger, om vi skal tage ud i ørkenen. Til min store overraskelse - og skræk - mener de andre dog, at det er super ide. Og så er man jo ikke den kedelige dansker, der hellere vil sove, på trods af, at man dagen efter skal vandre rundt hele dagen og egentlig godt kunne bruge lidt søvn. Nej nej, vi gør os klar, og jeg bliver udstyret med lånte sko, da klip-klappere åbenbart ikke er egnet fodtøj, når man skal kravle i bjerge og vandre hele natten…..suk….jeg var mildest talt skeptisk, da vi satte kursen mod ørkenen. Mahmoud var i højt humør og forsøgte klappende at få de stive europæere op i gear med høj arabisk musik i bilen. Vi kørte så langt, vi kunne komme og steg så ud i, hvad der bedst kan beskrives som et månelandskab. På et kvarters tur med bilen var vi pludselig i en helt anden verden. Omgivet af bjerge og med en ubeskrivelig smuk stjernehimmel. Lyset fra verden omkring os gav et underligt lys, der forstærkede følelsen af, at man var landet på en anden planet. Vi havde masser af lys fra månen og begav os på vandring i det tørre landskab. De eneste tegn på liv var efterladenskaber fra får, som beduinerne lever af. De lever i ørkenen, og er efter sigende meget gæstfri, hvis man altså kommer om dagen.

Stadig uden helt at vide, hvad planen var, blev jeg begejstret, da vi efter tre kvarters vandring vendte tilbage til bilen. Så skulle vi måske alligevel ikke vandre hele natten til det døde hav, som Mahmoud havde snakket om. Men nu kom vi så til det mest komiske ved denne aften. For nu skulle der danses! Bilradioen blev skruet på maks, og pludselig var den fantastiske stilhed erstattet af skrattende arabisk musik, der buldrede ud af bilens ikke specielt velegnede højtaler. Mahmoud er en midaldrende mand, der som de fleste arabiske mænd på den alder, har lidt på sidebenene. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at danse rundt med armene hævet over hovedet og hofter, der vrikkede til musikken. På trods af store protester blev jeg hevet op på det improviserede dansegulv, og på en eller anden måde lykkedes det ham at få os fire trætte europæere op og danse improviseret mavedans. Vi dansede rundt til vi ikke kunne mere, og han var ikke tilfreds med vores præstation, da vi udmattede måtte give fortabt, og nægtede at tage endnu en dans med den energiske dansende mand. Vi fik imidlertid endelig lov til at krybe ind i bilen og komme hjem i seng. Udmattede faldt vi om på fire madrasser efter en meget lang og helt fantastisk dag. De arabere er sku noget for sig.