Goodbye Palestine

Så er det ved at være slut på mit ophold - jeg har lige sagt farvel til mine rejsekammerater Nasser og Solidad, som nu er på vej tilbage til Vestbredden. Jeg sidder i Cairo og nyder et værelse med en million satelitkanaler og varmt vand. Det er luksus. Vi har været på farten i en uges tid - satte kursen mod Egypten onsdag morgen. Vi måtte overnatte i det israelske ferie paradis/helvede Eilat, da man ikke kan få visum til Egypten andre steder end Eilat og konsulatet lukker klokken 14.30 - vaskeægte egyptisk effektivitet, som vi også fik at se, da vi ventede i mere end to timer på vores visum, mens de sad og så tv.

Turen til Eilat foregik i en bus fyldt med israelere, som bare er og bliver et uhøfligt folkefærd. Bare at komme på bussen var et studie i israelsk mentalitet, da de skubbede og masede som om verden ville falde sammen, hvis de ikke kom ind før alle andre. En pige sagde til mig, da jeg forgæves forsøgte at følge med Nasser og Sole, der havde min billet, "we are israelis and we push" - det skulle nok have været morsomt, men jeg fandt det mere tragisk og tænkte for mig selv "yeah, you push people out of their country." Jeg sagde det ikke højt, da det nok havde givet os en del problemer. Det var svært nok for Nasser at sidde 5 timer i en bus med ortodokse jøder og ubehøvlede teenagere.

I Eilat boede vi hos Solidads veninde, der er gift med en israeler. Vi havde på forhånd lovet ikke at tale politik, men det var ret interessant at have Nasser - der er palæstinenser - under samme tag som Pablo - der er israeler. Jeg følte det ganske akavet, da man hele tiden snakkede om emner, der relaterer til situationen. Det er umuligt at undgå, da alle aspekter af samfundet på den ene eller anden måde er påvirket af besættelsen. Vandforsyning, industri, import af varer, politik, arbejdsløshed osv. Osv. Men det gik ganske fint, nok særligt fordi de er fra Latinamerika og man derfor følte, at det var en latinofamilie og ikke en israelsk familie. Parret havde to små drenge, og det var hyggeligt at se Nasser med deres lille søn på skødet. Trist at tænke på, at hvis de bliver boende kan de små unger blive den næste generation af soldater, der står og peger på folk med deres maskingevær.

Vi kom videre og jeg forlod Israel uden problemer. Det var dejligt at komme ud af Israel, det er virkelig ikke et sted, har jeg har lyst til at opholde mig i længere tid af gangen. Vi ankom til vores destination i Egypten, nemlig Dahab ved det Røde Hav. Vores hostel til 40 kroner i døgnet havde udsigt til vandet, pool, egen strandbar, træningscenter og stor morgenmadsbuffet. Jeg kunne godt være blevet en uges tid, men vi havde desværre kun to dage. Første dag var ren afslapning på stranden, men dagen efter, hvor vi skulle have været ude og snorkle ved "the blue hole" ramte en mindre orkan Dahab. Kæmpe bølger væltede ind over kysten, hvor restauranter ligger helt ned til vandet. De lokale spænede rundt for at redde stole og borde ved stranden, som ellers ville være blevet skyllet væk. Heldigvis tittede solen frem senere, så jeg kunne suge de sidste stråler til mig ved poolen.

Fra Dahab tog vi en natbus til Cairo, og efter en nat med meget dårlig søvn og koranoplæsning i højtaleren, ankom vi til storbyen i bidende kulde. Klokken 6.30 stod vi rystende i Cairo med trætte øjne og hoppede på en taxa. Vi havde navnet på et hotel, hvor en ven ventede på os. Vi blev sat af uden for en bygning, hvor der ganske rigtigt stod "New Palace Hotel," men inden for tydede alt på, at det var en forladt bygning, og vi kunne ikke finde noget hotel. Nasser gik af sted for at finde hjælp, mens vi frysende sad tilbage og skumlede over, at vi ikke lå i en varm seng. Efter længere tids vandren kom han tilbage med en adresse, og påstod, at vi var det rigtige sted. Det viste sig så, at vi hele tiden havde siddet i den rigtige bygning, vi skulle bare have taget elevatoren op til sjette sal. Flot!

Vi havde nærmest kun fået dårlige ting af vide om Cairo, og jeg blev derfor positivt overrasket. Cairo er kaotisk, fyldt med mennesker, biler og forurening, men super fed. Der er en konstant dytten fra de tusinder af biler, der holder i kø og tror det hjælper at dytte. Der er mennesker over alt og lysregulering bruger man ikke, så man vader bare over vejen og satser op, at bilerne stopper. Byen vågner først efter 12 men til gengæld er der liv hele aftenen. Man kan købe friskpresset appelsinjuice til to kroner, gå ud og spise et solidt måltid til en femmer eller ryge vandpibe og drikke te på gaden sammen med alle egypterne - og alt sammen til langt efter midnat. Og man kan få alt, der kan købes for penge. Her er utallige butikker, og gaderne er fyldt med boder, der sælger alt fra sutsko til bøger om Hitler på arabisk. Det er arabisk kaos, når det er bedst og jeg kan kun anbefale byen - dog skal man ikke tage af sted alene som pige, og man skal være forberedt på masser af opmærksomhed og dumme kommentarer. Samt at egyptere generelt forsøger at snyde så mange penge ud af dig som muligt, men det er til at leve med. Bestemt et besøg værd.

Nu har jeg kun en enkelt dag tilbage, inden jeg flyver mod Danmark, og det er med blandede følelser, at jeg forlader Mellemøsten. På den ene side glæder jeg mig til at komme hjem til venner og familie og min lejlighed, hvor der altid er varmt vand. Men samtidig sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg lader palæstinenserne sejle i deres egen sø. Det er så nemt at komme fra Europa for at opleve, hvordan det er at leve under israelsk besættelse for derefter at vende næsen hjem til sit trygge hjemland. Men hvad med palæstinenserne, der ikke har nogen steder at gå hen. De er et fanget folk, der bor i et stort fængsel, hvor en magtfuld besættelsesmagt forsøger at gøre livet så surt for dem, at de til sidst giver op. Støttet af USA er Israel stille og roligt i gang med at fjerne Palæstina fra landkortet - den hollandske politiker Gert Wilders var i Tel Aviv for nylig for at holde en tale til ekstremistiske bosættere. Han støttede dem i, at Palæstinenserne har deres hjemland i Jordan og intet krav har på Palæstina - det er fuldstændig absurd, at en politiker kan komme med den slags kommentarer. Man føler sig magtesløs over ikke at kunne hjælpe, men så længe Israel kan gøre som de har lyst til uden at det får nogle konsekvenser, sker der ingenting. Og hvad kan man selv gøre….jeg har ikke nogle gode svar, jeg håber bare at flere mennesker vil komme ned og se med deres egne øjne, hvad der er ved at ske. Og jeg håber, at der om 50 år stadig vil være et Palæstina. Jeg håber, jeg kan tage mine børn med til Ramallah og fortælle om dengang, da stedet var under besættelse. Jeg håber, at Palæstinenserne får deres land, at der på en eller anden måde kan findes en løsning, der giver frihed til de mange fantastiske mennesker, jeg har mødt gennem min tid på Vestbredden. Free Palestine - inshallah.